Kronik

Journalistiske falliterklæringer

Debat
17. juli 2009

For nogle år siden kritiserede jeg på denne plads det journalistiske fænomen, jeg dengang kaldte ’den iscenesatte debat’ (Inf. 18.3.04). Måske er betegnelsen ’journalistisk’ i denne sammenhæng lovlig prætentiøs – hvad den for øvrigt generelt er – for den iscenesatte debat hører snarere hjemme i underholdningsbranchen end i den offentlighedssfære, hvor man dyrker den kritiske afdækning og tester det gode argument (så det lader sig adskille fra det slette, det tomme og det rent manipulatoriske, det ikke ukendte spin).

Med den iscenesatte debat er vi nemlig havnet i det meningsteater, som især varetages af og fylder godt i radio ogtv, helt eksemplarisk i programmet P1 Debat, hvor en ivrig, nærmest speedet studievært har fundet et enkelt, aktuelt problem frem, som lader sig spidsformulere i kraft af simple retoriske midler, og som et par oplagt uenige debattører kan hidses op til at tage sig af i en halv times tid. Synspunkterne er forudsigelige, og uenigheden urokkelig, og der forekommer således hverken argumenter eller gensvar, som flytter noget som helst. Det hele følger logikken i Monty Python-sketchen »Do you want an argument?«

Det er nu næppe heller meningen, at disse skyggeboksninger skal føre til noget; mediet skal blot opfylde lidt af sin public service-forpligtelse og producere noget ’spændende’ snak, der kan holde publikum til og lede det videre til nogle hjemmesider m.v., hvor enhver idiot selv efterfølgende kan ’blande sig i debatten’ – hvilket heller ikke fører til noget, men illuderer åbenhed og engagement. Og i en syg forstand måske ligefrem styrker den forkætrede ’sammenhængskraft’ ved at give samfundet og samtiden et vue over de mulige meninger i omløb, dvs. hvad der er ’at forholde sig til’, hvis nogen da overhovedet skulle finde på det.

Alle kan trygt hvile på deres personlige mening og endda bilde sig ind, at den bliver hørt og betyder noget.

Den iscenesatte debat har to vigtige forudsætninger: 1: at politik ikke længere handler om at komme til taburetterne for at gøre noget godt, men blot om at vinde magten og få sig en synlig og spektakulær karriere ved at flytte rundt på nogle kasser og institutioner.

2: at den offentlige debat ikke længere tager afsæt i idealer og delvis utopiske mål, men i sin stadige markedsafrettethed kun cirkulerer om de synspunkter, der kan bevare friværdien og konsumniveauet. Derfor deler partierne og befolkningen sig op omkring nogle meget små forskelle, som til gengæld må skamrides og pustes op, så ikke alle ender i hængekøjen og helt glemmer Lars Løkke til fordel for Michael Jackson. Jo, ’den enes død er den andens brød’ gælder vel også her.

Ikke kun i agurketiden

Det er nemlig ikke kun Olof Palme, der for længst er død, det er også hans ’Politik er at ville’, og den offentlige diskussion af samfundets mål og mening handler derfor nu kun om ’mere af det samme’ og om simple panikreaktioner og lappeløsninger, når virkeligheden (finanskrise!) eller medierne selv har held til at piske fornærmede eller aggressive stemninger op. Så kommer ordene ’uacceptabelt’ og ’udansk’ gerne i sving, og dagens journalister tager mikrofonen frem – men lader hovedet blive under armen. I almindelighed gælder det blot om at bevare, befæste og give plads til lidt flere forbrugsgoder eller forbrugsøvelser; det handler om tryghed, som de siger her, dér og alle vegne.

Det betyder, at medierne ikke kan læne sig op ad en betydelig offentlig diskussion, med engageret samtale, hvor bolden og sagen betyder mere end personen og underholdningseffekten. Det store ræsonnement til fordel for A eller B er væk, og tilbage bliver den iscenesatte debat, der blot lader som om. Og så – for nu at komme til sagen fra en ny vinkel – den helt tilfældige og ofte løjerlige egenproduktion af nyheder og sensationer, der i dag er normen og ikke kun agurketidens ulyksaligheder.

Jeg tænker på det væld af ’nye undersøgelser’, der viser et eller andet, som kan formuleres i procenter eller, endnu bedre, forenkles til slaglinjer af typen ’fire ud af fem danskere mener …’, ’syv ud af 10 indvandrere lider af…’ og ’seks ud af otte bøsser føler sig…’
Straks er der dømt krise og bekymring, men det virkeligt syge er den type journalistik, der her fører sig frem og producerer nyheder og sensationer ud af ingenting. Det hele baserer sig på den statistiske lemfældighed, som alle lige fra et hold 9. klasses elever på udflugt med spørgeskemaer til diverse opinionsinstitutter bringer i anvendelse for at trylle nogle skråsikre udsagn frem – og på den slendrian, der præger de spørgsmål og det valg af emner, der skal igennem denne hakkemaskine.

For mange undersøgelser

Det journalistisk betændte er, at det er medierne selv, der sætter disse ’undersøgelser’ i gang: slet og ret bestiller dem i serier, så man næste dag og ugen ud kan bygge sin forside og hovedindslag på disse forbløffende nye resultater og diverse Kloge-Åge’rs skarpe kommentarer. Hvis det er, hvad man lærer på journalistuddannelserne, så nedlæg dem øjeblikkelig; hvis det er, hvad journalistuddannede personer finder sig i på deres job, så tag journalistbetegnelsen fra dem. Ellers trivialiseres begreberne ’journalistik’ og ’journalistisk prioritering’ til synonymer for ’narrefisse’ og ’pjank’.

En forudsætning for, at denne måde at lave nyheder på kan komme på skinner, er naturligvis, at der er nogen, der tager sig af alle disse forbløffende procenttal og konklusioner – enten tager dem alvorligt eller tager dem som anledning til selv atter at komme i medierne og profilere sig. Men i senmoderniteten, hvor kritik og selvkritik er blevet tabu, går det gesvindt, så ’nye undersøgelser’ afføder en lind strøm af udtalelser fra alle de snakkesalige ’forskere’ og scenesyge ’samfundsdebattører’, der har rigeligt med bekymrede meninger på lager. I kraft af dem tager det hele sig ud, som om vi har bevæget os fra tarvelig vox-pop og tvivlsom statistisk signifikans til den højeste videnskab og ekspertise, men det er også det eneste elegante ved dét (selv)bedrag.

Det uhyggelige – for nogen hyggelige – ved alle disse ’nye undersøgelser’, som aviserne og derpå alle andre medier fylder siderne op med, er, at de giver os et indtryk af, at der ikke foregår andet ’historisk’ og betydningsfuldt i verden, end at danskerne nu igen har overhalet sig selv i kunsten ’man har et standpunkt, til man tager et nyt’ og frembragt chokerende holdninger og ’tankevækkende’ meninger. Pressen har ikke råd til at have reportere ude i den støjende og besværlige verden, så derfor står de blot foran en retsbygning, hvor der snart falder dom, eller nede om hjørnet ved den kiosk, hvor lille o har vundet i tips. I stedet for indsigt i verdens uretfærdigheder og brutale modsætninger har vi fået den globale fred.

Dobbeltredundans

Lad mig til sidst pege på en tredje journalistisk deroute, hvis opkomst især skyldes de mange samtaleprogrammer, som radioen må fylde sine kære ’flader’ med, da der ikke længere er råd til at lave velforberedte og gennemarbejdede udsendelser. Det er det skråplan, man kunne kalde journalistik som referatstil eller mere præcist: journalistik som redundans. Fænomenet opstår ved, at intervieweren – efter at have fået svar på sit spørgsmål – sammenfatter det netop sagte efter modellen: ’Det vil altså sige, at…’ Hvorefter det forventes, at den interviewede svarer ’Ja, sådan kan man godt udtrykke det.’

Umiddelbart skulle man blot tro, at man på den måde lever op til det kongelige mål: ’Så ta’r vi den lige én gang til for Prins Knud!’ – og to versioner fremmer vel altid forståelsen. Men i de fleste tilfælde er der tale om tre versioner, for det indledende spørgsmål er gerne så banalt, at svaret er mere end forudsigeligt, og i de situationer bliver den ’journalistiske’ opsamling decideret komisk. Det gælder også de indslag, hvor studieværten selv siger alt det, som den udsendte medarbejder eller det pågældende interviewoffer derpå skal redegøre for – især morsom, når den udsendte medarbejder direkte fra åstedet kun kan bekræfte studieværten i, at vi endnu ikke ved så meget.

Så ved vi da dét.

Peter Thielst bestyrer DET lille FORLAG og skriver indimellem selv bøger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det journalistisk betændte er, at det er medierne selv, der sætter disse ’undersøgelser’ i gang: slet og ret bestiller dem i serier, så man næste dag og ugen ud kan bygge sin forside og hovedindslag på disse forbløffende nye resultater og diverse Kloge-Åge’rs skarpe kommentarer. Hvis det er, hvad man lærer på journalistuddannelserne, så nedlæg dem øjeblikkelig; hvis det er, hvad journalistuddannede personer finder sig i på deres job, så tag journalistbetegnelsen fra dem."

Hørt!

mariann offersen

Tak for en rigtig god artikel, man troede knap nok af den slags synspunkter fandtes i Danmark.

Apropos P1 debat, - sjovt nok er den ene af "kombattanterne " næsten altid "en ekspert fra Cepos" og den anden et ungt folketingsmedlem fra den venstre side af salen.

Inger Sundsvald

Jeg har været så heldig at opleve et foredrag af Peter Thielst, og også læst et par bøger af ham. Bl.a. ”Man bør tvivle om alt, og tro på meget” og ”Livet forstås baglæns, men leves forlæns” (ca.).

De kan anbefales. Det var en stor fornøjelse at læse denne kronik om tilværelsens ulidelige lethed.

Niels-Holger Nielsen

Godt brølt, løve!
Det ville klæde Information her at føle sig truffet. Fjernsyn og radio er værst men ellers er det et alment fænomen.

Niels-Holger Nielsen

Marianne Offersen
Du overdriver lidt: "sjovt nok er den ene af "kombattanterne " næsten altid "en ekspert fra Cepos"". Men mindre kan også gøre det. Cepos nærmest promoveres i denne sammenhæng, foruden mange andre steder på P1s sendeflade.
Det er faneme uhyggeligt. Og så er der ikke en eneste "rød lejesvend" til at afbalancere den statslige propagandamaskine.

Når emnet er rituel politisk selv iscenesættelse, så kommer vi jo ikke uden om de pinagtigheder der altid opstår, når politikerne forsøger at slå plat på den opmærksomhed, der er omkring Tour de France.

Vi husker alle pinlighederne da Poul Nyrup optrådte med en cykelhjelm i størrelse small, men det stunt har Lars Løkke Rasmussen nu slået med flere længder/cykelhjul.

Tilsyneladende i et anfald af nationalt vanvid har de danske politikere nemlig valgt at optræde i en provinsiel og plat Dannebrogsfarvet trikot.
Statsministerens ikke just spinkle og åleslanke figur skruet ned i et par stramtsiddende knaldrøde cykelshorts er et aldeles gruopvækkende syn, der ikke blot gør ham selv men hele nationen fuldstændig til grin. Ih du milde kineser!

Og der er tilsyneladende ingen ende på galskaben. Seneste nyt er at Eva Kjær Hasen er kørt i grøften iført sit smarte stramtsiddende Dannebrogskostume, og at hun ved den lejlighed har brækket skulderen.

Virkeligheden overgår konstant fantasien!

Nyrups cykelhjelm var kun "pinlig", fordi medierne valgte at gøre den det. Løkkes bluse er pinlig, fordi han ikke forstår, hvad der kræves af en statsminister.

Karsten Aaen

Jeg er meget enig i Peter Thielst betragtninger; dog det mest pinlige i dag er at se rapporter fra retsmøder eller fra sagen om lille Thor (drengen der blev bortført af sine egne forældre).

Retsmøderne er nærmest blevet en farce, eller rettere reportagerne fra dem. Journalisterne står udenfor og siger, at ', her sker skam ikke så meget, men vi tror nok, at...' eller 'Ja, nu sker der X...men vi ved ikke hvorfor...'

Mht. Thor købte alle medier stort set politiets historie; ingen mente at drengens forældre havde ret til at udskrive ham fra hospitalet; trods alt var det jo netop drengens forældre...

Ingen havde tid til at spørge kritisk ind til Tønder Kommune om man tilbyder psykologhjælp til forældre, hvis børn skal tvangs-fjernes. Tønder Kommune kan godt svare på dette spørgsmål, uden at overtræde tavshedspligten...

Tag dog dine skyklapper af, Per Vadmand. Poul Nyrup lignede sgu da en hengemt pære, med den diminutive cykelhjelm på hovedet...

Paul Hegedahl

Med hensyn til 'Team Lille Lars', der igen i år kører for den noble æblemostproducent - og for et godt formål, er der rygter fremme om, at 'Bananrepublikken' er på vej med et godt tilbud om at køre for dem næste år - med bananer på trøjen. En talsperson for 'Team Lille Lars' vil ikke udelukke det bliver til noget. Vi har jo samme principielle holdning til langt det meste, siger talspersonen.

Karsten Johansen

"Journalistikk er vår tids største forurensingsproblem"

"Ytringsfrihet er snakkefrihet i en tilstand, der makthaverne vet, at de ikke har noe å frykte"

"I 1945 dro Goebbels til USA og tok navneforandring til Gallup"

"Alle forsto Hitler straks" (alle sitater den bergenske forfatteren Georg Johannesen, 1937-2005).

Sitatene sier det tilstrekkelige og nødvendige om vår klaustrofobisk og kvelende totalitære samtid - noen verre har aldri eksistert. Her er man henvist til å avvente den nå uunngåelige katastrofen etterhvert som klimaet ødelegges og alt som gjør livet verd å leve utslettes fra jordens overflate av makthaverne under hese jubelskrik og/eller glatt løgn og de facto ordre om å delta i disse virksomhetene.