Læsetid 6 min.

Kurdernes ukuelige vilje til overlevelse

Mødet med Kurdistan var intenst og åbnede nye lag i bevidstheden, hvilket gjorde det svært for dagens kronikør at vende tilbage til hverdagen i Danmark
Irakiske kurdere på flugt fra kampene i det nordlige Irak i 1991. Da FN's sikkerhedszone blev oprettet senere samme år, vendte mange af flygtningene tilbage til den kurdiske del af Irak.

Irakiske kurdere på flugt fra kampene i det nordlige Irak i 1991. Da FN's sikkerhedszone blev oprettet senere samme år, vendte mange af flygtningene tilbage til den kurdiske del af Irak.

Nabil Ismail
31. juli 2009

Mozarts dejlige musik strømmede for fuld styrke ud ad de åbne vinduer på den store Toyota Landcruiser, der kravlede hen ad den smalle bjergvej. Der var kun få centimeter til bjergvæggen på den ene side og til kanten af vejen på den anden side, som afslørede en dal dybt under os, hvor musikken blev hængende som et ekko. Udsigten var betagende. Men jeg havde ikke øje for skøn- heden i bjergene i dag. Jeg sad på bagsædet mellem Tor fra Norge, som var radiooperatør, og Majeed, vores kurdiske tolk, og havde blikket stift rettet på spejlet foran i bilen, i hvilket jeg kunne tælle rynkerne i chaufførens pande og ud af hans sammenbidte minespil suge næring til min faste overbevisning om, at vi næppe ville slippe levende fra dette projekt. Tor fløjtede uanfægtet med på musikken, og jeg sagde lidt misundeligt til ham med et blegt smil:

»Det glæder mig, at du har overskud til at fløjte. Det får det hele til at virke mindre farligt.«

Tor hang ud ad vinduet og fotograferede på livet løs, og han råbte drillende bagud:

»Det er da kun for at berolige mig selv - jeg er skidebange.«

Tor og jeg var på vej til en vanskeligt tilgængelig landsby i de kurdiske bjerge sammen med Kjell, som også var norsk, og sammen med vores kurdiske chauffør og kurdiske tolk. Vi bevægede os rundt om bjerget i snegletempo. Gruset knasede under det tunge køretøj, og jeg tænkte på det uheldige i, at vi ikke havde fået de nedslidte dæk udskiftet, fordi det var vanskeligt at skaffe ordentlige dæk i Irak.

Hjælp til selvhjælp

Vi var alle ansat ved UNHCR's kontor i Dohuk i det nordlige Irak. Tidspunktet var september 1991, og UNHCR's store operation Winterization bestod i - inden vinteren satte ind - at skaffe tag over hovedet til alle de kurdere, der havde været på flugt sidste vinter. Da FN's sikkerhedszone blev oprettet i foråret 1991, vendte de fleste flygtede kurdere tilbage - ikke blot dem, der var blevet forfulgt i kølvandet på Golf-krigen, men også dem, der havde siddet i flygtningelejre i Tyrkiet siden krigen mod Iran i 1980'erne. UNHCR leverede byggematerialer og værktøj, som blev bragt ind i konvojer via Tyrkiet, og det var således hjælp til selvhjælp, idet kurderne selv skulle i gang med at bygge nødtørftige boliger. Kjell var tilsynsførende med byggeriet i landsbyerne, og Tor og jeg, som tilbragte det meste af tiden på UNHCR's kontor i Dohuk, benyttede lejligheden til at tage med på denne tur i bjergene for at se, hvordan byggeriet skred frem.

Vi var fremme ved vort bestemmelsessted. Segeria var navnet på landsbyen, som var beliggende i en lille åbning i bjergene. Den lå aldeles skjult for omverdenen og var kun én af de 4.000 landsbyer, der blev bombet under krigen mellem Irak og Iran. Bittesmå landsbyer med et halvt hundrede indbyggere, som levede deres liv her i bjergene og dyrkede deres frugt og grøntsager og passede deres får og ærede deres gud og ikke gjorde nogen fortræd. Dagen var begunstiget af et strålende solskin, og solen bagte her på den lille åbne plads i bjergene, hvor de få huse lænede sig direkte op ad bjerget. Bjerget beskyttede mod vind og vejr, og der var så varmt som nogen sommerdag her midt på dagen, men om nogle få timer ville solen forsvinde bag det samme bjerg, og kulden ville indfinde sig hurtigt. Menneskene, der boede her, ville få svært ved at klare sig gennem den kommende vinter i de nødtørftigt sammentømrede huse med plastic for vinduerne og tæpper for døråbningerne, hvis døre og vinduer ikke nåede frem. Byens ældste mand og overhoved kom os i møde og bød os velkommen. Han kendte Kjell fra tidligere besøg i landsbyen, og han fulgte os rundt på det område, der ikke var meget større end en markedsplads. Han humpede af sted i sine medtagne sko, støttet til sin stok, fordi han havde fået en granatsplint i knæet for mange år siden. Han viste os flugtvejen, ad hvilken kurderne i regn og kulde var flygtet gennem bjergene til Tyrkiet sidste vinter. Og han viste os hulerne i bjergene, hvor folk havde søgt beskyttelse mod Saddam Husseins tilbagevendende angreb med napalm og kemiske våben.

Kvinderne kikkede nysgerrigt efter os. Nogle var ved at vaske tøj, og andre var ved at samle brænde til et bål, over hvilket de kogte vand og lavede mad. Vandet hentede de fra en kilde i nærheden. Børnene løb barfodede rundt i græsset og fulgte os i nogen afstand. De var ikke vant til fremmede og ikke så frimodige som børnene i Dohuk, som hurtigt havde lært at sige: »Hello mister« - uanset om man var mand eller kvinde.

Festmåltid på blåt plastic

Den gamle mand indbød os til at slå os ned i græsset. En kvinde bragte os et par tæpper, som vi kunne sidde på, og foran os blev der lagt et stort stykke blåt plastic, hvorpå der blev stillet en plasticskål med friske granatæbler og én med vindrueklaser, der var så sprøde og nyplukkede, at de sprang med et lille smæld, når man bed i dem. Tæpperne, plasticstykket og plasticskålene var alt sammen fra UNHCR's nødhjælpsforsyninger. Landsbyens beboere havde intet andet end det, de gik og stod i, da de kom tilbage hertil.

Vores vært delte med stor øvelse granatæbler over med en lommekniv og rakte de bedste stykker over til mig som den eneste kvinde i selskabet. Alt imens han skar frugter ud, kikkede han frem for sig med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet og kom af og til med en bemærkning på kurdisk til tolken, som oversatte til engelsk. Han mindede mest af alt om en gammel indianerhøvding, der var ved at forhandle sig til rette med et blegansigt. Han orienterede om landsbyens øjeblikkelige behov for nødhjælp, og Kjell noterede flittigt.

Der er stunder, man vil huske resten af sit liv, og dette øjeblik i bjergene, i ruinerne af en bombet landsby, lejret omkring et stykke blåt plastic, hvor vi blev nødet til at forsyne os af det bedste, disse mennesker kunne tilbyde os, er for mit vedkommende en af dem. Det var som et eventyr fra tusinde og én nat, og traktementet så overdådigt og så værdifuldt som det, lampens ånd bragte Aladdin og hans mor i deres fattige bolig i Bagdad. Det blå plastic blev til den fineste hvide dug af damask, og de grimme plasticskåle fra UNHCR's nødhjælpsforsyninger blev til kostbare sølvfade, som bugnede af friskplukkede og sødtsmagende frugter, som luede i rødt og grønt og blåt. Den gamle kurder var ikke længere en indianerhøvding, men én af Østens vise mænd, hvis uudgrundelige ansigtsudtryk dækkede over en viden om kurdernes kamp for overlevelse og en stolthed og frihed, som ingen gal diktator kunne knægte. Mine øjne mødte Tors, og jeg kunne se, at han havde den samme andagtsfulde oplevelse af øjeblikket, som jeg havde, og vi kikkede på hinanden i taknemmelighed og undren over livets store øjeblikke. Øjeblikkets fortryllelse blev brudt, da et amerikansk rekognosceringsfly passerede luftrummet over os og bragte os tilbage til virkeligheden. Her var ingen flyvende tæpper, men amerikanske jagerfly og tyrkiske bombefly. Samme morgen havde tyrkisk militær bombet mål i det nordlige Irak i deres forsøg på at nedkæmpe det militante kurdiske parti PKK.

Løsrevet fra verden

For mange af os, der var udstationeret i Kurdistan i 1991, blev vores liv aldrig helt det samme. Det var vores første udstationering i internationalt hjælpearbejde. Vi havde ingen telefonforbindelse med omverdenen - kun nødvendig radiokommunikation med Bagdad - intet fjernsyn og ingen internetforbindelse. Løsrevet fra den civiliserede verden, der havde skabt vores identitet, blev der åbnet for nye lag i vores bevidsthed, og det var ikke ganske nemt at vende tilbage til vores tidligere liv. For nogle blev det en fortsat tilværelse i nødhjælpsarbejde fra den ene opgave til den anden drevet af ønsket om at gøre en forskel - andre blev skilt, fordi det spændende liv i en FN-mission uretfærdigt fik livet i den gamle verden til at falme. For mit eget vedkommende sugede jeg oplevelser til mig med skærpede sanser, og ingen senere missioner har efterladt så stærke indtryk som mit møde med kurderne i landet, der i min optik ligger Østen for Sol og Vesten for Måne og mellem floderne Eufrat og Tigris. Kurderne, som med ukuelig overlevelsesvilje dansede til bryllup midt i ruinerne af deres bombede landsbyer.

Grethe Bille blev for et par år siden pensioneret fra Dansk Flygtningehjælp, hvor hun har arbejdet i 20 år på hovedkontoret. >Hun har lejlighedsvis været udsendt for Flygtningehjælpen i samarbejde med Udenrigsministeriet til opgaver i Mellemøsten og på Balkan. Grethe Bille er stadigvæk medlem af Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab og var senest udsendt som valgobservatør ved valget i Makedonien i april i år

Kronikkonkurrence 2009

Seneste artikler

  • 'Den ligner noget, der er løgn'

    8. august 2009
    »Man læser mange forfærdelige ting hver dag, men det er svært at forholde sig til ord på papir,« siger Julie Lorenzen, vinder af Informations kronikkonkurrence
  • Vinderne af årets kronikkonkurrence

    6. august 2009
    Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatet
  • The donut connection

    1. august 2009
    Mødet med New York er også et møde med mangfoldighedens mekka. Men det er også en by, hvor livshistorier sjældent kolliderer. Faktisk kan man leve det meste af sit liv der uden rigtig at blive konfronteret med alle de forskelle, der omgiver én. For en stund ramlede dagens skribent imidlertid lige ind i mangfoldigheden på verdens mindste kaffebar i hjertet af Manhattan
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu