Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
30. juli 2009

Skal vi alle bag i køen?

Ebbe Hertel, Værløse

Jeg læser i min Information fredag den 24. juli, at venstrepolitikeren Svend Heiselberg har udtalt til Jyllands-Posten: »Hvis man står med to identiske patienter, hvor den ene er overvægtig og den anden ikke er, så må den overvægtige vente«. Palle Weis skriver ganske rigtigt i sin leder om emnet, at »det er den sikre vej til en form for fascisme«.

Jeg er selv 176 cm høj og vejer 85 kg, dvs. efter gældende trend overvægtig. Jeg mener selv, at jeg har et par kilo at stå imod med, hvis jeg skulle få Influenza A eller et smertefuldt forløb efter en operation. Men lad os følge Heiselbergs tanke: Mennesker, der også bør komme bag i køen, altså mennesker, der har opført sig ufornuftigt, og altså dermed selv er årsag til deres situation: Dvs. patienter som bilister, der overtræder hastighedsgrænserne eller kører uden sikkerhedssele; cyklister, der kører uden cykelhjelm; mennesker, der solbader længere end Sundhedsstyrelsen anbefaler; mennesker med sportsskader; mennesker med stress, fordi de ikke har opsagt deres job med urimeligt arbejdspres i tide; mennesker der har kønssygdomme, fordi de ikke har brugt kondom; mennesker der udtrykker upopulære meninger og derved udsætter sig for vold ...

Et værn for Danmark

>Kamma Ankjærø, Århus C

Det er et åndeligt sundhedstegn, at unge i dag gerne vil vide mere om modstandskampen. Netop nu er det mere aktuelt end nogen sinde før at fortælle dem, at Hjemmeværnet har sin rod i modstandsbevægelsen. Det blev >i sin tid oprettet >i tilfælde af, at en fjende atter skulle falde Danmark i ryggen, som det skete den 9. april 1940. I dag er der også den risiko, at en fjende kan vise sig som en 'trojansk hest'.

Det ville selvfølgelig være til velsignelse for menneskeheden, hvis soldater i alle lande forenede sig > og knækkede geværerne. Det har pacifisterne ret i, men som verden så ud i 1940-45, og som den ser ud i dag med forfølgelse af kristne i mange lande, er det desværre en utopisk tanke.

Hjemmeværnet er frem for alt et værn for Danmark og alt, hvad der er dansk. Det forekommer derfor helt absurd, at en mindre gruppe hjemmeværnsfolk er udsendt til Afghanistan til bevogtningsopgaver!

Lige så absurd og udansk ville det være at tillade et kvindeligt medlem af Hjemmeværnet at bære tørklæde, >som er og bliver symbol på islam, i særdeleshed når det er imod Hjemmeværnets uniformsreglement.

Med forbehold

Søren Tafdrup, Søborg

Når kraftværker elsker, hvad elsker de så? Jeg hævdede i mit læserbrev (24. juli), at kraftværkerne elsker kul og ikke bryder sig om effektivisering og energibesparelser. Det fik chefkonsulent Jesper Koch fra Dansk Energi op af stolen (27. juli). Han bedyrer, at elsektoren > »hellere end gerne« bruger vedvarende energi. Vi er også »ret vilde med energibesparelser«, skriver han.

>Alligevel vil Dansk Energi, at vi i 2050 skal blive ved med at bruge kul, og vi skal i mellemtiden have fordoblet vores elforbrug. Når man spørger, hvad den megen ekstra strøm skal bruges til, svarer Jesper Koch, at det kan man læse på Dansk Energis hjemmeside. Det er nu lettere sagt end gjort. Det var derfor, jeg spurgte.

>Man kan læse i 'Power to the people', at Dansk Energi vil »udnytte hele potentialet for vedvarende energi«. Det gør de bare ikke. De kunne f.eks. overgå helt fra kul til biomasse i stedet for at gøre det halvt. Det ville spare en masse elforbrug til CO2-lagring. Hvilket illustrerer, at visionens ord > - 'vi bruger strømmen effektivt' - også skal tages med forbehold.

>Føj for hvad?

Henrik Arnold, Kbh S

»Sørgeligt - men sigende« skriver Søren Pind (Inf. den 27. juli) i sit læserbrev om Stig Dalager ... Er det også sigende om Pind, at når pisset kommer i kog, ryger hjernen ud?

Én mand skriver noget, som >Pind ikke bryder sig om (sikkert berettiget!), og så bliver det lavet om til, at (hele) venstrefløjen er langt ude, de mener selvfølgelig det samme alle sammen! .... og finnerne har let til kniven, og rødhårede er iltre i sengen, og levebrødspolitikere generaliserer for meget ...

>De folkelige kræfter finder løsninger

Per Clausen, klimaordfører for Enhedslisten

Mens alle taler om at skabe nye arbejdspladser inden for vedvarende energi, lukker Vestas ca. 2.000 arbejdspladser i Danmark og England. Årsagen er, at udbygningen af vindmøller i flere år har været gået i stå i både England og Danmark. Politikerne har derfor et stort medansvar for fyringerne. Vestas kunne dog godt undgå fyringerne, hvis de ville. Vestas har et stort overskud, men prioriterer maksimal profit over hensynet til sine medarbejdere. Fyringerne understreger, at vi hverken kan overlade løsningen af klimaproblemerne eller arbejdsløsheden til industribosser og toppolitikere. Der er brug for en aktiv indsats af almindelige mennesker, miljø- og klimaorganisationer og fagbevægelsen.

Besættelsen af Vestas på Isle of Wrigth er et eksempel på, hvordan aktive arbejdere sammen med miljø- og klimabevægelsen kæmper for en løsning af klimaproblemerne og sikringen af arbejdspladser i fællesskab. De kræver gang i udbygningen af vedvarende energi, og at staten sikrer de arbejdspladser, der er nødvendige for at op nå dette. Endnu engang ser vi, at det er de folkelige kræfter, som peger på løsningerne, mens toppolitikere og erhvervsledere svigter.

DR forstået

Ivan Gullev, Frederiksberg

Har hørt Danmarks Radio i et par menneskealdre og været glad ved det.

Men nu forstår jeg alt. Alt.

Indigneret ambassadør

Brita Bastogi, Rungsted Kyst

Den israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon har en meget indigneret påtale til Information den 24. juli.

Gad vide, om ambassadøren ikke burde beholde sin indignation for sig selv. Der er efterhånden for mange, der kender til Israels forbrydelser. Mennesker i dag får ikke alene deres viden fra aviser. Internettet er opfundet og vi var nok en del, der fik daglige meddelelser fra internationale journalister i Gaza under hele forløbet. Vi ved, at de soldater, der ikke kunne holde de forfærdelige forbrydelser ud, har ret. Det burde være en stor trøst for Israel, at de stadig har soldater, der er så menneskelige, at de, på trods af den fare de udsætter sig for, må fortælle om det.

Ambassadørens reaktion minder mig om tyskerne, der efter krigen påstod, at de aldrig havde hørt om koncentrationslejrene. Men jeg vil gerne hjælpe ambassadøren med at blive oplyst om de virkelige forhold. F.eks. vil jeg opfordre ambassadøren til at læse den israelske historiker Ilan Pappe's bog 'the Ethnic Cleansing of Palestine', der viser, at Israels forbrydelser mod palæstinenserne startede endnu før de udråbte sig selv til Israel. Og så vil jeg sende ham rapporten 'War Crimes Against Children', en undersøgelse af palæstinensiske børn dræbt af den israelske hær i Gaza. Desuden vil jeg forære ham cd'en fra Københavner Tribunalet, der handler om palæstinensiske kvinder i børn i israelsk fangenskab. Jeg håber, der er mange andre, der også vil hjælpe til med at oplyse ambassadøren.

Privatiser kongehuset

Morten Lambertsen, Århus V

Modstanden mod monarkiet afspejler efter min mening et dybere split i befokningen end blot en voksende irritation over mediernes massive dækning af kongehusets pseudo-begivenheder. De værdier, Danmark som progressiv, skandinavisk velfærdsstat engang stod for, men som nu er mere eller mindre gået i glemmebogen, kan ikke erstattes af celebrity-reportager om en tilfældig, dansk familie på overførselsindkomst. Derfor skulle det være muligt at melde sig ud af monarkiet, som man kan det af Folkekirken (en anden værdiladet, ankronistisk institution, der på samme måde nyder godt af den historiske korttidshukommelse). Eller som ikke-essentiel institution kunne det med fordel privatiseres, eller man kunne lade hatten gå rundt blandt sladderbladenes læsere, eller måske A.P. Møller kunne afstive sin selviscenesatte position som omvandrende nationalklenodie ved at købe det - hvad som helst, bare det ikke skal financieres gennem skatten og fremholdes som et folkeligt samlingspunkt, når tilfældet er, at dets værdier og værdi som dansk nationalsymbol er uspiseligt og ikke-repræsentativt for en lille tredjedel af befolkningen.

Bland jer uden om

Christoffer Reinhardt, kandidat til Region Hovedstaden, K

»Hvis man står med to identiske patienter, hvor den ene er overvægtig, og den anden ikke er, så må den overvægtige vente«, siger Venstre-politikeren Svend Heiselberg, og han bliver bakket op af VU-formand Thomas Banke samt flere regionsrådsmedlemmer. Prioritering i sundhedssystemet er en skræmmende tanke efter min mening. Hvis man følger de to venstremænds logik, så skal rygere også behandles før ikke-rygere, og folk i arbejde skal behandles førend folk, der står uden for arbejdsmarkedet, eftersom de jo bidrager positivt til fælleskassen. Hvis de to Venstre-politikere indirekte vil pådutte folk at leve sundere, så er det det samme, som at staten blander sig i folks livsstil - jeg nægter at tro på, at det kan være liberal politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Bemærkning til ”De folkelige kræfter finder løsninger” af Per Clausen
Ja et godt eksempel på at Fogh Rasmussen var MEGET NÆRSYNET og kun så udviklingerne på den meget korte bane. Nu må regeringen rense brillerne og se længere frem i tiden samt begynde at samarbejde med andre end DF for HELE landets skyld.