Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
11. juli 2009

De vil fordoble vores elforbrug

Søren Tafdrup, Søborg

Torben Hvidsten kryber i sit svar (6. juli) på mit læserbrev (2. juli) uden om det faktum, at Dansk Energi vil fordoble vores elforbrug inden 2050.

Man gætter næppe galt på, at en stor del af det ekstra forbrug skal gå til CO2-lagring i undergrunden, så kraftværkerne kan få en undskyldning for at fortsætte deres brug af kul til evig tid.

Jeg opfordrer Information til at stille spalteplads til rådighed, så Dansk Energi kan forklare os i tekst og tabeller, hvad de vil bruge fordoblingen af vores elforbrug til.

Bedemåtter i folkeskolen

Hans Bredahl, Roskilde

9. juli oplever vi, at en af vore lederskribenter (Kristian Villesen) argumenterer for at i en skole, der skal kunne rumme alle slags elever, skal det være tilladt et religiøst flertal i den lokale forældregruppe - eller en religiøs skoleleder - at gennemtvinge bestemte religiøse ritualer på skolen.

Jeg gad da nok lige se hvad der skete, hvis der blev lagt bedemåtter ud fem gange om dagen.

Kunne vi stilfærdigt bede om lidt mere omtanke i sommervarmen?

Hyklerisk og respektløst

Anne Finnemann, Haderslev

Kristian Villesen (lederskribent 9. juli, red. ), vi lever i et samfund under udvikling - nogle af os tror hverken på fader vor i himlene eller fanden og hans pumpestok. Fred være med dem, der gør det - det ville være fint, hvis de så også ville lade andre i fred.

Hyklerisk og respektløst føles det, når man gang på gang skal deltage i noget (f.eks. bøn), som man ved er vigtigt for andre, men dybt meningsløst for en selv. Hyklerisk, respektløst >og > småligt er det, når man forlanger, at andre skal beordre deres børn til at folde hænderne og tænke på noget andet til det hele er overstået.

Ældrebyrde?

L. Ahlkvist, Frederiksberg

'Ældrebyrden' - det er dog et modbydeligt og nedværdigende ord, at bruge om ældre mennesker (jvf. artiklen »Ældrebyrden rammer hårdere end finanskrisen« 9. juli). De fleste, der er så heldige at blive ældre i dag, har knoklet det meste af deres liv og har ikke fået noget foræret. De har betalt deres skat uden at brokke sig, så de der er unge og yngre i dag stadigvæk kan komme gratis i skole og på hospitalet - altså uden den egoistiske privatisering, som breder sig i dagens Danmark.

Forargeligt sprogbrug

Dorte Ipsen, forlagsredaktør

Kære Julie Hjerl Hansen.

Da jeg læser Information 9. juli, ser jeg en fem-spaltet artikel med overskriften »Ældrebyrden rammer hårdere end finanskrisen«. 'Ældrebyrde' ... For det første troede jeg, at dette stigmatiserende udtryk var fjernet fra det danske sprog, og for det andet ville jeg have forsvoret, at det var en sprogbrug, jeg skulle møde i Information.

Det er mig en gåde, hvordan en journalist ved en 'klog' avis som Information kan forfalde til at benytte ord, der kategoriserer en del af befolkningen på en så entydigt negativ måde. Hvis det passer, at sproget skaber virkeligheden, så har du ved gentagen brug af ordet 'ældrebyrde' tegnet et billede af den (uspecificerede) ældre befolkning som en byrde for landet, ja, måske en trussel, som du så charmerende skriver i spalte fire.

Jeg synes, det er dybt problematisk, at du på den måde er med til at give et billede af den ældre befolkning, som er så ekskluderende. Det ærgrer mig, og jeg forstår ikke Informations holdning.

>Bent Jensen på slap line?

Per Diepgen, Halskov

Kritikken af PET-kommissionsrapporten ligger i forlængelse af Bent Jensens og Dansk Folkepartis kritik af DIIS-undersøgelsen, en skærpelse over for > venstrefløjens politiske rolle. Kan Bent Jensen derfor anses for forsker med et politisk motiv?

> >Siden Bent Jensen udgav bogen om Sovjets besættelse af Bornholm, synes kommunismen hos ham at være et parti, der skal bekæmpes. At kommunismen og socialismen har tætte internationale forbindelser er en væsentlig del af partiernes karakteristik, men Kominterns Internationale og nutidens socialisters solidaritet hen over landegrænserne har en parlamentarisk styrke over for den enighed og kammeratlighed, der fandtes imellem Fogh og Bush. Blot vil Bent Jensen ikke sidestille agenter for CIA og KGB, fordi han er forudindtaget og foretrækker forbindelsen til CIA, og dansk efterretningstjeneste stod allerede under Thune Jacobsen langt til Højre.

>Bent Jensens begreb om landsforræderi kendes fra Besættelsen, hvor en landsforræder var en person, der enten havde samarbejdet tæt med nazisterne eller havde meldt sig ind i DNSAP efter 9. april 1940. At landsforræder-begrebet dækker vidt forskellige opfattelser i krig og i fred >og farves af tidens politiske forståelse, erfarede vi under retsopgøret, og i dag anses det for ufordragelig ond tone at nævne, hvorledes det gik Simon Spies, lensgreve Knuth m.fl. i modsætning til alle dem, der havde fortjent bedre.

>Med en for vore dage udbredt opfattelse af Besættelsens >efterretningstjenester kan man påstå, at Hal Kochs samarbejdslinje vandt over Mogens Fogs standpunkt om fælles indsats og ansvar for en utvivlsom holdning til fascismen, men er i dag under forvandling med de nye politiske alliancer. Hvem forførte og hvem forfører hvem?

Stakkels rockere

Philip Larsen, Herlev

Michael Sandfort (MS) hævder i et læserbrev 9. juli, at bl.a. rockere udsættes for ulige behandling i forhold til 'indvandrere', da betegnelsen 'rockertyper' forekommer langt hyppigere i spalterne end 'indvandrertyper'. Hvor jordnært.

MS statuerer et fint eksempel på typen, der med lidt for ondt i rumpen hænger sig i periferien og forsøger at legitimere den generelle behandling af et (!) mindretal ud fra dette uhyre positive særhensyn.

Dertil ved vi, hvad en rockertype indebærer; gerne pumpet, skaldet og rigt tatoveret, men hvad med en indvandrertype? Den betegnelse vil næppe bruges om min andengenerationsbekendte fra Tyskland, der ikke har dansk pas. Den vil næppe bruges om folk af kinesisk eller canadisk herkomst. Betegnelsen vækker i lighed med 'rockertype' negative associationer og er forbeholdt mennesker mellemøstlig herkomst, og er det ikke i sig selv diskriminerende?

Og lidt mere jordnært: hvad med betegnelserne 'danskerkriminalitet' og 'indvandrerkriminalitet'?

Lillelund

Paul Smith, Halland

Hvis Niels Lillelund (Inf. 8. juli) havde læst min kriminalroman Mordet på Imamen inden han i sin tid anmeldte den i Jyllands-Posten, ville han vide, at hver eneste gang, der er en muslim, som er indblandet i terror i Vesten, er vedkommende salafist.

Det betyder ikke, at alle salafister er terrorister - langtfra - men de er potentielt farlige. Salafisterne får opbakning fra mindre end to pct. af Danmarks muslimer. Til sammenligning har Dansk Folkeparti støtte fra fem pct. Men salafisterne hører man sjældent om i medierne. Dér skriver man konsekvent 'islam' eller 'islamisme', hver gang der er salafistisk terror på tapetet.

Eller for at være yderligere pædagogisk: Dengang IRA sprængte bomber i Storbritannien, var der mig bekendt ingen aviser, som skrev, at nu havde 'de kristne' eller 'kristendommen' igen bombet en pub eller en politistation. Man kunne godt stave til 'katolikkerne' eller 'det katolske IRA'.

Manden i glashuset

Ib Jensen, Søborg

Hvad kalder man en mand, der praler med at have stemt for en (ulovlig) krig med 100.000 civile dræbte til følge?

Hvad kalder man samme mand, når han slet ikke var til stede på sit offentligt lønnede arbejde, den dag afstemningen fandt sted? Man kalder ham »falsk, demagogisk, skinhellig og groft uanstændig«! Manden hedder Søren Krarup.

Kære Connie Hedegaard

Susanne Thorbek, Frederiksberg C

Kan du oplyse om, hvor meget CO2, der ledes ud i atmosfæren af de F-16 fly, der i en lille uge med stor larm er fløjet over København, ifølge tv-avisen for at fotografere byen fra luften og således forhindre terror?

Mennesker i verden

Finn Schousboe, Jægerspris

Information har for tiden en serie, der hedder 'Menneske i verden'. Det er dejligt at læse disse interview med de valgte personer, som er intelligente, sociale, livskloge, humanistiske - og med en lyst til at gavne verden, bl.a. gennem perioder med frivilligt, ulønnet hjælpearbejde.

Jeg er overbevist om, at ingen nutidig politiker, hverken i Danmark, EU eller i andre dele af verden (hvis artikelseriens seriøsitet skal bevares) kunne vinde indpas i denne fine personkreds - måske lige med undtagelse af Barrack Obama.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu