Læserbrev

Læserne skriver

Læserbreve fra dagens avis
28. juli 2009

Europæisk logik a la SF

Niels Eriksen, Valby

Ud fra SF’s EU-parlamentariker Emilie Turunens indlæg ’Maksimal støj’ i Information den 24. juli udleder jeg følgende logik: Grunden til, at SF valgte at stemme på en homofobisk borgerlig polsk abortmodstander som formand for EU-Parlamentet, frem for på modkandidaten, der var socialist og i øvrigt er medlem af SF’s søsterparti i Sverige, var, at Buzek netop er borgerlig og polak!

Turunens pointe er, at de borgerlige har flertallet i EU-Parlamentet, og derfor må man hellere stemme på en af deres. Ligeledes, i hvert fald så længe vedkommende kommer fra Østeuropa, så er det heller ikke noget problem, at vedkommende har et noget anstrengt forhold til homoseksualitet og kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvordan SF’s vælgere er skruet sammen inde i hovedet, men jeg kan godt forstå, hvis hovedparten af dem ikke lige havde fanget under EU-valgkampen, at SF fører venstrefløjens kamp mod højre nede på ’Europas bonede gulve’ ved som sin første parlamentariske handling at stemme på højrefløjens ’Kinder, Küche und Kirche’-kandidat.

Overvægtig? Bag i køen!

Simon Mølholm Olesen, DSU Randers

Endnu engang overgik Venstre og dets ungdomsparti, VU, sig selv. De ønsker at sende ’de fede’ og rygerne bagest i køen til behandling. Hvorfor? Fordi Venstre mener, at danskerne ikke har et ansvar over for andre mennesker! Det er klart et maliciøst forslag, som vil sætte mennesker i forskellige kasser, hvorfra de vurderes ud fra deres livvidde og ikke på deres reelle sundhedstilstand. Ja, en fedmeoperation er bekostelig, men behovet for at sikre den personlige og på længere sigt samfundets velvære må komme i første række, for ellers risikerer Danmark langsomt at få mere residuale tilstande, som man kender dem fra USA, hvorpå vi så fraskubber os den kendte danske universalmodel, som skal sikre alle en fair og lige behandling – og den skal vi for enhver pris bevare og forsvare!

Kom nu hjem, Georg!

Rasmus Graakjær, København K

Kære Georg Metz. Dine boganmeldelser er glimrende skrevet, og titlerne, du bringer, er vedkommende. Desværre må du straks komme tilbage fra terrassen, eller hvor det er, du p.t. befinder dig. Kan ikke unde dig ferie – desværre.

Lars Løkke giver den som Henning Primdal med dertilhørende rygklappende cykelhold. Her over sommeren har han udelukkende villet udtale sig om emner, der vedrører bratte opkørsler og tekniske defekter i løbet. Vel og mærke ikke i det danske samfund som sådan. Det er tid til at komme tilbage i blækhuset og give Informations læsere friske intermetzoer –  ikke de genopvarmede fra skuffen.
 Kom hjem!

Ingen god forklaring

Michael Sandfort, Brønshøj

Kamma Ankjærø (Inf. 21.7.) undres over, hvorfor forfølgelsen af kristne i Irak stort set ignoreres af danske præster og biskopper.

Årsagen er nok en uskøn blanding af ligegyldighed, frygt og politisk korrekthed, for nogen god grund findes næppe. Gennem mord, vold, fordrivelse, tvangskonverteringer, kidnapninger, voldtægter, særskatter og kirkeafbrændinger er antallet af kristne irakere nu nede på mellem halv og en hel million mennesker mod knap to millioner for 10 år siden. Tilsvarende forfølges og undertrykkes kristne i Saudi-Arabien, Iran, Somalia, Yemen, Afghanistan, Pakistan, Egypten, Sudan, Qatar, Libyen, Nigeria, Algeriet, Marokko og Tyrkiet, således at disse lande med tiden bliver kristen-fri såvel som jøde-fri. Heri er intet nyt. Det usædvanlige er, at danske medier forbigående skriver om forfølgelserne.

Carsten Jensens tilfældige krydderier

Arne Melchior, fhv. MF og minister

Når Carsten Jensen skriver, føles det somme tider, som når en kok hælder diverse krydderier i maden uden først at kikke på etiketten, men bare pøser diverse ingredienser på i tilfældig mængde. Det fremmer sandelig ikke smagen. Dette gælder f. eks. hans artikel i Information den 24. juli (overskrift: »Hvad læser de i forstæderne?«).

Når jeg undtagelsesvis reagerer på hans sammenkogte ret, skyldes det, at han har indstrøet noget om dannelsen af partiet CD i 1973. Han skriver: »Populisten Erhard Jacobsen (som han staver forkert) skabte engang partiet Centrumdemokraterne (som han også staver forkert) som et forsvar for forfulgte bilister og parcelhusejere«:

Dette kan jeg som én af medstifterne betegne som en falsk beskrivelse. Hovedformålet var helt klart at stå vagt om de socialdemokratiske dyder. Under lederskab af Hans Hedtoft, H. C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag var Socialdemokratiet et udpræget midterparti. Da Anker Jørgensen blev formand og statsminister i 1972 erklærede han: »Socialdemokratiet står fra nu af klart til venstre for midten«. Dannelsen af CD havde som sit første og største mål at kæmpe for midterstandpunkterne i dansk politik efter Ankers venstresving. Dertil kom andre væsentlige sager, ikke mindst at cementere den danske deltagelse i NATO og det daværende EF.

Carsten Jensen har ikke tid til at læse efter i kogebogen. Han drysser tankeløst salt og peber i dejen, selv om det er pandekager, han er i gang med at tilberede.

Hvad med nutidens fundamentalisme?

Bodil Clausen, Haderslev

I Information den 24. juli beskriver Anna von Sperling, hvordan den høje fertilitet blandt ortodokse jøder i Israel med tiden kan påvirke landets demografi og politiske landskab. Endnu udgør denne befolkningsgruppe kun 10 procent af Israels indbyggere, så artiklens bekymrende profetier ligger en del år ude i fremtiden.

Til gengæld udgør islamister i Israels nabolande, som ønsker kalifat og sharia samt Israels ubetingede udslettelse, allerede i dag et befolkningsflertal. Men det skriver Anna von Sperling ikke om.

Slåskamp er ikke klimakamp

Martin Zaar, Roskilde

I Information kunne man den 18. juli læse, hvordan danske aktivister i efteråret vil forsøge at lukke et kulkraftværk. I artiklen trækkes der linjer til de aktioner, man har set i Storbritannien, hvor det er lykkedes en større gruppe Greenpeaceaktivister at få lukket kulkraftværker ned i kortere tid og det med efterfølgende retslig anerkendelse af denne type aktioner. Disse er nemlig, ifølge de britiske domstole, med til at aflaste klimaet – det fik man under retssagen også NASA’s ord for!

Problemet med den danske gruppe, der ligeledes har proklameret at ville lukke et kulkraftværk, er bare, at de slet ikke på samme måde stiler efter at ændre noget. Således har de allerede på forhånd proklameret, hvor de vil være og hvornår. For så er de sikre på, at politiet er på pletten – for uden dem ingen slåskamp! Det vil derfor aldrig lykkes at få lukket kraftværket, hvilket sikkert heller ikke på noget tidspunkt har været meningen. Jeg skammer mig over at være en del af samme unge venstrefløj i Danmark. Hermed skal derfor lyde en opfordring til at tage klimaet seriøst og til at gøre kampen for klodens overlevelse til en folkelig manifestation. Så må slåskampene forgå i et andet forum.

Set i bakspejlet

Per Jensen, Nordborg

Det er bekymrende, hvordan det i offentlige danske debatter nu er legitimt, og snart velanset, at bryde racismelovgivningen. Straffelovens paragraf 266b  skriver blandt andet :

»Den der offentligt fremsætter udtalelser, ved hvilken en gruppe personer forhåneseller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationalitet, etniske oprindelse eller tro, straffesmed bøde eller fængsel indtil 2 år« ...  Set i bakspejlet er der så  mange debattører på landsplan, som bør anklages ...! Dansk Folkeparti vil med loven i hånden udvise og censurere enhver, der trodser deres tilbagestående menneskesyn, så hvorfor må andre ikke bruge loven mod DF?

Absurd SF-valg

Ole Thorbek, Værløse

Emilie Turunen, der er EU-parlamentsmedlem fra SF, kommenterer i Information den 24. juli SF’s beslutning om at stemme imod en (svensk) SF’er som formand for EU-Parlamentet til fordel for en konservativ og bemærker, at der kan være nogle, der undrer sig herover. Det tror jeg, Emilie har helt ret i, og jeg er selv blandt dem, der undrer sig.

Jeg vil derfor opfordre SF til at afgive en konkret, veldefineret og gennemsigtig forklaring på, hvorfor SF foretrækker en konservativ frem for en SF’er som formand. Muligvis er SF’s fravalg af en SF’er et led i en større parlamentarisk aftale, men så fortæl, hvori denne konkret består, hvad SF får ud af den, og hvorfor det svenske SF ikke er med i den, så vi vælgere kan vurdere baggrunden for SF’s beslutning, der på nuværende tidspunkt fremstår som fuldstændig absurd.

SF hævder at være tilhænger af åbenhed i EU, så her er en oplagt chance for at praktisere det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu