Klumme

Når verden går i skred

Storværk om de omvæltende forandringer der moderniserede civilisationerne
span class="photo-credit">Foto: Goethe dikterer til sin sekretær.

span class="photo-credit">Foto: Goethe dikterer til sin sekretær.

11. juli 2009

Den første gang klummisten aflagde Versailles besøg var en regnfuld martsdag for mange år siden, dengang turismen kunne nære sig uden for sæsonen og i skidtvejr. De få andre besøgende ophøjede yderligere det vældige anlæg. Rammen om den mest påtrængende udgave af enevælden, Europa i perioden kunne opvise, lå delvis øde hen, og følelsen af Palle alene i i en meget stor virkelighed distraheredes kun af en søvnig japansk turist, der var faret vild. Her lå hele herligheden lige til at gå til. Eller lige til og lige til.

Alt måtte efter Ludvig 14.'s færdiggørelse af denne by af et slot med en frontfacade mod haven på over en halv kilometer samt et overdådigt anlæg af øvrige respektindgydende regeringsbygninger, orangerier, stalde og værksteder finde sig i at blive sammenlignet med Versailles. Shönbrunn er Østrigs Versailles, siger man; Drottningholm Sveriges, Neues Palais i Potsdam Preussens, etc. Og det passer slet ikke, for intet kommer på siden af Versailles, det håndgribelige symbol på den franske kongemagts vælde i toppen af datidens supermagt, hvis rigdom målt med omgivelsenes alen var ufattelig. Ufattelig var også den mangel på rettidig omhu, med hvilken denne ekstreme kulturs selvopfattelse tillod sig at understrege pointerne. Form og indhold gik i sandhed op i en højere enhed, og det er lidt af et under at den store franske revolutions hedsporer ikke fik held til at rive formen ned eller brænde den af. Skønt slottet i 1800-tallet rent faktisk var ved at forfalde til det uoprettelige, var der noget der holdt de ødelæggelseslystne tilbage. Versailles var og blev symbolet på fransk Gloire og dermed rakte det også videre ud i en fremtid med den nationalstatsopfattelse, vi fortsat bøvler med i Europa. Den europæiske tanke må på snart 65. år - lidt flot sagt - dagligt kæmpe mod eksklusivisterne, der forlanger de rene nationer over det overnationale. En Messerschmidt og en Wilders, de fascistiske partier og andre galninge i det nytiltrædende parlament taler deres tydelige sprog om det modernes trange kår.

Goethe i Weimar

Søren Mørch har gjort det igen: skrevet en inspirerende bog om de store linjer, hvor han finder dem ved at kredse om mindstedelene i kulturen og tildragelserne. Store forandringer kalder den flittige historiker sit nye værk, der fremhæver det civiliserede ved civilisationen og i den forstand giver associationer til en af de store amerikanske syntesemagere som Daniel Boorstein eller til vor hjemlige Erling Bjøl. Mørchs viden er overvældende, men bliver ikke trættende i sin kokette meddelelsestrang. Det er ret skægt at blive mindet om Goethes kropslige mindreværdskomplekser, hvori en del af forklaringen på det faustiske måske kan anes. Goethe har i det hele taget en stor plads i den omfangsrige bog. Ikke så sært som kraftgeniet direkte kom til at præge både 1700- og 1800-tallet ved sin blotte tilstedeværelse. Hvad sagde Goethe mon, spurgte man? Og folk med ambitioner om at blive til noget lagde vejen om ad Weimar for at få en eller anden tilkendegivelse eller bare kunne sige at de havde været der. Så stod på modtagelsestrappen halvguden i det lejede hus på Frauenplan - det kan man besøge og opleve som dengang - og modtog folk fra øverste trin iført sin hvide slåbrok, der kamuflerede den berømte mands tiltagende vom. Var man lidt højere på strå, kunne Goethe der livet lang var lidt af en snob og opportunist nådigt skride nogle trin ned ad trinnene og over for de helt fine møde dem på gadeplan. Oehlenschläger var der også oven i købet et par gange på den store dannelsesrejse fra 1805-09, da han på det nærmeste overlistede Goethe i selve modtagelsesværelset og læste to af sine dramaer højt. Anden gang var Goethe noget mere forbeholden, og Oehlenschläger for sin part lod sig forarge over at Goethe akkurat som Winston Churchill skrev sine tekster og breve, også digte og skuespil ved at diktere til flere sekretærer på én gang. Her viste sig det moderne mediemenneske, der i øvrigt også forstod at skaffe sig rettigheder på sine mange værker. At Oehlenschläger i sin forargelse har været grøn af misundelse, behøver man end ikke antyde.

Goethe rakte fra Sturrm und Drang over romantikken ind i Biedermeier. Dertil kom at han omdefinerede som flere andre fribårne genier, Mørch dog ikke kommer ind på, kunstnerens vilkår. Goethe gjorde det særligt drastisk ved at blive politiker og selv bestemme sit embedes omfang qua statsminister i det lille fyrstendømme. Som en Mozart, der godt kan sige til kejseren at der i Figaros Bryllup er netop så mange noder der bør være, ophæver Goethe enevældens enevælde ved at tage den til sig som dens udøver som smagsdommer(!). At han samtidig bliver adlet - stærkt på egen foranledning - fortæller jo også en del om den mand der midt i provinshullet Weimar lever på polsk, ind til den dag midt under Napoleons besættelse af Weimar han ude af takt med begivenhederne gifter sig med maitressen .

Galilei og Luther

Søren Mørch er polyhistor med overblik ikke alene over den umulige europæiske politiske historie, men også over de verdensbilleder, som har været bestemmende for den menneskelige selvforståelse. Galilei og Tycho Brahe har hver sin nøglerolle med betydning for Newton og siden den helt moderne erkendelse af den store mekanik i den endnu større tilfældighed. Kirken og de troende har bestandigt i denne proces bestræbt sig på at gøre troen finere ved at søge denne bevist ved naturvidenskaberne. Det sidste skud på stammen er den om intelligent design. Det er der intet som helst der tyder på, men det lyder fint, som Mørch siger et sted.

Galilei fik forevist instrumenterne og afsvor med den vistnok digteriske tilføjelse: men den (det) drejer rundt alligevel. I den historie er den katolske kirkes romerske inkvisition skurkene, hvilket ikke er så entydigt endda. Galilei var letsindig og forfængelig, tænkte sig ikke nok om, men rodede sig ud i et magtspil, han ikke kunne klare. Derfor ydmygelsen som dog ikke betød at han blev brændt, men blot sat i behagelig husarrest. En anden af de store verdensbilledomvæltere munken Martin Luther overlever også sit oprør, fordi de tyske fyrster klapper til en omvæltende kirkereform. De får derved yderligere legitimeret deres magt samt Luthers og den nye religions ord for at almuen er anbragt bedst af Gud, hvor Gud har anbragt almuen. Det kan ikke være bedre, og langtidsholdbart er det også. Der er stater der har indsat Luther i deres forfatning (nævn selv én), og hvor monarken skal godkende nye bibeloversættelser, som reformatoren - blandt mange andre reformatorer i tiden - i øvrigt også foreskrev.

Søren Mørch er ikke en forfatter man læser færdig i ét hug. Store forandringer rækker ud over sommeren og kan med fordel tages frem som medlæsning til almindelige historiske fremstillinger. Kapitlet »Varedeklaration« er vigtigt, her ridser Mørch sit historiesyn op: at der ikke findes historie, kun den vi skriver, og den handler kun om vores tolkning af historien.

»Intet er så omskifteligt som fortiden« har den danske historiker Dan Ch. Christensen sagt. Det er disse omskifteligheder Mørch funderer over, og det er værd at vide.

geme@information

Søren Mørch: Store forandringer - 61 fortællinger om, hvordan verden blev moderne. 528 s. ill., 400 kr. Politikens Forlag. ISBN: 2978-87-567-7501-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz:

"Den europæiske tanke må på snart 65. år - lidt flot sagt - dagligt kæmpe mod eksklusivisterne, der forlanger de rene nationer over det overnationale. En Messerschmidt og en Wilders, de fascistiske partier og andre galninge i det nytiltrædende parlament taler deres tydelige sprog om det modernes trange kår."

Det er så sandt som det er sagt.

Helt ærligt Dagbladet Information: vi skriver lørdag den 11. juli og der er ingen Intermezzo!!!!!

Hvad f.. er meningen?