Kronik

Obama kunne - kan SF?

Obama vandt valget, fordi han spillede på idealismen, håb om forandring, og fordi han brugte internettet til at involvere og mobilisere millioner af borgere. SF formår kun at bruge de nye medier til envejskommunikation, og møder kraftig kritik for partiets topstyring
Obama vandt valget, fordi han spillede på idealismen, håb om forandring, og fordi han brugte internettet til at involvere og mobilisere millioner af borgere. SF formår kun at bruge de nye medier til envejskommunikation, og møder kraftig kritik for partiets topstyring
Debat
9. juli 2009

I år havde SF 50 års jubilæum. Partiet skrev i den anledning et historisk rids på deres hjemmeside: Der er mange grunde til, at SF fik succes fra starten. En af dem er, at SF altid har været meget lydhør over for folkelige bevægelser. Det blev efterhånden en uadskillelig del af SF's strategi for socialisme at gå på to ben. Det vil sige, at partiet kobler arbejdet på Christiansborg og i byrådene sammen med befolkningens aktiviteter. >

SF står i dag over for en række udfordringer, som er interessante at diskutere. SF vil gerne gå på to ben, men samtidig har dele af baglandet de sidste år ytret en udbredt kritik af den øgede topstyring i partiet og populisme. SF er medlemsmæssigt vokset støt de sidste par år. Her ligger der et potentiale, da partiet er præget af en begejstring. Samtidig er partiet også skrøbeligt. Andelen af vælgere, der skiftede parti fra folketingsvalget 1998 til 2001, var ca. 30 procent. Vi har de sidste fire år set, hvordan vælgere og medlemmer har tilsluttet sig både Radikale Venstre i 2005 og Ny Alliance før valget 2007, for hurtigt at forlade de to partier igen. De to partier ligger i dag tæt på og under spærregrænsen.

I dag er kun tre procent af den danske befolkning medlem af et politisk parti, og stort set alle partiaktiviteter er tilknyttet partiforeningerne og ungdomspartierne. Betegnelsen tilskuerdemokrati har været oppe at vende mange gange de sidste 20 år. Et tilskuerdemokrati med få aktive deltagere, dog med mange interesserede tilskuere, som først aktiveres, når nogle træder dem over tæerne, eller når en bestemt sag fanger deres opmærksomhed, hvorefter de hurtigt bliver passive tilskuere igen.

Samfundsforsker Johannes Andersen gør opmærksom på, at danskerne har et af de højeste deltagelsesniveauer i verden. Det, der derimod har ændret sig, er formen. Der er i dag flere deltagelseskanaler, men deltagelsen er mere diffus og individuel, samt mindre forankret i særlige fællesskaber. Færre deltager således aktivt i forpligtende sammenhænge.

SF kan bruge de sociale medier til at fastholde både dets nye og gamle medlemmer, til at inkludere, opbygge relationer og mobilisere både partimedlemmer og de mange danskere, der ikke er medlemmer af SF men måske kan identificere sig med nogle af SF's mærkesager. I dag bruger SF kun de sociale medier til envejskommunikation. Her kan SF lære meget af Obama-kampagnen. Men der er brug for en nytænkning af den politiske kommunikation.

Individuelt engagement

I valgkampen 2008 oprettede Obama-kampagnen sit eget sociale medie kaldet Mybarackobama.com (MyBO). MyBO er udviklet af den 24-årige Chris Hughes, som også er en af grundlæggerne af Facebook. MyBO er inspireret af Facebooks unikke evne til at skabe brugerens egen personlige identitet gennem relationer, interaktion og synliggørelse af ens aktiviteter. MyBO blev bl.a. brugt til at motivere og organisere brugerne til at foretage telefonopkald, sms'e, sende e-mails og gå offline for at banke på naboers døre og få dem til at stemme på Obama. Under valgkampen havde MyBO to millioner brugere og 35.000 forskellige grupper. Der blev arrangeret over 200.000 offline begivenheder, der blev skrevet ca. 400.000 blogindlæg, og sitet var centralt i indsamlingen af donationer. Kampagnen rejste 640 mio. dollars fra 3,5 mio. forskellige donationer, hvilket er mere end dobbelt så mange penge, som kandidaterne Bush og Kerry brugte tilsammen i deres valgkampagne i 2004.

Vi finder det interessant, hvordan Obama-kampagnen accepterede og formåede at udnytte den stigende individualisme. Man formåede at aktivere det, vi kalder for det individualiserede fællesskab. Aktivisterne havde mulighed for at engagere sig i enkeltsager, man gav dem mulighed for at konstruere deres egen Obama-identitet, som passede til deres personlighed og de sammenhænge som de indgår i, samtidigt med, at deres identitet konstrueres og videreudvikles i en konstant interaktion med aktivisterne på MyBO og andre sociale medier, samt gennem offline politisk arbejde.

Vi finder det interessant, hvordan Obama-kampagnen har formået at nytænke den sociale bevægelse og massepartiet. Den adskiller sig fra både arbejderbevægelsen og sociale bevægelser som kvindebevægelserne, fredsbevægelsen etc. ved at være et løsere netværk drevet af enkeltsager, men med det fælles formål at få Barack Obama valgt som præsident. Engagementet er ikke en reaktion på et klasseopdelt samfund, men kan være tegn på en samfundsændring, hvor netværkssamfundet og sociale medier betyder en ny form for politisk deltagelse.

Spørgsmålet er så, om det er det inkluderende element, der har skabt mobiliseringen, eller om det er politikken og håbet på, at Obama kan skabe et nyt Amerika. Hvis det inkluderende element får en mindre betydning for aktivisterne, så mister de sociale medier også deres betydning, hvilket på sin vis kan være en trussel mod Obama-kampagnen, da det har været et effektivt redskab i forhold til kommunikationen med den enkelte borger. Fordi de sociale medier er båret af brugernes engagement, er det yderst interessant, hvordan disse medier også hurtigt kan dø ud, hvis selve grundlaget for mediet ophører. Web 2.0 er kendetegnet ved information, medskaben, deling og interaktion.

Nytænkning

Udfordringen består i at aktivere det individualiserede fællesskab gennem enkeltsager. Men det afhænger af en organisationsstruktur, som gør fællesskabet varigt og vedholdende. Vi mener, at der i sociale medier ligger et potentiale for en organisationskultur, der konstant udvikler sig i interaktion mellem en topstyret og bottom up tilgang. Hvis brugerne udelukkende er bundet op på enkeltsager, så er der en stor sandsynlighed for, at de hurtigt bliver passive tilskuere igen. En netværksorganisation binder enkeltsagsgrupperne sammen i et fællesskab. Svagheden ved det individualiserede fællesskab er, hvis der ikke er en gensidig erkendelse af dets styrke og kvalitet. Hvis man ikke accepterer grundlaget for fællesskabet, web 2.0 grundpræmissen, som gør at netværksorganisationstanken udfolder sig, så mener vi ikke, at det vil fungere. SF skal acceptere potentialet i enkeltsagerne, græsrødderne og individualismen, og samtidig skal individerne have blik for værdien af at indgå i og være underlagt nogle overordnede rammer, der vil styrke deres politiske engagement og aktiviteter.

Sociale medier lægger op til mere løse og fleksible organisationsmuligheder, hvilket kan skabe grupper, der er med til at udvikle nye kreative måder at være frivillig på. Man kan gøre sig fri af gamle normer og lettere tænke kreativt og uden for boksen, når man ikke er underlagt en formel struktur. Dette afspejler den bottom up struktur som netværksorganisationen er kendetegnet ved. Inddragelsen af sociale medier kan være med til at styrke troen på netværksorganisationens kvaliteter frem for den traditionelle partistruktur. Det sociale medie giver brugerne et værktøj til selvorganisering.

Det kræver selvfølgelig en tilvænning, men denne proces understøttes allerede gennem den udbredte brug af Facebook. Når den nye forståelse for kommunikation og organisering er blevet en integreret del af brugernes og politikernes bevidsthed, så har sociale medier et potentiale til at vokse sig stærke. Det vigtigste er en fælles forståelse af, hvad der er styrken og mulighederne i de sociale medier. Vi har set det med MyBO, hvor den overordnede struktur og handlemulighederne er udtænkt og dikteret fra oven, men hvor det var brugerne, som fik mediet til at være en succes. Det er selvfølgelig vigtigt, at den strategiske og politiske ledelse i SF forstår de nye medier og deres potentialer, så de ikke i den gode sags tjeneste kommer til at lamme det sociale medie med deres egne aktiviteter og en dagsorden, der udspringer fra Christiansborg. I Danmark har vi endnu ikke set online værktøjer, der stimulerer selvorganisering offline.

Vi mener, at SF i kraft af sin historie besidder et potentiale, men det kræver en nytænkning af den politiske kommunikation, som anvendelsen af sociale medier kan være svaret på.

Hvis SF kommer i regering, så er det for første gang i historien, hvilket kræver, at partiet kan levere noget nyt. Vi mener, at SF's nye politiske projekt kan være 'at gå på to ben' - at bruge de sociale medier til at opbygge en tættere relation mellem befolkningen og politikerne. Men SF vil miste sin legitimitet, hvis de kun bruger de sociale medier til envejskommunikation.

Søren Lerche, Lars Olsen, Laura Bolt Sørensen er alle studerende ved kommunikation på RUC. Kronikken er skrevet på baggrund af deres speciale

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her