Læsetid 6 min.

At opleve et andet folks sejr

Mødet med Vaclav Havel og den tjekkiske fløjlsrevolution gjorde dagens kronikør til fundamentalist med hensyn til frihed
aclav Havel på Wenceslas-pladsen i Prag i december 1989. Et par uger senere blev han valgt til præsident for Tjekkoslovakiet.

aclav Havel på Wenceslas-pladsen i Prag i december 1989. Et par uger senere blev han valgt til præsident for Tjekkoslovakiet.

Lubomir Kotek
28. juli 2009

Jeg sidder med et glas rosé på en tagterrasse i den gamle by i Nice og læser om, hvordan blodet flyder i Teherans gader. Om den unge kvinde, der blev dræbt af en snigskytte. Om unge, der følte sig snydt, da det konservative præstestyre stjal deres håb om frihed. Jeg nipper til vinen og tænker på, hvor mange gange i mit liv, jeg har skullet tage stilling til sådan en situation, mobilisere et engagement til fordel for de undertrykte.

Det kan være svært. Der er så mange, som har brug for støtte. Og man bliver jo også træt af rollen som den evig engagerede. Men så tænker jeg 20 år tilbage. Til et møde, som jeg så gerne ville opnå. Det blev ikke rigtig til noget, men førte til andre møder, der hos mig skabte en bund, som jeg støder på, hver gang jeg er slap i koderne og føler en stærk trang til at tænke: Må jeg så være fri for mere ballade.

Lige siden Sovjetunionen så brutalt i 1968 havde knust forsøget på at gennemføre 'socialisme med et menneskeligt ansigt' i Tjekkoslovakiet, havde jeg haft en drøm om at interviewe manden bag reformpolitikken, Alex- ander Dubcek. Jeg vidste, at han levede isoleret i Slovakiet, men først i 1989 lykkedes det mig at opspore, hvor i Bratislava han rent faktisk boede. Min plan var simpelthen at tage derned og ringe på døren.

Jeg landede i lufthavnen i Prag lørdag den 18. november 1989. Aftenen før havde der været store studenter- demonstrationer, som myndighederne slog ned på med stor brutalitet. Jeg gik ud i hovedstaden og så, hvordan de unge ikke lod sig kue, og hvordan det kommunistiske styre tøvede med igen at bruge de hårde metoder. Folk strømmede til Wenceslas-pladsen, de fleste tilsyneladende i tvivl om, i hvilket omfang det gik an at støtte protesterne. En tjener på caféen, hvor jeg fik en kop kaffe, rystede på hovedet og sagde: »Det ender galt som i 1968.«

Min lommebog var fyldt med kontakter inden for bevægelsen Charta 77. Det var en række kunstnere med Vaclav Havel i spidsen, som havde ført deres egen ensomme kamp mod undertrykkelsen - ofte med fængsels- ophold til følge.

Der var nu så meget oprør i Prags gader, at jeg ikke turde tage til Bratislava for at lede efter Dubcek. I stedet ringede jeg adskillige gange på hos Havel, men han var altid 'ude i byen'. Hvad havde han for? Det fandt jeg ud af mandag formiddag på et galleri Prags centrum. Der sad forfatteren sammen med en gruppe af frygtløse tjekker og bekendtgjorde, at de ville danne et borgerforum til at stå i spidsen for demonstrationerne og for at kræve frihed i landet.

Stemningen var lavmælt. I kontrast til den dramatiske situation. Havel - i en højhalset islandsk sweater og kæderygende - argumenterende intellektuelt og udemagogisk over for de medborgere, som gennem så mange år havde lavet alt for mange kompromiser med deres egen samvittighed, forsøgt at skabe 'et godt liv' for sig selv og deres familier og vendt det blinde øje til undertrykkelsen af dissidenterne.

Nøgleknipperne

Næste eftermiddag var der endnu flere mennesker på Pladsen. Borgerne begyndte at føle sig 'mange nok'. Fra en balkon talte Havel. For første gang lød frihedens stemme så klart til en folkemængde i Prag, og de demonstrerende svarede igen ved at rasle med nøgleknipperne. Fløjlsrevolutionen var født. Selv min skeptiske tjener kom ud fra caféen og trak sine nøgler frem, mens han smilede forlegent til mig.

Jeg opgav at få fat i Havel og opsøgte en af de andre kritiske kunstnere, skuespilleren Vlasta Chramastova. Hun lå i sin sygeseng på et af byens hospitaler og ærgrede sig over, at hun ikke kunne være med i byens gader. Sammen med sin mand havde hun filmet de sovjetiske tanks, da de rullede ind i Prag i 1968. Det havde kostet hende, der havde spillet alle verdensdramatikkens store kvinderoller, 20 års boykot. De officielle teatre turde ikke bruge hende. Man hun gav ikke op. I sine egne stuer opførte hun den ene forestilling efter den anden. Folk strømmede til, selv om de vidste, at efterretningstjenesten holdt lejligheden under observation. En januardag i 1980 slog politiet til og kørte to af hendes gæster 100 kilometer væk. De blev efterladt frysende og uden overtøj i en øde skov med ordene: »I har jo haft jeres kultur. Nu kan I prøve noget helt andet.«

Hun siger til mig, at de 30 mennesker, der ad gangen kunne være i hendes stuer, nu er blevet til en halv million i Prags gader:

»I 1968 læste jeg nogle ord af Søren Kierkegaard. Han siger, at frihed er som ild i hjertet. Men den eksisterer kun, hvis jeg vil det. Det er hver eneste menneskes valg og ansvar. Nu har mit folk fået ild i hjertet. Og derfor får vi friheden.«

Jeg lyttede også til de unge studenter. De fortalte om en opvækst, hvor ingen havde diskuteret politik. Om forældre der levede det gode liv med ferier i udlandet. De var gået på kompromis med idealerne for at opnå en karriere. Nu var børnene flove og opsat på at gøre det bedre.

Ud på balkonen

Men hvad med Alexander Dubcek? Torsdag tog jeg til lufthavnen. Men på grund af snevejr var alle fly aflyst. Samtidig fik jeg at vide, at Dubcek sandsynligvis befandt sig i Prag.

Dagen efter er det, som om 20 modbydelige år pludselig bliver slettet af historien, da den hvidhårede mand forsigtigt kommer ud på balkonen sammen med Havel. De ældre på torvet må have haft svært ved at tro deres egne øjne. Er det virkelig den mand, som for så længe siden symboliserede håbet, der nu står der lyslevende? Mens de yngre brænder efter selv at høre det menneske, som deres forældre knap nok har hvisket om.

»Længe leve Dubcek,« lyder det, og han svarer: »En klog mand sagde engang, at når der kan være lys, hvorfor skal der så være mørke. Lad os handle, som om der var lys. Vi må stå sammen for at vinde.«

Havel og Dubcek omfavner hinanden.

Styret er desperat. I og for sig er der jo ro i landet. Ingen voldsomheder. Der er bare den forbandede folkemængde på pladsen, der hele tiden rasler med nøgleknipperne. Mon det er en rigtig revolution? Måske burde man konfiskere samtlige nøgleknipper i landet. Dette nye farlige våben.

Fredag aften giver den kommunistiske ledelse op. Jeg løber hen på Pladsen. På balkonerne står folk med tændte lys, nøgleknipperne rasler over alt, og en ung kvinde kommer springende hen til mig, mens hun råber: »Vi har gjort det. Kommunismen er kaput. Jeg vidste, at vi kunne gøre det.«

En gruppe soldater danser i rundkreds med unge kvinder, mens råbet »Frihed Nu« gjalder hen over pladsen. Sådan må det have været den 4. maj i Danmark, da jeg kun var fem år gammel.

Den aften i Prag føler jeg mig privilegeret over at få lov til som voksen at opleve et andets folks sejr over undertrykkerne og deres glæde over at kunne tale frit. Samtidig vokser der inden i mig en forpligtelse til altid selv at bevare en ild i hjertet.

Ikke mindst efter at have mødt Vaclav Havel dagen før styret brød sammen. I den svenske ambassade i Prag. Han skulle modtage Olof Palme-prisen. Jeg havde ventet, at han i sin takketale ville koncentrere sig om det oprør, han var midt i, og hvor udfaldet stadig var uklart. I stedet benyttede han lejligheden til at tale indtrængende om de baltiske folks kamp for frihed. Om at friheden var udelelig, at ingen var fri, før alle var fri.

Dette overskud til midt under sit livs mest nerve- pirrende kamp at tænke på andre var helt overvældende. En vældig påmindelse hver gang jeg er ved at falde for fristelsen til apati og helst vil være fri for alle dem, som hele tiden vil være fri og naivt håber, at omverdenen vil støtte dem.

Jeg har Havels erindringer med til Nice. Og kan konstatere, at han også går op i mad, vin og andre af livets goder. Han er ingen puritansk helgen. Netop derfor er hans eksempel så stærkt. Da situationen krævede det, vendte han sin egen bekvemmelighed ryggen.

Havel gjorde mig til fundamentalist med hensyn til frihed. Der er aldrig nogen, som ikke fortjener den. Studenterne i Teherans gader er fundamentalt de samme som dem, jeg mødte i Prags gader. Deres råb om frihed trænger tydeligt igennem - også til en fredfyldt, solbeskinnet tagterrasse i Nice.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist

Kronikkonkurrence 2009

Seneste artikler

  • 'Den ligner noget, der er løgn'

    8. august 2009
    »Man læser mange forfærdelige ting hver dag, men det er svært at forholde sig til ord på papir,« siger Julie Lorenzen, vinder af Informations kronikkonkurrence
  • Vinderne af årets kronikkonkurrence

    6. august 2009
    Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatet
  • The donut connection

    1. august 2009
    Mødet med New York er også et møde med mangfoldighedens mekka. Men det er også en by, hvor livshistorier sjældent kolliderer. Faktisk kan man leve det meste af sit liv der uden rigtig at blive konfronteret med alle de forskelle, der omgiver én. For en stund ramlede dagens skribent imidlertid lige ind i mangfoldigheden på verdens mindste kaffebar i hjertet af Manhattan
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Johansen
Karsten Johansen

"Ikke mindst efter at have mødt Vaclav Havel dagen før styret brød sammen. I den svenske ambassade i Prag. Han skulle modtage Olof Palme-prisen."

Havels beste skrifter ("Politikk og samvittighet") fortjener å bli lest, men han forsumpet i opportunisme som så mange andre, kvalt i omfavnelsen fra den amerikanske overklassens globale lommetyver. Havel burde nok interessert seg for hvorfor Olof Palme ble myrdet og hvilke krefter som sto bak (mordet fant sted kort tid før Palme skulle møtt Gorbatjov i Moskva). Men hele den østeuropeiske opposisjon har hele tiden vært blinde på det øyet som var vendt mot den vestlige kapitalismen og dens langt mer smarte totalitarisme (enn den østlige statskapitalismens) som nå kjører verden i klimakatastrofens og forbrukerismens avgrunn.

Nærmest sannheten var Wolf Biermann i 1989, da han sa: "Vesten som hoverer over kommunismens
sammenbrudd minner meg om en AIDS-syk, som
hoverer over sin bror som er død av syfilis."

Brugerbillede for Kim Gram

'socialisme med et menneskeligt ansigt'

Man ku' starte med at oversætte til egentligt dansk, og så synes at det måske lyder lidt "dobbeltkonfektagtigt", medmindre ordet: "socialisme" virkligt ikke var en passende betegnelse for det der blev gjort oprør imod:

"Fællesskab med et menneskeligt ansigt"

Brugerbillede for Per Vadmand

Utroligt, at en så smuk, varm og gribende kronik - og tak for den!!! - kun kan inspirere til sprogligt pindehuggeri og luftning af konspirationsteorier.

For mig var denne kronik en tiltrængt og yderst opmuntrende påmindelse om, hvorfor Iformation stadig er klaser over de bedste andre aviser.

Brugerbillede for grete jørgensen
grete jørgensen

God og tankevækkende kronik. Og en påmindelse til alle om vigtigheden i at: "bevare en ild i hjertet" og ikke forfalde til apati, som Jørgen Flindt Pedersen skriver.
Apati kan ramme os alle, for det er så nemt at lade stå til, men denne kronik fortæller, hvor vigtigt det er at kæmpe mod de overgreb, alt for mange udsættes for.