Kronik

Den parallelle debat om udviklingsbistanden

Skismaet mellem den offentlige bistandsdebat og diskussionerne i lukkede professionelle kredse er enorm. Dagens kronikør opruller nogle af diskussionerne fra den parallelle udviklingsdebat
Listen over vigtige bistands°©problematikker, der kunne berige og nyde godt af en bredere offentlig debat er lang. Et af de vigtigste sp©™rgsm?l er hvorledes vi bedst vurderer, om midlerne tilflyder modtagerlandets fattigste.

Listen over vigtige bistands°©problematikker, der kunne berige og nyde godt af en bredere offentlig debat er lang. Et af de vigtigste sp©™rgsm?l er hvorledes vi bedst vurderer, om midlerne tilflyder modtagerlandets fattigste.

8. juli 2009

Som mangeårig professionel aktør i bistandsbranchen - først som FN-ansat og siden som konsulent - hilser jeg dele af den verserende diskussion om udviklingsbistanden velkommen. Og herunder især den del af debatten, der omhandler den hæmmede udviklingsdebat.

For angsten for at blive taget som gidsel i en stærk polariseret nytter-det-overhovedet-noget debat har ført til et skisma mellem den offentlige bistandsdebat og diskussionerne i lukkede professionelle kredse.

Groft sagt opererer den eksisterende mediedækning af udviklingsbistanden typisk med tre tilgange. En input-orienteret diskussion om hvor mange penge Danmark skal give til udviklingsbistand målt i procent af BNP. En 'nytter-det-overhovedet-noget' diskussion, der typisk tager afsæt i korruptionsskandaler à la den debat, der blev fremført af blandt andre Nyhedsavisen sidste efterår. Eller en u-landsoplysnings-orienteret diskussion, hvor man med udgangspunkt i græsrodsprojekter søger at styrke den folkelige opbakning.

Skisma i debatten

I bistandskredse derimod er diskussionerne nogle helt andre. For den udbredte korruption i tredjeverdenslande er en kendt præmis. Og kapacitetsproblemer figurerer typisk stærkere end de skitserede inputsproblemer. Læs: det er svært at bruge allerede budgetterede bistandsmidler hurtigt og effektivt. Og så ligger endelig u-landsoplysningsarbejdets fokus på projektbistand meget langt fra de fleste bistandsprofessionelles dagligdag, hvor fokus oftest er på budgetstøtteordninger og sektorprogrammer tilsat forskellige bistandsharmoniseringstiltag.

Men andre ord: Hvor den eksisterende mediedækning i høj grad kredser om spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal opretholde sit udviklingsbistandsfaglige engagement, kerer de bistandsprofessionelle sig meget mere om spørgsmålet om, hvordan vi bedst giver bistanden. For danskernes fortsatte store engagement til bistanden er uomtvistelig.

Det er derfor, at den primære diskussion bør handle om, hvordan vi bedst giver den aftalte bistand.

Bistandseffektivitet

Så hvad er det, der diskuteres i de lukkede bistandskredse, som kunne have relevans for den offentlige debat? Et udgangspunkt kunne være den mangesidede debat om bistandseffektivitet, der om noget belyser, hvor vanskeligt det er at give god (effektiv) bistand.

Man kunne til dette formål eksempelvis tage udgangspunkt i Paris-erklæringen, hvor donorlande som Danmark med deres underskrivelse har forpligtet sig til at give bistand, der er 'ejet' af modtagerlandet. Det er således ikke længere det danske udenrigsministerium, der bør bestemme, hvilke sektorer der skal modtage støtte fra Danmark, men derimod modtagerlandene selv.

Men hvad så med de forskellige politiske tiltag fra centralt hold, såsom Afrikakommissionen? Er det København, der skal udstikke de overordnede fordelingsrammer for bistanden, så som den foreslåede fordobling af privatsektorstøtten? Eller skal sådanne fordelingsspørgsmål besluttes på decentralt niveau, det vil sige i modtagerlandene?

Er vi politiske nok?

En anden problemstilling, der kunne nuancere og berige den offentlige diskussion, er den stigende brug af politisk-økonomiske analyseapparater og alle de politiske dilemmaer, det medfører. Der er således ingen aktør i bistanden, der længere kan holde fast i en apolitisk tilgang til udviklingsbistanden. Og heldigvis for det. For udviklingsarbejde er jo selvfølgelig politisk.

Men har denne øgede politiske forståelse ført til den ønskede forandring i donoradfærd? Det vil sige et skifte fra teknokratiske gap-filling løsningsmodeller med fokus på finanser og kapacitetsopbygning, til en udviklingsbistand der også tager de underliggende politiske forhold i betragtning. Er donorerne eksempelvis dygtige nok til at vurdere forandringsvilligheden i modtagerlandets institutioner? Og reagerer vi hurtigt nok, når manglen på reformvillighed viser sig?

Med andre ord forholder vi os kritisk nok til ejerskabets demokratiske legitimitet? Eller er samtlige folkevalgte regeringer og embedsværk per definition folkets forlængede arm?

For mange kokke?

En diskussion af den bilaterale bistandsarkitektur for Europa kunne også være på sin plads. For behøver EU's medlemslande virkelig selvstændige bistandsinstitutioner med alle de problemer, det giver i modtagerlande, hvor det er helt almindeligt at operere med 10-15 bilaterale repræsentationer ud over alle de multilaterale og regionale aktører og fonde? Eller skal der udarbejdes en ny fælles nordisk model? Rygterne går, at en sådan model allerede er under overvejelse. For EU's direktorat for bistand er vel ikke et reelt alternativ til Europas bilaterale bistand?

Bistand på tro og love?

Den vanskelige diskussion om resultatmåling ville også kunne berige den offentlige debat. For det er efterhånden blevet almindelig kendt, at brug af donorers egne kontrolsystemer er en meget fordyrende og forvridende måde at give bistand på. Men som det er kendt af de fleste bistandsprofessionelle, er tilgængelige data i modtagerlande i bedste fald meget mangelfulde - og det selv efter adskillige års støtte til lokale rapporteringssystemer.

Så hvorledes vurderer vi bedst, om midlerne tilflyder modtagerlandets fattigste? Er vi eksempelvis dygtige nok til at identificere, hvad vi skal måle på? For en prioritering af modtagerlandenes mange reformprojekter har donorerne aldrig været gode til at hjælpe de lokale regeringer med.

Eller måske vi skal helt lade være med at måle, som der blev sagt mellem linjerne i Lotte Folke Kaarsholms artikel (Information 30. maj)? Men hvad så med den gensidige ansvarlighed (accountability) over for modtager- og donorlandets befolkninger?

Så er der den politiske varme kartoffel, der somme tider bliver omtalt som afløbsproblemer - eller problemer med modtagerlandenes kapacitet til at implementere programmer. Altså problemet med at bruge de allerede programmerede bistandsmidler. Og det er ikke fordi, at der ikke er vigtige problematikker at tage fat på. Men fordi gængs bistandspraksis med Paris-erklæringen er blevet at lægge sig ind under og bruge modtagerlandets egne politikker og systemer som beskrevet ovenfor. Altså, en rigtig fornuftig disposition, for uden ejerskab fungerer bistanden ikke. Men selvsamme systemer er i modtagerlandene typisk meget mangelfulde, hvilket for nogle lande har medført en nedgang i implementeringen af bistandsaktiviteter i form af eksempelvis færre gravede brønde eller byggede skoler.

Så skal vi gå efter en bæredygtig løsning i form af en langsommelig opbygning af modtagerlandets institutioner og systemer? Eller skal bæredygtigheden afvejes op imod modtagerlandets aktuelle behov? Eller op imod behovenes karakter? Måske én-gangs investeringer, à la skolebyggerier for at nå FN's udviklingsmål for 2015, bedst implementeres uden for modtagerlandets egne systemer?

Et folkeligt projekt

Listen over vigtige bistandsproblematikker, der kunne berige og nyde godt af en bredere offentlig debat er lang. Og vi bistandsprofessionelle - politikere, embedsværk, forskere og eksperter - har med pressens hjælp et særligt ansvar for at yde bidrag til debatten. Også selvom risikoen for at blive spændt for en uønsket politisk vogn er betragtelig.

For udviklingsbistanden er et folkeligt projekt, hvor de finansierende bistandsaktører, det vil sige Vestens skatteydere, ikke alene har krav på men også pligt til at søge at forstå de udfordringer, som bistanden står overfor. Kun ved en bedre forståelse af de dybereliggende problemstillinger, kan vi sammen finde løsninger på de udfordringer, vi og Den Tredje Verden står overfor.

Rikke Ingrid Jensen er konsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu