Kommentar

Pyt - det er glemt

Dansk Folkepartis nonchalance er et problem for nationen. To ministres misbrug af betroede midler bagatelliseres af et kalkulerende parti og en folkelig ligegyldighed
23. juli 2009

Den går tilsyneladende hver gang. Regeringens benhårde satsning på Dansk Folkeparti og befolkningens korte hukommelse. En ondartet kombination af magtstræb og efterladenhed ligegyldiggør institutioner, der skal beskytte borgerne og folkestyret mod regerende politikeres trang til guddommeligt svæv over lov og ret. Rigsrevisionen som eksempel. Etableret for at sikre, at de skattekroner, politikerne betros af borgerne, anvendes inden for lovgivne bevillingsmæssige rammer, og selvfølgelig med påpasselig respekt. Hver krone, borgerne indbetaler til den fælles kasse, er fortjent for udført arbejde og afstået med henblik på almenvellet.

Trods borgernes rimelige forventning til deres valgte repræsentanters hæderlighed og omhu i forvaltningen af de fælles midler, forekommer svipsere eller i værste tilfælde misbrug. Når det sker, skulle man tro, at politikerne, for at bevare borgernes tillid, ville være de første til at forlange opklaring og korrektion af tvivlsom forvaltning. Og man skulle da mene, at borgerne med utrættelig vedholdenhed ville forlange påvisning af misbrug fulgt til dørs med passende konsekvenser for de skyldige. Rigsrevisionen har på det seneste og tydeligste gjort opmærksom på en nuværende og en tidligere ministers misbrug af offentlige midler. Den nuværende statsminister fik Rigsrevisionens påtale for som sundhedsminister systematisk at have favoriseret landets privathospitaler til skade for skatteborgerne.

Bortsnakkende parader

Med drastisk overbetaling har han hjulpet sin ideologiske kæphest i trav. Den tidligere vicestatsminister, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) har påført staten et forventeligt tab på fem mia. kr. Han holdt øjnene lukkede for det kyndige i hans nære ministerielle omgivelser så komme: Roskilde Banks kollaps som følge af monstrøse lån til tvivlsomme projekter.

Forventeligt løftede de anklagede handskerne i bortsnakkende parader. Desværre, men forventeligt slog partifæller kreds om de formastelige med støtte og mistænkeliggørelse af Rigsrevisionens seriøsitet og motiver. Så langt det forventelige. Men det forventelige kunne ikke have sikret de anklagede og deres partier mod passende alvorlige konsekvenser, hvis det ikke havde været for Dansk Folkeparti. Partiets reaktion kan ikke overraske.

Magtcentrenes irgange

Som flertalsgarant for regeringen har Dansk Folkeparti sikret sig en gennemslagskraft for sine visioner for det danske samfund, der langt overstiger dets folkelige opbakning. Men prisen samfundet betaler for partiets kyniske magtkalkulation: Noget for noget, er undergravning af institutioner, der skal beskytte borgerne mod de manipulationer og dækmanøvrer, der så bekvemt lader sig arrangere i magtcentrenes irgange.

Dansk Folkepartis tilsidesættelse af politisk anstændighed kunne reduceres til et problem for partiet. Hvis borgerne var bevidste om deres ansvar for folkestyrets trivsel.

Som det er nu, er Dansk Folkepartis nonchalance et problem for nationen. To ministres misbrug af betroede midler bagatelliseres af et kalkulerende parti og en folkelig ligegyldighed - der er til at regne med.

Det blev sommer, det blev ferie, det blev grillaftener. Det blev glemt!

Niels Kølle er redaktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jeg vil påstå at opnåelse af folkelig ligegyldighed var det primære projekt. Og det gør man selvfølgelig ved at køre en korrupt regering som gør hvad den vil, holder hånden over alle skandaler og pløjer alle traditioner om retfærdighed og rimelighed under. Når først folkelig tiltro til den retfærdige og rimelige håndtering af korruption er gået tabt efter alt for mange gange at blive skidt på, så kan de der asener langt om længe gøre lige hvad der passer dem. Og de gør. Men det kan da være, at de stadig kan vælges ud.

Peter Jensen

Forkert, det er Folkelig Afmagt ..
Vi er i den groteske situation at politikere i Danmark kan være stort set lige så kriminelle de lyster,bare de er 90 . Krigsløgnere forfremmes medens Rigets Højeste Domstol ( Asbjørn Jensen !! & Co )sidder og spekulerer sig ihjel over om borgere i Riget har retlig interesse i at sagsøge Statministeren for hans ulovlige løgne-angrebskrig .
Der er ikke noget at komme efter,
bare man siger "Tørklæde" er alt fejet ind under Pia's tæppe .

Hugo Barlach

Tjae, Peter. Man kom dælems' til at grine over kommentaren. Hvilket jo nok fører til, at juristerne enten beklager eller gentager kravet om behørig respekt. Men de kan vel osse' stave til 90...

Meen, måske vælgerbefolkningen osse' har et krav på respekt. Og ikke alene hvert fjerde år?

Mvh

Christian Olesen

Det er at skyde over målet hele tiden at kaste sig over DF, alle, selv dem der har stemt på deres nazi-inspirerede vrøvl ved hvad det parti står for.
Forbryderne i denne sammenhæng helt og fuldstændig er dem der var parat til, i grådighed og magtsyge at gi så meget magt til DF, de er forbryderne! og en tragedie at være vidne til, at nogen kommer så langt ud.
Men når en klovn som Naser Khader er parat til at sidde hvor han gør på DF's nåde, er der jo ingen ende på hvad folk kan finde på, så er alt logik sat ud af kraft.

Dorte Sørensen

Forhåbentligt har hverken folketingsmedlemmerne elle medierne glemt Løkke Rasmussens håndtering af kritikken fra den neutrale Rigsrevisions rapport. Mon ikke vi får §20 spørgsmål i Folketinget og forhåbentligt vil medierne også skrive og fortælle om besvarelserne mv.

Lars Peter Simonsen

Der findes noget der hedder et mistillidsvotum, og på et tidspunkt kommer det jo nok i spil.
Es gibt doch Grenzen, meine Damen und Herren. For nu at blære mig lidt med mit udenlandske...

Travis Malmzon

@Simon Sen

Et mistillidsvotum kræver også 90 mandater. :.-)

Men hold kæft en flok kællinger som sidder herinde og jamrer.

Forklaringen er jo den enkle, at oppositionen ikke er i stand til at præsentere et alternativ på valgdagen, som er spiseligt for et flertal af vælgerne.

Hvis man vil stille med en indvandringspiolitik og en skattepolitik som giver en et flertal på nakken, så er man jo medskyldig.

Det var en befrielse at høre Søvndahl endelig indrømme dette i TV2-News igår.

Dorte Sørensen

Travis Malmzon
Man kan også mene, at hvis Fogh Rasmussens falske løfter og reformer blev behandlet frit og fer i medierne, så kunne det ha´ været ,at et flertal af den danske befolkning havde gennemskuet Fogh Rasmussens og stemt på oppositionen i stedet.

Peter Jensen

Det bliver spændende at se hvad "Den Vælgende Magt" egentlig synes om VKO's valgprogram nu da de ikke længere kan dele gratis kasino-gevinster ud til boligejerne ..
Det kunne måske ligefrem få "anstændige borgerlige" til at stemme ... anstændigt ?

@ Hugo Barlach : Jeg er ikke sikker på jeg helt forstår hvad du mener ..
Mener du at Den Vælgende Magt skal bestemme hvem der retsforfølges (eller ikke) for begåede lovovertrædelser ? Eller mener du at f.eks det forhold at 14% af vælgerne stemmer på en forbryder der overtræder våbenlovgivning hun selv har vedtaget gør at vedkommende nyder almen agtelse ?

-
Lars Løkke, er det ikke ham der med Kalashnikov'erne .. ? Det er godt det ikke var T-shirts han havde med til de langskægede i
Afghanistan ..

I øvrigt tror jeg slet ikke det er gået op for
dilettanten Naser Khader hvor maget Asger Aamund egentlig har taget røven på ham ..
De Radikale har nok fattet det, men det kan jo være lidt ligemeget nu.

Dorte Sørensen

PS: Et eksempel på at medierne ikke dækkede de politiske beslutninger godt nok.
Først nu og så vidt jeg ved kun i Information, der skrev om at Løkke Rasmussen med DFs stemmer fik vedtaget ,at kommunerne ikke måtte få metadon gennem sygehus apotekerne, som de gamle amter havde fået til deres metadon behandling. Denne debat og bekymring var oppe i Folketingsdebatten før Strukturreformens vedtagelse.

Peter B. Jensen

Der hvor vi virkelig kan sikre os at denne slags ikke bliver glemt er når den næste valgkamp skydes i gang.
Det er på dette tidspunkt at politikerne er mest lydhør over for befolkningen, og nu hvor vi alle kan deltage med en kraftigere stemme kan vi hive skeletterne ud af skabet og sikre at valgkampen ikke kun kører på de temaer som ligger til politikernes gunst.

Så husk at bookmarke hver af disse afbøjninger og offentlige debatter og tag dem op igen når det virkelig gælder.

Vi kan så også minde den næste regering, uanset hvilke 90 den kommer til at bestå af, om at de ikke kan føre politik ud fra en kortsigtet positionering men bliver bedømt ud fra deres overordnede succes.

Medierne er måske dømt ude som samfundets vagthunde. Til gengæld har vi borgere fået tænder.

Afstanden for Dansk Folkeparti mellem at sætte regeringen i gabestokken og at slæbe den til skafóttet er, som enhver véd, partiets overlevelsesstrategi.
Man skal ikke være profet for at forudse, at ligesom tidligere fremtrædende Venstre-ministre og erklærede antisocialister, Alberti og Madsen-Mygdal, måtte gå for uregelmæssigheder, så vil kommende historikere skrive om den nuværende regering som et eksempel på, hvordan en stribe ministre kan blive siddende trods mindre og mere alvorlige overtrædelser, der førhen ville kræve afskedigelse og udløse mistillidsvotum. Med EU og her i landet indledt med Fogh Rasmussens kreative "pyt - det er glemt" er vi trådt ind i den italienske korruptionspoltitik.
Men "æraen" har en mere alvorlig karakter knyttet til de økonomiske transaktioner end i 1908 og 1929. Dansk politik er kommet under forvandling, og flere politikere føler sig fristet til at bruge tidligere tiders midler for at komme til magten. Det var ikke ganske harmløst, at Løkke Rasmussen opsøgte talebankrigerne og lod sig afbillede i kammeratligt krigsudstyr. Det var ikke helt ligegyldigt, at Brian Mikkelsen besøgte apartheid i Sydafrika, dengang Erhard Jakobsen beundrede styret. Det var ikke helt ubetydelig, at Hans Engell udsmykkede sit gymnasieværelse med nazifane og Mein Kampf. Og helt uden "pyt med det" var Margrethe Aukens deltagelse i Den danske Forening næppe, ligesom trosfællen Søren Krarups forbillede blev antiparlamentarikeren Harald Nielsen.
Det minder mig lidt for meget om dengang, da Venstre-bønderne i hobetal meldte sig ind i LS, KU marcherede med skrårem og ridestøvler, og dengang Ole Viwel og Knud W.Jensen mødtes i Ringen for at forherlige den fascistiske tankegang og Mærsk McKeney Møller indgik sit vægelsindede dobbeltspil.
Det var nok heller ingen tilfældighed, at Søren Espersen begyndte sin politiske løbebane med en forsonende bog om Valdemar Rørdam og i dag forsvarer Israels' ret til besættelse.
Dansk politik i dag synes præget af det gamle verdensmagtkompleks, som vi forsvarer med begrebet frisind.