Læsetid 6 min.

Selvbiografisk litteratur er mere end følelsesporno

Udefra ligner selvbiografisk litteratur måske en omgang ligegyldig navlepilleri, men når en række forfattere vender vrangen ud på deres personlige tragedier iscenesætter de det 'virkelige' liv - og det er ruten gennem møget, som skaber de styrthulsagtige øjeblikke af indsigt
Når forfattere som Morten Sabroe (billedet) skriver, hvad der ender med at være en selvbiografi, så kan det være, at vi får denne meget brede litteratur nu, fordi samfundet længe var så glat og kritikløst materialistisk.  Arkiv

Når forfattere som Morten Sabroe (billedet) skriver, hvad der ender med at være en selvbiografi, så kan det være, at vi får denne meget brede litteratur nu, fordi samfundet længe var så glat og kritikløst materialistisk. Arkiv

Søren Bidstrup
24. juli 2009

For tiden ruller en bølge af selvbiografisk litteratur over det danske land, fænomenet er stort og uomgængeligt. Det tæller mange forskellige forfattere i alle aldre og også genremæssigt rækker det fra digte og smalle essay til larmende bestsellere, som imidlertid sagtens kan rumme en raffineret pointe midt inde i larmen. Udefra kan det måske ligne en værre omgang følelsesporno, og en række forfattere der på ublufærdig vis vender vrangen ud på deres personlige tragedier.

Morten Sabroe har for eksempel skrevet om sin afdøde mor: Du som er i himlen (2007), Knud Romer om sin fødeby og byens holdning til hans tyske mor: Den som blinker er bange for døden (2006).

Senest har Lone Hørslev skrevet om sin skilsmisse Jeg ved ikke om den slags tanker er normale (2009). Tomas Thøfner har også for ganske nylig skrevet om sin afdøde skizofrene bror i et essay, der bare kort og godt hedder Punktum (2009). Er det grov selvudlevering?

Ja, men også intelligent selvudlevering, for bøgerne rummer et stormløb af indsigter og gør samtidig op med tabuer.

Vores liv er en gåde, som vi ikke bare uden videre kan fatte. Bøgerne kredser om de samme store eksistentielle kampe i et menneskeliv: Døden, skilsmissen, den kroniske sygdom osv.

Den rå selvbekendelsesbølge river det pæne liv ned, vi plejer at sætte vores lid til. Selvbekendelser, som vi ser dem nu i dansk litteratur, tror ikke på pænhed og ordnede forhold. I stedet er forfatterne de barske berettere fra fronten af følelsesmæssig forladthed, svigt og tarvelighed.

Et kaos, som kan håndteres meget forskelligt, og hvor det kan tage år, før man faktisk kan magte det. Eller også er det omvendt: Indsigten kommer til én på et splitsekund.

Hvordan kan det for eksempel være, at Hørslevs private skilsmissedigte i den grad når ud over rampen og rammer noget alment i mennesker?

Man skulle tro, det bare var privat at blive skilt. Den selvbiografiske litteratur har æstetiske kvaliteter, men den har samtidig moralske kvaliteter, som det er værd at se på. Vi måler også forfatterne på deres dyder, deres grad af styrke, når døden eller skilsmissen spænder ben for dem.

Autentiske Sabroe

Har de humor og slagfærdighed eller forvandler skæbnens tunge slag dem til bedemænd? Som læsere ser vi på dem ud fra en moralsk målestok. Vi holder øje med deres menneskelige format midt i modgangen.

Den selvbiografiske litteratur bliver mødt med forskellige indvendinger: Den er for åbenhjertig, den er for nem, den er kommerciel, men den er samtidig i stand til at skabe overskud ud af en underskudssituation.

En amerikansk forfatter som Paul Auster viser, hvad en litteratur af denne type faktisk formår: I Opfindelsen af ensomhed (1982, da. 1992) skriver han om - hold lige fast: Sin fars død, sin skilsmisse, sin bedstefars død og om et gammelt mord i familien. Og om forfølgelsen af jøderne under Anden Verdenskrig. Alt sammen på 213 sider. Man skulle tro, det ville øge tungsindigheden at dynge ulykke oven på ulykke, men det gør det paradoksalt nok ikke, fordi overblikket gør en forskel. Når mennesker udsættes for et tab, så krymper sjælen ofte, men verden kan stadig vokse og udvide sig. Så der findes mangfoldighed i stedet for indskrænkning.

De danske udøvere af litteraturen har også evnerne og formatet til at vende underskud til overskud.De vælger enten den lange eller lynhurtige vej til overskudsindsigten. Hørslevs skilsmissedigte foregår tæt på bruddet. Sabroe skriver på adskillige års afstand.

Hørslev arbejder med flere lag i sin poesi og laver så et lynsnit ned gennem bunken. Hun kortslutter de forskellige lag i sin overraskende poesi. Hun udsætter tiden for komprimering: »Til at begynde med graver forelskelsen dybe/ gange i hjertets plørede muld, så kærligheden/ kan bevæge sig/ frit rundt i systemet (...). Siden kommer TIDEN/ med sine ublide metoder, og forelskelsens gange bliver/trange.«

Sabroe gør noget andet, han kombinerer tiden med udvidelse og tilfældighed i Du som er i himlen. Når mennesker starter på at leve deres - voksne - liv, så lever de jo ikke efter en snor. Man prøver at styre, men ind imellem går man jo også bare rundt om næste hjørne, og så næste hjørne igen. Man går i forhold til terrænet i stedet for i forhold til en forkromet plan.

Og der kan gå år, før man bliver klogere. Der går jo også år, før Morten Sabroe bliver klogere. Det er derfor hans bog virker autentisk. Fordi han minder os om et vilkår. Vores liv er indimellem smårodet. Vi kan ikke få hoved og hale på det. Den vilkårlighed, der findes i vores liv, bliver taget under behandling.

En flot løgn

Hans bog er en roller coaster, hvor man kastes fra side til side. I passager imiterer han den rolige spadseretur, men han tager også rykkene om næste hjørne i højt tempo og rammer den spiralformede bane gennem livet, hvor man indimellem får styrthulsagtige erkendelser, og pludselig dumper hele vejen ned gennem alle de tilbagelagte strækninger, og kan se et mønster, som ikke var der før.

Sabroe udgav Du som er i himlen i 2007. Da har han været 60 år. Og han benytter lejligheden til at tage det fulde vue over den ene følelsesmæssige oversvømmelse efter den anden, for bogen går helt tilbage til barndommen. Sådan er det at være plantet midt i kaos, ikke bare en gang, men flere gange i et liv. Romanen er et lærestykke i eksistentiel livsholdning, og hvordan man kan få proportionssans over tid: Du som er i himlen er en vital bog.

Hvad skal man stille op med en død mor, når hun hjemsøger en og man ikke helt kan blive færdig med hende? Hun havde et vanskeligt temperament. Sønnen Morten har også et vanskeligt temperament. Det har givet nogen kampe.

Bogens ydre komposition er, at journalisten Morten Sabroe skal skrive en biografi om Hillary Clinton, men den afdøde mor maser sig på, så det ender med en bog om hende i stedet.

Sabroe kan være totalt respektløs, når han skriver om døden. Han er morsom at læse på en næsten forrykt måde, samtidig med at han andre steder er alvorlig og fantasifuld. Hørslev bruger digternæven, når hun skal holde sammen på lagene i sin digtning. Mens Romer gør op med mobning i en lille by. Romer er blevet prisbelønnet i flere omgange for Den som blinker er bange for døden. Den biografiske bølge tæller værker, der er blevet meget anerkendt.

Strømmen af selvbiografiske bøger taler det pæne liv midt imod. Det pæne liv er en flot løgn, som vi bliver nødt til at tro på det meste af tiden for at fungere

Egne værdier

Men vi ved jo også godt, at livet ikke består af ren overflade, der er noget, som rumsterer og arbejder imod, og som kan gøre livet kvalfuldt for den enkelte. Det kan være, vi får denne meget brede litteratur nu, hvor så forskellige forfattere bidrager, fordi samfundet længe var så glat og kritikløst materialistisk.

Selv om det så nydeligt ud, mens friværdien steg og steg, så var der noget, som det ikke gik så godt med i Danmark i samme tidsrum. Det er jo ikke kun flygtninge, vi prøver at smide ud af landet eller deponerer i årevis på asylcentrene, der er også andre mennesker, som bliver eksileret: De kronisk syge og utilpassede.

Thøfners skizofrene bror nærmer sig samfundet i skikkelse af det lokale butikscenter. På gode dage går han derover, og når han går blandt andre mennesker, føler han igen en smule, at han hører til. Thøfner tager godt fat om et tabu - det reducerede liv for de skizofrene. Bogen hedder Punktum og viser på omslaget det lille cirkulære hul i grønsværen, hvor brorens urne blev sat ned. En nøjsom måde at sætte et mærke på verden, men alligevel et punktum.

Vi lever i et effektivt, rationelt samfund, en kapitalistisk økonomi, som ikke i overdreven grad sætter spørgsmålstegn ved egne værdier.

Kunsten kan stille de spørgsmål, som indimellem glimrer ved sit fravær. Forfatterne laver iscenesættelser af det såkaldt 'virkelige' liv, men det er ruten gennem møget, som skaber de styrthulsagtige øjeblikke af indsigt. Nogen gange forstår man sit liv sent, andre gange kommer indsigten på et splitsekund.

Connie Bork er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Nielsen
Vibeke Nielsen

Jeg undrer mig altid (og bliver en smule irriteret), når forfattere taler som gamle højskoleforstandere, præster og statsoverhoveder, idet de taler på vegne af et altfavnende "vi" og det almene "man".

En påstand som: "Men vi ved jo også godt, at livet ikke består af ren overflade, der er noget, som rumsterer og arbejder imod, og som kan gøre livet kvalfuldt for den enkelte. Det kan være, vi får denne meget brede litteratur nu, hvor så forskellige forfattere bidrager, fordi samfundet længe var så glat og kritikløst materialistisk." er nærmest ren volapyk for mig.

Hvordan har romaner og digte været et udtryk for (og vel at mærke et positivt og ukritisk udtryk for) at samfundet har været "så glat og materialistisk"? Hvilke romaner og digte er glatte og materialistiske i modsætning til biografier eller biografisk baserede romaner og digte? Jeg har meget svært ved at finde direkte udtryk for glathed og materialisme i positiv forstand i moderne digte - måske lige bortset fra den glathed og materialisme, der præger sangteksterne produceret i en del af musikindustrien, hvis vi da kan kalde de sangtekster for digte. ("No scrubs" (TLC), "Ice ice baby" (Vanilla Ice) og den slags, er det jeg tænker på).

"...vi ved jo også godt, at livet ikke består af ren overflade...." No say?! Når jeg læser sådan en sætning får jeg helt lyst til at læse en benhård modernistisk roman, der netop er udarbejdet på baggrund af den tese, at livet består af ren overflade. Bare for at få et lidt mere originalt, kritisk og inspirerende perspektiv på romanens og livets mangfoldige muligheder end endnu en bedstsælgende autenticitetsdyrkende biografi kan give.

Grunden til at bekendelser netop nu sælger godt er præcis den samme som årsagen til at biografier og konceptet "based on a true story" sælger godt - og har gjort det så længe romanen har fandtes. Der er absolut intet særligt ved det. Man kan ikke stille en samtidsdiagnose på det grundlag eller sige noget om et "os" lige nu og her på den baggrund. Fordi forlagene, boghandlerne (og medierne) ved, at alt fra det amerikanerne kalder "true crime" over stjernebiografier til intime bekendelser sælger kanongodt - ja, så gør de også en større indsats for at promovere det.

Forstå mig ret. Jeg synes selv at både biografier, bekendelser og true crime er spændende. Men nærværende kronik er simpelthen ikke særlig god. Den rammer ikke rigtigt andet end den gamle forstandertone, "vi" (dvs jeg) efterhånden er blevet helt hudløse af at høre på.

Brugerbillede for Stanley Opmann
Stanley Opmann

Hej Vibeke. Det kommer da vist an på hvis biografi, hvis bekendelser og hvilken form for true crime, ikke sandt? 95% af det de danske forlag sender på markedet er ren profitmaksimering - med andre ord, stinkende lort der fylder folk med falske idéer og farlige idealer..

Brugerbillede for Vibeke Nielsen
Vibeke Nielsen

Ja, det er ren profitmaksimering. Det er lige det, jeg siger. Så i stedet for at se tidens bølge af biografier og bekendelser som et udtryk for at nu vil man gøre op med den fremmedgjorte og glatte materialistiske verden, kan man netop se bølge som udtryk for det modsatte. Glem ikke at eksempelvis Hørslevs bog blev markedsført til whiskysmagning og med Holte Vinlager som sponsorer...

De bedstsælgende danske digtsamlinger nogensinde er mig bekendt stadig Lola Baidels bekendelser...og Øvigs "true crime" med Blekingegadebanden er den fedeste forretning i nyere dansk krimihistorie.

Selvfølgelig findes der lort og lagkage i alle genrer. Men det er jo netop en hel genres indbyggede og automatiske kvalitetsstempel i modsætning til andre genrer, som Bork plæderer for - og det er netop det, som jeg ikke kan gå med til.

Hun er oppe imod nogle, der pr automatik dømmer biografier og bekendelser ud - og deres automatik kan jeg selvfølgelig heller ikke gå med til. Kort sagt - hun er i en grøft, andre er i den modsatte, men det er typisk litterater....den der identitet, som en slags polyhistor, der har det helt store forkromede overblik og derfor som præster og højskoleforstandere mener at de kan tillade sig at tale på hele menneskehedens vegne ("vi") om hele samfundet, tiden, livet, døden, historien og kærligheden - det hele i bestemt form - og samtidig kategorisk afvise hele genrer eller stilretninger eller omvendt tale for dem, som evigt gode i alle verdener.

Og nu trænger jeg altså til lidt iskold, fremmedgjort og gennemført kritisk betonmodernisme. Eller en tegnefilm...