Kommentar

Hvad skyldes Mellemøstens elendighed?

UNPD's femte og seneste rapport om menneskelig udvikling i den arabiske verden er endnu en omgang deprimerende læsning
Debat
31. juli 2009

Hvorfor er den arabiske verden - lad os nu tale uden omsvøb - så tilbagestående? Hvorfor har den så mange diktatorer, så ringe respekt for menneskerettigheder, så omfattende statssikkerhed og tortur, så udbredt analfabetisme? Hvorfor er dette fordømte sted på jord, som er så rigt på olie, nødt til - endog i computerens tidsalder - at frembringe så ringe uddannede, så underernærede og så korrupte befolkninger? Åh jo, jeg kender kun alt for vel den sædvanlige historie om vestlig kolonialisme, Vestens skumle rænkespil, det arabiske argument om, at tiden ikke er inde til at gå løs på sheiker, konger, selvherskere, imamer og emirer, når 'fjenden står ved vores porte'. Der er en vis sandhed i dette. Men ikke nok sandhed.

Endnu engang har De Forenede Nationers Udviklingsprogram udsendt en rapport, den femte, som gør status - og bemærk venligst: ved brug af arabiske analytikere og akademikere - over Mellemøstens udviklingshæmmede tilstand. Rapporten taler om »skrøbeligheden i regionens politiske, sociale, økonomiske og miljømæssige strukturer« og dens »sårbarhed over for indblanding udefra«. Men er dette tilstrækkelig forklaring på den kulturelle ørkendannelse og analfabetisme - især blandt unge kvinder - og på en arabisk stat, der som rapporten sørgmodigt erkender alt for ofte »bliver gjort til en trussel imod menneskelig sikkerhed i stedet for dens vigtigste støtte?«

Som den arabiske journalist Rami Khouri dystert konstaterede i sidste uge: »Hvordan vi bekæmper de underliggende årsager til vores middelmådighed og sætter gang i virkelige forandringer, der skal være forankret i et solidt medborgerskab, produktive økonomier og stabile statsstrukturer, forbliver en gåde, hvis løsning har unddraget sig tre arabiske generationer.« Det reale BNP per capita i regionen - en af de statistikker, som i sandhed chokerede Khouri - voksede med 6,4 procent mellem 1980 og 2004. Det er blot 0,5 procent om året - en vækst, som 198 ud af de 217 lande, som CIA's Factbook har analyseret, formåede at overgå i 2008. Og dog vil den arabiske befolkning - som talte 150 millioner i 1980 - nå op på 400 millioner i 2015.

Bevidsthedsproblem?

Meget af dette registrerer jeg selv. Da jeg første gang kom til Mellemøsten i 1976, var der allerede rigeligt overfyldt. Cairos dampende, stinkende gader var allerede proppede, nat og dag - alene på de gamle osmanniske kirkegårde boede en million hjemløse. Arabiske hjem er ulasteligt rene, men deres gade er ofte afskyvækkende med fækalier og affald spredt ud over fortove. Selv i det smukke Libanon, hvor en form for demokrati eksisterer, og hvis befolkning hører til de bedst uddannede og højest kultiverede i Mellemøsten, støder man på lignende fænomener. I de primitive bjerglandsbyer i syd findes samme renhed i hvert et hjem. Men hvorfor skal gaderne og bjergskråningerne være så forurenede?

Jeg har en formodning om, at det virkelige problem skal findes i arabernes bevidsthed. De føler ikke, at de ejer deres lande. Selv om de har let ved at bryde ud i overstrømmende begejsting for arabisk eller national 'enhed', tror jeg simpelt hen ikke, at de føler den form for 'tilhørsforhold', som vesterlændinge føler. Da hovedparten af dem er afskåret fra at vælge reelle repræsentanter - og selv i Libanon sker dette inden for en tribalistisk eller sekterisk kontekst - føler de sig 'behersket af andre'. Gaderne og landet som fysisk entitet tilhører andre. Og når en eller anden bevægelse opstår - og hvad værre er: får folkelig medvind - indføres der uvægerligt nødretslove for at stemple disse bevægelser som 'illegale' eller 'terroristiske'. På den måde fastholder man, at det altid er de andres ansvar at holde orden i haver, på skråninger og i gader.

Og de, som arbejder inden for statsapparatet - dvs. arbejder direkte for staten og dens korrupte autarkier - føler også, at deres eksistens beror på samme korruption, som staten nærer sig selv ved. Befolkningen bliver en del af korruptionen. Jeg vil altid huske en arabisk udlejer, som begræd sin regerings seneste antikorruptionstiltag med disse ord: »I gamle dage betalte jeg min bestikkelse, og så fik vi telefonforbindelsen lavet, vandrørerne repareret og strømmen tilbage. Men hvad stiller jeg nu op, Mr. Robert? Jeg kan ikke bestikke nogen - med det resultat, at intet bliver ordnet.«

Fri for formynderi

Allerede den første UNDP-rapport, tilbage i 2002, var dybt deprimerende læsning. Den udpegede tre afgørende forhindringer for menneskelig udvikling i den arabiske verden: det stigende 'underskud' af frihed, kvinderettigheder og viden. George W. Bush - ham der midt i Iraks blodbad prækede om 'vedvarende frihed', demokrati etc. etc. - var meget opmærksom på dette og yndede at citere rapportens påstand om, at »demokratiet knap nok er nået til de arabiske stater.« Forståeligt fornærmet over at skulle høre på belæringer fra den mand, som gav 'terror' et nyt navn, understregede selv Egyptens Hosni Mubarak (ham, som konstant vinder sine præsidentvalg med over 90 procents vælgertilslutning), at modernisering måtte tage afsæt i »regionens kultur og traditioner«.

Vil en løsning på den arabisk-israelske konflikt råde bod på hele den elendighed? På en del af den, måske. Uden denne krises konstante udfordring, ville det blive vanskeligere gang på gang at forny nødretslovene - Mubaraks gamle trik for at holde masserne i skak - trampe forfatningen under fode og adsprede befolkninger, som ellers kunne finde på at kræve omfattende politiske forandringer. Alligevel frygter jeg til tider, at problemerne har bundfældet sig for dybt, og at grunden under de arabiske fødder - som jorden under en konstant lækkende kloakledning - er blevet for sumpet at bygge på.

Og dog glædede det mig, da jeg for nogle måneder siden talte på Cairo Universitet - jovist, den samme læreanstalt, hvor Obama holdt sin udglattende tale til den muslimske verden - at opleve, hvor intelligente dets studerende var, hvor mange kvindelige studenter, der var til stede, og hvor veluddannede de, i forhold til tidligere besøg, gjorde indtryk af at være. Ikke desto mindre ønskede de fleste at udvandre til Vesten. Nok er Koranen et uvurderligt dokument, men det samme er et Green Card. Og hvem kan bebrejde dem noget, når Cairo er oversvømmet af ingeniører med ph. D.-grad, som er nødt til at køre taxi?

Men jeg tror også, at vi er nødt til at forlade Mellemøsten rent militært. Send for himlens skyld araberne alle vore lærere, økonomer og agronomer. Men træk vores soldater hjem. De forsvarer os ikke. De spreder samme slags kaos, der avler den uretfædighed, som denne verdens al-Qaedaer nærer sig ved. Nej, araberne - og uden for den arabiske verden: iranerne og afghanerne - vil ikke frembringe de øko-kærlige, kønsegalitære, lykkedemokratier, som vi så gerne så. Men befriet fra vores 'formynderi' kunne de måske udvikle deres samfund til større gavn for de mennesker, som bor i dem. Og så kunne araberne måske en skønne dag få den opfattelse, at de ejede deres egne lande.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her