The donut connection

Mødet med New York er også et møde med mangfoldighedens mekka. Men det er også en by, hvor livshistorier sjældent kolliderer. Faktisk kan man leve det meste af sit liv der uden rigtig at blive konfronteret med alle de forskelle, der omgiver én. For en stund ramlede dagens skribent imidlertid lige ind i mangfoldigheden på verdens mindste kaffebar i hjertet af Manhattan
De religiøse, etniske og kulturelle forskelle er enorme i New York, men der er også plads til, at folk lever deres forskellige liv, uden at levemåderne hele tiden kolliderer.

De religiøse, etniske og kulturelle forskelle er enorme i New York, men der er også plads til, at folk lever deres forskellige liv, uden at levemåderne hele tiden kolliderer.

Mario Tama
1. august 2009

»Almindelig kaffe med mælk og to sukker!« Kaffen brygger, damper, dufter. Luften er intens, fyldt med kunder, bestillinger og tilbudsordninger. »Du får to donuts for én dollar«, understreger Assif med tyk Bollywood-accent. Scenen er kaffeshoppen på 5. avenue i New York, stedet er The Donut Connection, min nye arbejdsplads. Ikke din almindelige DSB-kiosk med trætte mennesker og upersonlig service, men derimod en seks kvadratmeter lille shop, som leverer friskbagte donuts, hjemmesmurte bagels og hjertevarme drikkevarer til kvarterets lokale eksistenser.

Året var 2003, da jeg som international studerende slog mig ned i det kulturelle mekka, der gennem længere tid havde næret mine drømme. Jeg var ung, håbefuld og allerede på røven. Det kostede ufatteligt store pengesummer at læse på et af byens bedste universiteter om fattige immigranter i New York. På mindre end en måned gik jeg fra en hverdag på SU til et månedligt forbrug på 20.000-30.000 kroner.

The Donut Connection var stedet, hvor jeg i tre uger krydsede den usynlige grænse mellem min og alle de andre skøre livshistorier, byen rummer. Det var en fantastisk fortællling - men aldrig rigtig nok til at betale regningerne.

For en udefrakommende ligner The Donut Connection et levende forsøg på at trodse de fysiske love for, hvad som kan stables på en købmandsdisk. For kun tre måneder siden var det en simpel barbershop - i dag snakker vi profitabel forretning med uanede fremtidspotentialer. En biks med to ejere og en studenterhjælp.

Ban er srilankaner, entreprenant, ham med talegaverne. Jeg kom forbi til en kop the og gik derfra med et arbejde, der ifølge Ban er en unik chance - til fem dollar i timen. Som enhver travl forretningsmand er han sjældent til stede i butikken, som regel kun for en kort bemærkning, en kop kaffe og lidt colgate-smil til kunderne. For det meste kører han rundt i sin firmabil og passer de store linjer i foretagendet.

Hjælper med donuts

De små linjer tilhører Assif, en pakistaner i sin bedste alder, med alvor i sind og umiskendelig Bollywood-accent. Han forlod Pakistan seks måneder tidligere for at score kassen i USA, og han er i fuld gang med at forfølge den amerikanske drøm om penge og succes. Ikke med flyvske tanker eller urealistiske ambitioner. Når det kommer til at tage chancer i livet, er begge hans ben plantet solidt på jorden - selv hvad angår sortarbejdende studentermedhjælpere med lyst hår og dansk accent.

»Hvis nogen skulle spørge, så arbejder du her ikke - du hjælper os bare med nogle donuts.«

Assif er min erfarne rådgiver, der kyndigt forbereder mig på tilværelsen som illegal invandrer.

»Du fortæller dem, at du sammen med din familie emigrerede fra Danmark til Connecticut for fem år siden.«

Han har hverken overskæg eller mave til trods for en udtale, der skaber associationer til den arketypiske actionhelt i indiske syngefilm. Faktisk er han ganske tynd, hvilket måske skyldes, at han faster og hverken indtager vådt eller tørt i disse dage. Men hans stoiske ro smitter af på omgivelserne, når kunderne kræver, og arbejdet stresser.

»Kender I til konceptet kærlighed i dit land?«

Ingen har sagt noget de seneste fem minutter. Hverken kunderne, mig eller Assif. Bare stilhed - og så hans spontane udbrud. Assif's uddybende forklaring er som taget ud af en indisk syngefilm med sand forelskelse, drama, uforløst kærlighed og så selvmord.

»Det foregår sådan her, Jepp'. Når en dreng elsker en pige, men pigen ikke ved det, og drengen ikke har haft muligheden for at fortælle pigen det. Så en dag fortæller drengen det til pigen, men hun elsker ikke ham. Så begår han selvmord ... har I den slags i Danmark?«

I hans verden er der en hårfin balance mellem uskyldig lidenskab og ufravigelig dødsdrift, og hele tanken serveres så naturligt, at jeg nødig vil fremstå som den upassionerede dansker.

»Ja Assif, i Danmark kender vi skam også til konceptet kærlighed,« svarer jeg og forsikrer ham, at der nok er flere selvmord i Pakistan, eftersom Danmark er så lille et land.

Assif accepterer mig hurtigt som en talentfuld partner i det lille foretagende, som det tredje kløver i den srilankansk-pakistanske alliance. Ofte bliver jeg sendt i byen med et par dollars på lommen for at teste priserne, produkterne og serviceniveauet hos vores konkurrenter. For det meste smager den amerikanske kaffe tyndt, uanset hvor jeg kommer, men rutinen holder os prisstærke og konkurrencedygtige - altid et skridt foran modstanderne.

Billige mexicanere

Omtrent samtidig begynder jeg at lægge mærke til mexicanerne. Kaffebaren deler kælderlokaler med naborestauranten, og når jeg bliver sendt ned på vores varelager, står de ofte på trappen og hiver efter vejret gennem et par cigaretter. Deres jobbeskrivelse matcher mere eller mindre min - om end de arbejder væsentligt mere for at brødføde både kone og børn hjemme i Mexico - og deres løn er akkurat lige så sort som min. Men mexicanerne på kældertrappen får kun 3,75 dollar i timen.

Som skandinav er jeg 1,25 dollar mere værd i timen end mexicanerne. Det er Assifs forklaring, om end han aldrig siger det helt så direkte. Markedsværdien for en sortarbejdende mexicaner ligger lige lidt under prisen på en sortarbejdende skandinav - og jeg begynder straks at spekulere i min skandinaviske identitet som et helt ny konkurrenceparameter.

Jeg lægger kortene på bordet for Ban, der uden at blinke tilbyder mig en lønforhøjelse på 50 cents. Herefter tager jeg kontakt til en kroatisk jobagent med speciale i sort arbejde, som lover mig, hun nok skulle finde større lønninger til mig og mit lyse hår.

Fire måneder senere står jeg så på en poleret og velfriseret bar i den fashionable del af Manhattan og tænker tilbage på ugerne med donuts. Arbejdet på baren er stadigvæk sort, bedre betalt, men jævnt kedeligere. Assif er i mellemtiden gået under jorden af frygt for immigrationsmyndighederne, på jagt efter nye eventyr.

På mange måder var vores virkelighed to vidt forskellige historier, der blev skrevet sammen i byens univers af uendeligt mange fortællinger. De religiøse, etniske og kulturelle forskelle er enorme i New York, hvilket for en dansker lugter langt væk af konflikt. Men fordi mangfoldigheden er så omfangsrig, er der også plads til, at folk lever deres forskellige liv, uden at levemåderne hele tiden kolliderer. Det har så igen den paradoksale bagside, at man for det meste passer sig selv uden rigtig at blive udfordret af andre værdisæt - uden rigtig at blive tvunget til at tage stilling til, hvorfor man lever sit liv, som man gør. Det skete imidlertid i donutshoppen, som for en stund fik mig til at overveje, om lykken nu også lå i København med sikkert job, fast forhold, børn og lækker lejlighed.

Jeg fik kæmpet mig gennem den sorte servicebranche, indtil den sled mig op to år senere. Studierne blev færdiggjort, og jeg fik arbejde - på den legale vis - blandt Manhattans jakkesæt med eget kontor og blød læderstol på 30. sal, højt hævet over gaden og alle de kulørte coffee- shops.

Nu sidder jeg så på mit job i København og tænker på min dejlige kæreste og den fantastiske Nørrebro-lejlighed, vi skal flytte ind i til oktober. I ny og næ, når Netto holder temauge, går jeg på jagt efter donuts. Så synker jeg ned i minderne, sender mit blodsukker til tælling med et par af de runde sukkerbomber, skænker Ban og Assif en tanke - og endnu en tynd kop kaffe fra kanden.

Jeppe Wohlert er MA Political Science og cand.scient.pol fra henholdvis New School University og Københavns Universitet. Han arbejder som analytiker i Videnskabs-ministeriet og som journalist i Danwatch

Seneste artikler

  • 'Den ligner noget, der er løgn'

    8. august 2009
    »Man læser mange forfærdelige ting hver dag, men det er svært at forholde sig til ord på papir,« siger Julie Lorenzen, vinder af Informations kronikkonkurrence
  • Vinderne af årets kronikkonkurrence

    6. august 2009
    Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatet
  • Kurdernes ukuelige vilje til overlevelse

    31. juli 2009
    Mødet med Kurdistan var intenst og åbnede nye lag i bevidstheden, hvilket gjorde det svært for dagens kronikør at vende tilbage til hverdagen i Danmark
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Mødet
Dette er den sidste af de seks finalekronikker fra deltagerne i Informations kronik-
konkurrence.
Hvilken af nedennævnte kronikker, som alle er bragt i den forgangne uge, skal vinde
Informations kronik-
konkurrence?
1: Julie Lorenzen Håbløs-
hedens holdeplads (mandag)
2: Jørgen Flindt Pedersen:
At opleve et andet folks sejr (tirsdag)
3: Lis Stærk: Da verden faldt på plads (onsdag)
4: Søren Bøjgård: Hejs flaget (torsdag)
5: Grethe Bille: Kurdernes ukuelige vilje til overlevelse (fredag)
6: Jeppe Wohlert: The Donut Connection ( i dag)
Deltag i afstemningen på
nettet senest onsdag den
5. august kl. 12, hvorefter
resultatet offentliggøres i avisen og på nettet. Samtlige seks kronikker kan læses på www.information.dk/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu