Verden har ændret sig efter den iranske twitter-revolution

Med de nye sociale medier kan både den enkelte borger og magthaveren selv være først med nyhederne, mens den etablerede presse må se til fra sidelinjen og forsøge at sortere og validere. Verden, politik og journalistik har for altid ændret sig
Dette billede af borgere i Teheran, der frygtsomt ser til, at politiet er på vej hen for at anholde demonstranter, er taget med en mobiltelefon og uploadet til blog-tjenesten Twitter.

Dette billede af borgere i Teheran, der frygtsomt ser til, at politiet er på vej hen for at anholde demonstranter, er taget med en mobiltelefon og uploadet til blog-tjenesten Twitter.

15. juli 2009

For få uger siden fangede de demonstrerende i Irans gader verdens opmærksomhed - siden har etniske minoriteter i Kinas vestlige Xinjiang-provins gjort det på samme måde:

De trodser myndighederne ved at bruge internettjenesten Twitter, blandt andet til at distribuere billeder fra gadekampene taget med mobiltelefoner. De går uden om den etablerede presse for at sprede deres budskaber.

Hvad de dermed har til fælles med Danmarks statsminister? Jo, også han benytter de sociale medier for selv bedre at kunne styre mediestrømmen.

Aldrig har aviser, tv og radio været sat mere ud på et sidespor, når det handler om at være først med nyhederne. I Iran af magthaverne; herhjemme af en statsminister, der har finpudset sin forgængers brug af de nye netmedier.

Hvor Anders Fogh Rasmussen mest brugte Facebook til at bløde op på sit tilknappede image og komme på fornavn med danskerne ved at underskrive sine hilsener med »Anders«, anvender den nye Rasmussen på en herhjemme hidtil uset måde de sociale medier mere strategisk.

Urolighederne efter præsidentvalget i Iran er af internationale medier døbt 'Twitter-revolutionen', fordi mikroblog-tjenesten Twitter er brugt til at mobilisere iranerne og omverdenen. Iagttagere kalder det den mest fascinerende nyskabelse inden for nyhedsdækning i mange år. Det er første gang, verden har set en dækning, hvor de involverede minut for minut aflægger rapport - uden journalistisk filter. Eller som en fodboldassocierende overskrift lød i The Economist: »Twitter 1 - CNN 0.«

Millioner af twitterudsagn er udvekslet på især farsi og engelsk, men det var for intet at regne, da det gik op for befolkningen, at regimet var i færd med at stjæle valgresultatet: Ifølge statistiktjenesten Trendrr blev ordet 'Iran' nævnt i ikke færre end 220.000 Twitter-beskeder pr. time, da demonstrationerne nåede deres højeste. En uge senere var tallet stadig højt - op mod 80.000 tweets i timen. Undervejs har resten af verden kunnet videresprede informationerne og deltage i dialogen.

Også i Moldova

Ganske vist skiftede amerikanske og danske medier fokus, da popkongen Michael Jackson døde. Som den amerikanske medieprofessor Marty Kaplan syrligt bemærkede i Huffington Post: »Man skal være FBI-agent for at evne at spore omtalen af Iran nu, hvor alle journalister kaster sig over Jackson.«

Ikke desto mindre lever de demonstrerendes sag stadig på Twitter: På dagen for musikerens bisættelse kunne Trendrr tælle ikke færre end 182.000 tweets med ordene 'Iran election' - næsten konkurrencedygtigt med de 274.000, som Michael Jackson opnåede fra sin pophimmel. Det er især kædebeskeder med links til videoer af dræbte demonstranter og ordet 'remember!' - og en hån mod præsident Ahmadinejads udtalelser om at række hånden frem mod de unge.

Det samme fandt sted i april i det lille land Moldova mellem Ukraine og Rumænien. En mistænkelig valgsejr til det regerende kommunistparti fik især unge til at samles til protester; også her blev Twitter brugt. Og nu ser verden det gentage sig i det vestlige Kina, hvorfra fem dramatiske, twitter-distribuerede mobil-fotos forleden landede på forsiden af britiske aviser.

Før Moldova, Iran og Kina har verden set kraftfulde protester organiseret via mobiltelefoner i bl.a. Filippinerne. For otte år siden blev præsident Joseph Estrada tvunget fra magten: Demonstranterne kommunikerede indbyrdes med sms-kæder.

Ingen hindring

Siden 2001 har flertallet af mobiltelefoner fået indbygget kamera og video. Med dem i hånden bliver de unge både tv-producere og borgerjournalister samt aktivister med virtuelle megafoner. Fra telefonerne sender de tekst, video og fotos direkte ud på nettet - uden om alle traditionelle og regeringskontrollerede mediekanaler.

I Iran begyndte præstestyret dagen efter valget at tvinge lokale internetudbydere og teleselskaber til at lukke ned for adgangen til nettet. Men så brugte de demonstrerede bare mobiltelefonerne til at sende informationer videre. Så lukkede regimet ned for sms, hvorefter de demonstrerende gik over til at bruge det mobile internet.

Dernæst slukkede myndighederne for mobilnettet i de områder, hvor der blev demonstreret. Men så bevægede demonstranterne sig blot uden for de blokerede zoner for at sende deres informationer videre. Sådan fortsætter det hele tiden: For hver forhindring, regimet sætter op, finder informationerne vej uden om. Og de traditionelle medier: De er hele tiden bagud og må forsøge at sortere og tjekke informationerne, så godt de kan - en kæmpeudfordring.

Et kendt eksempel er snigskyttedrabet på den unge kvinde Neda Agha-Soltan. Hendes død blev optaget med en mobiltelefon og et link lagt på nettet via Twitter: I løbet af få timer var hendes navn, Neda, blevet et ikonisk udtryk for regimets brutalitet. Først derefter ramte nyheden de traditionelle medier: Iranske oppositionelle skulle ikke vente på, at en journalist fandt frem til dem, interviewede dem og eventuelt besluttede sig for at bringe oplysningerne videre i en udsendelse eller artikel. De publicerer selv. De styrer selv spredningen af deres informationer.

Den etablerede presse

Det samme gør Lars Løkke Rasmussen - og langt mere end sin forgænger, der aldrig foregav at hænge i timevis over sin Facebook. Rundt om på mange Christiansborg-redaktioner blev der i den første tid efter Løkkes tiltræden talt om, at han havde mere travlt med at twitte og henvende sig til sin stadig voksende skare af Facebook-venner end at lade sig interviewe af reportere. Der skulle gå adskillige dage, før den nybagte statsminister stillede op til interview, og da han endelig gjorde det, var der sparsomt med udmeldinger.

Det kunne ligne en strategi efter Barack Obama-forbillede: Gå uden om den etablerede presse og henvend dig direkte til vælgerne. Skab et korps af ambassadører rundt om i samfundet og spred budskaberne gennem dem. Vær selv med til at redigere danskernes billede af, hvem du er - overlad det ikke bare til de 'onde' kommentatorer og de 'skævvridende' journalister.

For eksempel brugte statsministeren i juni nettet til at komme ufiltreret igennem: I stedet for passivt at vente på, at Rigsrevisionen offentliggjorde sin kritiske rapport om ham som sundhedsminister, gav han den fuld gas på Facebook. Han gik til angreb på oppositionen for næsen af pressen, der ikke selv fik de første ministerkommentarer, men måtte læse dem på nettet - uden at kunne stille kritiske spørgsmål. Han satte det første, vigtige aftryk på danskernes opfattelse af hans politiske håndtering.

Nu vil det være en fuldstændig urimelig påstand, at Danmark har fået en statsminister, der gemmer sig for pressen. Det er ikke tilfældet. Men han afprøver tydeligvis nye veje, hvor pressen mister sin enevældige position som dem, der breaker nyhederne. Dermed har de sociale medier på ganske få år givet to nyskabelser: Dem med magten har fået bedre muligheder for selv at styre nyhedsstrømmen. Men nok så interessant: Det har befolkningen - for eksempel den iranske og de kinesiske minoriteter - også.

Den britiske premierminister, Gordon Brown, mener på baggrund af begivenhederne i Iran, at udenrigspolitik aldrig vil blive det samme igen. Som eksempel nævner han folkemordet i Rwanda, hvor Twitter ville have spredt information om uhyrlighederne langt hurtigere. Og så ville den folkelige opinion have krævet, at det internationale samfund handlede for at forhindre myrderierne.

Hvis det er rigtigt, har Twitter ændret verden, politik og journalistik for altid.

Kim Elmose er journalist og formand for dona.dk (netværk for folk der arbejder med online-kommunikation). Peter Mose er journalist og medforfatter til 'Håndbog for Statsministre'

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer