Da verden faldt på plads

Min opfattelse af verden blev ændret for fire år siden. Ikke som et lyn fra en klar himmel, ikke fra den ene dag til den anden, men over en kort periode på nogle få måneder. Jeg kunne mærke, at mine værdier rykkede sig på afgørende punkter, og selv om jeg ikke forstod, hvordan det gik til, havde jeg en tydelig fornemmelse af, at forandringen fik betydning for resten af mit liv
Der skulle gå flere måneder, før forandringen gik op for Lis Stærk - og med forandringen kom glæden.

Der skulle gå flere måneder, før forandringen gik op for Lis Stærk - og med forandringen kom glæden.

Nicolai Howalt
29. juli 2009

Da jeg hørte, du skulle komme, tænkte jeg:

»Nej, nej, nej ... ikke nu,« og jeg sagde med et stort smil: »Nej, hvor dejligt, det glæder jeg mig meget til.«

Jeg skammede mig over ikke at være ærlig. Jeg skammede mig over, at jeg ikke følte noget for dig. Men jeg kunne ikke. Jeg syntes, det var et helt forkert tidspunkt. Jeg prøvede at sige til mig selv, jeg var en stor egoist, når jeg tænkte sådan - men det hjalp ikke. Jeg kunne ikke glæde mig.

Senere så jeg dig på et lille billede, og jeg prøvede på at være positiv. Jeg forsøgte at forestille mig, hvor godt det ville blive, når du kom - hvor megen glæde, du ville have med, hvor sjovt det ville være at være sammen med dig. Det virkede heller ikke. Når jeg tænkte på dig, havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke var jublende glad.

Jeg prøvede at skubbe tankerne om dig væk. Jeg fordybede mig i mit arbejde, og der var nok at tage fat på. Jeg arbejdede hårdnakket og koncentreret til langt ud på aftenen. Fridagene gik med forberedelse og planlægning af nye arbejdsopgaver.

Jeg kunne ikke tale med nogen om mine manglende følelser for dig. Jeg var bange for at blive regnet for unormal og følelseskold.

Jeg tænkte, at det nok blev bedre senere. Om et stykke tid kunne jeg nok bedre koncentrere mig om, at du skulle komme, sagde jeg til mig selv. Jeg vidste godt, at det var ønsketænkning, og jeg bebrejdede mig selv, at tingene skulle være så indviklede. Hvorfor kunne jeg ikke bare glæde mig, ligesom alle andre normale mennesker ?

Så kom du, og jeg prøvede af alle kræfter at være venlig. Jeg havde sat mig for, at jeg VILLE være glad, når jeg traf dig for første gang. Jeg var helt anspændt af at anstrenge mig. Da jeg så dig, følte jeg et skred inden i. Jeg var i frit fald uden noget at holde fast i. Jeg tænkte, at sådan måtte det være at blive ramt af en stor bølge.

Det indre skred

Vi var ikke så meget sammen i begyndelsen. Jeg var omhyggelig med at kontakte dig for at lære dig at kende, men jeg var samtidig bange - jeg havde en følelse af, at du gjorde noget ved mit liv. Noget ubestemmeligt, noget fremmedartet, som jeg ikke kunne definere, fordi det var ukendt for mig. Jeg begyndte at sidde og tænke på dig på mit arbejde, og jeg blev somme tider helt usikker på, om der var noget i vejen med mig. Min koncentrationsevne var ændret, og fornemmelsen af indre skred gentog sig.

Vi begyndte at besøge hinanden regelmæssigt, og vi talte sammen, lydløst. Jeg fortalte dig om mit liv og mine drømme, og du smilede ikke, men du forstod. Det er jeg sikker på. Du kiggede på mig, alvorligt og søgende med dine blå, blå øjne, og jeg tænkte, at den tvivl og den skyld, jeg havde haft, kunne jeg have sparet mig selv for. Jeg følte mig forbundet med dig på en måde, som var ganske ny for mig. Jeg forstod det ikke med min forstand og min logik - men mit hjerte slog på en ny måde.

Jeg var glad, uden at jeg skulle anstrenge mig for at lade som om. Det boblede af glæde inden i, men følelsen af gennemgribende forandring var der stadig. Jeg var bare ikke bange for følelsen mere. Jeg undrede mig over mig selv - og dig.

På mindre end et halvt år ændrede du mit livs perspektiv. Fra at være et menneske, som først og fremmest tænkte på arbejde, rationalitet og ledelsesfilosofi er jeg nu blevet en person, som tænker på, hvor dyrebart resten af livet er. Hvor vigtigt det er at have overskud til at være sammen med dig.

Jeg forstår stadigvæk ikke, hvad der gjorde, at så meget ændrede sig så hurtigt. Men jeg prøver at følge med, så godt jeg kan. Jeg indstiller mig på at tage tingene, som de kommer. Det er på grund af dig, at jeg tænker sådan. Det har jeg aldrig kunnet før.

Den første gang, du tog mig i hånden, rørte vores hænder kun hinanden i nogle få sekunder, men for mig føltes det som en halv time. Da du slap, ønskede jeg bare, at du ville tage min hånd igen.

Langsomt, men sikkert

Følelsen af din hånd i min har jeg aldrig glemt. Det føltes helt anderledes end noget som helst andet. Det var bare en lille, varm hånd med fem små fingre, men din håndflade var et vindue, der viste mig alt det, jeg havde brug for at vide. I et glimt så jeg det, jeg ledte efter. Ved at tage mig i hånden, viste du mig, hvordan verden var skruet sammen, hvordan alting var. Midt i verden, midt i min stue, var et sted som dette. I de sekunder, du tog min hånd, følte jeg mig stærk og parat. Mit hjerte slog blødt og tydeligt.

Vi hjælper hinanden med mange ting. Vi lærer hinandens sprog. Langsomt, men sikkert. Vi ved, at vi er hinandens ven.

Du er i mine tanker hver dag. Jeg synes, vi følges ad, selv om vi ikke er samme sted. Somme tider vågner jeg om natten, svedende og råbende - og har drømt, at der skete noget med dig. At du er blevet kørt over eller druknet eller overfaldet. Lettelsen ruller ind over mig, når jeg bliver klar over, at det ikke er virkelighed.

Jeg har lyst til at være sammen med dig hele tiden. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at det må gå dig godt.

Jeg tænker på, hvor mærkeligt livet kan være.

For fire år siden tænkte jeg: »Nej, nej ... ikke nu«, og i dag er du min bedste ven. Måske kan vi være venner længe - hvis jeg er heldig.

Når jeg tænker tilbage på forløbet, kan jeg se, at jeg skulle bruge tid til at vænne mig til at blive og være farmor. Jeg mestrede ikke at gabe over oplysningen på én gang. Jeg var for optaget og for indviklet i mit arbejdsliv til at kunne forholde mig. Når gode venner råbte ud over verden, at de skulle være bedsteforældre og anskaffede sig udstyr som til en institution, trak jeg på skulderen og gik videre med mine egne projekter.

Nu forstår jeg

Når bekendte fortalte anekdoter om deres små henrivende børnebørn, forstod jeg simpelthen ikke, hvorfor jeg skulle informeres om disse private detaljer, og trak mig væk snarest muligt.

I dag tænker jeg på en anden måde. Hvordan kan jeg give hende nogle gode oplevelser? Hvordan kan jeg bedst hjælpe uden at være dominerende? Hvordan medvirker jeg til, at hun bliver tolerant og stærk? Hvordan kan jeg være én, hun altid kan regne med?

Svarene tumler jeg med, men det gør andre bedsteforældre formodentlig også.

Min egen farmor var et fyrtårn i mit liv. Jeg var aldrig i tvivl om, at hun elskede mig. Men jeg ved ikke, hvordan hun bar sig ad. Nu har jeg selv muligheden for at gøre det så godt som muligt. På andre betingelser, i en anden tid, med en anden bagage. Men det går ikke sådan helt af sig selv. Der er mange ting, der skal tages højde for, og det kræver en indsats fra alle parter. Jeg er nu den ældste generation i familien. Jeg var her først, og det er først og fremmest mig, som er ansvarlig for et fortsat godt samvær. Det vigtigste er, at jeg kan klare mig selv og være i stand til at tage ansvaret for mit liv. Det gælder nu, hvor jeg er rimelig selvkørende, men det må også nødvendigvis gælde den dag, jeg eventuelt bliver afhængig af andre for at kunne klare mig.

Jeg må stå ved, at jeg er, som jeg er, med de fejl og mangler, der ikke kan rettes op på. Det værste, der kan ske, er at jeg bliver bitter, utilfreds og pylret og forventer, at familien - når som helst det passer mig - skal stille op og opfylde mine ønsker.

Jeg tager dig i hånden og ser ind i dine blå, blå øjne. Verden falder på plads. Bekymring, uro og frygt suser i baggrunden, og mit hjerte slår blødt og tydeligt. Du kravler op på mit skød og siger: »Farmor, hvad skal vi lege, farmor?«

Lis Stærk er personlig assistent for en svagtsynet værksteds- og butiksleder med arbejds-relaterede opgaver i en lille butik/værksted med håndlavede børster, træ- og sivvarer, drevet af Blindes Arbejde

Seneste artikler

  • 'Den ligner noget, der er løgn'

    8. august 2009
    »Man læser mange forfærdelige ting hver dag, men det er svært at forholde sig til ord på papir,« siger Julie Lorenzen, vinder af Informations kronikkonkurrence
  • Vinderne af årets kronikkonkurrence

    6. august 2009
    Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatet
  • The donut connection

    1. august 2009
    Mødet med New York er også et møde med mangfoldighedens mekka. Men det er også en by, hvor livshistorier sjældent kolliderer. Faktisk kan man leve det meste af sit liv der uden rigtig at blive konfronteret med alle de forskelle, der omgiver én. For en stund ramlede dagens skribent imidlertid lige ind i mangfoldigheden på verdens mindste kaffebar i hjertet af Manhattan
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Mødet
Dette er den tredje af seks finalekronikker fra deltagerne i Informations kronik-konkurrence. Læs den, husk den – og vær med til at stemme om hvem af de seks, der har skrevet årets bedste kronik. Afstemningen foregår fra på lørdag på www.information.dk/kronikkonkurrence

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

En engelsksproget talemåde lyder, at børnebørn er belønningen for ikke at have slået sine egne børn ihjel.

Det er vistnok tænkt som beroligende ord til teenageres forældre ;-)