Kommentar

Der er brug for et nyt økonomisk paradigme

Den næste nobelpris bør tildeles de økonomer, der giver det økonomiske grundlag en total­renovation, som sikrer klodens bæredygtige udvikling miljømæssigt og socialt
Debat
12. august 2009

Informations serie om ’Det økonomiske paradigme’ er yderst aktuel, og det er interessant at læse om overvejelserne fra erfarne økonomer som Paul Krugman, Joseph Stiglitz og George Sorros. De er alle kritiske over for det nuværende finanssystems mangler og fadæser, men alligevel ikke så kritiske, at man kan tale om et paradigmeskift. Noget tyder på, at selv de mere progressive økonomer er så bundet af deres traditionelle økonomiske uddannelse, at de ikke erkender behovet for et markant alternativ til det nuværende grundlag for økonomien.

Derfor er det også rimeligt, at Information forsøger at henvende sig til andre typer af fagfolk. I artiklen den 1. august inddrages således den danske filosofi-professor Ole Thyssen og den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen. Det kommer der dog ikke noget nyt paradigme ud af. Thyssen indrømmer, at markedsmekanismen ikke er perfekt, men tilføjer, at »det er meget vanskeligt at se alternativer«. Lars Svendsen synes at mene, at der slet ikke kan tænkes noget alternativ til den liberalistiske økonomi, fordi politisk liberalisme og økonomisk liberalisme hører uløseligt sammen. Den påstand har man jo hørt før, men det gør den ikke mere overbevisende. Demokratisk socialisme fik som bekendt aldrig en jordisk chance for at demonstrere sin duelighed.

Grænser for vækst

Måske det mest oplagte sted at søge efter forslag til markante alternativer er hos de fagfolk, som tidligt blev opmærksomme på miljø- og ressourceproblemerne. For eksempel blandt de (relativt få) videnskabsfolk, som bakkede op om rapporten ’Grænser for vækst’ lige fra dens offentliggørelse i 1972 og blandt de (relativt mange) som i dag tager den globale opvarmning seriøst. Ikke mindst begrebet ’grænser for vækst’ lægger op til et paradigmeskift for økonomisk teori. Det ser ud til at kræve indspark fra andre end økonomer, hvor de fleste ikke er kommet længere end til at tale om ’grøn vækst’.

Overforenkling

Min bog Udviklingens ulidelige skævhed fra 2001 gav et bud på et paradigmeskift, som bryder med tidens kasinosamfund og pengenes underminering af demokratiet. Bogen forudsagde den krise, der ville komme på grund af finanssektorens uforsvarlige profitjag og dens suspekte forretningsmetoder. Den satte desuden spørgsmålstegn ved den økonomiske teoris grundlag og prioritering og ved dens overforenklede og på afgørende punkter urealistiske antagelser i de dominerende makroøkonomiske modeller. Desværre bidrog min baggrund som fysiker nok til anmeldernes beskedne begejstring for bogens analyser, men måske vil bedømmelsen være anderledes i dag.

Herman Daly

Den aktuelle finanskrise har rejst en række kritiske spørgsmål om finanssektorens måde at agere på. Men de fleste ændringsforslag må betegnes som lapperier på et hullet system, og fordi man allerede ser lys forude, er det langt fra sikkert, at disse lapperier bliver til noget. De færreste stiller for eksempel spørgsmål ved selve grundlaget for det kommercielle banksystem. Hvorfor skal det primære formål for dagens banker være at skaffe profit til deres aktionærer? Det burde være bankernes primære opgave at administrere kundernes penge på en sikker og ansvarlig måde og udlåne penge til solide erhvervsforetagender. En løsning kunne være at oprette statslige non-profit banker for mennesker, som ikke ønsker at deltage i usikre spekulationer.

Et alternativt økonomisk system bør prioritere langsigtede miljø- og ressourceproblemer langt højere end tilfældet er i det nuværende kortsigtede kommercielle marked. Man kan ikke overlade klodens fremtid til det ’frie marked’ og dets ligegyldighed over for det såkaldte ’forsigtighedsprincip’. Det vil kræve en markant ændring af den nuværende magtbalance til fordel for en samfundsmæssig planlægning og regulering og på bekostning af nogle liberalistiske principper. Selv om de økonomiske modeller skulle vise, at det ikke kan betale sig at redde verden, kan udenforstående godt tvivle på modellernes brugbarhed og se sig om efter alternative modeller.
Den næste nobelpris bør tildeles de økonomer, der giver det økonomiske grundlag en totalrenovation, som sikrer klodens bæredygtige udvikling miljømæssigt og socialt. Selv om jeg stadig er en slags fysiker, har jeg tilladt mig at argumentere for dette i min seneste bog fra efteråret 2008 (Samtaler på en anden måde). Man kunne starte med at give prisen til den amerikanske økonom Herman Daly, som i mere end 30 år har givet seriøse bud på en bæredygtig økonomi.

Niels I. Meyer er professor emeritus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Bækgaard

Niels Meyer har ret i, at verden har brug for et nyt økonomisk system, hvis vi skal undgå eller mindske økonomiske og økologiske kriser.

Men han skyder ligesom så mange andre efter det forkerte mål, når han giver "finanssektorens uforsvarlige profitjag og dens suspekte forretningsmetoder" skylden for problemerne.

Den nuværende krise har ligesom flere andre tidligere kriser sit udspring i privatiseringen af naturgrundlaget og dets økonomiske værdi.

Alle steder er krisen rodfæstet i spekulation i jordens beliggenhedsværdi, primært på boligmarkedet. Jordens beliggenhedsværdi skabes via samfundsøkonomisk fremgang og tilfalder skødehaverne i form af stigende friværdier og lejeindtægter.

Finanssektorens "synd" har bestået i at være mere end villig til at finansiere investeringer i ejendomsmarkedet - investeringer der var baseret på forventninger om vedvarende stigninger i jordens beliggenhedsværdi. Uden sådanne investeringsmuligheder ville finanssektoren ikke kunne deltage i det "uforsvarlige profitjag".

Selv om finanssektoren bliver svækket i sine handlemuligheder vil den næste runde af økonomisk fremgang resultere i en ny friværdifest, der igen om nogle år vil fremkalde en økonomisk krise.

Lad os dog for en gangs skyld gå til ondets rod og socialisere naturgrundlagets økonomiske værdi, så den via en løbende afgift på jordens beliggenhedsværdi tilfalder fællesskabet i stedet for tilfældige heldige skødehavere.

Dette vil effektivt forhindre den krisefremkaldende spekulation, og det vil fratage finanssektoren muligheden for at finansiere denne skadelige spekulation.

Desuden vil det radikalt forandre menneskets økonomiske forhold til naturgrundlaget og sikre, at økonomisk fremgang kommer alle til gode.