Kommentar

Demokrati er ikke et universalmiddel

Det afghanske valg giver ikke grund til desillusion på demokratiets vegne - men nok til revidering af forhåbninger, der var helt uholdbare
Debat
28. august 2009

Dagens vits fra Afghanistan: Nu foreligger valgresultaterne officielt: Ahmadinejad vandt med 42 millioner stemmer.

Lighedstræk er der. Afghanistans ledende oppositionskandidat har for længst erklæret resultatet for svindel. Forlydender om fup og uregelmæssigheder har været talrige. Og som et greb til at skabe konsensus i nationen og bane vej for stabil statsledelse, var dette valg en lige så åbenlys fiasko som Irans valg.

Eneste forskel er, at vi i Vesten håbede på, at Irans regering faldt men håbede på succes for Afghanistans regering. I Iran så vi helst, at valget var et bedrag, mens vi i Afghanistans tilfælde havde ønsket at se valget som det vellykkede resultat, der retfærdiggør vores intervention.

Det er lige præcis her, at problemerne begynder for diskussionen om demokratisering af den muslimske verden for ikke at sige af udviklingslande generelt. Krav om demokratisering kommer i højere grad fra verden udenfor end fra folket indenfor. Demokrati bliver præsenteret - mest åbenlyst under George Bush - som en politisk mekanisme, der automatisk vil bringe regimeskift til fordel for en mere fredelig, mere markedsorienteret og mere provestlig verden.

Vanskelig vej

Sådan fungerer det bare ikke i praksis. Efter Østeuropas heroiske folkerevolutioner har vejen til demokrati i mange af disse lande vist sig vanskelig og mangelfuld. I Afghanistan, Irak, Palæstina og Pakistan er dette endnu mere iøjnefaldende. Det er ikke fordi, befolkningerne ikke stemmer, for det gør de. Sagen er bare, at regeringerne meget hurtigt bliver i stand til at bøje de demokratiske mekanismer for derved at fastholde sig selv ved magten.

Nu vil jeg ikke hævde, som alt for mange gør, at demokrati som politisk system på en eller anden måde er en patenteret kulturel indretning, der ikke lader sig eksportere.

Problemet er snarere, at vores forventninger, til hvad de kan udrette i en given situation er for store og for urealistiske.

Hvad vi ønskede i Afghanistan, var et valgresultat, som kunne vise, at Afghanistan var godt på vej til at blive en stabil nation, der selv kunne varetage sin sikkerhed - det samme, som vi altid har ønsket for mere autoritære lande som Egypten og Saudi-Arabien, men med et mere overbevisende folkeligt mandat.

I tilfældet Palæstina ønskede vi (og håber stadig på) et valgresultat, der ville frembringe en pæn, fredsvenlig regering med mandat til at forhandle en vellykket aftale i stand med Israel. I Pakistans ønskede vi en regering, der ville håndhæve sin myndighed i stammeområderne, sætte en stopper for grænseoverskridende fundamentalisme og komme bedre ud af det med Indien. I Iran håbede vi på et resultat, som definitivt ville vælte præsident Ahmadinejad og hele det teokratiske regime ved at manifestere en folkevilje til frihed og hjemme og større åbenhed udadtil.

Ingen tiltro

Men sådan så vælgerne i disse lande ikke nødvendigvis på det. I Palæstina blev Hamas valg, fordi et flertal af vælgere havde fået nok af selvstyremyndighedernes evindelige korruption og futile indrømmelser til israelerne. De stemte ikke så meget for krig mod Israel som for at sparke deres tidligere herskere ud.

Ligesådan i Pakistan - og muligvis også i Afghanistan og Iran, hvis vi ellers nogensinde får de sande resultater fra disse valg. Der er ikke nogen naturlig tiltro til demokratiet, fordi der ikke er nogen naturlig tiltro til politikerne. Der er derimod et ønske om at holde regimerne ansvarlige for deres fejl, og det er sjældent en folkestemning, som skaber den form for stabile regimer, som Vesten vedblivende ønsker sig.

Der er ikke særlige kulturforskelle på spil her. Samme fænomen ses også i amerikanske og europæiske valg. Ej heller er manipulation med valgresultater 'tredjeverdensagtigt': George Bush og Republikanerne slap af sted med det i Florida i 2000. Ingen bør være overrasket over, at Karzai forsøger det i Afghanistan og Khamenei blev beskyldt for at gøre det i Iran.

Vesten har investeret alt for store forhåbninger i de demokratiske valg i Afghanistan, Irak og Pakistan. De er for mangelfulde og utilfredsstillende til i sig selv at skabe de resultater, vi ønsker. Det betyder ikke, at vi skal opgive at satse på demokratisering. Kun at vi må opgive den naive tiltro til, at demokratisering er det universalmiddel, der kan løse alle problemer.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her