Kommentar

Drømmen om en husmoder, som ingen længere vil have

Der er behov for meget mere ligestilling i dag, hvor løsningen slet ikke er at gå tilbage til 50'ernes hjemmegående husmor som ideal
17. august 2009

I Informations sommerføljeton 'Kønnenes kamp' har Lone Nørgaard, 29. juni, Kit Louise Strand, 1. juli, og Katrine Winkel Holm, 7. august, kritiseret »den nuværende ligestillingsdebat« og taget et opgør med »feministiske dogmer«. De læner sig op af de biologiske forskelle på mænd og kvinder i en fælles drøm om et liv som husmoder, et liv hvor kvinderne er hjemme med børnene. Ved et tankevækkende sammenfald blev interviewserien introduceret i avisen samtidig med Cepos-direktør Martin Ågerups bud på en borgerlig tv-serie, »Den gode vilje«, 1. juli. Ågerups lille programtekst kan imidlertid kun læses som et hårdtslående argument for både ligestilling og feminisme. Så når Lone Nørgaard, Kit Louise Strand og Katrine Winkel Holm end ikke får opbakning i det ideologiske bagland hos Cepos, er det måske på tide at opgive de feministiske fjendebilleder.

I Martin Ågerups »Den gode vilje« rivaliserer to unge gymnasiedrenge i 1960'erne, 'charmerende Niels' og 'stræbsomme Jacob' om 'smukke Susanne', den begavede pige fra arbejderklassen. Den venstreorienterede Niels løber af med Susanne, mens 'stræbsomme Jacob' må nøjes med 'korrekte Birthe' fra overklassen med det traditionelle kønsrollemønster. Men hvad sker der med 'korrekte Birthe'? Hun overopfylder jo de damer Nørgaard, Strand og Holms borgerlige idealer i Kønnenes kamp, når 'korrekte Birthe' tager sig af hjemmefronten, mens hendes stræbsomme mand banker firmaet op? Hun burde vel være fortællingens sande borgerlige heltinde?

Ud til højre

Birthes husmoderdrøm er der bare ingen, der vil have, og 'korrekte Birthes' heltindestatus er unægtelig svær at få øje på. Hun er åbenbart så uinteressant, at hendes historie end ikke følges til dørs. Det er selvfølgelig uretfærdigt, for hun har jo været loyal hele vejen, medgiver Martin Ågerup i en kommentar, men den loyale hustru droppes ikke bare af 'stræbsomme Jacob', hun er som person fuldstændig ligegyldig for den kreative Cepos-direktør. Hun har ingen historie, hun spiller ingen rolle, opfylder kun for en tid sin plads i ægteskabet og i historien. Derefter er det bare ud til højre. Det er derimod den venstreorienterede, selvrealiserede 'smukke Susanne', der står i centrum for de rivaliserende mænds begær, det er 'smukke Susanne', der er den egentlige hovedperson i udviklingen af tv-seriens ideologiske kulturradikale opgør. Uretfærdigt over for 'korrekte Birthe'? Ja, det må du da nok sige.

Jeg kan kun gisne om, hvad Lone Nørgaard, Kit Louise Strand og Katrine Winkel Holm, har sagt til den historie. Hvad er deres kommentar til Birthes kranke skæbne? Og hvorfor synes de at mene, at det er 'rødstrømperne', 'elitekvinderne', 'luksuskvindernes luksusproblemer', der er skyld i samfundets manglende anerkendelse af 'korrekte Birthe', når de selv hver især repræsenterer en kvindelig, borgerlig elite, som end ikke møder anerkendelse hos Cepos-direktøren?

Fjendebilleder

Katrine Winkel Holm siger til sidst i interviewet, at »rødstrømperne vandt kampen«, men de »føler ikke selv, de vandt«. Og her har Katrine Winkel Holm givetvis en pointe. Rødstrømperne drømte om frigørelse og afviste tanken om at blive ligestillet med mænd »på det borgerlige samfunds præmisser«. Som det hed dengang. For de fleste var det en stor lysende drøm at ville det hele. Hvad 'det hele' så end var.

Allerede fra slutningen af 50'erne og op til 1970 havde de store debatter mellem husmødrene og de udearbejdende kvinder bølget heftigt frem og tilbage. 'De vrede unge hustruer' fortalte i medierne om en kedsomhed til fortvivlelse, mens husmødrene fremhævede de traditionelle familieværdier med vægt på moderens opdragelse af børnene. Rødstrømperne var således et svar på kønsroller i hastigt opbrud og en formulering af en række af de nye behov, som viste sig i kølvandet på kvindernes ændrede livsvilkår.

Rødstrømpernes ønskescenario var ikke dobbeltkarriere-familien med børn i daginstitutioner fra morgen til aften. Men sådan er det blevet. Derfor er debatten heller ikke slut endnu. Jeg er helt enig i, at der mangler omsorg i dagens samfund. Jeg mener bare ikke, det er kvindernes opgave som husmødre at levere, hvad der mangler.

Til gengæld er der næppe behov for fjendebilleder af rødstrømpebevægelsen. Det er en fælles udfordring og et fælles ansvar at udforme et samfund, som ikke tvinger unge kvinder til at vælge mellem børn og karriere. Det er ikke ligestillingen, der er gået amok. Tværtimod er der behov for meget mere ligestilling. Og løsningen er da slet ikke at gå tilbage til 50'ernes hjemmegående husmor.

Elisabeth Møller Jensen, direktør i Kvinfo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Elisabeth Møller Jensen:
”Jeg er helt enig i, at der mangler omsorg i dagens samfund. Jeg mener bare ikke, det er kvindernes opgave som husmødre at levere, hvad der mangler.”

Tak til Elisabeth Møller Jensen. Jeg er helt enig. Især i sidste afsnit.

Rart med lidt modvægt til de andre artikler, men alligevel:

Direktøren for Kvinfo Elisabeth Møller Jensen langer kraftigt ud efter de danske husmødre, men hvorfor nu det?

Hun vil ikke at kvinder tvinges til at vælge imellem børn og karriere, skriver hun. Men er det hun selv vil måske bedre? Hun lægger jo op til at mænd skal pålægges mere omsorg som fx barsel og vil jo derved selv tvinge kvinder såvel som mænd ind i nogle mønstre, som de ikke selv får friheden til at vælge.

Det ER ligestillingens store dilemma, at børnene i så høj grad påhviler kvinden, for det er jo en af årsagerne til, at kvinder i løbet af livet gennemsnitligt har en lavere livsindkomst end mænd.

Traditionelt udlignes ulighederne i familien, hvor mand og kvinde har samme leveniveau og hvor mandens traditionelt højere indkomst udligner kvindens lavere eller manglende indkomst eller omvendt, hvis kvinden tjener mest.

Ellers sker der en vis udligning i sociallovgivningen, hvor staten i dag har overtaget en del af mændenes tidligere forsørgerrolle.

Kulturen udligner også forskellene sådan at husarbejde og børneomsorg kan ses som en fælles opgave modsat tidligere sædvane, hvor man så det som kvindens ansvar alene.

Politisk kan rollerne også ændres. Det er her vandene skiller og nogle mener at det er acceptabelt at staten blander sig i hvem der skal passe det spæde barn, mens andre anser dette for at være et indgreb i familielivet og menneskers ret til selv at definere deres kønsroller.

Personligt mener jeg at der skal være plads til forskellighed og at borgerne bør have så stor frihed som muligt om noget så privat som deres familie- og kærlighedsliv.

Inger Sundsvald

Nanna

Jeg læser det sådan, at der ikke er nogen grund til fjendebilleder, hverken af ”rødstrømpebevægelsen” eller for dem som vælger selv at passe hjem og børn. Gensidig anerkendelse er vejen frem.

Problemet er, at ikke alle har frit valg. Som jeg ser det, så har hovedparten af kvinder, og for den sags skyld mænd, ikke noget frit valg. Det er vist det som

Her er det ikke særlig rart for hverken mænd eller kvinder at blive beskyldt for at være skyld i, at børnene ikke trives i institutionerne fordi det påstås, at de mangler f.eks. omsorg, sproglig stimulering, og at det er helt forkert og synd for ungerne og i øvrigt til skade for samfundet m.v.

Omvendt er der ikke nogen grund til at laste dem, som er så heldige at kunne træffet det valg at kvinden/manden bliver hjemmegående.

Igen: Gensidig anerkendelse er vejen frem. - Der er alt for mange ”fjendebilleder”. Opgaven må være at finde ud af et ”ligeværd”, uden at gå tilbage til 50’ernes modus eller at køre frem med at alle kvinder skal have ret til en bestyrelsespost (det var sat på spidsen ;).

Altså: Hvordan får vi det hele til at ”fungere”, uden at hverken mænd eller kvinder føler sig truet eller undervurderet?

Inger

Altså: Hvordan får vi det hele til at ”fungere”, uden at hverken mænd eller kvinder føler sig truet eller undervurderet?

Ja, godt spørgsmål!
Det med gensidig anerkendelse har du ret i. Hjemmegående er ikke særlig anerkendte i dag, for der tales altid om 50'ernes hjemmegående husmor.

Det er som om det betragtes som fortidigt og gammeldags, hvis kvinden går hjemme, selv om der er mange, der gør det.

Man må nok se de hjemmearbejdende m/k-ere med andre øjne - som mere veluddannede og erfarne end tidligere generationer, hvor kvinderne jo ofte ikke nåede at få en uddannelse og et arbejdsliv før de fik børn.

Elisabeth Møller Jensen skriver meget rammende i sin artikel:

De læner sig op af de biologiske forskelle på mænd og kvinder i en fælles drøm om et liv som husmoder

I virkeligheden ved vi videnskabeligt set meget lidt om forskellene mellem de to køn, fordi mennesker i det væsentligste er "kulturelle dyr". Allerede Margaret Mead gjorde opmærksom på dette. De, der som Lone Nørgaard og andre, dyrker en "biologisk fundamentalisme", gør det uden videnskabeligt grundlag og skaber myter som gør det svært for samfundet at tilpasse sig ændrede vilkår.

Der er ingen vej tilbage til kvinden som husmoder (på fuldtid), men måske er der en vej frem til manden som husfader (på deltid). Det kræver at man bevæger sig fra myter til virkelighed. Hvis "alderdomshjem Europa" skal have en fremtid så skal man meget hurtigt til at tage ligestilling alvorligt.

Hvoraf kommer det, at rødstrømpebevægelsen er endt på direktionsgangene?. Husmødre er stadig uundværlige, ligesom ridderlighed hos mændene er en dyd. Lone Nørgaards og Katrine Winkel Holms udgangspunkt, den naturlige forskel på kønnene, er glimrende, men deres forestillinger om lighed og forskelle er præget af deres egne tanker om naturens skabelse og hensigt. Det er ikke husmødrene, men erhvervslivet der bestemmer udviklingen, i dag er turen kommet til skolebørnene, der skal stå distancen i erhvervslivet forgård.

Nille

Der er ingen vej tilbage til kvinden som husmoder (på fuldtid), men måske er der en vej frem til manden som husfader (på deltid).

Ingen vej tilbage? Jamen vi er da mange hjemmegående af begge køn - den slags vælger folk selv! Det er et frit land vi lever i!

Hvad der føles naturligt for den ene, har den anden måske ikke lyst til. Vi er forskellige og mangfoldige. Man må indrette sig i livet, som man har det bedst. Lytter man til egne og partnerens og børnenes behov, bliver man lykkeligst.

Arbejdskraftmangel? - Her gælder det i enhver husholdning, at man ikke skal påtage sig flere opgaver, end man kan overkomme. Politikerne må lære at økonomisere med arbejdskraften frem for at slå et større brød op, end man kan bage. Foreløbig tyder intet på, at de har opfattet, at dette er deres opgave.

Men jeg tror at folket før eller siden siger til dem, at nok er nok. Penge og økonomisk vækst er ikke alt. Der er mange - kvinder såvel som mænd, som ønsker sig mere fritid. Så må samfundet nedsætte sit ambitionsniveau mht. krigsdeltagelse i udlandet, prestigeprojekter osv.

Per

Ros til dig for dine vise og varme ord!

Erhverslivets behov styrer - det var dem og ikke kvindebevægelsen, som smed kvinderne ud på arbejdsmarkedet og som tiltusker sig alt, hvad der kan kravle og gå. Lige nu er de igen ude efter førtidspensionisterne - krigsinvaliderne kan regne med samme tur...

Nanna,

Ingen vej tilbage? Jamen vi er da mange hjemmegående af begge køn - den slags vælger folk selv! Det er et frit land vi lever i!

På det indivudelle plan virker det som om det er et frit land vi lever i, men på det kollektive plan er friheden en illusion. Vi tørster alle efter individuel frihed, men mennesker lever altid i sociale sammenhænge som i følge deres natur er både understøttende og repressive.

Når du siger Det er et frit land vi lever i. kan jeg ikke lade være med at tænke på Amerika, hvor dette slogan høres på hvert et gadehjørne. Det er fint for dem som vinder "spillet", men knap så morsomt for dem som taber. For mig at se er det selve antitesen af hvad et samfund egentlig handler om, nemlig om social sammenhængskraft ( I modsætning til de populære myter vi kender fra filmene blev det "vilde vesten" rent faktisk erobret gennem altrurisme og solidaritet)

Vi skal ikke være frie, vi skal være solidariske.

Nille Thorsen nævner Margaret Mead, og jeg har lige googlet mig frem til at hun døde i 1978. Der er altså sket en del i forskningen siden da. I dag er det jernalderteknologi hvis man ikke indrager biologien.
Det er sådan noget som feministerne kunne starte med at anerkende, hvis vi skal fremad med det der ligestilling.
Det ville osse være fint, hvis den fælles forældremyndighed får lov at blive stående i forældreansvarsloven. Så kan det da godt være at der skal laves nogen ændringer omkring samvær eller noget.
Med husmødre er det vel sådan, at deres børn som regel har savnet deres far, og kvinderne har tit været småneurotiske på grund af deres indelukkethed. Så det er ikke en optimal familiekonstruktion.
Mine bedsteforældre led af henholdsvis fingergigt og nedslidt ryg som gamle, en følge af husholdningsarbejde og fabriksarbejde. Jeg synes ikke det kan være mere synd for den ene eller den anden. Mange glemmer den vinkel at det var et stort krav at stille til manden, at skulle være borte fra familien for at tjene pengene. I dag ser man da osse at feks muslimske kvinder, kan gå rundt og hygge sig med veninderne, mens manden knokler løs. Hvis køn skal inddrages så er der altså mindst to.

Nille

Det bedste er vel at kombinere frihed med at være solidarisk med andre mennesker.

Jeg tror også at altruisme og solidaritet er en stor skabende kraft.

At man ikke lægger sin energi i arbejdslivet, behøver ikke at betyde, at man ikke kerer sig om fællesskabet. Der er også det civile samfund og alle de menneskelige relationer, hvor man tager sig af hinanden og engagerer sig i sine medmennesker.

Det civile samfund svækkes, hvis mennesker binder for meget af deres tid op med lønanarbejde. Demokratiet behøver også tid. Men det har folk for lidt af, hvorfor foreningslivet og partierne præges af de meget unge samt af de gamle, men mangler alle generationerne midt imellem.

Resultatet er, at interessevaretagelsen er meget professionaliseret og at bredden og folkeligheden ofte mangler.

Frej

Med husmødre er det vel sådan, at deres børn som regel har savnet deres far, og kvinderne har tit været småneurotiske på grund af deres indelukkethed. Så det er ikke en optimal familiekonstruktion.

Myter om husmødre før i tiden synes jeg ikke vi kan bruge til så meget i dag, hvor de som bliver småneurotiske af at være hjemme har gode muligheder for at komme i arbejde eller uddanne sig. Her er der jo sket store ændringer siden dengang, hvor valgmulighederne var færre og mændenes arbejdstid betydelig længere end i dag.

Den lange arbejdstid har nok været grunden til at man talte om fraværende fædre - ikke at kvinderne var husmødre. Dette og så kønsrollerne, som jo har ændret sig meget siden dengang gør, at fædre deltager meget mere i deres børns opvækst i dag.

Nille:
'virkeligheden ved vi videnskabeligt set meget lidt om forskellene mellem de to køn, fordi mennesker i det væsentligste er "kulturelle dyr". Allerede Margaret Mead gjorde opmærksom på dette'
Der til er blot at sige at Mead's forskning - som på nogle punkter var banebrydende -hvad angår emner som kønsforskelle og aggression - i vidt omfang er blevet tilbagevist. Hun er på det punkt et skræmmende eksempel på antropologen der kommer med alle sine forudfattede meninger og finder det hun søger

Hvis vi anskuer det her problem internationalt er det altså et luksusproblem, vi har her i Danmark. I USA, England, Tyskland og i Norge! findes der stort ikke et pasningstilbud (medmindre det er privat og dyrt) til de 0-3 årige eller de 0-5 årige. Og når de starter ved 3 års alderen eller 5 års alderen er det mere skolelignende tilbud end noget som helst andet....end det vi kender herhjemmefra....

Sociologisk er det altså også kun et problem for karriere-kvinder; ikke for kvinder som har en husmorlivsform...

Karsten

Sociologisk er det altså også kun et problem for karriere-kvinder; ikke for kvinder som har en husmorlivsform...

Ja, og som du har gjort opmærksom på i tidligere indlæg i andre debatter, så handler husmorlivsformen ikke kun om de, der er husmødre på fuldtid, men bredt om kvinder, som har deres gerning i hjemmet som højeste prioritet.

Ved siden af dette kan det være at de arbejder på deltid i det lokale supermarked, som pædagog eller lignende - alt sammen så livet i parcelhuset kan realiseres. Det er jo der, den moderne familie overvejende bor i dag.

Der er mere behov for ligeværd end ligestilling, vil jeg mene. Jeg er ellers ikke tilhænger af princippet, men lige præcis på daginstitutionsområdet synes jeg, at man skal lade familierne vælge, om de vil bruge pengene på institutionsplads eller have dem udbetalt til pasning af egne børn.

@Nanna Gersov
Ja heldigvis har vi flere muligheder idag, og man kan selvfølgelig ikke generalisere husmødre.
Det var mere fordi at Elisabeth Møller Jensen prøver på at frede rødstrømpebevægelsen, at jeg bragte lidt historie ind i billedet. Det er for at undgå fjendebilleder, at det er nødvendigt med et flerkønnet historiesyn, og det synes jeg ikke ligefrem at rødstrømpebevægelsen står for.
Jeg har mødt de berømte lilla bleer som barn, og det er ikke for at skabe fjendebilleder, men det var sgu ikke alle deres ideer som var lige gennemtænkte. Feks blev mænd betragtet som født onde, og en afart af menneskeheden der skulle udryddes. Det var selvfølgelig kun nogle ganske få af de allermest ekstremistiske kvinder, men det hører jo osse med til fortællingen om kønskamp i gamle dage. Helt stilfærdigt.

Inger Sundsvald

”Det var selvfølgelig kun nogle ganske få af de allermest ekstremistiske kvinder, men det hører jo osse med til fortællingen om kønskamp i gamle dage. Helt stilfærdigt.”

Ja, de var en pestilens. På linie med de allermest ekstremistiske mænd, der som dengang og nu anser kvinden som ”frister”, eller det der er meget værre
;-).

Troels Ken Pedersen

Nanna Gersov:

"Ingen vej tilbage? Jamen vi er da mange hjemmegående af begge køn - den slags vælger folk selv! Det er et frit land vi lever i!"

Det er en frihed man kan købe sig, hvis man har penge nok, dvs. har skudt papegøjen i form af en partner der tjener kassen og ikke har noget mod at arbejde hårdt. De fleste ville ikke kunne gå hjemme uden enten at øve grov vold mod dagpengesystemet, eller gå temmelig alvorligt ned i levestandard.

Det hjælper heller ikke, at vores offentlige børneinstitutionspladser alle er heltidspladser (eller, man betaler i alt fald for heltid). Det gør det sværere at få tingene til at hænge sammen økonomisk ved at en forælder arbejder på deltid. Vores samfund er kun i ringe grad indrettet til at understøtte muligheden, og burde efter min mening indrettes til at understøtte en bred vifte af livsvalg. Selvom jeg jo også må indrømme, at vi som samfund har scoret kassen ved at presse så mange som muligt ud på arbejdsmarkedet.

Og så må jeg i øvrigt give en hånd til artiklens næstsidste paragraf.

Ole,

Jeg er helt enig i din vurdering af Margaret Mead, men jeg henviste til hende fordi hun var den første som for alvor satte spørgsmålstegn ved "biologisk fundamentalisme".

Troels

Du har nogle fine betragtninger. Jeg mener også vi skal i den retning at man understøtter en bred vifte af livsvalg.

Noget af det arbejder foreningen Samfo.dk vist med. Her er to vi kender fra sommerens debatter - Katrine Winkel Holm og Kit Louise Strand med.

Hos Samfo læste jeg, at der skulle være 30.000 hjemmegående i Danmark. Et fælles problem er vist ofte økonomien, som du nævner. Så i de familier er man typisk nødt til at spare en del.

I EU-parlamentet diskuterer man også arbejds- og familieliv og sammenhængen herimellem samt det formelle (betalte) og uformelle (ubetalte) arbejde:

http://74.125.77.132/search?q=cache:N1nA90KNXJMJ:www.europarl.europa.eu/...

Ganske interessant - synes jeg.

Fritvalgordninger er enormt bekostelige, hvad enten de er socialistiske eller liberalistiske. Når kvinderne i stedet for at arbejde hjemme arbejder ude, må andre passe opgaverne hjemme. Rengøring er et betalingsproblem, men det er børnepasning ikke alene. Erhvervslederne har i årtier krævet stadig flere fleksible ordninger, eksempelvis natbørnehaver. Kvinder på arbejdspladsen får mange andre følger, hvoraf den hyppigst diskuterede er ligeløn, men fortsætter vi denne ligerette udviklingsskabelon har vi snart, hvad man har kaldt overvågningssamfundet. (Et mindre eksempel: hvis kvinderne alt.mændene gik hjemme som husmødre/fædre var f.eks.mange tyverialarmer og mobiltelefoner overflødige og familiens planlægning lettere). Som nu, både teknificerer og individualiserer vi vores omgangsform..