Kronik

Drop frygten: Vi befinder os i et multinationalt Danmark

Det er på tide, at De Radikale, Enhedslisten og resten af venstrefløjen lægger sin hykleriske multikulturalisme bag sig, dyrker den menneskelige mangfoldighed og tager fat om det egentlige frigørende projekt: Multinationalismen
Snapshot multikulturer og nationaliteter på Strøget i København.

Snapshot multikulturer og nationaliteter på Strøget i København.

Thomas Bertelsen

Debat
5. august 2009

De seneste otte år har vi slubret i os af VKO's ideologiske cocktail, der meget kort sagt krydser en socialdemokratisk idé om en fordelingsstærk stat med et liberalt frit valg mellem de offentlige serviceydelser, krydset med en nationalkonservativ idé om et dansk værdifællesskab.

Kun kulturradikalismen er blevet parkeret hos det forrige århundrede i et veltilrettelagt angreb på den humanistiske dominans i Danmark siden 60'erne. Anført af Anders Fogh Rasmussen har VKO-partierne rystet vores multi-kulturelle sindelag, der ellers lå dybt i folkesjælen, og som vi var kendte for 'ude i verden'.

En fortrop af humanister - De Radikale, Enhedslisten, SF's venstrefløj med videre - kender historien alt for godt. De har taget kampen op, men har kun kunnet hægte sig på de gældende temaer, som tørklæder, 24-års-reglen, enkeltsager om afviste asylansøgere etc.

Deres hovedargument har bygget på de universelle menneskerettigheder, hvilket man godt kan vinde på, men under én forudsætning: Man skal huske mellemleddet mellem individet og den universelle menneskehed, nemlig kulturen.

Umiddelbart ligger der en demokratisk pointe i ikke at fremhæve bestemte kulturtræk frem for andre. Problemet er bare, at når man ikke taler negativt om noget, så kan man heller ikke tale positivt. Hvis man f.eks. ikke anerkender problemer med kønsdiskrimination hvordan kan man så hylde f.eks. det personlige ansvar, iværksætterdriften, den politiske lidenskab og den stærke familiære omsorg.

De Radikale og Enhedslisten bl.a. er bange for at lave kategorier som 'os' og 'dem', hvilket også er sympatisk, men det er jo en Catch-22.

For uden 'os' og 'dem' som to forskellige ting hvordan kan der så opstå et møde? 'Os' og 'dem' understreger selve kernen i noget 'multi'. Der skal altså stadig to til en tango.

Med andre ord har De Radikale og Enhedslisten gjort multikulturalismen til en nihilistisk ideologi, der underkender ikke bare det kultur-islamiske, men implicit også det kultur-protestantiske meningsunivers.

I den henseende har VKO-partierne i virkeligheden vist indvandrerne større anerkendelse ved at respektere dem som kultur. At de har fremhævet danskheden som mere værdifuld er en anden sag, der jo bunder i en bestemt nationalkonservativ ideologi.

Multinationalismen

Som eksperiment kunne man jo kombinere de to perspektiver - nationalismens dyrkelse af kultur og humanismens dyrkelse af mangfoldighed - og det kommer der et interessant resultat ud af. Frem for den kulturradikale dyrkelse af ingen af kulturerne, ser vi en ideologi, der dyrker begge kulturer og i den forstand er multinationalistisk.

Og hvad ligger der så i kulturerne? Den kække udlægning vil kalde de protestante danskere lidt regelrette, nidkære med social lighed, let sarkastiske og ret private. De muslimske danskere som ærefulde, højtråbende, autoritære, passionerede og meget offentlige. Protestanterne er nok lidt kedelige og muslimerne er nok lidt voldsomme.

Men spøg til side. Spørgsmålet er hvilke egenskaber, der demokratisk set ligger i de to kulturtraditioner, og hvad hver kultur kan bidrage med til det demokratiske fællesskab. Og naturligvis, hvad de hver især ikke kan bidrage med.

Hvad angår den danske, kristne, hvide, protestantiske kultur - eller hvad man nu ønsker at kalde den - så kan man ikke se bort fra stærke dyder mod kønsmæssig ligestilling, social lighed, lige adgang til uddannelse og sundhedsydelser, ytringsfrihed osv.

Hvad angår de danske muslimer, så udmærker de sig f.eks. ved en stærk familieinstitution, en stærk privat omsorgskultur for familie og venner, og i det hele taget vægtes politisk og privat initiativ, og handlekraftig politisk personlighed. Umiddelbart konservative værdier, men jeg tror, de fleste vil være enige med mig i, at Foghs cocktail-stil, der i øvrigt er inspireret af socialdemokraten Tony Blair, på mange måder har skabt præcedens for politisk ideologi i langt ind i det 21. århundrede. Derfor vil det kunne omsættes til politisk kapital både i venstrefløjsideologi og i et kulturradikalt projekt.

Desuden oplever vi en etisk renæssance i det danske samfund for tiden. Spørgsmål om livet og døden trænger sig på, og den generelt mere troende muslimske kulturtradition kan bestemt hjælpe et etisk sindelag på vej, også når det gælder et fælles politisk sammenhold.

Hvad angår de negative sider ved f.eks. den muslimske kulturrepræsentation i Danmark, er der ingen tvivl om, at kønsmoralen kan være patriarkalsk og dermed en demokratisk svaghed i et moderne samfund og bør bekæmpes.

Omvendt kan der blive brug for en langt stærkere familiær omsorg og styrkelse af de private intime netværk, hvis velfærdssamfundet skal overleve en tid med faldende arbejdsstyrke og generelt faldende vækst.

Og helt uden for diskussion findes en lang række problemer med højere kriminalitetsrate blandt indvandrere, afskyelige fænomener som æresdrab, kvindelig omskæring, terrorromantik osv., der alt sammen skal bekæmpes som alle andre anti-demokratiske fænomener skal det.

Brydninger

Problemet for alle sider af det politiske liv synes at være berøringsangst. Dækket ind under 'tolerance' har venstrefløjen og De Radikale måske kunnet legitimere en manglende nærkontakt, mens både VKO, Socialdemokraterne og også SF taler udenom.

Man er endt i en hyperabstrakt diskussion om regler for, hvad man må sige og ikke sige, og det er nærmest komisk at betragte mediernes næranalyser af enkelte sætninger, der kan køre på forsider i dagevis.

Vi må droppe gudsfrygten for sproget og begynde at bruge det igen. Skidt med fejlene, livet gemmer sig i forsøget. Det er den gensidige pådutning og den aktive forhandling af sproglige kategorier, der giver os identitet og det er kun ved give en kategori, høre svaret og en evt. modkategori, at kan leve med hinanden.

Der er omvendt heller ingen grund til panik, og alle omstillingsperioder tager tid. Når et land i flere hundrede år har bestået af ligesindede, etnisk, hvide, protestanter og på bare 30 år har fået en ny enorm befolkningsgruppe fra Middelhavet og Mellemøsten, så virker det naturligvis rystende.

Og måske er den sidste tids bilafbrændinger, Pia Kjærsgaard, udtrykket »perle«, skydevåben, øde øer og raptekster den sidste store gnidning, før vi kan begynde at dyrke mangfoldigheden.

Vi har set mange tilløb til det allerede, f.eks. DR's Yallerup Færgeby fra 2007, hvor indvandrere er indvandrere og i øvrigt med heltestatus, og desuden Københavns Kommunes projekt 'Vi KBH'ere', der fejrer religiøse og kulturelle mærkedage rundt om i byen.

Under alle omstændigheder er multinationalismen en offensiv moddiskurs til den herskende nationalisme, og det er hvad specielt De Radikale mangler efter at være trængt i passiven i en rrække. Og det er en diskurs, der kan samle kræfter alle steder i det politiske spektrum da dele af både Venstre, Konservative og Socialdemokraterne higer efter en mere offensiv humanisme i Danmark.

Frederik von Sperling er sociolog og projektleder på DGI Underground

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik von Sperlings

Under alle omstændigheder er multinationalismen en offensiv moddiskurs til den herskende nationalisme, og det er hvad specielt De Radikale mangler efter at være trængt i passiven i en rrække. Og det er en diskurs, der kan samle kræfter alle steder i det politiske spektrum da dele af både Venstre, Konservative og Socialdemokraterne higer efter en mere offensiv humanisme i Danmark.

Von Sperlings kulturelle determinisme er ikke løsningen på noget som helst, og har intet med humanisme at gøre...

Mona Blenstrup

Stærk familieinstitution skrives der.

Men hvorfor flagrer så mange unge muslilmske knægte rundt og laver grove lovovertrædelser?

Ikke sagt at det gør alle eller at andre knægte ikke gør det, men især de muslimske unge mænd er stærkt overrepræsenteret i de danske fængsler og lukkede institutioner.

De stærke tradition, der hersker kan lige så godt beskrives som snærende primært for pigerne men også for de voksne kvinder.
Drengene har vide rettigheder men pigerne ikek har de samme muligheder for en fritid udIen opsyn.

Kønsopdelingen og familiemedlemmernes friheder finder jeg som det allermest håbløse og ikke noget at tragte efter.
En nok så stærk familistruktur skal aldrig retfærdiggøre, at nogle ikke har deres fulde rettighed til at bestemme over sig selv.

Og især ikke den islamiske medfødte pligt til at lade manden styre og bestemme over kvindelige familiemedlemmer af kønsmæssige årsager