Kommentar

Enklaver af russere i Georgien er ikke et aktiv, men en belastning

I de vestlige lande går man ud fra, at Rusland har ambitioner om igen at blive et imperium. Det ville være mere konstruktivt, hvis Vesten indså, at de russiske minoriteter uden for landets grænser udgør en belastning for Kreml
14. august 2009

Hvis Vladimir Putin begik én fejltagelse som Ruslands præsident - og læseren vil sikkert mene, at han begik mange flere - så var det at beskrive Sovjetunionens kollaps som »den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede«. Jeg kan anføre en masse til hans forsvar. Ordene var henvendt til det konservativt indstillede russiske parlament, og de blev oversat forkert. På russisk betyder hans ord faktisk »en stor« eller en »en af de største«, hvilket kan virke som detalje, men det gør altså en forskel. Og så er Putin ikke længere Ruslands præsident, men premierminister, hvilket ikke er det samme - selv om læseren måske igen er uenig.

Men den triste sandhed er, at alt dette ikke betyder noget. Sagt er sagt. Og fordi det var Putin, der sagde det, med den vægt som præsidentembedet og hans fortid i KGB giver, blev det fortolket på en særlig måde. Det blev ikke blot opfattet som et udtryk for en naturlig nostalgi efter det sovjetrussiske imperium - en nostalgi som han deler med mange russere fra hans egen generation, og som den nationale psyke vil være mange år om at bearbejde - men som et ønske om at genoprette imperiet. Synspunktet blev med andre ord ikke opfattet som en accept af tabet, men derimod som et ønske, der er svanger med handling.

En af konsekvenserne er, at det bliver taget for givet - også af mange i Vesten, som egentlig burde vide bedre - at Rusland er ved at genoprette sit herredømme over de lande, man tidligere havde magten over. Og hvis selve grænsen ikke genoprettes lige med det samme, er en russisk indflydelse i området det næstbedste - går man ud fra.

Fantomsmerter

Moskva bliver betragtet amputationspatient, der stadig har fantomsmerter i de manglende lemmer, men med den afgørende forskel, at patienten mener at have kræfter og evne til at sætte dem på igen. Det er den forestilling, der lå til grund for en store del af analyserne i Vesten af krigen mellem Rusland og Georgien for et år siden. Et år efter er vurderingen stort set den samme, selv om den var og er forkert.

Et nøgleelement i Vestens ræsonnement er, at de russiske eller prorussiske minoriteter, som er strandet uden for Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud, fungerer som en femtekolonne for Kreml, der forfølger nyimperialistiske ambitioner. De to minoritetsenklaver i Georgien, Sydossetien og Abkhasien, blev således betragtet som mulige brohoveder for udvidelsen af den russiske magtsfære til Georgien og derfra til resten af regionen.

Uanset hvem der affyrede det første skud den 7. august - den internationale undersøgelse tager så længe, at jeg nærer mistanke om, at den ikke vil nået til den Rusland-kritiske konklusion, som mange hurtigt drog sidste år - bliver viljen til anvendelse af militærmagt stadig betragtet som en del af et langsigtet russisk projekt, der sågar kan true de baltiske landes veletablerede suverænitet. Det bliver taget for givet, at det postsovjetiske Rusland er ekspansionistisk.

Men er Rusland det? De fleste indikationer fra det seneste årti peger i den modsatte retning. Putins diplomatiske indsats drejede sig om at færdiggøre de traktater, der formelt skulle fastlægge Rusland grænser efter Sovjetunionens oplsøning, deriblandt også grænserne til Ukraine, landene i Centralasien og Kina. Set fra Ruslands synspunkt handlede krigen i Tjetjenien ikke om udvidelse, men om sikkerhed og om at forhindre en yderligere indskrumpning.

Besværlige minoriteter

Hvor der ikke blevet underskrevet traktater om grænsedragningen, skyldes det i høj grad modstand fra prorussiske minoriteters side. Det udløser spørgsmålet: Hvor nyttige er disse grupper for Moskva? Er de måske ikke snarere irriterende forhindringer for de russiske diplomati, men forhindringer, der af moralske årsager, og fordi det ville udstille Kremls svaghed, ikke blot kan kastes over bord?

Jeg har hørt Putin tale mere afvisende om de overdrevne forventninger, som landsmændene uden for Ruslands grænser nærer, end man skulle tro. Jeg vil også anføre, at på dette tidspunkt sidste år befandt russiske tropper sig blot en halv time fra Tblisi, men Georgien er stadig en uafhængig, provestlig stat. Et af krigens resultater er dog, at Rusland er låst fast på at forsvare disse enklaver på en måde, som man ikke var før. Som paralleller kan man nævne briternes ubegrænsede støtte til beboerne på Falklandsøerne efter den argentinske invasion eller den stædige loyalitet, som beboerne på Gibraltar udviser, og som stadig besværliggør Storbritanniens forhold til Spanien.

Det er ikke nemt at opløse et imperium. Meget loyale undersåtter kan være en belastning snarere end et aktiv, og det er de loyale russere også. I forhold til en løsning i Georgien, ville det måske være mere konstruktivt, hvis Vesten anerkendte, hvor svært det kan være at trække sig ud, i stedet for revse Rusland for ambitioner, som landet ikke nærer.

© The Independent og Information Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu