Kommentar

Der er fare for flop i København

99 dage før den endelige forhandlingsrunde starter er de grundlæggende forudsætninger for en ambitiøs global klimaftale langt fra på plads
29. august 2009

En ambitiøs global klimaaftale i København må nødvendigvis indeholde forpligtende tilsagn fra de deltagende parter, som gør det sandsynligt, at man kan efterleve det mål, som er opstillet i FN's klimakonvention fra 1992 - nemlig at forhindre farlige menneskeskabte klimaforandringer. Men hvad betyder det egentlig?

En stigning i den globale middeltemperatur på 'sølle' halvanden til to graders celsius (den globale middeltemperatur er allerede steget med 0,8 grader) i forhold til førindustriel tid vil blandt andet indebære tab af 10-15 procent af alle arter, og at mange hundrede millioner mennesker især i Afrika, Latinamerika og Asien kommer til lide under vandmangel. Ikke desto mindre er målsætningen for klimaforhandlingerne, at den globale temperaturstigning skal holdes under to grader. For at undgå endnu værre konsekvenser.

G8-mødet i juli måned sluttede for første gang op bag to-graders-målet, og udtalte - ligesom i 2008 - vilje til, sammen med resten af verdens lande, at reducere de globale udslip af drivhusgasser med 50 procent i 2050 for at kunne leve op til dette mål. I et indlæg i Dagens Nyheter kort efter G8-mødet påpegede direktøren for Det Europæiske Miljøagentur, Jacqueline McGlade, og professor Johan Rockström, chef for Stockholm Environmental Instititute, at det er »ansvarsløst« og »farligt« at foregive, at en 50 procents reduktion (i forhold til 1990) vil kunne holde den globale opvarmning under to grader. FN's Internationale klimapanel (IPCC) anslog i sin 2007-rapport, at »det bedste skøn« er, at skal temperaturstigningen holdes på mellem to og 2,4 grader - i forhold til førindustriel tid - vil det kræve en global CO2-reduktion i størrelsesorden 50 til 85 procent i 2050 (i forhold til år 2000).

Handling søges

De rige lande har ansvaret for næsten 80 procent af udledningerne af drivhusgasser i perioden fra 1850 til i dag - USA tegner sig alene for 29 procent.

Et tilbageblik på de seneste par årtier afslører tydeligt, at klimakonventionens mål desværre ikke er omsat til handling. Ifølge 2009-udgaven af State of the World er det globale udslip af CO2 fra afbrænding af fossile brændsler og cementproduktion således steget med 37 procent fra 1990 til 2007. Og i de få tilfælde, hvor lande faktisk har reduceret deres CO2-udslip, er dette ofte er sket som følge af økonomisk recession snarere end på grund af politiske beslutninger.

Hvis vi skal være - relativt - sikre på at holde temperaturstigningen under de to grader, fortæller videnskaben (IPCC) os, at de rige lande skal forpligte sig til en reduktion på minimum 40 procent i 2020 (i forhold til 1990). Desuden skal de fattige lande, med støtte og teknologi fra industrilandene, nedskære deres CO2-udledning med 15-30 procent i forhold til 'business as usual'.

FN's Klimasekretariat fremlagde under det seneste klimamøde i Bonn tidligere på måneden beregninger, der viser, at industrilandenes nuværende reduktionsplaner - fraregnet USA - samlet vil resultere i en reduktion på 15-24 procent. Indregnes USA - og effekterne af den i øvrigt ikke vedtagne Waxman-Markey-lov - er de rige landes samlede reduktion i 2020 blot 10-16 procent sammenlignet med 1990. Altså langt under den reduktion, som videnskaben fortæller os, er nødvendig. Efter mødet i Bonn er det åbenlyst, at de rige lande må sætte ambitionsniveauet kraftigt i vejret, hvis vi skal sikre en ambitiøs klimaaftale i København.

Forhandlinger i dødvande

EU-landene - der godt nok har påtaget sig den største reduktionsforpligtelse (20 procent) og har en beslutning om, at man er villig til at gå op til 30 procent som en del af en international aftale - tager ikke længere ambitiøst lederskab og initiativ i forhandlingerne.

Imens det ene udviklingsland efter det andet er kommet med forslag til nationale klimatiltag sidder EU's forhandlere i øjeblikket under klimaforhandlingerne og gentager nøjagtig de samme positioner, som EU havde sidste år. Grundet interne stridigheder og politisk tøven har EU på nærmest farceagtig vis konstant udskudt beslutningen om, hvordan man vil finansiere en ny global klimaaftale. Og dette dødvande har nu spredt sig til de internationale forhandlinger.

Canada, Rusland og Japan er som altid fodslæbende. Og USA har igen stillet sig i spidsen for en gruppe rige lande, som fremsætter hårde krav til de fattige lande om, at de må reducere deres drivhusgasudslip som en forudsætning for at USA vil påtage sig bindende reduktions-forpligtelser.

De rige lande nægter som gruppe at indse, at de fattige lande ikke vil diskutere om og hvorledes de, eller i det mindste de økonomisk mest fremgangsrige af dem, kunne forpligte sig på reduktioner i deres drivhusgas-udslip, før de rige lande, i erkendelse af deres historiske hovedansvar for klimaproblemerne, forpligter sig helt konkret på mekanismer og størrelse til finansiering af de fattige landes klimaindsats. Penge som er helt nødvendige for at de fattige lande kan gennemføre en 'low carbon udvikling', stoppe den nuværende skovrydning, som bidrager væsentligt til udslippet af drivhusgasser, og i øvrigt gøre det muligt for dem, at tilpasse sig de klimaforandringer, som under alle omstændigheder vil finde sted.

De rige lande bør inden de sidste afgørende forhandlingsmøder før København få repeteret læren af Nicholas Stern-rapporten fra 2006: At det er økonomisk mere fordelagtigt at reagere kraftfuldt over for klimaforandringer nu og her end at vente. Og handle derefter.

Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu