Kommentar

Forhandling er ikke samarbejde

Det lyder bedre at tale om 'samarbejspolitik' frem for 'forhandlingspolitik'. Det har bl.a. Anders Fogh haft politisk interesse i
Debat
28. august 2009

En enslydende flammende tale har Anders Fogh holdt hvert år den 29. august siden 2003 mod »den usle tilpasningspolitik,« som SVKR-samlingsregeringen, efter hans mening, førte fra den 9. april 1940 frem til den 29. august 1943. Den var udtryk for »et politisk og moralsk svigt.«

Det danske folk overgav sig iflg. Fogh æreløst i stedet for at kæmpe til sidste patron mod verdens, på det tidspunkt, stærkeste militærmagt. Med hans NATO-udnævnelse kan vi måske for en stund slippe for at høre på dette vrøvl - ikke pga. udnævnelsen, men pga. tidnød. Der er jo nok at gøre i Afghanistan, hvor Fogh måske kan få forløst nogle af sine sen-heroiske bestræbelser.

Glædeligt dog, at han brugte udtrykket tilpasning om samlingsregeringens politik i de første tre besættelsesår. Det udtryk, som har vundet hævd, er jo ellers udtrykket 'samarbejde'. Men samarbejde forudsætter jo frivillighed, og det var der ikke tale om i besættelsesårene. Det var altid i sidste instans besættelsesmagten, som bestemte. Nu afdøde departementschef Erik Ib Schmidt har derfor ganske ret, når han i sin erindringsbog skriver om politikernes rolle under Besættelsen, at »den, som forhandler under tvang og presses til at give indrømmelser, samarbejder ikke med modparten.«

Politisk interesse

Såvel de borgerlige - der som Anders Fogh mener, at vi opførte os lurvet ved ikke at kæmpe - som kommunisterne, der tog initiativet til den væbnede modstandskamp - efter at de frem til den 22. juni 1941 i kraft af Hitler-Stalinpagten havde været allierede med nazi'erne - har haft en politisk interesse i at bruge udtrykket 'samarbejdspolitik', hvor andre brugte udtrykket 'forhandlingspolitik'. Med sin disputats Augustoprøret 1943 - Samarbejdspolitikkens fald bidrog faghistorikeren Hans Kirchhoff til, at udtrykket 'samarbejdspolitik' vandt hævd blandt hans kolleger og dermed videre ud. Den Radikale udenrigsminister, Erik Scavenius, viste ganske vist vejen i sin berygtede 8. juli-tiltrædelseserklæring i 1940. Men det gør ikke brugen af dette udtryk rigtigere i en Besættelsestids-sammenhæng.

Da Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie udgav et særnummer af sit tidsskrift i december 1994 op til 50-året for Befrielsen, blev det betroet Kirchhoff at skrive en lang indledende artikel. Her kan man bl.a. læse, at for Socialdemokratiet er »kollaborationens pinefulde historie ... aldrig blevet bearbejdet, hverken politisk eller psykologisk, men tilsløret bag en mytologi, der stadig lever (fra) en Hartvig Frisch i fyrrerne, over en Jens Otto Krag i tresserne til en K.B. Andersen i halvfjerdserne. Selv det sidste skud på traditionen, Henning Tjørnehøjs forfatterskab, fremstår med sin ensidige fokusering på partiets indre fjender - kommunisterne, Venstre og den konservative reaktion - som een lang afledning fra hovedtemaet.«

Manglende mod

Med omtalen af min kritik af den konservative reaktion tænker Kirchhoff på min bog om Højgaard- og Haustrup(Danmarks)kredsene: Rigets bedste mænd, og med 'hovedtemaet' tænker han på, at S ikke efter Befrielsen turde vedstå sit medansvar for den forhandlingspolitik, som der havde været politisk enighed om, og som fik massiv støtte ved valget i marts 1943, hvor stemmedeltagelsen var større end nogensinde ca. 90 pct. Af disse mange stemte hele 95 pct. på de fem partier, som havde ført forhandlingspolitik, dvs. SVKR-partierne og Retsforbundet. Forklaringen på S' manglende mod var, at Modstandsbevægelsen - bestemt ikke uden grund - har forpagtet al beundringen i efterkrigsårene - jvf. senest filmen om 'Flammen' og 'Citronen' - mens kritikken af den forhandlingspolitik, der havde fået massiv støtte frem til foråret 1943, var hård. Og den er ikke blevet mildere med årene.

Politisk og moralsk svigt

På sine ældre dage er Kirchhoff dog selv blevet formildet. I Weekendavisen den 14. - 20. december 2000 erkendte han således, at hans »ungdoms (og manddoms) kritiske syn på samarbejdspolitikken med årene er blevet afløst af en større forståelse.« I sin afskedsforelæsning på Københavns Universitet kritiserede han Anders Fogh for at karakterisere samarbejdspolitikken for at være »et politisk og moralsk svigt.« Men det havde Kirchhoff jo ikke selv været langt fra at gøre i sin disputats, hvor han bruger udtrykket 'kollaboration' om SVKR-politikernes ageren 1940-43. Nu stillede han i sin forelæsning Fogh dette væsentlige spørgsmål:

»Var det umoralsk at beskytte demokratiske institutioner imod en nazificering, som den vi så i Norge, eller at forsvare landets økonomi mod udplyndring og ødelæggelse?« (Information 16. oktober 2003). Han fik ikke noget svar. Den bearbejdning, som Kirchhoff i 1994 opfordrede mig til at gennemføre, realiserede han således selv inden sin pensionering i kraft af sin mere nuancerede holdning til forhandlingspolitikken.

Hvad endelig min kritik af Venstre angår, undrer Kirchhoff sig i sin bog Samarbejde og modstand under Besættelsen bl.a. over, at »den skærpede klassekamp,« som »Besættelsen indledte« og, som »skabte voldsomme spændinger i det danske samfund og forskød den sociale balance ... aldrig har haft nogen høj status i den kollektive erindring (eller historiebøgerne), I den grad er klassekampen blevet undertrykt af den brede nationale konsensusopfattelse, der ikke ville vide af partipolitiske skillelinjer, men kun af ét parti - det danske. I den forstand (mildest talt - jeg deler fuldstændig Kirchhoffs forundring) forstår man den socialdemokratiske historiker Henning Tjørnehøjs frustrationer, når han råber i ørknen om Venstrebøndernes (og Venstres) hævntogt imod arbejderne i 1940« og 1941-42, sådan som jeg har beskrevet det i min bog Fremad og atter fremad...

Hævn

V ville hævne, at de sammen med K mistede flertallet i Landstinget i 1936, hvorefter der omsider blev banet vej for den reformlovgivning, som SR længe havde haft flertal for i Folketinget. Man kan jo kun blive varm om hjertet over en sådan forståelse efter først at have været kendt ude som en rigtig kedelig socialdemokrat - dem er der som bekendt mange af - som hverken politisk eller psykologisk har bearbejdet Besættelsesårene.

Kommunisterne bliver der desværre ikke plads til denne gang. Men deres historie er jo også nok så kendt som Venstres - selvom historiebøgerne faktisk er meget fattige på DKP-citater fra den yderst pinlige periode under Hitler-Stalinpagten 1939-41.

Henning Tjørnehøj er socialdemokrat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Politik gør blind, når Tjørnehøj af gammel moderbinding og trang til at lege med sproget skal forsvare socialdemokratiets fortid med historieforfalskninger. Og nu da SF er blevet socialdemokratiseret, som Tjørnehøj længe har talt for, kan det vel lykke en gang for alle at indlemme Stalin i dansk politik.
Med socialdemokratiets 'forhandlingspolitik' blev kommuinistloven vedtaget og jagten på de gamle politiske modstandere kunne igen gå ind, nu med
Gestapos hjælp. Disse kommunister var, hvad Geoffrey Cain i et læserbrev samme dag ikke kan/vil indse, netop illegale kombattanter ( hvis DKP'ere), og kun ved at bøje Førerens ordre om terror indledte man en skueproces for en domstol.
Historien tidsånd er ikke bare med VC og DF, men smiler også til Tjørnehøj.