Kronik

Hvordan overvinder vi kvinders fristelser?

I Egypten har Mellemøstens mest læste forfatter sat heldækkende kvindetilsløring under debat - og det er ikke en blomst, der er groet i islams have, mener han
Niqab umuliggør, at kvinder kan leve som mennesker med rettigheder og pligter på lige fod med mænd, skriver dagens kronikør.

Niqab umuliggør, at kvinder kan leve som mennesker med rettigheder og pligter på lige fod med mænd, skriver dagens kronikør.

janine wiedel

8. august 2009

Kære læser. Forestil dig, at du en dag tager på arbejde og pludselig konstaterer, at alle kolleger er iført masker. Du kan høre deres stemmer, men deres ansigter kan du ikke se. Hvordan ville det føles?

Ubehageligt, selvfølgelig. Og hvis det fortsatte sådan, ville du nok blive ilde til mode, for vi har alle brug for at kunne se ansigterne hos de personer, vi interagerer med. Menneskelig kommunikation kan kun lykkes, når ansigter er synlige.

Efter egypternes opstand mod deres britiske besættelsesmagt i 1919 smed den legendariske feminist Hoda Shaarawi sin burka som tegn på, at nationens frigørelse var uadskillelig fra de egyptiske kvinders frigørelse. Egyptiske kvinder er den arabiske feminismes pionerer. De var de første, som søgte at uddanne sig på alle områder, de første til at føre biler og flyvemaskiner. Og de første, som blev valgt til parlamenter og regeringer.

Men siden sidst i 1970'erne har fundamentalistiske forestillinger vundet indpas. I dag florerer wahabismens lære, styrket af oliepenge, formidlet ved satellitkanaler og udbredt af millioner af fattige egyptere, som tog arbejde i Saudi-Arabien og kom hjem med hovederne fulde af islamistiske griller. Siden da er niqab - der dækker ansigtet helt og fuldt - blevet udbredt i Egypten.

Niqabs fortalere er hurtige til at beskylde deres modstandere for amoral og dekadence. Men denne logik er naiv og forfejlet. Valget har aldrig stået imellem niqab eller 'amoral', og mellem disse yderpunkter findes der en stor variation af afbalancerede adfærdsformer.

Ikke på grund af islam

Spørgsmålet er: Beskytter niqab mænd imod kvinders tiltrækningskraft, og fremmer denne klædestil dyd? For at svare på dette må vi holde os en række kendsgerninger for øje.

Islam har aldrig beordret kvinder til at tildække ansigtet. I de tidlige muslimske samfund tog kvinder del i det offentlige liv. De studerede, de arbejdede, de handlede, de fungerede som sygeplejersker i krigstid, og de kæmpede sågar også i krige. Islam respekterede kvinder og gav dem rettigheder på lige fod med mænd. Kvinder blev først undertrykt, da en forfaldstid satte ind i den muslimske verden.

For nogle måneder siden udgav al-Azhar-universitets ulemaråd en bog med titlen Niqab er en skik, ikke en til- bedelsesform. Med henvisninger til sharia dokumenteres det her, at niqab ikke har spor forbindelse til islam. Jeg tvivler på, at nogen vil kunne anfægte disse fremtrædende forskeres kendskab til islamiske forskrifter.

I betragtning af at niqab altså på ingen måde er et guddommeligt påbud, må vi dernæst spørge: Hvad er fordele, og hvad er ulemper ved heltilsløring? I tidligere tider var det i mange samfund et krav, at kvinder tildækkede ansigtet, fordi kvinden blev opfattet som kilde til fristelse. Tanken var, at synd kun kunne forebygges ved at holde mænd og kvinder isolerede og adskilte. Argumentet bygger på den antagelse, at alene synet af en smuk kvindes ansigt må friste mænd. Manden frakendes således evnen til at kontrollere sine instinkter. Og desuden: Hvis kvinder skal dække ansigtet for ikke at pirre mænd, hvad så med de flotte mænd? Kan et ansigt med maskulin charme ikke også pirre kvinder? Bør niqab-påbuddet så omfatte begge køn?

Hertil kommer, at øjnene jo stadig er synlige hos kvinder iført niqab - og smukke øjne kan så afgjort pirre erotisk? Hvad stiller man op? En velkendt saudiarabisk teolog, Sheik Mohammed al-Hadban, har tænkt problemet igennem og advokerer nu for, at muslimske kvinder bør iføre sig en niqab, hvor blot det ene øje er synligt, da et enkelt øje ikke skønnes at kunne besnære en mand. Tænk at være den arme kvinde, som er tvunget til at se på verden gennem et hul med ét enkelt øje.

Niqab umuliggør, at kvinder kan leve som mennesker med rettigheder og pligter på lige fod med mænd. Hvordan skal en kvinde kunne arbejde som kirurg, som dommer, som ingeniør, som tv-vært, hvis hun er gemt bag en niqab, hvor kun ét eller to øjne er utilslørede?

De fleste saudiarabiske teologer er stærke modstandere af, at kvinder kører bil. Det begrunder de med tre argumenter: •Skulle kvinder føre bil, måtte de på uanstændig vis aflægge deres niqab.

•Kvinder ville i så fald så kunne køre hen, hvor de vil, hvilket vil sætte dem i stand til at rebellere imod deres mænd og familier.

•Ifølge Sharias regler er kvinder fra naturens hånd mindre beslutsomme end mænd, har et svagere syn og er dårligere forberedte til at reagere imod farer.

Dette er altså den sande holdning hos niqabens fortalere. Selvfølgelig er samme teologer ude af stand til at forklare den overvældende overlegenhed, som kvinder flere steder i verden har opnået i uddannelsessektoren og arbejdsmarkedet.

Umenneskeliggøres

Det alvorligste aspekt ved niqab er, at den heldækkende tilsløring umenneskeliggør kvinder. Igennem historien har der været to typer holdninger til kvinder: Den civiliserede, som holder kvinder for fuldt kompetente og kvalificerede medmennesker. Og den reaktionære, som vil begrænse kvinden til at være kilde til seksuel lystfølelse, til avl af afkom og til husslave i hjemmet - tre roller, som er knyttet til en kvindes krop snarere end til hendes intellekt, og følgelig antager en kvindes krop for dem den primære betydning, mens hendes intellekt, uddannelse og virke, ja, endog tanker og følelser kommer i anden række, hvis de overhovedet tæller.

Fortalere for niqab tror på, at hvis mænd og kvinder frit kan blande sig med hinanden, vil dette nødvendigvis afstedkomme fristelse og synd, og eneste modtræk er følgelig at adskille de to køn fuldstændigt og tvinge kvinder til at dække ansigtet. Var dette argument holdbart, måtte det saudiarabiske samfund have skaffet sig effektivt af med synd for evigt. For i Saudi-Arabien er kønssegregationen total, og alle kvinder har påbud om at bære niqab. Man har sågar et 'Politi til Fremme af Dyd', hvis patruljer nat og dag overvåger borgernes adfærd og straffer dem, så såre de begår mindste usømmelighed.

Men er dyd da realiseret i Saudi-Arabien? Desværre viser undersøgelser og statistikker det modsatte. Dr. Wafaa Mahmoud fra King Saud University har gennemført en undersøgelse, som finder, at en fjerdedel af alle saudiske børn har været udsat for sexovergreb i alderen 6-12 år. En anden undersøgelse forfattet af Dr. Ali al-Zahrani, specialist i sindslidelser ved det saudiske sundhedsministerium, bekræfter resultaterne, mens Dr. Khaled al-Habibi, direktør for et familieudviklings-center i den saudiske provins Ahsa, finder, at 82 procent af de gymnasieelever, han har undersøgt, har været udsat for sexovergreb. Alene i 2007 flygtede 850 saudiske piger fra deres familier på grund af overgreb, hvoraf hovedparten var af seksuel karakter. En ud af fire piger i Golflandene har ifølge al-Habibi været udsat for sexovergreb, og 47 procent af alle børn har fået obskøne henvendelser over mobiltelefonen. I det hele taget har kommunikations- revolutionen skabt en omfattende social krise i Saudi-Arabien, efterhånden som nationens socialt og seksuelt frustrerede unge mænd er begyndt at bruge de indbyggede kameraer til umoralske formål.

I 2005 cirkulerede i Saudi-Arabien en billedsekvens af fire unge mænd, der forsøger at voldtage to niqab-klædte kvinder på en gade i Riyadh. Spørgsmålet er, hvordan en ung mand kan finde på at voldtage en kvinde, når han ikke kan se hendes krop eller ansigt. Svaret er, at han ikke ser hende som et medmenneske, men alene som krop, alene som seksualobjekt. Og hvis han kunne nyde hende straffrit, ville han ikke tøve. Med andre ord er tilstandene i henseende til seksualforbrydelser i det saudiarabiske samfund ikke bedre end i andre samfund - ja, snarere værre.

Men hvad stiller vi så op, hvis niqaben ikke fører til dyd? Hvordan kan vi så overvinde den fristelse, som udgår fra kvinder? Realiteten er, at dyd aldrig kan opnås igennem forbud, segregation og undertrykkelse, men kun igennem opdragelse, positive forbilleder og viljestyrke. Hvis vi begynder at opfatte kvinder som medmennesker med moralsk vilje, værdighed og uafhængige personlige egenskaber, hvis vi anerkender deres lige rettigheder, således som disse er sikret dem i islam, hvis vi stoler på og respekterer kvinder og giver dem fulde muligheder for at uddanne sig og arbejde, så vil vi også få dyd. Demokrati er svaret.

Alaa al-Aswany er egyptisk forfatter. På dansk er udkommet 'Yacoubians hus' og 'Chicago', begge fra forlaget Hr. Ferdinand

© The Wylie Agency og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Irans feminister står ved en korsvej

    8. august 2009
    Den iranske kvindesagsbevægelse må koble sig på den voksende folkelige modstandsbevægelse mod det islamiske diktatur - men uden at miste sit særpræg
  • Feministers fokus på sløret er forfejlet

    26. marts 2008
    Det feministiske projekt i muslimske lande kan ikke defineres udefra, og det er ikke mere relevant at smide sløret end at smide bh'en som frigørelsesstrategi, konkluderer et nyt speciale
  • Islam er ikke undertrykkende, men mennesker er

    11. februar 2008
    Religion bliver brugt som begrundelse for undertrykkelse - men er ikke årsagen, lyder det fra den jordanske feminist og menneskeretsforkæmper Asma Khader
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

med forbehold for betydninger som tabes i oversætelse ved jeg ikke om man skal grine eller græde efter læsning af denne text.
Dette er en religiøs udredning af hvad der er rette vej i Islam. Hvad der er rette tolkning af koranen.

Og sjovt nok bliver demokrati ikke argumenteret som vejen til frihed.
Næ demokrati bliver argumenteret som vejen til kvinders dyd.

Syns det er små komisk , men jeg foretrækker at lade de religiøse om at slås om tydning af deres gamle bøger.
Så kikker jeg overvejende på og tager stilling til deres praxis.

PS. jeg måber lidt over nogle kommentarer som skriver Alaa al-Aswany jo bare "har ret".

Ehhh, mener I virkelig at demokrati er vejen til kvinders dyd som Alaa al-Aswany afslutningsvis konkluderer?
Som sagt mener jeg det er gavnligt at om muligt bedømme ideer udfra praxis og man må da sige kvinders dyd ikke ligefrem
er det højest prioriterede i de demokratier jeg kender.

Mona Blenstrup

Jeg finder artiklen ganske rammende.

Dog finder jeg det bizart med den der dyd.

At en kvinde skulle være mindre dydig, hvis mænd har lyst til hende når de ser hendes øjne. Det er sgu da helt til grin.

Men de der muslimske mænd må godt nok have svært ved at tænke på andet end sex.
Sådan som kvinderne er nødt til at skjule sig.

Den billedfrekvnes fra 2005, der skulle vise 4 mænd som forsøgte at voldtage to tilhyllede kvinder beviser da, at deres (mændenes) syn på kvinder er ubetinget af den bizre art.
Hvis de havde haft held med foretagenet, skulle de voldtagne kvinder uden tivivl straffes, da kvinderne frembragte lystfølelesen hos disse ukontrollerede sexgalninge.

Og denne kutte mode vil man tolerere i vores vestlige kultur?

NIxen biksen

Nu er niqab jo også noget af det ekstremste vores kære Saudi-Arabiske allierede har fundet på. Men olien ejes og handles jo af mændene dernede og så længe den flyder til de rigtige lande så vil man ikke protestere over det. Vi vil jo allesammen have bil, oliefyr og plastikgafler.

Iran derimod som har nogle af de stærkeste kvinderettigheder i hele den islamiske verden sælger sin olie jo desværre til de forkerte og er derfor et præstestyre der skal undergraves og jordes i bund indtil olien flyder mod vest, ikke øst.

Inger Sundsvald

Hvis mænd vil overvinde kvinders fristelser, så kan jeg foreslå at de ifører sig skyklapper og meget mørke solbriller, evt. en sæk over hovedet. Det kunne fremme dyden hos disse mænd.

Jakob Vestergaard

@Thomas Holm:
"Iran derimod som har nogle af de stærkeste kvinderettigheder i hele den islamiske verden sælger sin olie jo desværre til de forkerte og er derfor et præstestyre der skal undergraves og jordes i bund indtil olien flyder mod vest, ikke øst"

At du vil være bekendt at argumetere for at Iran har "de stærkeste kvinderettigheder i hele den islamiske verden".

Du skulle selv prøve at have de iranske kvinders rettigheder.

@vestergård

jeg bed oss mærke i Holm's fine exempel på kontraproduktiv argumentation.
Syns Holm sku fortælle de iranske kvinder om deres glimrende rettigheder.

Jakob Vestergaard

I Danmark er det tabu, eller lig med fremmedhad at kritisere at nogle kvinder er iført en dragt der skjuler alt andet end øjnene. Kritikken retfærdigøres med teorien om at kvinden selv ønsker det

Hvor jeg dog foragter de folk der hjælper kvindehaderne med at argumentere for denne uretfærdighed.

P.J. og J.V.,

samlignet med de Saudi-Arabiske kvinders rettigheder, så er Iran nærmest frisindet i det henseende. De må vælge og vælges, de må eje, de må tjene penge, de må køre bil, de må selv bestemme over deres uddannelse. Alt sammen forbudt dem i SA.

Samlignet med Danmark er de stadigt bagude, men det var jo heller ikke min samligningspunkt.

Den egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany, hvis bøger kan findes oversat på dansk, forklarer meget godt i denne artikel, hvorfor heldækkende tilsløring i form af niqab eller burka ikke er acceptabel. Han har i hvert fald overbevist mig.

Gid flere vil forstå umenneskeligheden ved dette og ligeledes forstå, at dette ikke handler om tørklædeforbud eller om ikke at tolerere islam. Lad os huske på, at rigtig mange troende muslimske kvinder ikke bryder sig om at være tilhyllede og undlader det, når de har mulighed for det.

Her ser man jo tydelig den gamle sandhed, at det som er en frihedskamp på den side af jorden, kan blive til undertrykkelse på den anden side.

Stig

Her ser man jo tydelig den gamle sandhed, at det som er en frihedskamp på den side af jorden, kan blive til undertrykkelse på den anden side.

Undertrykkelsen vedrørende niqab sker i nærmiljøet og i familien og vil - hvis vi ikke i tide griber ind - kunne vokse sig større i bestemte boligbebyggelser som det ses i udlandet, hvor kvinder underlægges selvbestaltede mandlige smagsdommere vedrørende deres påklædning.

Vi skal hjælpe kvinderne nu - inden sådanne tendenser eventuelt udvikler sig.

Subkulturer i et samfund kan sommetider underminere den enkelte borgers rettigheder. Politik handler om at sikre borgerne også i sådanne situationer, hvilket tilsyneladende kan se ud som et indgreb i den personlige frihed.

Men det handler altså om at sikre den personlige frihed - ikke at hindre religiøs påklædning, som jo sagtens kan ske uden burka eller niqab.

Ja ja, Gersov, folk, der mener, at man "sikrer den personlige frihed" ved tvang, har været skyld i nogle af de mest modbydelige regimer i verdenshistorien.
Jeg synes, at tilhylning i burka/niqab er hæslig og frastødende, men at tvinge den af kvinderne er lige så frastødende som at tvinge dem i den.

Hvordan overvinder vi kvinders fristelser?

Fx ved at lovgive om at kvinder SKAL bære burka - eller niqab - eller bare en sæk.

Det skal nok virke!

Kristian Rasmussen

@Med henvisninger til sharia dokumenteres det her, at niqab ikke har spor forbindelse til islam.

Islam er hvad Islam gør .

Sura 24:31
"Sig til de troende kvinder, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring. De må kun fremvise deres pryd for deres ægtemænd, deres fædre og deres svigerfædre, deres sønner og deres ægtemænds sønner, deres brødre og deres brødres og søstres sønner, deres kvinder, deres slavinder, mandlige tjenere uden kønsdrift og børn, der intet ved om kvinders private kropsdele. De må ikke stampe med fødderne, så man får nys om den pryd, som de holder skjult. Omvend jer alle til Gud, I troende! Måske vil det gå jer godt!"
----------------------------------------------

Det er meget tydeligt at muslimer har deres påbud om kvindetildækning fra Koranen derfor er det også forkert at sige "Niqab ikke har spor forbindelse til islam"
Som at sige at Niqab ikke har forbindelse med Hijab eller at Niqab og burka ingen forbindelse har med hinanden.

At Allah ikke befalet Burka men noget ala Hijab i 24:31 er ikke svært at blive enig om , men at Niqab og Burka som de videre"udviklingerne" de er af den Hijab ting der befales i 24:31 ikke skulle havde nogen forbindelse med Islam.
Er en påstand af sammen naive kaliber fornægtelse som at Islam ingen forbindelse har til terror .

Noget disse fremtrædende forskere med kendskab til islamiske forskrifter fra al-Azhar-universitet med sikkerhed også vil give de dumme vesterlændinge med hold i .
I hvert fald på de engelsksproget kanaler og når de for OIC fremlægger deres forskning for FN .

Islam er hvad Islam gør .
Og Islams Arabiske Kvinder i Mekka og Medina går med niqab fordi Sharia loven påbyder det .

Slettet Bruger

Ja, således er det vel spin, når Khader siger at burka intet har med islam at gøre. Religion er som den udøves/fortolkes. Hvis nogle buddhister mener, at man kan bede til buddha, uanset andre retninger siger, han ikke var en gud, så gør de det og så er dette en form for buddhisme. Således også med de kristnes besynderlige former og gerninger gennem tiden, og man bliver hurtigt selv indviklet i en slags fundamentalisme, hvis man skal strides om, hvad der er korrekt overtro med kunderne i det religiøse supermarked.

PS Apropos Khaders vækkelsesmøder og overskrifter om ”Vågn op”, så blev jeg i går antastet hele 3 gange med vagttårnet. Er der kongres i øjeblikket?