Integration skal komme nedefra

Ernest Hemingways krigsroman For Whom the Bell Tolls (Hvem Ringer Klokkerne For?) har taget sin titel fra et citat, der stammer fra englænderen John Donne. På elegant vis udtrykker citatet, at siden mennesket ikke er en ø, - det vil sige ikke alene - men deler skæbne med andre mennesker, må vi forholde os til, at vi har et ansvar for det liv, vi lever i dette fællesskab. Hemingway bruger dette billede som udgangspunkt for en fortælling om en flok mennesker, der forgæves kæmper for den republikanske side under den spanske borgerkrig. Heldigvis er det ikke en borgerkrig, men en kulturkamp vi har på hænderne her til lands. Alligevel vil jeg tillade mig at gøre brug af samme citat med det formål at indlede en argumentation for, at hvis det er tilfældet, at man er utilfreds med tingenes nuværende tilstand, er det ikke altid nok bare at brokke sig til sin sidemand eller stemme på de andre til næste valg. Man har rent faktisk også en helt konkret og umiddelbar mulighed for at påvirke situationen. Og denne mulighed udspringer lige netop af det forhold, at mennesket ikke er en ø, vi går rent faktisk rundt og møder hinanden hver eneste dag, og i dette møde med din landsmand har du muligheden for at handle således, at mistroen kan mindskes, og stemningen kort sagt kan blive bedre. Det gælder især, når det handler om forholdet mellem etniske danskere og folk, der kommer fra en anden kulturel eller etnisk baggrund.

Klokkerne ringer for dig

Derfor skal man ikke spørge, hvem klokkerne ringer for, de ringer nemlig for dig! Det er også den enkeltes ansvar, at integrationen lykkes. Man kan således ikke bare læne sig tilbage og vente på, at staten fikser problemerne. Hjælp hertil finder vi hos den danske filosof K.E. Løgstrup, der i bogen Den Etiske Fordring analyserer det etiske ud fra det konkrete møde mellem individer. Det kan vi også bruge på gadeplan.

Løgstrup gør i sin filosofi op med de dominerende dogmer inden for etikken, som de findes i den gængse skelnen mellem henholdsvis pligtetikken og konsekvens- etikken. Fælles for de to etiske systemer er, at de begge så at sige betragter verden fra oven og derudfra anlægger et etisk system. Løgstrup gør radikalt op med denne tanke. Han vil, at vi skal betragte det etiske 'fra neden', hvilket hos Løgstrup manifesterer sig i, at etikken starter ved det konkrete møde mellem to konkrete individer. Udgangspunktet for selve det etiske er således vores daglige møder med hinanden. Hvor det med en traditionel pligtetik, som man kender den fra eksempelvis Immanuel Kant, er muligt at forstørre den til decideret politisk filosofi, som man kan anvende på statsniveau, er dette ikke muligt med en Løgstrupsk etik. Her er det altafgørende, at den enkelte lever op til sit ansvar for sine medmennesker på det helt personlige plan. Og det er her, at det bliver rigtig interessant, hvis vi skal forsøge at fremstille en handlingsorienteret model for, hvordan vi bedre kan leve sammen på trods af kulturelle og etniske forskelle.

Født ind i et fællesskab

For det første skal man gøre sig klart, at man som menneske er født ind i et fællesskab af individer. Selv om vi tit for nemheds og for samvittighedens skyld lader, som om det ikke er tilfældet, kan vi ikke løbe fra, at vi er skabt som en del af et fællesskab. Man har altså et fællesmenneskeligt skæbnefællesskab, der kommer før eventuelle kulturelle eller etniske forskelle; man er fælles om at være mennesker. Denne præmis gør, at vi må forstå mange af de sociale mekanismer mellem mennesker som før-kulturelle og altså ikke betinget af det ene eller andet kulturmønster, men som nogle fællesmenneskelige handlingsmønstre, der sætter normerne for sameksistens. Denne forudsætning kan måske være svær at sluge for nogen, men hvis vi som udgangspunkt antager, at vi alle gerne vil behandles 'ordentligt' af vores medmennesker, uafhængigt af alder, køn, race eller kulturelt tilhørsforhold, er det måske ikke så svært igen. Og måske kan vi så gøre brug af Løgstrups meget originale tanker i vores hverdag i et Danmark, der i alt for lang tid har været præget af en ufrugtbar debat om vores fælles eksistens, og derved skabe muligheden for et samfund, hvor vi ikke møder hinanden som kulturer, men som mennesker.

Lad os til eksempel tage Løgstrups berømte og smukke metafor fra Den Etiske Fordring. Heri hedder det, at »den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd«. Hvorfor nu det, kunne man spørge. Hvorfor denne tilsyneladende radikalitet i vores forhold til selv fremmede mennesker? Svaret skal man finde i det forhold, at hos Løgstrup er selve udgangspunktet for det etiske mødet mellem to individer. Når jeg henvender mig til dig om det ene eller andet, vil der altid være en form for blottelse eller forhåbning om en positiv respons. Denne blottelse er hos Løgstrup det etiske livs grundfænomen. Når et menneske vover sig frem for at blive imødekommet af dig, åbner der sig en situation, hvor du kan vælge at opføre dig på den ene eller anden måde. Det er i denne situation, at den etiske fordring gør krav på vores imødekommenhed. I dyreverdenen er der tale om adfærd, hos os mennesker er der krav om opførsel.

Den dårlige stemning

Det er således denne kroniks påstand, at man i denne analyse af mødet mellem fremmede kan finde hjælp til, hvordan vi kan omgås hinanden mere hensigtsmæssigt og hensynsfuldt i en erkendelse af, at vi rent faktisk påvirker hinandens ve og vel med vores opførsel over for hinanden. Med den åbenlyse gevinst, at vi får forbedret stemningen. Det behøver bare være et smil eller et venligt ord. Hør blot her, hvorledes Løgstrup stilfuldt får vist, at vores handlinger har den største betydning for andre:

»Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden den skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig - og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Hvorfor der er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd.«

Det kan virke helt legitimt at anklage statsmagten og ikke mindst den siddende regering for at have skabt den dårlige stemning. Mistænkeliggørelsen af en hel befolkningsgruppe er ganske enkelt uforsvarlig, ligesom den i sin arrogante forestilling om en bedrevidende enhedskultur er usympatisk. Denne stemning af uvelkommenhed, som vi har fået skabt det seneste årti, kan langtfra være formålstjenstlig for den opvoksende generation med rødder i andre kulturer end den indforståede middeldanske. Man må således være nervøs for, at en hel generation vokser op i et land, hvor de ikke føler sig velkomne. Dermed risikerer vi at skabe en generation uden loyalitet eller varme følelser over for det land, der rent faktisk er deres eneste retmæssige hjemland. På langt sigt kan konsekvenserne virke uoverskuelige.

Om en sådan følelse af ikke at være velkommen er berettiget eller ej, er desværre ikke så relevant, som konstateringen af, at den er særdeles udbredt i store dele af denne nye generation af danskere. Desværre virker det ikke til, at mange danske politikere har opnået denne indsigt, og derfor er det nok på tide, at vi som indbyggere i dette land hanker op i os selv og selv overtager ansvaret for integrationen af medborgere med en anden etnisk baggrund end den dominerende.

Med Løgstrups handlingsorienterede human-etik kan vi hver især tage skridt i en sådan retning.

Kristoffer Granov er cand.scient.soc i filosofi og samfundsvidenskab