Kronik

Kampen for irakerne - politisk forandring eller konsensus?

En mulighed for at sætte regeringens flygtningepolitik til debat er gået tabt i sagen om irakerne i Brorsons Kirke. I stedet for et opgør med lovgivningen har et fokus på humanitære undtagelser og konsensus cementeret den generelle politik over for flygtninge
En mulighed for at sætte regeringens flygtningepolitik til debat er gået tabt i sagen om irakerne i Brorsons Kirke. I stedet for et opgør med lovgivningen har et fokus på humanitære undtagelser og konsensus cementeret den generelle politik over for flygtninge
14. august 2009

Brorsons Kirke på Nørrebro i København blev i går nat tømt for de afviste irakiske asylansøgere. Hele sommeren igennem har vi læst næstekærlige budskaber i forbindelse med irakerne: 'Red 21 børns liv' lyder det med opbakning til Red Barnet i en appel fra Karin Bancsi, næstformand i HK, og overrabbiner Bent Melchior (13. juli 2009). 'Danmark er mit land' udtaler en af de afviste irakere, der ifølge Information »ligner en, der kunne sidde på en cafe på Skt. Hans Torv på Nørrebro i København og drikke caffè latte« (13. juni 2009). Gennem de seneste snart tre måneder har budskaber som disse fyldt debatten om de afviste irakiske asylansøgere, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke. De er blevet brugt for at formilde regeringen og bede om nåde for de irakiske børnefamilier. Argumenterne for at give irakerne asyl har været flere, men de har især drejet sig om at give humanitært asyl til de irakiske familier, der har børn, som er vokset op i Danmark. De 21 børn, der er tale om, har nemlig ingen tilknytning til Irak og er at betragte som danskere.

Budskaberne har været klare og intentionerne næstekærlige. Men argumenterne har båret præg af et konsensussøgende fokus på undtagelser: Der argumenteres enten på baggrund af, at der blandt de afviste irakere er børn, kvinder og familier. Eller at flere af dem besidder en særlig 'danskhed', fordi de har været i landet i lang tid. Målet bliver dermed, at regeringen skal gøre en undtagelse fra den almindelige flygtningepolitik i sagen om de afviste irakere. Men bagved kravene om at gøre en undtagelse og give humanitært ophold ligger der en stiltiende accept af tingenes tilstand. En accept af, at flygtninge, der er anderledes, hverken er, eller skal være, en del af det danske samfund. Og det er først, når det går ud over uskyldige børn eller personer, der er så velintegrerede, at de som assimilerede danskere ikke længere hører under kategorien 'de andre', at der fremkommer krav om, at der bør findes plads til dem. Debatten åbner dermed ikke op for et opgør med regeringens generelle politik over for flygtninge og indvandrere. Snarere tværtimod. Ved kun at symptombehandle konsekvenserne af lovgivningen, bliver lovgivningen ikke problematiseret. Og det selv om irakerne med besættelsen af Brorsons Kirke faktisk havde beredt vejen for en politisk kamp ved at være et synligt eksempel på lovgivningens uretfærdige konsekvenser.

Den vestlige smag

I Frankrig har filosoffen Alain Badiou i flere år været en af de fremtrædende stemmer i debatten om illegale immigranter, der fik nyt liv, efter en gruppe papirløse immigrantarbejdere besatte St. Bernard-kirken i Paris i 1996. Bl.a. med udgangspunkt i denne politiske aktion har Badiou kæmpet de papirløses sag ved at stille sig kritisk over for den vestlige etik. I essayet 'Etikken' langer Badiou ud efter det hyklerisk falske i den vestlige idé om respekt for den anden: »i virkeligheden er denne navnkundige 'anden' kun acceptabel, hvis han er en 'god' anden, og hvad andet betyder det, end 'den samme som os'? Vi skal selvfølgelig respektere forskellene! Men kun under forudsætning af, at den afvigende er parlamentarisk demokrat, tilhænger af markedsøkonomien og meningsfriheden, feminist, økolog...« Kort sagt: »Bliv som mig, og jeg vil respektere din forskel!«

Det er lige netop på baggrund af den etik og den dikotomiske opdeling mellem 'os' og 'dem', at det kommer til at virke mindre passende at sende en person, der med sin ydre fremtoning passer ind i den københavnske caffè latte-kulisse, til et krigs- og voldshærget land end en person iført en afvigende beklædning.

Frem for at slå på kulturessentialistiske argumenter i forsøget på at beskytte en bestemt gruppe mennesker, kunne ideologiske standpunkter og et menneskesyn, der ikke bygger på nationalitet, køn og etnicitet, klæde debatten.

Og det kræver snarere et opgør med præmissen for flygtningepolitikken end en symptombehandling af lovgivningens konsekvenser.

Undtagelsen bekræfter

Baggrunden for den måde, som debatten føres på af irakernes støtter, kan dog ses som et både velment og rationelt forsøg på at opnå bred opbakning. Og det bør hertil også tilføjes, at den har haft en vis effekt, når det kommer til at få en bred politisk støtte (det er eksempelvis lykkedes at få opbakning fra mange konservative). Til det formål er argumenter om barmhjertighed og anstændighed særdeles velegnede, fordi de appellerer til den kristne næstekærlighed og ikke for alvor støder nogen. På samme måde kan der argumenteres for, at det på den korte bane er strategisk smart at fokusere på at give humanitært ophold til de 21 børn. For ved at fokusere på de mest uskyldige ofre i gruppen - dem vi alle kan være enige om at det er synd for - vil man kunne fremkalde de største følelser og derved den største mulighed for forandring.

Problemet er blot, på længere sigt, at debatten med dette fokus bliver humanitær frem for politisk. I stedet for at være en del af flygtninge/indvandrer-diskussionen bliver debatten en forhandling om at benytte smuthullet 'humanitært ophold' til at omgå den eksisterende lovgivning. Det, der så går tabt, er, at det netop er på grund af lovgivningen, at irakerne skal smides ud af landet - og ikke på trods.

En tabt kamp

Diskussionen af, om regeringen lever op til FN's konventioner, bærer præg af samme form for undvigelse af en konfrontation med flygtningepolitikken. I stedet for at diskutere ideologi, diskuteres overholdelsen af regler. Problemet er, at den teknokratiske diskussion af, om staten overholder internationale regler, undergraver muligheden for en reel politisk diskussion. Når diskussionen bliver teknokratisk, slipper vi nemlig for at tage stilling til, om irakerne skal have lov til at blive i Danmark, fordi det er et lov-spørgsmål. Og når diskussionen kommer til at handle om universelle kriterier som menneskerettighederne, slipper vi for at tage stilling til den specifikke situation. Sagen begrænses derved til en bureaukratisk vurdering af, om regler overholdes eller ej.

Information opfordrede den 15. juli 2009 til, at de afviste irakiske familier med børn til en begyndelse fik tildelt humanitært ophold. Det havde været en rigtig god begyndelse, men det interessante spørgsmål er, hvad fortsættelsen ville være. For den måde, som debatten foregår på nu, lægger ikke op til nogen nævneværdig fortsættelse. Kun at vi endnu engang støtter op om den førte politik og dulmer vores dårlige samvittighed med en humanitær undtagelse. Det handler ikke kun om de 21 børns skæbne, men også om de mennesker vi næste gang vil sende ud af landet mod deres vilje. Når den kamp skal tages, er det væsentligt, at den politiske dagsorden er grundet, og det må ikke være med de kulturessentialistiske fremmedforskrækkede ideer, der styrer debatten i øjeblikket.

I stedet bør efterlyses en politisk og ideologisk debat. En debat, der hverken handler om teknokrati, om uskyldige børn eller om undtagelser, men om etisk stillingtagen til, hvordan det danske samfund skal behandle 'de andre'. En debat, hvor der vil blive sat spørgsmålstegn ved de sandheder, som de vestlige demokratier bygger på. Og som løfter sløret for, at en anden verden er mulig.

Kampen, som den føres nu, er ideologisk tabt. Enten forbarmer regeringen sig og giver de irakiske børnefamilier ophold, eller også gør de ikke. Ligegyldigt hvad svaret bliver, er debatten om vores syn på indvandrere og flygtninge ikke nået videre, end før irakerne besatte kirken. Og en god mulighed for at sætte regeringens urimelige politik over for flygtninge til debat er blevet spildt.

Anders Berntsen er kandidatstuderende ved Kommunikation og Socialvidenskab på RUC. Ida Meisling er Kandidatstuderende ved Kultur- og Sprogmødestudier og Internationale Udviklingsstudier på RUC

Serie

Seneste artikler

  • Enl. og R: Et umenneskeligt system

    10. april 2010
    Myndighedernes behandling af 72-årige Hassan Gardi viser, at loven bliver brugt til at forhindre asylansøgere i at få hjælp, mener Enhedslisten og De Radikale
  • Så fik dement iraker lov at blive

    10. april 2010
    Integrationsministeriet afviste at få foretaget en hjernescanning af den svært demente 72-årige irakiske asylansøger Hassan Gardi, og Rigspolitiet fængslede ham. Efter læger udenom ministeriet foretog scanningen, har han nu - efter års ventetid - fået humanitær opholdstilladelse
  • De er flygtninge i deres eget land

    25. januar 2010
    Vinterkulden har lagt sig over Qalawa-flygtningelejren i Kurdistan. Her lever en lille del af de mange internt fordrevne irakere fra Kirkuk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forråelsens klamme spøgelse.

I stor indigneret skriveiver (2001) forsøgte jeg at få ord på det gale og forkerte i at Danmark støttede Bush i hans tæppebombning af Irak, for nu ville man af med tyrannen Hussein efter de to tårne var blevet lagt i støv. (World Trade Center).
Demonstrationer, læserbreve, aktivisme og alt muligt. Intet rykkede Fogh og Bush, de forblev herskere over både magt og mammon. Måske er krigen gået hen blevet lidt for dyr for den vestlige verden.
Finanskrisen er en anden debat.
Hvis det virkelig var befolkningen i Irak den danske regering ville dengang ville befri og beskytte, hvordan behandler de så de flygtninge der nu er selve ikonet på fejlslagen og forkert politik?
I hvert fald skal jeg som dansker have en fuldstændig renfærdig forklaring på hvorfor irakerne fra kirken skal sendes hjem. Den skal de ansvarlige politikere give. Derefter skal de ansvarlige politikere følge op på hver enkelt hjemsendt iraker og beskrive løbende og sandt hvordan det nu går, således kan jeg muligvis igen føle tryghed ved anvendelsen af den lov der er lavet og udøves i Danmark.
På facebook, der prises som sandhedens seruminstitut for ærbare og virkelighedens sande ansigt, læste jeg på Irakerne i kirkens side de manglede cigaretter, men ikke af mærket rød Cecil.
Derefter har jeg holdt mig tavs i debatten om Brorsons Kirkes Irakere.
Ord slår bare ikke til.
Nu prøver jeg at ryge spøgelset ud med en stråhat.
Måske er det derfor rød Cecil bare ikke duer.
Vifte, vifte...

Ja, selvfølgelig er det også meningen at der skal fokus på Udlændingeloven, Flygtningenævnet og hele det politiske spil bag ved lovgivningen og internationale aftaler der ikke overholdes. Godt skrevet i øvrigt.

Jeg har det også som Eva Kjeldsen; "I hvert fald skal jeg som dansker have en fuldstændig renfærdig forklaring på hvorfor irakerne fra kirken skal sendes hjem. Den skal de ansvarlige politikere give. Derefter skal de ansvarlige politikere følge op på hver enkelt hjemsendt iraker og beskrive løbende og sandt hvordan det nu går, således kan jeg muligvis igen føle tryghed ved anvendelsen af den lov der er lavet og udøves i Danmark."

Men hvorvidt man samler det rigtige mærke ind i modermælkserstatning eller cigaretter, beder om økonomiske bidrag eller anden støtte, gør for mig ingen forskel og jeg vedbliver med at støtte irakerne, både dem i lejrene, dem der kortvarigt har nået at komme ud egen bolig og nu skal sendes hjem og de der nu opholder sig rundt omkring i private hjem med venner her.