'Jeg kan godt lide at provokere'

»Jeg debatterer, fordi jeg ikke kan lade være,« forklarer 61-årige Claus Erik Winther Oreskov og slår ud med armene, så man kan se hans slidte, men stadig farverige tatoveringer. Den ene forestiller en dolk med en slange omkring.

»Jeg fik engang at vide, at den betyder vendetta, men det vidste jeg nu ikke, da jeg fik den lavet som teenager.«

Vendetta-tatoveringer bruges i mafia-sammenhænge og gives efter man har myrdet for 'familien,' forklarer Claus og forsikrer om, at han nu aldrig har myrdet nogen.

Tatoveringerne stammer fra hans tid på havet, som han påbegyndte som 15-årig.

I dag arbejder han med projektet Infonor, der støtter russiske urfolk. Derfor er et af hans favoritemner på netdebatten også Rusland, som han hverken kan eller vil lade være med at engagere sig i.

»Hvis ikke vi hjælper dem, er der ingen der hjælper dem. Derfor bliver vi ved.«

Ligesom tatoveringerne, signalerer indretningen af Claus' gamle hus i midten af Helsingør livserfaring. I det gamle værksted, der nu er indrettet som stue og bibliotek, står flere rækker af bøger. Stole, borde, lamper er alle forskellige, men den gennemførte ulighed får alligevel det hele til at passe godt sammen.

Et lille værelse på første sal i det gamle, skæve, men velholdte hus med lavt til loftet, er dedikeret til Sovjetunionen. Statuer af sovjetiske soldater står på en bogreol med bøger af Marx, og på væggene hænger malerier af Lenin og Stalin.

»Danskerne har stadig til gode at høre den rigtige historie om Sovjetunionen,« siger Claus der mener, at fremstillingen af Sovjetunionen i Danmark har været meget unuanceret.

»Hvorfor skulle russerne ellers have kåret Stalin til den anden mest populære person i landet,« spørger Claus, der i øvrigt stemmer socialdemokratisk.

Holdninger vigtigt

»Jeg kan godt lide at provokere. Først når folk bliver rigtig sure, siger de det, som de egentlig mener,« forklarer Claus, der i forbindelse med en artikel om Anne Frank udøvede denne debat-teknik.

»Jeg har en hel sæk frihed hjemme i udhuset. Den må du gerne få af mig, hvis jeg til gengæld må få en sæk guld af dig!,« sagde han. Reaktionerne fra de andre debattører udeblev ikke.

»Den forbenede og fanatiske kommunist Claus Oreskovs udtalelser må ikke stå uimodsagt,« sagde en, mens en anden mente, at han bare var »en af de dér naive gamle DKP'ere.«

»Det kan godt være lidt plagsomt, at få de her personlige beskeder, men har man ikke holdninger, er man ikke med i livet,« siger den langhårde, skjorteklædte mand og understreger, at det saglige ryger, når debatten bliver personlig.

»Jeg plejer at drille, i stedet for at svine igen. F.eks. ved at citere Stalin for et eller andet,« siger Claus og fortæller, at han diskuterer på samme måde ude i virkeligheden, som han gør på netdebatten. »Jeg var til forhandlinger om støttepenge til Infornor i Udenrigsministeriet, og der var jeg lige så provokerende.«

Debat hele livet

Claus ser det som et mål, at komme så tæt på sandheden som muligt, og ikke bare »påvirke folk til bevidstløshed,« som han formulerer det.

»Hvis jeg har en holdning eller en viden, som ikke er præsenteret i artiklen eller i debatten, skriver jeg det altid,« siger Claus Oreskov.

»Jeg ved godt, at det er umuligt at få hele sandheden. Men ved at give folk så mange oplysninger som muligt, kan de jo danne deres egen mening. På den måde synes jeg, at jeg er med til at rykke nogle ting, ved at deltage i debatten.«

Fra en af det lille biblioteks hylder, trækker Claus en sort-rød kinabog med gulnede avisudklip. Bogen er spækket med udklip dateret helt tilbage til 70'erne. Langt de fleste er debatindlæg i landets aviser.

»Jeg skriver slet ikke så mange debatindlæg i dag, som jeg gjorde dengang. Nu er det på nettet, det foregår,« siger Claus.

»Man får jo svarene med det samme. Det er både hurtigere og nemmere.«

Alligevel er han gammeldags nok, til at sværge til papiravisen.

»Jeg kan godt lide at have papir mellem hænderne,« understreger han.

Til den føromtalte artikel om Anne Frank skrev Claus over 10 dage 27 indlæg. Debatindlæg der i sig selv fyldte over 35.000 anslag. Fem gange så meget som selve artiklen.