Kommentar

Kan man skelne kunstneren fra mennesket?

Med vores dyrkelse af sprogmagien ender vi med ikke blot at ophøje sproget men også forfatteren til noget større end os almindelige dødelige. Når dette men-neske så i andre sammen-hænge viser sig at være mindre guddommelig, som når Norges Knut Hamsun pludselig forpupper sig som nazist, forbavses folk
10. august 2009

De bedste litterære forfattere kan noget med sproget: de kan beskrive verden og fænomener, kendte som ukendte, give fiktive personer kød og blod og gøre selv fantasiuniverser levende. Vi elsker den skønne litteratur, og vi dyrker den gode forfatters fantastiske udforskning og benyttelse af vores sprogs muligheder til skabelse af kendte og nye universer.

Med vores dyrkelse af sprogmagien ender vi imidlertid med ikke blot at ophøje sproget men også magikeren, forfatteren, til noget større end os almindelige dødelige. Årsagen hertil synes selvindlysende, men dog alligevel overset. Vi forstår i almindelighed sproget som et medium, der giver udtryk for de inderste tanker, også de ubevidste, og viser således, hvem forfatteren i virkeligheden er - sådan helt inderst inde.

Fantastisk litteratur kan kun skrives af et fantastisk menneske, der besidder fantastiske idealer! Når dette menneske så i andre sammenhænge viser sig at være mindre guddommelig, som når Norges Knut Hamsun pludselig forpupper sig som nazist eller som en ubehagelig ægtemand og far, forbavses folk og forsøger gennem lange diskussioner at få enderne til at hænge sammen.

Sprogsyn fastholder os

I DR2's debatprogram Deadline blev der lørdag i sidste fremført forskellige forklaringer på, hvordan Norge kunne forsvare at fejre 150 års dagen for Knut Hamsuns fødsel og forfatteren som Norges kulturpersonlighed over alle andre. Interessant nok berørte ingen af dem, hvordan det almindelige ovenfor nævnte sprogsyn måske fastholder os i vores undren.

For tænk sig, hvis sproget ikke er et medium, via hvilket forfatteren giver udtryk for skjulte, indre og fantastiske ubevidste tanker, der ligger dybt gemt i forfatterens inderste indre og som ligesom sniger sig op til overfladen, fordi de vil ud. Tænk sig, hvis tanker, betydninger, koncepter, opfattelser opstår som et noget nyt igen og igen i det øjeblik, ordet og ordene produceres. I så fald er god litteratur en kunst ud i at bruge sproget til at beskrive genkendelige fænomener. Det er også en kunst ud i at bruge sproget på nye måder, så nye fænomener opstår og som vi - forfatter og læser - lærer at kende via læsningen. Universet er således ikke et univers, som forfatteren nødvendigvis befandt sig i før, han eller hun påbegyndte skrivningen, og det er ikke et univers, han eller hun nødvendigvis befinder sig i bagefter. Det er altså ikke et univers, der er eksisterende, og som formidles via litteraturen. Det opstår i den.

Med det sprogsyn mindskes forundringen over at nogle af de forfattere, som vi hylder som nogle af verdens største som f.eks. Knut Hamsun, er i besiddelse af et ubegribeligt menneskesyn, der på ingen måde matcher forfatterens litterære univers. Med det sprogsyn er der nemlig ikke nødvendigvis nogen sammenhæng, og der behøver ikke at være det. Det sprogsyn tager ikke udgangspunkt i personen, der viser sig at være mange forskellige personer i forskellige kontekster. Det tager udgangspunkt i kompetencer til at konstruere handlinger, aktiviteter og universer i forskellige sammenhænge via sproget.

Problemet med adskillelse

Det er muligt, at det netop er denne indstilling til litteraturen, der fik den norske dronning Sonja til at sige, at man bør skelne kunstneren fra mennesket. Herved skulle Norge ikke have noget problem med at fejre Knut Hamsun som forfatter af nogle af verdenslitteraturens største værker.

Denne udtalelse har imidlertid vist sig absolut ikke at være uproblematisk - og er det heller ikke. Når en national enhed forholder sig til en forfatter er det politik, eller som historieforfatteren Torben Jørgensen formulerede det i Deadline, »det er en politisk manifestation«.

Med en fejring af Knut Hamsuns fødsel forholder og fejrer den ideal-politiske enhed, Den Norske Nation, hvad Knut Hamsun har gjort og betydet for den. I det politiske univers var Knut Hamsun ingen støtte og ven og gjorde ikke meget for Norge, hvilket han da også blev straffet for.

Ligesom hans store forfatterskab ikke forhindrede politiske instanser i at straffe ham for hans politiske holdninger og handlinger, har hans politiske holdninger ikke forhindret litterært og sprogligt interesserede i at hylde ham som en stor forfatter. Alt i alt altså en lykkelig adskillelse af forskellige aktiviteter, konstrueret af den samme mand via sproget.

Problemet med at opretholde en sådan adskillelse opstår, når den politiske verden blander sig i litteraturen. Når nationen vil have en national skøn litteratur. Måtte den holde sig langt væk fra den.

Gitte R. Hougaard er forsker i sprog og kommunikation og lektor (Ph.d) ved Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet, hvor hun leder forskningscentret Social Practices and Cognition

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man blev mundlam af at gå mellem de mange grave af norske modstandsfolk. En af de overlevende var dog med til for nogle år siden at indvi en statue af Hamsun. I dag er det mundsvejr, når nogen tror at gå af de gjenrodde stier og skelne mellem kunsteren og mennesket. Selv om Hitler ikke brød sig om Hamsun og Goebbels fik vrøvl for at slæbe tåben til Tyskland, så var det denne kunstner, der havde valgt side og derfor deltog i slagtningen af mennesker med en anden holdning. Stod det til Hamsun og Maria var vi alle til hobe kulet ned dengang, men i dag er tiden en anden, også for filologer, der hæger om ytringsfriheden, som dengang kunne koste livet.

-ehm-

Må jeg ikke erindre om Johs. Jensen, den danske digter og forfatter, som også bliver fejret her i Danmark. Manden, altså Johs. V. Jensen var nok den største racist, dansk litteratur overhovedet har fostret. Hans værker om Himmerlands-historier hviler på bondens tilknytning til jorden, og på at folk har hjemme på den jord og det sted, hvor de er født og hvor de bor. Dette svarer ganske godt til nazisternes opfattelse af Blut und Boden.

Kaj Munk er en anden dansk digter, der i 1930erne hyldede Hitler, ja Hitler. Også selvom nogle i de senere har forsøgt at rehabilitere ham, så er det en kendsgerning at Kaj Munk hadede demokrati; han, Kaj Munk, mente, at det var demagogi og blændværk. Kun i Kristendommen kunne man finde den rette sandhed; en sandhed givet af Gud til alle tider. Kaj Munk gik ganske rigtigt i rette med Hitler og med jøde-forfølgelserne, men nogen demokrat blev manden altså aldrig.

@Karsten Aaen

Joh. V. Jensen ville ALDRIG være blevet nazist - han kunne i virkligheden ikke døje dem - fordi nazisterne anså tyskerene for en ligeså højt udviklede race som danskerne - ja endog som Himmerlændingene.

Ja, det ved jeg godt, men pointen er at INGEN i Danmark snakker højt om Johs. V. Jensens racisme, som altså stikker dybt og også ligger i hans natur og i forfatterskabet. Manden gik altså også ind for eugenik (race-hygiejne) for at forbedre menneskeracen. Nu var han også søn af en dyrlæge.

Til Kim Gram, jeg mener også, man er nødt til at bære over med Jensens excesser med lidt humoristisk sans; man græmmer sig naturligvis over en stor forfatters drop, når de indimellem bliver for grelle - og der er pasager i feks 'den lange rejse' der skriger til himlen, men...tja, dem læser man over... fordi resten er så godt. Men ingen tvivl om Johs racisme: epicentret for menneskeheden ligger ca midt i Himmerland lidt uden for Farsø; resten af den beboede klode er blot en sørgelig afskygning.