Kronik

Knyt hånden, og sig nej til dårlig mad

Danskerne har valgt maden fra for at bruge deres tid og penge på ligegyldig materialisme. Det er på tide, at vi tager skeen i den anden hånd og lærer danskerne at sætte pris på gode råvarer og lærer dem at lave ordentlig mad. Men at ændre danskernes madvaner er som at sælge dykkerudstyr til nomader i Sahara
Danskerne skal lære at gå udenom de billige madvarer, og så skal de lære noget om gode råvarer og madlavning, mener kokken Bo Jacobsen.

Danskerne skal lære at gå udenom de billige madvarer, og så skal de lære noget om gode råvarer og madlavning, mener kokken Bo Jacobsen.

Ty Stange

Debat
1. september 2009

Så er vi på den igen: Sundere mad, bæredygtig mad, miljørigtig mad, madpakker eller ej, skolebespisning, forældreansvar, offentlig ansvar og bla-bla-bla.

Alle snakker i den bedste mening, men ingen spørger, hvorfor vi spiser så dårlig mad. Ved man ikke, hvad problemet er, er den løsning, man kommer med, ikke den rigtige og i værste fald virkningsløs.

Altså: i 1960'erne antog danskerne et nyt sæt værdinormer til definition af, hvad et godt liv er. Uhørt materialisme blev pejlemærket for det gode liv. Biler, store lejligheder, huse (begge dele gerne langt fra, hvor man arbejder), rejser, tøj, tv og alt det andet tingel-tangel, som intet har at gøre med et egentligt liv. Et sæt værdinormer, som kostede flere penge, end den almindelige dansker havde, hvilket betød, at der skulle to indkomster til at drive et hushold - mod før en.

Kvinden kom for alvor på arbejdsmarkedet og gik ikke længere hjemme, så næste generation kunne se, hvordan man lavede mad. Ikke alene forsvandt evnen til at lave mad, det samme gjorde viden om råvarerne, evnen til at bestemme deres kvalitet, hvornår de var i sæson, og hvad de skulle koste. Kvaliteten på den mad, der blevet lavet, svandt i takt med det overleverede håndværks forsvinden, og den pose penge, der blev brugt til indkøb, blev næsten usynlig i danskernes budget for at give plads til forbruget af indholdsløse ting, naboen kunne se. 'Jeg har, jeg er', men kun på ydersiden. 1.000 års erfaringer, teknisk viden, fornemmelse og håndværk gik tabt på 40 år. Længere tid tog det ikke for danskerne at smide deres madkultur på møddingen og det i den hellige (uhørte) materialismes navn.

Dårlige undskyldninger

Så den virkelighed, vi står over for, når vi skal få danskerne til at spise sundere, mere miljørigtigt og kvalitativt bedre mad, er, at vi skal motivere en befolkning, der ikke kan lave mad, ikke vil bruge penge på råvarer, ikke ved, hvordan maden skal smage (fordi de har vænnet sig til smagen af det argeste lort, og nu bedre kan lide den frem for rigtig mad) og sidder i et materielt forbrug, der ikke levner en krone til mad.

Samtidig er der fra danskernes side allehånde undskyldninger for ikke at lave god mad. 'Vi har ikke tid'. Må jeg være fri. Med skide 37 timers arbejde pr. uge holder den ingen steder. 'Det er for dyrt'. Vi bruger mindst af vores disponible indkomst på mad af alle lande i Europa, så det er da det rene pladder. (Det, danskerne vil bruge på mad, er så lidt, at man ikke kan producere fødevarer i Danmark, der er billige nok. Så fortsætter udviklingen ned af bakke som hidtil, tror jeg, danskerne lever udelukkende af importerede fødevarer inden for 10-15 år).

'God mad tager længere tid at lave'. Ja, når man ikke kan. Kom dog ind i kampen!

'Vi kan ikke finde de gode varer'. Det er sgu rigtigt, men da der kun er én vare på hylden: Den, der kan sælges, så er det sgu nok fordi, den gode vare ikke efterspørges, at den ikke findes.

Kort sagt, danskerne har valgt maden fra for at bruge deres tid og penge på noget andet. Det er et bevidst valg, og alle valg har konsekvenser, positive eller negative. Så hvis danskerne er utilfredse med tingenes tilstand på madfronten, så kan de kigge i spejlet. Spis en kiks, tør øjnene, og tag en tår mælk!

Nye værdinormer

At ændre danskernes madvaner med den baggrund, de har, er som at sælge dykkerudstyr til nomader i Sahara. Det kan ikke lade sig gøre. Der er prøvet de sidste 40 år med allehånde tiltag, råd, skræmmekampagner, formaninger og planer. Intet har hjulpet.

Vi er pinedød nødt til at give danskerne evnen til at lave mad tilbage, give dem viden om råvarer tilbage, give dem råd til at købe kvalitetsvarer og som samfund ændre sættet af værdinormer, så ægte menneskelige værdier står før materialismen. Først når de forudsætninger er på plads, vil tingene ændre sig.

Skal vi ændre ved noget, må vi først gøre det klart, at det koster væsentligt mere at spise ordentlig mad. Vi skal simpelthen tredoble vores madbudget, hvis vi vil i nærheden af det niveau, man har i Sydeuropa. Er vi ikke villige til det, bliver det en halv løsning. (Desværre ikke noget danskerne er særligt kede af). Den med, at vi kan få billige og gode råvarer samtidig, hvis blot vi får mere konkurrence, er bare det mest stupide, man kan sige. Kun med en meget større pose penge får vi dansk producerede kvalitetsvarer, og det er det, der skal danne grunden under en ny madkultur. Vi skal desuden spise de ting, der er friske i den sæson, vi befinder os i, så undgår vi alt det dér drivhus-pis. Hvor kommer det sludder fra, at vi skal kunne få de samme varer året rundt? Det er totalt ødelæggende for al kreativitet i køkkenet og røvkedeligt. Varen er altid bedst, når den gror på friland!

Politisk vilje

Vi må bruge vores kræfter på at lære børnene at lave mad (dem over 15 er sgu alligevel tabt til dansen om guldkalven). Skolekøkken skal være obligatorisk fra første til 10. klasse, to gange fire timer om ugen. Det skal være et tværfagligt fag, hvor alle aspekter inddrages: Danskundervisning-læse om f.eks. kartoflen, kemi-hvad sker der, når der kommer smør i mosen?, historie-inkaerne og kartoflen, hungersnød i Irland, parmentier, biologi-bakterier, hygiejne, osv. Et fag, hvor man lærte teknikkerne om råvarerne, dyrkning, hygiejne, opbevaring, konservering (og det betyder ikke, at man kommer ting på dåse). Sæsoner og alt det andet. Vi ville med den rette pose penge stå med den første generation af top-gastronomer i løbet af 10 år. Unge, som ikke ville røre lortemad med en glødende ildtang. Og vi kan, hvis vi vil!

Det kræver selvfølgelig politisk vilje - ikke bare valgflæsk som skolemad uden penge nok - men vilje til at indrømme, at det samfund, som kom ud af 60'erne ikke var lykken, at materialisme er ved at tage livet af menneskelige relationer, madkultur (kultur i det hele taget) og medmenneskelighed, og at det faktisk er sundere, mere opbyggeligt og langt billigere for samfundet at bruge tiden omkring spisebordet med god mad, end at spilde tiden i bilen med en burger.

Hvis den politiske vilje så rakte videre end skolekøkkenet og ud til alle dem, som kunne forventes at indtage et eller flere hovedmåltider i offentligt regi, med topmad af lokale varer, efter sæsonens udbud, så ville der være hul igennem til et dramatisk løft i folkesundhed og kæmpebesparelser på sygehus budgetterne. Det kræver det store holistiske overblik, og det ville jo nok være temmelig blåøjet at forvente af den danske politikker: 'Af folket, for sig selv, på taburetten, så længe som muligt og så op i røven med principperne'.

I Discountdanmark ville det jo unægtelig også hjælpe på danskernes lyst til at købe ordentlige råvarer, hvis de var anderledes prissat i forhold til det skrammel, der købes nu. Man kunne f.eks. momsfritage ferskvarer og lade resten koste, hvad det plejer. Det er mildest talt mærkeligt, at danske politikere synes, at cigaretter og gode fødevarer skal sidestilles, når det gælder afgifter. Lad dog dem, der bruger lortet, betale for det (biler, veje, cigaretter, benzin, trafikradio - jeg hader trafikradio - broer og alt det andet) og giv mulighed for, at dem, som vil købe ordentlige fødevarer og undgå forurening, slipper billigere. Desuden har danskerne et personligt ansvar, som de burde tage gravalvorligt i stedet for at klynke over, at alting ikke bliver gjort for dem. Firmaer, offentlige institutioner, og hvad ved jeg, forventes at sørge for, at danskerne får noget ordentligt at spise (hvilket er ok), uden at de behøver at følge op på noget som helst på hjemmefronten. Hvis man ikke selv kommer ind i kampen, ændrer kosten, forlanger bedre fødevarer og øver sig i at lave god mad, vel at bemærke hver dag, så sker der ikke en skid.

Den politiske forbruger er ikke en, der køber den bedste tilgængelige vare. Det er en, der ikke køber noget, hvis det allerbedste ikke er på hylderne. Penge er ikke et pressionsmiddel, før det bliver taget fra en forhandler. Når omsætningen har været nul i tilstrækkelig lang tid, fordi den bedste vare ikke var tilgængelig, så skal den nok komme på hylden. Knyt hånden, og sig nej til lort!

Altså: Lær dansken at lave mad, bring viden om råvarer og kvalitet tilbage, nye værdinormer i stedet for uhørt materialisme og stenhårdt pres på politikere, som åbenbart er ligeglade.

Når de ting er på plads, så ændres tingene - ellers er det bare videre ned af skråplanet mod bunden, og den kommer nærmere hver dag.

Bo Jacobsen er kok og ejer af Restaurationen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

En veloplagt og fortjent opsang (skideballe) fra Bo Jacobsen. Tak for det.

Tænk hvis man kunne lære danskerne ikke at ”nøjes” m.h.t. mad. Der er ikke noget så tilfredsstillende, som når man har spist kan sige, at det smagte fandeme godt – hver dag.

Rachel Henderson

Jeg synes nu den gode Jacobsen mangler at sige hvad han mener "det bedste" er.

Mange vil f.eks. synes at det er bøffer af kødkvæg.

Det håber jeg ikke det skal munde ud i. Simpel mad kan også være god mad, og vi skal lære at bruge alle dele af de dyr der er til rådighed, også fra gamle udtjente malkekøer og læggehøner.

I en moderne husholdning, hvor der ikke er tid til simremad, kan man anskaffe sig en trykkoger, det sparer tid og el, og resultatet kan blive de skønneste sammenkogte retter, fyldige supper og frikaséer. Dejligt under efterårets rusk og regn.

Alt for ofte er mad "et problem", eller endda noget farligt - vi bliver fede, vi bliver forgiftede, etc. Og hvem vil bruge tid, kræfter og penge på noget der grundlæggende er et onde? Det er jo nok så meget der syd-europæerne vinder - der er maden en oplevelse, en kilde til glæde. Med deraf følgende lyst og vilje til at bruge penge og til at gå efter det bedste.

Hvis det bedste man kan opnå er ikke at blive fed, så lader man sig nøjes (med noget fedt-fattigt). Vi må se at få fundet glæden og nydelsen frem igen - og det er som Bo Jacobsen siger noget vi hver især skal tage ansvar for.

Rikke Strangholt

Ja! Mange tak for ordene og argumenterne.

Spread the word - sæt fokus på det vi indtager hver dag, og det vi ser andre indtage. Lad det blive lige så legitimt at sige nej skodmad som nej til vold, selvom det kan skabe pinligheder og splid blandt venner, kolleger og familie.
Åh, de konflikter der hører med til ansvaret...

(- og JA til supper, frikasséer og andet sammenkog i efteråret - glæder mig allerede)

Så længe det for gennemsnitsdanskeren prisen er det afgørende og ikke kvaliteten, så længe vil industri-produkter føre an.

Tom W. Petersen

Tænk, hvis Jacobsen følte det samme for sit modersmål, som for mad!

Inger Sundsvald

Jeg har ikke noget at udsætte på Bo Jacobsens sprog. Det er jo blevet moderne at kalde en spade for en spade, og gode gamle danske ord, der i høj grad er en del af modersmålet, støder ikke nær så meget som når myndigheder eller politikere f.eks. omskriver til ”pæne” ord som ”perler”.

Ofte bruger jeg selv endnu stærkere ord, når jeg præsenteres for det udvalg af produkter, man som forbruger er henvist til, når man ikke har bil. Og jeg korser mig ligefrem, når jeg erfarer hvad de gamle bliver budt af udkogte grøntsager og f.eks. små stenhårde og overstegte koteletter – alt sammen helt uden SMAG.

Bo Jacobsen er den fremmeste fortaler for smag, for ganske almindelige produkter og for at madlavning er et håndværk, og ikke en kunst. Der er i høj grad brug for at tale med store bogstaver, hvis nationen ikke skal forsumpe i burgere, mayonnaise og pommes frites og blive lige så overvægtige som i USA.

Jeg knytter hånden!

Tom W. Petersen

Jeg mener bare, at hvis man dryssede krydderier ud over sin mad, som Jacobsen drysser "sgu" og "lort" etc. ud over sin tekst, så ville maden smage ilde.
Kraftudtryk er et udmærket krydderi, men det virker kun, når det sættes ind med skønsomhed.

... god, tilgængelig, spiselig og fuldstændig ealiserbar løsning på et meget alvorligt samfundsproblem ... lad os fodre de kommende kommunalpolitikere med Bo´s tanker + få fut i de lokale skolekøkkener ... madlavning har vist sig som en indbringende forretning for et progressivt segment + er med dem forvandlet til en eksklusiv, ufremkommelig og fremmedgjort u-daglig aktivitet ... godt hjulpet på vej af Camilla og Co og andre mad-guruers sjatten og sjussen ... Frk. Jensens Kogebog er faktisk rigtig god ...

Fin artikel. Jeg laver tit mad selv fordi det er langt billigere, men jeg er sgu ikke klar over om det er særlig sæsonbetonet, og råvarerne er temmelig tit købt i fakta (eller hentet gratis i deres container). Men jeg er ikke sikker på at mit SU financierede budget kan klare alt for pebrede priser, så hvor går man hen og køber billigt men godt? Og kunne jeg måske supplerer med en køkkenhave et sted, er det noget der sparker af sig på et årligt plan, eller gør det mig kun fattigere på både kontater og læsetid?

Lennart Kampmann

Hånden er allerede knyttet og tak for artiklen.

Det starter med de helt små: Kindermælkesnitte og slikpose til fødselsdag etc.

Væk med sukkeret, væk med sodavanden, væk med discountmaden.

Jeg plejer at bage mit eget rugbrød med surdej. Det kommer industrien ikke i nærheden af at matche.

Med venlig hilsen
Lennart

Inger Sundsvald

Lennart Kampmann

Jeg kunne godt tænke mig at starte en kogebog på min hjemmeside:
http://www.skysite.dk/delapantera/
med de bedste opskrifter fra nær og fjern. Mangler selv en sikker opskrift på rugbrød ;-)

Det er faktisk muligt at leve sundt, billigt, økologisk og meget andet godt, uden at investere alverden i hverken tid eller penge. Det kunne Mads Borchersen lære noget af, hvis opskrifter og gode råd ikke var alt for indforståede og det som Anne Vibeke betegner som:

”fremmedgjort u-daglig aktivitet … godt hjulpet på vej af Camilla og Co. og andre mad-guruers sjatten og sjussen”.

Opskrifter modtages med tak, gennemprøves og udgives - måske:
sundsvald@privat.dk

P.S. til Mads Borchersen: Selv et mindre ”landbrug” på 20 m2, giver både uvurderlige råvarer, motion og ”luft” til hjernen, til gavn for både kontanter og effektiv læsetid ;-).

Lennart Kampmann

@ Inger Sundsvald

Rugbrødets opskrift er fra Camilla Plums udmærkede programmer, jeg anvender opskriften Old School Rugbrød. her er linket:

http://www.dr.dk/DR2/CamillaPlum/boller+af+staal/opskrifter/200801240928...

Så var licenspengene heller ikke helt spildte ;)

med venlig hilsen
Lennart

PS: denne kommentar er uden at ville det stadig relevant i forhold trådens emne. Jeg slipper måske for debatværtens vrede?

Inger Sundsvald

Lennart Kampmann

Man kan aldrig vide ;-)

Det jeg, og Bo Jacobsen, opponerer imod er, at håndværket: ”At lave mad”, er gået tabt.

Enten bliver det, i underholdningens navn (synes jeg) gjort til noget med specielle gærarter, meltyper, storfamilier og ”sjatten og sjussen”, som kræver at man opsøger hjemmesider, som ikke har noget med f.eks. studerendes eller ældre mandlige pensionisters hverdag at gøre – eller også bliver det gjort til en ”kunst”, med chokolademousse på skaldyr, eller andre verdensfjerne ”fornyelser”.

Det er sikkert udmærket, hvis man bruger sine matematiske evner til at dividere opskrifterne ned til 1 person, eller bare til en familie på 2 personer, men det er nok lige i overkanten af hvad man almindeligvis orker.

Jeg nyder selv den slags udsendelser, men ser dem som ren underholdning.
Der er virkelig grund til at råbe vagt i gevær, hvis vi ikke skal overgive os helt til burgere og pizzaer, med deraf følgende fedme og regulær fejlernæring, fordi de moderne familier ikke orker eller ikke kan lave mad, og fordi skolerne f.eks. ikke tager problemet alvorligt.

Jeg står tit i butikskøen og gyser over, hvad jeg ser i indkøbsvognene foran mig, hel- eller halvfabrikater, frosne pizzar, tomatketchub, spaghetti, ködfars, chips, hvidt brød, 1 1/2 litersflasker med kola el. andre sukkerdrikke etc.
Så priser jeg mig lykkelig over min ca. 200 kvm. køkkenhave + div. frugttræer og buske, som leverer næsten alt jeg behøver, bortset fra ting som mælk, smør, ost, div. kornprodukter og tiramisuen (som jeg desværre er forfalden til), og at jeg i en ung alder lærte mig at sætte pris på friske, simple, vegetariske madretter (som det går at leve fortrindelig på, jeg har gjort i 39 år). Og det der med at man ikke kan blive mæt af vega-mad er det rene bavl.

Min mor var ingen god kok, forkokt og vitaminløs mad var hvad min barndoms mad bestod af, indtil jeg i hippitiden stiftede bekendtskab med micro-macro mad og det vegetariske køkken og til min forundring fandt ud af, hvor godt det smakte. Siden har jeg ikke følt trang til at fylde mig med døde dyr.

Mad er vaner, og er man van med dårlig mad, smager sund mad ikke godt. Der skal skabes nye vaner og det kræver et åbent sind og lidt tid.

Inger Sundsvald

Ben Simon

Jeg opretter gerne et link på min hjemmeside til velsmagende vegetariske madretter. Jeg mangler bare opskrifterne ;-).

Det gør jeg også, det vil sige opskrifterne, jeg har masser af kogebøger, jeg anvender dem bare for sjældent.

Et lille personligt minde (måske hvis det er tilladt)

Jeg er 8 eller 10 år; min mor og jeg skal pyne ribs eller stikkelsbær. Jeg hader det - lige der i nuet - hader jeg det. I dag, så mange år efter, her i 2009, er det de dejligste stunder jeg mindes. Samværet, nærheden, nærværet var der. Og vi talte også om noget andet end det at pyne ribs eller stikkelsbær.
Og jeg lærte da også et vist håndelag, som jeg har gavn den i dag; også til jul lærte jeg håndelaget, når mor lavede klejner, vanille-kranse, boller, finsk-brød mm. Glad for det har jeg været - også har det været gavnligt at se på at mor (eller far) lavede mad.

Og faktisk er det netop det som betyder noget; inddrag børnene i mad-lavningen tidligt. Lad dem snitte lidt en gulerod, hakke et eller andet, rive noget ost - eller bare sidde på køkken-bordet med en lille ske i en skål. Det gjorde jeg - og det var dejligt. Specielt fordi jeg var med, og fordi jeg hjalp mor (eller familien) med noget.

Mht. madvarer er det en industri dag; og ja, 600 gram frugt og grøntsager om dagen er skam godt aat anbefale; de fleste grøntsager dyrkes altså nu i drivhuse, i spagnum, ikke i jord, for så vokser de hurtigere. Og så man gartnerierne sikkert tjene flere penge - tror de. Der er en grund til at danske jordbær smager af mere end f.eks. tyske gør; den er at danske jordbær er lokalt produceret, og har knap så meget vand i sig (som f.eks. tyske bær har).

Også jeg er forfærdet over f.eks. TV2's kokke, som stort set næsten altid laver et eller andet fancy, som indeholder diverse ingredienser, som selv jeg stort set ikke har hørt om. Dansk almindelig mad, lavet så alle kan være med - sundt og lækkert kan det godt laves. Og man kan godt lave en sovs som har et fedt-indholder på under 30% - eller sørge for at den samlede portion mad har et fedt-indhold på under 30% .

DR1 har et fremragende program som hedder VITA; i et af de her programmer (som kan høres på nettet) var der en kvinde som omtalte omami-smagen. Efter sigende skulle det være den, der sikrer, at vi efter noget sødt vil have noget salt eller surt og omvendt. Og her kan krydderierne hjælpe...

@ Inger - jeg tror jeg har en opskrift på rugbrød jeg har fået af min mor...

Peter Jespersen

"På ganske få år har øllet vist, at vi danskere gerne tager imod forbrugsvarer af høj kvalitet, - hvis det blivebudt.

Hvorfor sker det? Og kan samme bevidsthed slå igennem på andre områder, når vi nu køber 85 % af al vores mad i supermarkeder og gerne spiser bæ, bare den er billig og der er nok af den?”

-Mik Schack

Fin artikel af bo jacobsen.

Og et kig gennem tråden viser, at der er nogle, der slet ikke ved noget om årets gang i grøntsagerne.
Det er trist, at denne viden ikke er givet videre til moderne mennesker i dag. Medmindre de har en køkkenhave.

Inger
din ide med en kogbog er god. Jeg håber at den bliver til noget.

Bager selv næsten alt vores brød. vi spiser selv mest rugbrød bagt på surdej. Det er betydeligt billigere men frem for alt bedre end indyustribrød. Og ret let at lave. Lav nogle stykker fyld dem i fyseren.

Fisk er også tilgængeligt i mange mindre havne. billigt og sundt.

Lav mad til et par dage ad gangen, sparer tid, strøm og råvarer og slutteligt prisen.

mange har glemt at lave mad, det skal gå stærkt med affodringen. Derfor kunne tiden bruges til at lave mad til et par dage ad gangen. Varmemad tager ingen tid.

"Danskerne skal lære at gå udenom de billige madvarer"

Det kan man da kalde arrogance.

Fra en der ikke har råd til huslejen.

Egentlig pudsigt at få den opsang fra en restauratør, og at han så ikke kan se en af de indlysende årsager til at folk ikke prøver at svinge sig lidt højere op i kogekunsten: nemlig det misforståede ambitionsniveau hos amatøren.

Hvis jeg f.eks. tilbereder en middag til min hustru, af samme kvalitetsniveau som hun vil få serveret på Bo Jacobsens restaurant, så vil den selvfølgelig ikke give hende samme oplevelse som hvis hun spiste ude.

Det er lidt som den typiske oplevelse, med at slæbe en flaske lokal sprit med hjem fra ferie, og så ikke kunne forstå at den ikke smager så fantastisk som man husker det.

At lave hverdagsmad til familien, kræver først og fremmest ydmyghed. Man skal ikke forvente stående bifald, og egentlig er den eneste ros jeg personligt har stræbt efter, at høre lidt skuffelse, hvis jegfortæller at jeg har købt et eller andet færdiglavet til aftensmad, fordi jeg har travlt.

Dernæst bør man se bort fra maden (råvarerne) og fokusere på processen, - der er jo ret snævre grænser for hvor mange "spændende" ting man har at sjonglere med, hvis man også skal holde et fornuftigt prisbudget, og så er der i længden udsigt til større glæde ved madlavningen, hvis man koncentrerer sig om at kunne mestre så mange forskellige tilberedningsmetoder som muligt ... både de kvikke genveje til de trætte og hjernedøde mandage (salat eller pasta er kun kedeligt, hvis man ikke kan finde nogle rester til en god dressing eller lækker sovs i køleskabet), og de lidt mere krævende øvelser, for at skabe lidt fest i fredagen (f.eks. er souffleens pris omvendt proportional med dens skønhed).

Og så spis lidt senere engang imellem. Drop TV-avisen, så der er tid til at øve sig lidt på noget nyt om onsdagen.

Og vigtigst af alt: når du synes at din hverdag er for rutinepræget og ikke giver dig udfordringer der står mål med dine store kreative evner, så husk: at lave god hverdagsmad til mennesker du holder af, er måske ikke den højere kunst, men det er fand'me kærlighed!

... og når jeg skrev, at man skal se bort fra råvarerne når man står i køkkenet, så mente jeg det.

Råvarer er noget man forholder sig til når man handler. Jeg køber aldrig ind til at lave noget jeg har besluttet på forhånd, men bruger lidt tid i grøntafdeling, køledisk, osv. på at jagte tilbud, for selv kvalitet kommer på tilbud.

Inger Sundsvald

Sven Karlsen

Du skuffer mig. Restauratøren besværer sig over de elendige råvarer man bliver tilbudt i ethvert supermarked, og også at lysten og evnen til at tilberede et ganske almindeligt måltid mad er ved at gå tabt i den kvalitetsløse tid vi lever i.

Det tror da pokker! Hvis det bare drejer sig om at blive mæt, og der ikke er forskel på hvad man stopper indenbords, så er det da bare om at købe det billigste og det nemmeste.

Ikke nok så megen umage, omhu og kærlighed ved tilberedningen, kan få en dødssyg penicillinbefængt svine/fadkotelet til at få amorinerne til at blomstre om onsdagen. Men man kan da sikkert få den til at smage af nogle krydderier fra hylden, og så kan det måske være lige meget om den er tør og sej og uden smag af kød.

Inger Sundsvald

Desuden er jeg ret sikker på, at hvis din hustru fik serveret den slags af Bo Jacobsen, så ville hun rende efter ham og daske ham med håndtasken eller hvad hun nu havde ved hånden. Ikke nok så mange lys, kærlige blikke fra dig og fint foldede servietter ville kunne redde dét.

Var der for resten ikke noget om nogle særlige høns engang man burde unde sig selv at smage.

Jeg vil have ordentlig mad hver dag, og aldrig det samme to gange på en måned. Men jeg har ikke valget at kunne købe kvalitet i supermarkedet.

Kære Inger Sundsvald,
jeg har såmænd stadig 25-30 stykker fjerkræ i voliererne (var der flere skulle jeg have dyrlægekontrol ;-), og jeg køber stadig ind ca. hveranden dag (fordi jeg ikke bryder mig om frosne/genoptøede madvarer), og de fleste varer i min kurv er stadig kvalitetsvarer og/eller økologiske.

Men det betyder ikke, at jeg er så naiv at jeg tror at man ikke kan lave velsmagende mad af råvarer i "industrikvalitet", eller hvad vi skal kalde det.

Og det første skridt på vejen til gode (og hermed sunde) kostvaner, er en varieret og sund kost. Og hvor gerne mange end vil, så kan de altså ikke bevise den store forskel i "sundhedsfaktor" mellem "gode" råvarer og de andre.

Tager du en "god" ribbensteg, og banker den igennem ovnen på 1½ time, o gsammenligner den med en "ikke-god" ribbensteg, der er blevet langtidsstegt, hvad tror du så bliver mest lækkert? Personligt kan jeg heller ikke smage forskel på, om solsikkekernerne i mit rugbrød er økologiske eller ej, og ligegyldigt hvor økologisk en rucula så er blevet dyrket, så er det ikke afgørende for hvordan den smager (hvis den da smager af noget, der minder om rucola).

Det største ernæringsmæssige problem i DK er overvægt som følge af dårlige madvaner, og hvis vi prøver at bilde folk ind at de skal være kulinariske eksperter for at slippe ud af den dødsspiral, og at de ovenikøbet skal bruge flere kostpenge før det hjælper, så tror jeg aldrig at vi får bugt med problemet.

Inger Sundsvald

Sven Karlsen

Nu roser jeg mig jo af, at jeg ved hvordan man steger en kotelet fra forskellige dyr, og også hele stege. Men jeg må give op overfor det møg som kan købes i supermarkederne. Jeg gider ikke at smide ud mere, men forlanger i det mindste økologisk friland. Det kan man ikke få i Kvickly eller Netto, men som regel i SuperBest – og så kan man ikke engang være sikker. Fjerkræ er det helt umuligt med, og jeg har ingen anelse om hvordan lammekød bliver produceret.

Jeg taler ikke om ”ernæringsrigtigt”, men om SMAG (og som en ”luksus”, dyrevelfærd). Der kan både jeg og katten smage forskel, hun nægter overhovedet at spise noget kød, som ikke er økologisk friland.

Økonomisk er der den ekstra krølle, at det er umuligt at spise lige så meget økologisk frilandsflæskesteg, som det er at spise det elendige svinekød. Selv ved ”langtidsstegning”, hvor kødet i øvrigt svinder betragteligt i forholdet.

Jeg er skrækkelig misundelig på dit hønsehold ;-)

"Der burde være en kat i ethvert supermarked, som mundskænk"

Inger Sundsvald

Bo Jacobsen skriver:
”… vi skal motivere en befolkning, der ikke kan lave mad, ikke vil bruge penge på råvarer, ikke ved, hvordan maden skal smage (fordi de har vænnet sig til smagen af det argeste lort, og nu bedre kan lide den frem for rigtig mad) og sidder i et materielt forbrug, der ikke levner en krone til mad.”

Det er lige præcis hvad jeg mener. En madkultur er ved at gå til grunde i uvidenhed og materielt forbrug. Oven i købet har vi så en klima- og miljømæssig katastrofe lige om hjørnet.

Kære Inger Sundsvald,

jeg kan nok ikke måle mig med dig, når det drejer sig om smagsløg, og det er vel i og for sig heldigt for mig? ;-)

Jeg er enig med dig i, at det kan være en kamp at finde noget godt kød, men jeg har heldigvis både Irma, Super Best, slagter og fiskehandler på min almindelige indkøbsrute, så jeg kan normalt altid finde et eller andet (selvom fisken har det med at vinde oftere og oftere, på det sidste).

Lammekød, - der kan jeg anbefale islandsk, som - mig bekendt - altid og kun er økologisk.

Høns må man til slagteren efter, - du skal bede om en der er både økologisk+fritgående, - det ene medfører nemlig ikke det andet.

Og endelig så har Årstiderne jo også en kødpakke nu, - den er godt nok på lidt over et kilo, men hvis du kunne finde en ligesindet at dele med, så var det måske en løsning?