Kronik

Den kommunistiske fare

En syv år lang ulovlig aflytning af DKP's næstformand var led i Den Kolde Krig. Aflytningen blev udført af en privat dansk organisation og betalt af CIA, så danske embedsmænd og politikere kunne hævde, at de intet vidste
Aflytningen af Alfred Jensens lejlighed gav ifølge kommissionen hverken store resultater ud fra en militær strategisk eller kontraspionage-mæssig synsvinkel. Her er han med sin hustru under en debat i Folketinget i 1976.

Aflytningen af Alfred Jensens lejlighed gav ifølge kommissionen hverken store resultater ud fra en militær strategisk eller kontraspionage-mæssig synsvinkel. Her er han med sin hustru under en debat i Folketinget i 1976.

Mogens Ladegaard

24. august 2009

I november 1958 modtog DKP's næstformand Alfred Jensen endnu et anonymt brev, der viste indsigt i den interne strid i partiet om den politiske linje.

»Jeg er rædselsslagen over det brev. Det er frygteligt. Det med at sætte folk op mod hinanden er raffineret gjort, men det betyder endnu mere splittelse og uro i partiet. Men det er måske også hensigten.«

Ifølge PET-kommissionens beretning bind 5 er det Ragnhild Andersens bemærkning til det anonyme brev, der var adresseret til hendes mand. Hun var gift med Alfred Jensen, og de boede sammen i en lejlighed i Vester Søgade i København.

Det første anonyme brev kom året før i oktober. Ikke alene røbede brevene dyb indsigt i partiets interne politiske stridigheder omkring invasionen af Ungarn i 1956 og Jugoslaviens brud med Sovjetunionen. Brevene spillede også de ledende medlemmer af DKP ud mod hinanden.

Allerede i 1953 bragte Berlingske Aftenavis artikler, der byggede på indholdet af de senere anonyme breve. Det kulminerede, da dagbladet Information i vinteren 1958 bragte artikler, der beskrev personlige stridigheder i partiet. Partiets formand Aksel Larsen blev ekskluderet umiddelbart efter.

Efter artiklerne i Information begyndte ægteparret at nære endnu mere mistillid til andre ledende medlemmer af DKP.

Hvad de ikke vidste var, at deres lejlighed i syv år var blevet aflyttet.

Udenlandsk spionage

En del 'gode danske borgere', forløberen for PET, Forsvarets Efterretningtjeneste (FE) og såvel borgerlige som socialdemokratiske politikere, anså DKP for en trussel mod Danmarks sikkerhed. Kommunisterne blev betragtet som potentiel femte-kolonne, der ville gribe til våben og udøve sabotage ved udsigten til en sovjetisk invasion af landet.

Den opfattelse blev delt af Danmarks allierede, USA og Storbritannien. Og i det danske samarbejde med allierede efterretningstjenester efter Anden Verdenskrig blev det understreget, at kampen mod kommunisterne var den højst prioriterede opgave.

Både USA og Storbritannien ønskede under forhandlingerne om et samarbejde med FE, at det amerikanske CIA og det britiske MI6 skulle arbejde selvstændigt i Danmark. Det blev på det bestemteste afvist af den danske forhandler Mørch fra FE. Som en slags kompromis blev det afgjort, at (formentlig) CIA fik tilladelse til at samarbejde med en privat dansk organisation.

Tre danskere, der havde lavet illegalt, men ikke militant modstandsarbejde under besættelsen, havde grundlagt deres egen private efterretningstjeneste, fordi de ikke stolede på de danske myndigheders effektivitet i kampen mod kommunisterne. Denne private organisation blev kaldt 'Firmaet'. Da hverken FE eller senere den danske regering ønskede at blive direkte involveret i 'Firmaet', blev den finansieret af CIA og en lang række store danske erhvervsvirksomheder.

Arne Sejr, der var en af de drivende kræfter i 'Firmaet', oprettede tilfældigt organisationens kontor i Vester Søgade. Det var den senere overborgmester i København, Urban Hansen, der gjorde Sejr opmærksom på, at DKP's næstformand, Alfred Jensen, boede lige over hans nye kontor. Urban Hansen var selv aktiv i den socialdemokratiske efterretningsorganisation, AIC (Arbejderbevægelsens Informations-Central), der også overvågede og agiterede mod kommunister.

'Firmaet' fik med hjælp fra 'en allieret efterretningstjeneste', formentlig CIA, installeret en mikrofon gennem en luftkanal.

Aflytningsrapporterne blev sendt til CIA eller en anden amerikansk efterretningstjeneste. Lønningslister fundet i FE's arkiv viser, at Arne Sejr var betalt af to amerikanske efterretningstjenester. Det kunne så være det mere politiske CIA og en militær efterretningstjeneste.

Kommissionen kan ikke dokumentere om Mørch fra FE var orienteret om aflytningen. Det fremgår, at det var Mørch, der modtog pengene fra 'amerikanerne' og gav dem videre til Sejr. Da Mørch under forhør hos PET selv blev spurgt om, hvornår han fik kendskab til aflytningen, svarede han, at det spørgsmål måtte forblive åbent.

»Det er utænkeligt, at Mørch ikke vidste besked om en operation, der stod på i syv år og blev udført i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste,« vurderer historiker Claus Bryld.

»Vi er i en verden, som hæderlige mennesker ikke forstår. Det var ulovligt, at en udenlandsk tjeneste arbejdede i Danmark. Og aflytningen foregik uden en dommerkendelse,« siger han.

Om ihærdigheden og drivkraften bag aflytningen siger Claus Bryld:

»Arne Sejrs organisation var beruset af heroisk nationalisme. Det var jo nærmest en fortsættelse af kampen mod den tyske besættelse. Også PET og FE troede, at venstrefløjen ville overtage samfundet med ulovlige midler. Helt frem til Murens fald i 1989.«

Da Mørch i 1959 blev bekendt med, at aflytningen af Alfred Jensen var ophørt, blev han, ifølge PET-kommissionen, oprørt. Tilsyneladende ikke fordi aflytningen kom bag på ham, men fordi den var et vigtigt bytteobjekt i forhold til især den amerikanske efterretningstjeneste og muligvis også den britiske MI6. Og selv om det militærstrategiske udbytte af aflytningen var nærmest ingenting, var det stadig en godbid, som FE kunne tilbyde mod at få andre militære efterretninger fra både briter og amerikanere.

Magert udbytte

Aflytningen af Alfred Jensens lejlighed gav ifølge kommissionen hverken store resultater ud fra en militær-strategisk eller kontraspionage-mæssig synsvinkel.

Det mest hårrejsende eksempel på landsskadelig virksomhed, som kommissionen er stødt på, er Alfred Jensens videregivelse af oplysninger omkring den planlagte militære flyvestation i Værløse til en norsk kommunist. Kommissionen vurderer, at det »næppe har været i overensstemmelse med danske suverænitetsprincipper« at afgive den slags oplysninger, der ville falde i hænderne på en udenlandsk tjeneste.

PET gennemgik aflytningerne i 1963 under en hemmelig undersøgelse beordret efter aftale mellem justits- og forsvarsministeren. Her fandt PET ikke grund til at rejse sigtelse mod Alfred Jensen, selv om han ofte havde besøg af en dansk kvinde bosat i DDR, som utvivlsomt virkede som efterretningsagent. Det lykkedes kvinden at hverve en ansat i Boligministeriet, som hun førte samtaler med i Alfred Jensens lejlighed. Tilsyneladende når Alfred Jensen ikke var til stede.

'Firmaet' og dets aktiviteter var velkendt i de skiftende regeringskredse. Arne Sejr havde gode forbindelser til ledende politikere i Venstre og de Konservative. Men også socialdemokrater kendte til 'Firmaet'. Den senere socialdemokratiske minister Kjeld Olesen deltog i en periode i aflytningsarbejdet. Kommissionen fornemmer, at også de skiftende statsministre i perioden var orienteret om 'Firmaet' og dets aktiviteter, som de udfra både et indædt had til DKP og oprigtig bekymring for rigets sikkerhed accepterede. Og det var såmænd den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, der afslørede hele affæren over for en journalist fra DR. Det sidste førte til en folketingsdebat i februar 1976 om borgernes grundlovssikrede rettigheder.

Kommissionen når frem til, at aflytningen af Alfred Jensen »illustrerer med al tydelighed politikeres og embedsmænds dilemma i forhold til det civile samfund og dets moralbegreber, når der skal træffes beslutning om, hvad der er i landets interesse«.

Arne Sejr måtte tage det fulde ansvar, da sandheden om 'Firmaet' og dets aktiviteter kom frem. Konsekvensen for ham blev, at han fik forbud mod at drive efterretningsvirksomhed i Danmark, mens Riget bestod. Det gjorde DKP ikke. Ved folketingsvalget i 1960 røg partiet ud, og SF kom ind med den ekskluderede DKP'er Aksel Larsen som formand. De fleste historikere er enige om, at 'Firmaets' anonyme breve var en medvirkende årsag til DKP's opløsning.

Mikkel Schou er freelancejournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

CIA's forbryderiske aktiviteter world wide under den kolde krig bliver langsomt afdækket som årene går:
Mord - også på folkevalgte præsidenter. Kynisk undergravning af præsidenter og indsættelse af diktatorer, hvis eneste kvalifikation var at efterkomme alle USA's krav. Infiltration af partier, fagforeninger mv. Køb af proselytter. Styring af medier. Tortur.
Alt sammen "solgt" i anti-kommunismens navn, men var reelt et djævelsk led i opbygning af USA's emperiale dominans.
Den dag i dag tror de fleste mennesker desværre fortsat, at CIA's forbrydelser var en altruistisk kamp for frihed og demokrati. Men det var/er det stik modsatte.
Læs f.eks. William Blum, "Killing Hope".

Heinrich R. Jørgensen

Hvad angår Europa, var de sidste par år af Anden Verdenskrig vel nøgternt set et spørgsmål om at USA ville forhindre Sovjetunionen i at buldre tværs gennem Europa, formodentligt til Atlanterhavets kyst?

Naturligvis var Sovjetunionen i fortsættelse af den varme krig, der reelt gjorde Sovjetunionen og USA til verdens to tilbageværende supermagter, interesseret i hvad der foregik i den USA okkuperede del af Europa, ligesom USA prøvede at finde svaghedstegn i den sovjetisk okkuperede del af Europa.

Det mest interessante i dette perspektiv er nærmest, at både Sovjetunionen og USA var bedøvende ligeglade med Danmark og dansk lov, i deres bestræbelser på at lure på deres respektive modstander.

Og således er det vel på sin plads, at borgerne i det lille kongerige, prøver at lære af historien, og spørger sig selv, hvordan vi fremover vil forholde os til at være villige lakajer og nyttige idioter for de der drømmer om verdensherredømme?

Heinrich R. Jørgensen

Kim Vibe:
"Det siger vel sig selv, at det gælder om, at få mest muligt ud af det."

Således vil de ansvarlige for landets sikkerhed utvivlsomt tænke. Men dermed overlades det også til en snæver kreds af politikere, minister og/eller embedsmænd, at beslutte hvilke stater Danmark vil samarbejde med.

Jeg kan sagtens blive stærkt bekymret for, om det lykkes at træffe fornuftige valg. F.eks. har jeg fornemmelsen af, at Yemen, Libanon, Syrien, De Arabiske Emirater og mange andre pt. arbejder tæt sammen med danske efterretningstjenester. Om det samarbejder sker direkte (af PET og/eller FE), eller skyldes tredje-parts efterretningstjenester, vides der endnu mindre om.

Heinrich R. Jørgensen

Det har du givetvis ret i, Kim.

Spørgsmålet er, om det kan vedblive med at fungere på den måde? Hvis en gruppe ihærdige wikileaks entusiaster besluttede sig for at bore i det, kunne det formodentligt gætte rigtigt på en langt række områder.

Ved folketingsvalget i 1960 røg partiet ud, og SF kom ind med den ekskluderede DKP’er Aksel Larsen som formand. De fleste historikere er enige om, at ‘Firmaets’ anonyme breve var en medvirkende årsag til DKP’s opløsning.

Sikke noget vrøvl! DKP blev ikke opløst, fordi Aksel Larsel "røg af i svinget" og stiftede SF. De måtte bare leve med at være udenfor folketinget i en årrække, hvor ventrefløjen generelt havde det svært.

Først i 70-erne fik venstrefløjen for alvor en ny opblomstring og DKP oplevede at komme ind i folketinget igen.

Først efter murens fald gik det daværende DKP i opløsning, Land og Folk måtte lukke og man måtte afstå den store ejendom i Dronningens Tværgade, som kommunisterne havde fået som tak for indsatsen imod den tyske besættelsesmagt.

Aksel Larsel stiftede ikke SF på grund af noget efterretningssladder, men på grund af politisk uenighed om blandt andet forholdet til Sovjet, hvor SF stod for en kritisk linje mens DKP var Moskva-tro.

Og hvad angår aflytningerne, så har det altid været et velkendt fænomen. Ligesom det har været velkendt, at man fra det daværende Østeuropa ihærdigt søgte at hverve sympatisører mm blandt kommunister samt at kommunister modtog penge fra Sovjetunionen til udgivelse af partibladet Land og Folk.

Kommunisterne var meget Moskva-tro og det var under den kolde krig. Da Sovjet brød sammen gjorde DKP det også.

En anden årsag var "højrebølgen", som forvandlede venstrefløjen til en flok kujoner. Forskræmte rendte alle marxisterne pludselig af pladsen. Jeg gik på RUC dengang og oplevede det selv!

Fra artiklen :
..."Arne Sejr, der var en af de drivende kræfter i ‘Firmaet’, oprettede tilfældigt organisationens kontor i Vester Søgade. Det var den senere overborgmester i København, Urban Hansen, der gjorde Sejr opmærksom på, at DKP’s næstformand, Alfred Jensen, boede lige over hans nye kontor. Urban Hansen var selv aktiv i den socialdemokratiske efterretningsorganisation, AIC (Arbejderbevægelsens Informations-Central), der også overvågede og agiterede mod kommunister"...

... ? ? ? Tilfældigt at Arne Sejr fik kontor under kommunistens Alfred Jensens lejlighed - Ha Ha Ha.
Og så bliver det også lige nævnt at socialdemokraterne AIC også kunne det der " skæg og briller" - halløj - - - endnu mere morsomt !

Rigtig morsomt bliver det når Willy Søvndal skal være Justitsminister. For nogen er den post jo et gevaldigt skridt opad og for andre et skridt eller et helt fald - nedad ! !

Jens

… ? ? ? Tilfældigt at Arne Sejr fik kontor under kommunistens Alfred Jensens lejlighed - Ha Ha Ha.

Ha, ha - det kræver nok en del naivitet at tro det...
;-)

Det var velkendt hvor de ledende kommunister boede - det behøvede man ikke et efterretningsvæsen for at finde ud af.

Folk, der beundrede og forsvarede Stalins Sovjetuninon og det sovjettiske kommunistparti måtte vel naturligt blive betragtet med er del frygt og bekymring af demokratiske gennemsnitsdanskere.

Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i den tids politiske forestillinger, følelser og håb, men vi kan retfærdigvis nok ikke "måle" den tids begivenheder med nye målestokke lavet i dagens politiske virkelighed.

Jeg er dog glad for, at Danmark ikke kom på den østlige side af "jerntæppet" efter 1945, og hvis nogen dengang gjorde en særlig indsats for at holde Danmark uden for Sovjets vasalimperium, så fortjener de som udgangspunkt stor tak.