Lægemidlers troværdighed halter

Det er på tide, at medicinalindustrien står for skud. Det gør den i disse dage i Information. Her tager man bl.a. fat på, hvorledes industrien fornyer deres patenter og dermed forhindrer den meget billigere kopimedicin i at komme på markedet. Men problemet med lægemidlerne er langt alvorligere end som så. Lægemidler udvikles både i grundforskning, i laboratorierne og i den kliniske forskning, dvs. med forsøgspersoner. Begge dele er sædvanligvis finansieret af industrien selv, hvilket tjener som argument for det høje prisniveau. Desværre betyder denne selvfinansiering, at industrien også kommer til at bestemme resultatet af forskningen.

Effektiv kontrol?

For at imødekomme en mulig kritik af at lægemidler produceres og markedsføres af interessenterne selv, har man indført et såkaldt kontrolsystem, således at den kliniske forskning godkendes af Det Videnskabsetiske Komitésystem og for lægemiddelafprøvninger også af Lægemiddelstyrelsen. Så vidt så godt. Som lægmedlem igennem en årrække af komitésystemet har jeg imidlertid udviklet en hel del skepsis med hensyn til, hvor effektivt denne kontrol fungerer. I komiteerne forholder man sig til de beskrivelser af forsøget, som industrien selv har udformet i de såkaldte forsøgsprotokoller. Heraf fremgår det, at industrien har en hånd med under hele forsøget, der som regel varetages af hospitalslæger. Disse læger underkastes almindeligvis en båndlægning i form af, at ingen resultater må offentliggøres uden det pågældende lægemiddelfirmas godkendelse. Dette fremgår som regel af protokollernes tekst. Forsøg, der medfører ubehag eller viser sig direkte risikable for forsøgspersonerne, må ej heller standses uden firmaets godkendelse. Dette har faktisk bevirket, 'at der skulle lig på bordet', før sådanne forsøg er blevet blot midlertidigt inddraget.

I lommen på industrien

Med hensyn til offentliggørelse af resultaterne har det i videnskabelige kredse undret, at man i de medicinske tidsskrifter for det meste ser positive resultater, men aldrig, eller meget sjældent, negative. Disse får simpelthen ikke lov til at se dagens lys. Industriens censur har nemlig elimineret dem.

Hvordan agerer lægerne så i dette spil? Tja, det fremgår bl.a. af Informations artikel den 17. august, hvor en læge udtaler sig om industriens bestræbelser på at fremmane gode forskningsresultater og neddæmpe eller skjule bivirkninger. Vedkommende ønsker dog at være anonym idet man »ikke skal lægge sig ud med industrien«. Og hvorfor ikke? Fordi man som læge har brug for den forskningsfinansiering, som industrien er en garant for. Hospitalslægers karriere er nemlig helt afhængig af deres forskningsproduktion samt publicering i anerkendte lægevidenskabelige tidsskrifter. Hertil kommer, at lægernes videreuddannelse i forskningstemaer og metoder i al væsentlighed varetages af industrien. Det betyder, at deres univers begrænses af de industrielle interesser. At det forholder sig således benægtes naturligvis i lægekredse, ligesom det benægtes, at lægers medicinordinationer er påvirket af lægemiddelkonsulenterne og af kursusophold på dyre hoteller betalt af producenterne. Men man behøver ikke en universitetsuddannelse for at vide, hvorledes de psykologiske mekanismer virker bag om ryggen på folk.

Altså, det korte af det lange: Viden om lægemidlers virkninger og bivirkninger er produkter af partsinteresser og skal derfor omgås med varsomhed.

Lone Scocozza er professor i folkesundhed