Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
10. august 2009

Er det rimeligt?

Bodil C. Nielsen, Tåstrup

I sidste uge truede Pia Kjærsgaard på TV 2 med at boykotte finansloven, hvis ikke VK adlyder hende og hendes parti og smider de irakiske asylansøgere ud. Og det kunne kun gå for langsomt, måtte man forstå!

Kort efter kunne man se vores integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, sige på tv, at det jo var politiets opgave,at sende dem ud hurtigst muligt! Synes Birthe Rønn Hornbech virkelig,at det er 'ret og rimeligt' at sende afviste irakere som f.eks. kurdiske Midia,beskrevet i (Inf. 26.6.) i artiklen: 'Børnene bliver,når Danmark tvinger Midia tilbage til Irak'. Hvad med at træde i karakter med humanitære opholdstilladelser til de i hjemlandet forfulgte asylansøgere, det er 'ret og rimeligt'.

0,82 procent er bare ikke nok

Sine Rosenbeck-Due Sjölund, Valby

Hvis der var en vilje, er der bestemt en vej. Vejen til at udrydde fattigdom, sult og tørst og letbehandlede sygdomme, som folk dør af verden over i hobetal, og langt resten lider under - uden grund! Det er ikke umuligt, for der er penge nok. Der findes mennesker med magt nok til at løse alle disse problemer og redde klodens befolkning og ikke mindst kloden selv. Det er umuligt for mig alene, jeg har ikke penge nok og jeg har ingen magt. Men sammen og med velje kunne det lade sig gøre. Men ikke så længe den danske udviklingsbistand blot udgør 0,82 procent af Danmarks BNI.

Tid til omtanke

Thomas V. Lytken Larsen, Frederiksberg

Jeg er netop hjemvendt fra et år på Law School i USA, hvor jeg har nydt godt af det danske velfærdssystem, og det bekymrer mig, at vi har så travlt med at få flere penge imellem hænderne, for er det vejen frem? Efter at have oplevet det amerikanske skolesystem indefra, kan man ikke andet end at elske det danske. Ikke at deres er dårligt, vores er blot bedre.

De studerende på min skole havde alle forældre, der kunne finansiere deres skoleophold. Mulighederne bliver givet til dem, som har pengene. Når der skulle diskuteres jura, var spørgsmålet ikke altid retfærdighed, samfundsudvikling eller menneskeligt ansvar, men i stedet hvordan man bevarer mest magt og tjener flest penge. Grundreglen for fremtidens advokater var: 'Sue as many as possible, for as much as possible'. Med disse ord blev vi sat til søs i den juridiske verden - og det er alligevel trist. En sådan udvikling må vi forvente i Danmark, hvis vi underminerer velfærdssystemet.

Det begynder i det små med privatiseringer af det ene og det andet, og alle tænker, at små ændringer ikke betyder noget. I stedet bliver vi lullet i søvn, og inden vi ser os om, er det system, vi har arbejdet hårdt for at realisere, skyllet væk med tidevandet. Jeg vil opfordre alle til at tænke over, hvad der er bedst for de kommende generationer. Er det flere penge og større ulighed eller lige muligheder for alle. Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

Dahl er god underholdning

Johan Mottelson, Kbh N

Hej Henrik Dahl. Jeg synes, det var ganske underholdende, da du gik ind i debatten om statens kunststøtte. Jeg fandt følgende udtalelse specielt humoristisk:

»Romaner, der ikke handler om noget. Billeder, der ingenting forestiller. Digte, der ikke er til at forstå. Musik, der lyder af helvede til«.

Man kunne spørge, om det er dig, der mangler den nødvendige kulturelle dannelse til at forstå værkerne?

Det er ikke overraskende, at Pia Kjærsgaard deler din holdning. Fremskridtspartiet kom med lignende udtalelser i deres storhedstid, nazisterne førte samme kamp imod de moderne kulturelle strømninger på daværende tidspunkt. Det er helt fantastisk, hvordan du kan udstille din egen uvidenhed på området, og at citaterne stadig bliver viderebragt, pga. din titel som sociolog og din position i mediebilledet. Jeg klasker mig i hvert fald på låret af grin.

Lenskjold gør det værre

Anja, prostitueret

Vibeke Lenskjold (VL) kritiserer (Inf. 6.8.) Bjarne Segefjords (BS) kronik (Inf. 3.8.), hvori han slår til lyd for en intensiveret indsats imod kvindehandel og samtidig foreslår en legalisering af prostitution, således at de forhold, hvorunder prostitution udøves, bliver gennemsigtige. Dette ville i høj grad bidrage til at bekæmpe bagmænd bag kvindehandel og andre former for kriminel aktivitet, der i dag er knyttet til prostitution. BS foreslår også, at de prostituerede omfattes af de samme sociale ordninger, som andre mennesker har, og han foreslår tiltag, der gør det lettere for prostituerede at komme ud af prostitution.

Som alternativ hertil foreslår VL en kriminalisering af prostitutionskunder, hvilket angiveligt skulle forbedre de prostitueredes forhold. Men en kriminalisering vil tvinge prostitution under jorden, hvilket vil blive et eldorado for alfonser og kriminelle bagmænd. VL påstår, at det kun er 60 ud af 6.000 prostituerede, der har det fint med deres arbejde. Men hvorfra har VL denne opgørelse? Langt fra alle, men mange prostituerede har det fint med deres arbejde, og de har selvfølgelig ret til at bestemme over deres egen krop og eget liv.

Hvem har frie valg?

Åse Christiansen, Holmegård

»Vi tror, du kan selv« - træffe frie valg, skriver Phil Nice og Linda Kristiansen fra gruppen Radikalt Frisind (Inf. 7.8.). Deres ærinde er, at imødegå et evt. forbud mod at købe sex. Et bærende argument i deres indlæg er, at man ikke har undersøgt virkningerne af et forbud, og at dem, der taler for et forbud, har bevisbyrden.

For mig ser det ud, som om de glemmer at se sig om. Hvis de virkelig tror, at alle mennesker, ikke kun prostituerede, selv kan vælge deres spor i livet, så er der en hel del, de burde undre sig over: hvorfor er alle alkoholikere ikke holdt op med at drikke, hvorfor er narkomaner ikke holdt op med at fixe, hvorfor har overspisere ikke valgt at være slanke o.s.v. I den forbindelse kan de også spekulere på, hvordan de selv er blevet så velformulerede, selvhjulpne og endog har overskud til at stille op for et parti?

Lovgivning kan ændre kultur

Vibeke Lenskjold, leder af Reden International

Verdens ældste erhverv er under anklage, siger Radikalt Frisind (Inf. 7.8.). Hvornår er prostitution blevet et erhverv på lige fod med alle andre erhverv, og hvad har det af konsekvenser, hvis prostitution vitterligt er et erhverv? Skal man kunne gå på arbejdsformidlingen og blive anvist job i prostitution? Vil du synes, at det er OK, hvis din datter eller søn har besluttet at bedrive prostitution?

Hvis frisind er det, Radikalt Frisind vil beskytte - er det de mindst 6.000 mennesker i prostitution? Er det de ca. 14 pct. mænd, der opsøger mennesker i prostitution? Er det den knap ene pct. kvinder i prostitution, som erklærer sig som lykkelige i deres valg? En stor del af prostitutionsmiljøet befinder sig allerede i en ulovlig gråzone, hvor der ikke betales skat af pengene og med rufferi. Forbud mod prostitution skal sikre alle borgeres rettigheder - ikke kun de med overskud til frisind og tolerance.

Lovændringer kan ændre på holdninger og skabe ny kultur. Mennesker har forskellige vilkår, og det har stor betydning for at vælge livsstil. Alle mennesker har krav på at få så gode levevilkår, så de har det bedste grundlag for kunne blive myndige borgere og træffe beslutninger, der tjener dem bedst.

I gamle dage ...

Gorm Rasmussen, Dannemare

I gamle gamle længst hensvundne dage, da det strålte i Norden, da himlen var på jorden, havde pressen partoutkort til Tivoli. Nu har Pia Kjærdsgaard partoutkort til pressen - giv os gamle Dage tilbage.

Hvad er moralen?

Ole Kløcker, Kbh. V

For fem et halvt år siden udsendte Ekstrabladet deres særtillæg 'Løgnen om krigen', bl.a. redigeret af legendariske Bo Elkjær, der havde et intenst forhold til den daværende statsminister. Senere er Ekstrabladet gået andre veje og sjosker nu rundt i en gang uhæderlig journalistik om de truede afviste asylansøgere, der lever en konstant uværdig tilværelse spændt op mellem en ligeledes uhæderlig regering og et Irak, der hverken kan eller har mulighed for at modtage disse prisgivne mennesker.Man kan spørge sig selv, hvad er Ekstrabladets morale i denne historie? Er det blot at skabe et højere salgstal eller er det for at imødekomme en nyudnævnt generalsekretær, inden samme melder ud med andre umenneskelige tiltag ?

Det er i hvert fald opløftende, at Information fastholder sit standpunkt og giver berettiget påtale, 'Ekstrabladet kan ikke bevise noget som helst' (Inf. 1.-2.august).

Riv muren ned

Ulla Jessing, Virum

I forbindelsen med 20 års dagen for Murens fald i Berlin har man mindet verden om, at det er 22 år siden, at præsident Reagan under besøget i Vestberlin opfordrede Gorbatjov at rive den forhadte mur ned. Nu er det høje tid, at præsident Obama følger Reagans eksempel og opfordrer den israelske regering at rive den forhadte mur i Østjerusalem ned. Muren forhindrer at palæstinenserne kan leve som frie mennesker og i fred kan dyrke deres jord.En retfærdig fredsproces må starte nu for at sikre en varig fred mellem Israel og Palæstina.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Holm Knudsen

@ Vibeke Lenskjold
Er det den knap ene pct. kvinder i prostitution, som erklærer sig som lykkelige i deres valg?

Mangen til våset argumentation!!! Men ok, lad os se den undersøgelse, der viser at knap 1% af kvinder i prostitution er lykkelige i deres fag? Og lad os så undersøgelser om lykkelighed i andre fag, kassedamer, samlebåndsarbejder, skolelærere, missionærer osv.

Kunne det tænkes, at flertallet blot er ganske almindeligt tilfredse, som mange er med deres arbejde?

Måske har mange prostituerede som myndige borgere efter bedste evner og interesse valgt deres fag - og der er slet ingen grund til Vibeke Lenskjolds missionerende snak og umyndiggørelse.