Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
8. august 2009

Forbyd kamphunde

Søren Blaabjerg, Hørning

Hvad får folk til at anskaffe sig kamphunde i stedet for ufarligere alternativer? Jeg vil mene, der i virkeligheden er tale om en form for psykopatisk adfærd. Ejerne ønsker (bevidst eller ubevidst) at styrke deres ego ved på den måde bogstavelig talt at sprede skræk og rædsel blandt omgivelserne.

Naturligvis bør den slags hunde forbydes, og det bør ske omgående med aflivning af kræene som umiddelbar konsekvens.

DF's dominans

Daniel Egmose, Slangerup

For anden sommer i træk har vi fulgt nyhederne i radio og tv, når muligheden var der. Hver gang, der har været et eller andet, hvor det kunne være relevant at spørge en politiker, ja så toner der i de fleste tilfælde en DF'er frem på skærmen.

Har DR og TV 2 valgt markant side? Man fristes til at svare ja. Mange gange er problematikkerne så banale, at der kun er et svar, og svaret kommer fra DF.

Hvorfor er der ingen fra oppositionen, der går på banen omkring de stakkels irakere, som DF hungrer efter at få smidt ud af landet. Er tavsheden fra Socialdemokraterne og SF udtryk for enighed med DF eller er de på ferie? Sass Larsen udtrykker, at de har det godt i Socialdemokraterne, ja, tilsyneladende så godt, at det ikke kommer på tale at deltage i debatten.

Senest har DF kastet sig over kulturpolitikken i Danmark. Og igen stort set tavshed. Man kan sige mange ting om DF, som jeg bestemt heller ikke finder sympatiske. De får lov til at skabe angst, tvangsind og racisme. Det gør de uden den store modstand. Politisk håndværk med succes.

Hvor er I politikere, der siger, I vil et andet Danmark?

Statskunst?

Karsten Sand Iversen, Herning

Sociologen Henrik Dahl fremturer (Inf. 5.8.) med begrebet 'statskunst'. Hermed mener han den danske kunst, der frembringes med en eller anden form for støtte fra Statens Kunstfond eller -råd.

Begrebet er i den udlægning ugyldigt, al den stund de beklikkede kunstværker (og kunstnere) ikke ligger under for statsmagten, hylder, endsige takker den. Statskunst er kun den kunst, der - som i de tidligere østbloklande eller under andre autoritære styreformer - bøjer sig efter statsligt diktat, opfylder statslige krav.

Noget sådant forekommer mig bekendt ikke i Danmark. Medmindre Sociologen kan give konkrete eksempler på kunstneres lydige statsunderkastelse (hvor er alle oderne til VKO-regeringen?), anmoder jeg ham om at benytte sig af en mere stringent terminologi, når han med fagets pondus i ryggen igen kaster sig ud i debatten.

Med sine upræcise fornemmelser spiller han en bekvem bold lige over til DFs kynisk og bevidst uoplyste folkestemningsmassører.

Et stort tab

Marianne Wiltrup, Frederiksberg C

Svend Aukens død er et stort tab. Tabet af en folkelig og begavet politiker, tabet af en dejlig, morsom mand. Kort sagt: tabet af en hæders- og gentleman(d) er svrt at komme over. Man synes, at man kendte ham, og selv om jeg gentagne gange har været tæt på manden, kendte jeg ham ikke personligt.

Jeg mindes med fryd og gysen hans vidunderlige taler. Senest ved Gert Petersens båre, hvor han hodt en personlig, bevæget og humoristisk tale. Og så overgik han sig selv ved at holde en lige så blændende tale i Politikens hus efterfølgende. En fantastisk bedrift. Og så her til sidst: talen for de afviste asyl-ansøgere, talen for en anstændig og menneskelig opførsel. En mangelvare i dagens Danmark. Hvor var hans ord velgørende og tiltrængte. Og sikken et mod han dermed udviste.

Svend Auken var en dansk Kennedy - både en John og Robert - men også en Clinton. Den drengede charme, veltalenheden, begavelsen og det store politiske engagement, samt evnen til at føre visionerne ud i livet: alt det havde han. Han var et lysende eksempel til efterfølgelse. Vi har alle, som beundrede ham, en pligt til at gøre hvad vi kan for en bedre verden.

Med risiko for at nyde livet

Mads Strarup, livsnyder, Kbh N

At rygning er usundt, synes efterhånden at fremstå indiskutabelt. Men at rygning tilmed også skulle forringe livets kvalitativt, det synes ingenlunde faktuelt. Alligevel er dette, hvad leder af Stop-Linien Lene Krusaa (LK) i artiklen 'Ingen vælger frivilligt at være afhængig' (Inf. 29.7.) slår til lyd for.

Som et selvoverbevist sandhedsvidne ved LK åbenbart, at ikke blot lever rygerne kortere, de får også dårligere livskvalitet. Alene ideen om at måle livskvalitet fremstår så infantilt, at det synes svært at tage seriøst.

Når rygningens livsforkortende omstændighed tilmed oprulles som skræmmeeksempel understreger jo blot den ét-benede tilgang til livet, som ikke blot LK, men også andre af tidens sundhedsapostle, lovpriser.

Denne flodbølge af puritansk sundhedsmoral forsøger at oversvømme os med sandheden om, at livets kvalitet er karakteriseret ved mængden af stimulanser, der ikke må indtages. Det synes komplet åndsforladt at prædike nydelsesafholdenhed. Farves livet ikke netop ved indtagelsen af og virkningen fra god rødvin, vild litteratur, cigaretter, sex, chokolade, høj musik, øl, etc.?

Stimulanser som alle kan virke reducerende ind på livets længde, men som mangedobler dets kvalitet. Med sundhedsmoralisternes begreb om livskvalitet går vi den langsommelige druknedød i møde, og vi må derfor vriste os fri heraf for igen at kunne trække livets egentlige luft. Om det er gennem filter eller ej, er ikke op til mig at bestemme.

Opfordringen herfra er derfor; ryg, elsk og drik lidt mere! Med overhængende risiko for at nyde livet!

Politisk debat er for slap

Torben Simonsen, Albertslund

Information og de fleste andre medier hopper lige i gyngen på Dansk Folkepartis sommerdagsorden. I dagens avis (Inf. 6.9.) lykkes det partiet direkte og indirekte at fylde fire sider. Det kan være i orden. Men det kunne have klædt avisen, hvis DF's synspunkter for alvor var blevet sat til politisk debat.

Hvad mener Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og for den sags skyld Venstre?

DF på vej i regering!

John Dyrby Paulsen, MF (S)

Justitsminister Brian Mikkelsen kan godt se for sig, at DF bliver en del af regeringen, men som han siger: Det kommer an på det politiske. Ja, goddav mand økseskaft. Sandheden er imidlertid, at det ikke er det politiske, der er afgørende. Spørgsmålet er nemlig ikke, om DF har indflydelse på regeringen - det har Pia Kjærsgaard indiskutabelt - men om, hvorvidt DF-ledelsen ønsker sig ministerbiler eller ej.

Det gør DF-ledelsen naturligvis ikke, lover de i højtidelige vendinger, mens alle kan se og høre, at ministerbiler er lige nøjagtig, hvad de brændende ønsker sig.

Det skal DF-ledelsen ikke høre et ondt ord for, men DF er uomtvisteligt på vej ind i regeringen, og Brian Mikkelsen er trods alt smart nok til at indse, at regeringen i de fleste tilfælde spræller som en fisk for enden af Pia Kjærsgaards sylespidse politiske spyd. Derfor gør han en dyd ud af nødvendigheden og benytter lejligheden til - som den første - at byde DF-ledelsen velkommen i regeringen. I retur har han et lønligt håb om, at han kan få lidt goodwill hos Pia.

Det får han også brug for. Besværlighederne i politiet er nemlig langt fra overstået, og Mikkelsen ved, at et godt forhold til DF-ledelsen er afgørende for hans politiske fremtid.

Enkelte andre ministre har mere format og vægter politiske forlig og substans højere end leflen for DF-ledelsen - desværre er der ikke ret mange tilbage af den slags ministre i VK(O)-regeringen.

Tolerante Danmark

Michael Sandfort, Brønshøj

Seksuel orientering har lige så lidt med sport at gøre som øjenfarve, race, hårlængde eller antallet af tænder i undermunden. Derfor burde der ikke være grund til at afholde et sportsstævne alene for homoseksuelle.

Når stævnet alligevel er vigtigt, og når det ikke kan gennemføres i de lande, hvor behovet er størst, viser det, hvor tolerant det danske samfund er i forhold til mange andre.

Kvalmende tv

Agnete Wahl, Holbæk

Jeg er en hund efter historier, der fortæller om mennesker, der gennembryder mønstermuren. Jeg rettede mig derfor op i sædet torsdag aften efter at have sløvet til en detektivserie. Nu kom 'Mønsterbryder' på DR2, varighed 20 minutter.

Fint, tænkte jeg: Kort og koncist, lad mig opleve god og vedkommende fortælling fra det virkelige liv.

Hvad så jeg?

Et interview med et menneske, der mod alle odds var kommet igennem en grim start og nu havde et ønskejob. Men den lavmælte fortælling var syltet ind i konstant kværnende spændingsmusik, interessante skæve (kvalmefrembringende) kameravinkler, pludselige superclose-ups af mandens venstre øje(?), og lange billedrutcheture hen ad øde gange og gader.

Det kunne jo tyde på, at producenten ikke selv tror på fortællingen som den er. Emnet holder, men dette her: rent forræderi, både over for de mennesker, der deltog i udsendelsen og seerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her