Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
6. august 2009

CCS - en del af løsningen

Jesper Koch, Dansk Energi

Til Geo Horns gode spørgsmål i Information den 30. juli vil jeg lige nævne, at jeg ikke har påstået, at vi allerede i 2015 vil se kommercielle CCS-anlæg. Det vi vil få at se, er 10-12 fuldskala CCS-demonstrationsanlæg. De vil rense CO2 ud af røgen fra store kraftværker. EU's Ministerråd har faktisk allerede afsat ca. 45 mia. kr. til disse CCS-anlæg på demonstrationsniveau samt til en række vedvarende energiteknologier. Det viser, at de europæiske politikere tror på CCS som et nødvendigt middel blandt mange andre i klimaindsatsen.

Nu kan jeg desværre ikke få spalteplads til at svare på alle spørgsmål fra Geo Horn. Men jeg kan i første omgang henvise til et par nyttige hjemmesider. På CO2GeoNet's hjemmeside (www.co2geonet.com) kan man finde svar på alt om lagring i undergrunden. På IEA's (Det Internationale Energiagentur) hjemmeside www.iea.org er der svar på meget om teknologi, økonomi og udviklingsperspektiver for CCS.

Dansk Energi sender gerne stafetten videre til Information om at bringe en grundig artikel om CCS i avisen.

Nærmere et forbud

Gunna Starck, København K

Tak til Bjarne Segefjord for kronikken 'Mænd skal have kvinder - og de skal have dem ofte'. Et forbud mod sexkøb må nu være rykket nærmere.

Konformiteten kradser

Ecaterina Pedersen, Fredericia

Det ville være interessant at vide, efter hvilke kriterier og hvordan en avis (læs Information) udvælger blandt de mange indlæg, som bliver sendt til avisen hver dag. I Danmark skal man ikke tale om censur, da det er det land i Europa, hvor ytringsfriheden højst værdsat. Men der må stadig være nogle værdier/kriterier, som man vælger ud fra, når en artikel skal offentliggøres.

En avis skal åbenbart ikke redegøre over for indsenderen, hvorfor en artikel vælges fra. Der er således kun undren tilbage. Personligt har jeg kendskab til en række fantastisk gode artikler, der systematisk bliver afvist. Jeg har læst et potentielt indlæg med et tankevækkende indhold og nogle synspunkter, som jeg aldrig før har set skrevet om seksualitet (Information ser ud til at være meget interesseret i dette emne). I stedet får jeg lejlighed til at læse en artikel med titlen 'Rend mig i frisindet', skrevet af psykoterapeut Maria Marcus. En udmærket artikel, men var der noget, som vi ikke har set/læst før? Næh. Nothing new under the sun, desværre.

Jeg betragtede Information som en af de mest oplysende aviser i Danmark. Som tør vise nye synspunkter, men nej! Når jeg læser, det Information vælger at offentliggøre, og hvad den vælger at afvise, så er der en stor skuffelse og undren. Hvis det er oplysningsproceduren i Danmark, så er der virkelig krise. Konformiteten kradser!

Sunde madvarer

Anders Johansen, Humlebæk

Regeringen og DF bruger knebet 'If you can't convince them, confuse them', når de afviser en lavere moms på frugt og grønt. Istedet for at tage stilling til de foreliggende forslag, bytter de emnet ud med en lavere moms på 'sunde madvarer'. Derefter de afviser de en sådan mulighed med, at det vil resultere i »bureaukratisk ragnarok« fordi der eksisterer forskellige opfattelser hos bla. forskere af, hvad 'sunde madvarer' inkluderer.

Nuvel, ingen forskere er i tvivl om, at frugt og grønt er sundt. Ikke nok med dette, så hævder regeringen og DF, med Forebyggelseskommisionen i ryggen, at en differentieret moms vil være for dyr at administrere. Da masser af lande opererer med en differentieret moms på madvarer generelt, og f.eks. Sverige har en lavere moms på bøger (de ønsker åbenbart en mere oplyst befolkning), så forekommer deres argument mildest talt mystisk!

Hvad med lidt græsrods-arbejde?

Leif Kajberg, Bagsværd

Der kører p.t. en debat om 'Generation forkælet' - det bringer Jacob Nyrups kommentar (20. juli) om, hvordan indkaldelsen til fire måneders tjeneste i Cirkus Mili spænder ben for hans fremtidsplaner og nøje programmerede uddannelsesforløb i erindring. Nu skal man være meget varsom med at sætte i bås og hæfte etiketter på grupper - noget som specielt højrepopulisterne har for vane.

Og Jacobs bandbulle mod militæret kan være meget velanbragt. Men tag det dog med fatning og lav om på dine planer. Hvad med at bruge den overskydende tid mellem militær og udsat studiestart på noget godt gammeldags græsrodsarbejde? F.eks. var en gruppe garvede græsrødder og en håndfuld politikere fra de nordiske lande for kort tid siden samlet til et træf for at diskutere samfundsutopier, energiformer, bæredygtighed, klima og omstilling. Og for øvrigt også nordisk forsvarssamarbejde og den forsvundne nedrustningsprofil. Det foregik på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy under overskriften 'Norden år 2030', og i denne sammenhæng blev der efterlyst input og engagement fra unge mennesker!

En ener

Niels Graverholt, Århus N

Don't ask what politics can do for you ... - kunne have været Svend Aukens motto. Hvilke andre politikere kan man sige det om?

Kultursyn

Søren Blaabjerg, Hørning

Jeg læste noget af forfatteren Broby Johansen forleden. Gid der var geniale folk som han i dag til at give de aktuelle (hjemlige) politiske tendenser høvlen!

Det kunne eksempelvis have været interessant at vide, hvad han ville have ment og sagt om nutidens klima- og miljøtrusler, om den grasserende islamofobi og flommen af medieidioti i almindelighed.

Den altdominerende fordummelse, vi ser omkring os, er, som han ser det, en logisk konsekvens af industrialismens massecivillisation, ifølge hvilken den enkelte reduceres til at være hjernedød forbruger i reklamens magt hhv. magtesløs uengageret lønarbejder, eller med andre et til det yderste kulturelt forarmet væsen uden selvstændig vilje og mål, fordømt til at være manipuleret slave af det hovedløse uhyre 'udviklingen'.

Broby så uden vaklen kommunisme som vejen til frigørelse, og det kan man mene om, hvad man vil. Men hvor savner vi dog hans helhedsorienterede kulturkriktik i nutiden!

I Jesu navn

Per Jensen, Nordborg

Det er utroligt, at mange kun kan angribe islam. Udover islam har en anden religion altid ført til krig, racisme, korstog og folkemord med mere ... Eksempelvis Hernan Cortes begik med Bibelen i hånden folkemord mod aztekerne. I dag vil mexicanerne end ikke tillade en statue af ham pga. hans forbrydelser. Og han er kun en af mange! KKK sværger ved Bibelen, samt har de mange støtter i den anglikanske kirke i USA. Endda Bush kaldte krigene i Irak og Afghanistan for kristne korstog. Tilsidst er Irland indbegrebet af, hvordan kristne altid har bekriget hinanden indbyrdes, ligesom Sunni-og Shiamuslimer gør. Men kristne ugerninger fornægtes i debatter.

Hvad har katolikker ikke gjort i Pavens navn, og hvad har hollænderne ikke gjort mod Indonesien i Calvinismens navn!

Speciel var også McCarthys kristne jagt på politiske ideologier. Fortsæt selv listen, da den er endeløs.

Illustration af et emne eller blot et foto?

Maj-Britt Kent Hansen, Kbh S

Information beklager den 31.7. at have bragt en forkert version af et interview med Jette Hansen (JH) den 20.7. De talte og skrevne ord kan man mene mangt og meget om. Fejlcitaterne ligeså. Men det ledsagende foto? Kan man blive fejlfotograferet, såvel som fejlciteret? Er det et foto af JH eller en illustration af artiklens emne? JH sidder overskrævs og tilbagelænet i en rød, stram, kort kjole på en havelåge foran et langt skævt nedløbsrør. En naturlig gengivelse eller en kreativ manipulation?

Er JH blot fanget i flugten over havegærdet, og ser jeg noget, som fotografen slet ikke så? Er jeg bare uvant med at få JH serveret i den optik? Og skal jeg droppe billedanalysen, og netop fordi fotografen er en kvinde? Tja, men jeg spekulerer da på, hvad JH mener. Og jeg husker Leonora Christina Skov udtale for nylig, at hun havde indset, hvad der var på spil, når forfattere, altså de kvindelige, på fotografens bud blev fotograferet på deres seng eller blandt nøgne skulpturer på Glyptoteket.

Hvad betyder ydmyg, Pia?

Claus Høyer, København S

Nu farer fru Kjærsgaard atter frem, denne gang er det (igen) kunstnere som fruen ikke forstår, der skal have grovfilen. Når Pia ikke forstår det, er det nemlig ikke kunst. Og så skal statsministeren naturligvis lige have et par anvisninger på, hvordan de faktiske forhold er. Han skulle jo nødig glemme, hvem der bestemmer.

Er det ikke ydmyghed, fruen altid påberåber sig, der er DF's kendetegn? Hvad betyder ydmyghed, Pia? Jeg er sikker på, vi ikke bruger samme fortolkning.

Giv os Danmark tilbage! Vis DF vintervejen og genindfør noget anstændig politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu