Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
5. august 2009

Ud med olie - ind med el

Jesper Koch, Dansk Energi

Hvorfor skal vi bruge mere el? Det spørger Søren Taf-drup om i Inf. den 30.7. Jeg har i en tidligere artikel (Inf. 20.7.) som svar til Søren Tafdrup skrevet, hvad vi i Dansk Energis vision 'Power to the People' vil bruge ekstra strøm til. Jeg gør det gerne igen. Vi har 800.000 huse, der i dag opvarmes ved hjælp af olie og naturgas. De skal over på fjernvarme og eldrevne varmepumper. Det er mere miljøvenligt og mere energieffektivt. Tilsvarende foreslår vi: ud med olie og ind med el i transportsektoren og i industrien.

Elproduktionen vil fremover blive stadigt mindre CO2-belastende takket være mere vindkraft, mere biomasse og CO2-rensning. Og i 2050 vil elproduktionen endda samlet set blive mindre end nul, da vi på en og samme gang renser CO2 ud af den biomasse, vi bruger på kraftværkerne. Visionen kan gøre Danmark helt CO2-neutral i 2050.

Hvorfor fortsat bruge kul? spørger Søren Tafdrup også. Det virker, som om Søren Tafdrup befinder sig i en planøkonomisk verden, hvor man 'bare' kan erstatte kul med biomasse. I virkelighedens verden eksisterer der et marked for energiforsyning. Brændsler og elektricitet er varer, der sælges og købes. De økonomiske vilkår afgør, om et kraftværk vælger det ene eller andet brændsel. Hvis biomasse (eller anden vedvarende energi) på sikker og billig vis kan forsyne vores huse og industri med strøm og varme, så skal vi da helt klart udnytte det. Jo før des bedre.

Diplomatisk fumletumler

Jan Krag Jacobsen, Farum

Barack Obama, Gordon Brown m. fl. er kommet frem til, at der skal forhandles med Taleban i Afghanistan. Men Anders Fogh Rasmussen betroede Mette Fugl i Radioavisen, at han ikke vil forhandle med talebanere, som ikke har nedlagt deres våben. Det lover ikke godt, at NATO's nye generalsekretær fra starten har meldt sig ud af den diplomatiske superliga, hvor et af medlemskravene er, at man er i stand til at forhandle med Fanden selv, om det skulle være nødvendigt. Der ser ud til at være noget om snakken, når Der Spiegel har betegnet AFR som en middelmådig generalsekretær.

Desværre fulgte Mette Fugl ikke op med spørgsmål, som kunne have uddybet AFR's besynderlige holdning. Hun kunne f.eks. have spurgt om, hvorfor talebanerne dog skulle nedlægge deres våben, nu hvor de tilsyneladende har fat i en lang ende, og opbakningen til krigen i Afghanistan smuldrer i NATO's medlemslande - undtagen i Danmark.

De unge skal have lov til at drømme

Søren Blaabjerg, Hørning

Forkælede. Dette beskyldes de unge uddannelsessøgende (i Information) for at være, i og med at de foretrækker at studere med deres drømmeuddannelser i de største byer, hvor kulturudbuddet er størst.

Jamen naturligvis da! Alle prøver jo efter bedste evne at få drømmeuddannelsen, drømmejobbet, drømmekarrieren, drømmekæresten, drømmeboligen, drømmefamilien osv. osv. Hvad er der dog i vejen med at drømme og stræbe efter det bedst opnåelige? At de fleste så en gang imellem må finde sig i at gå på kompromis, er en anden sag, men prøver man ikke det ultimative af frygt for mulige nederlag, så er man da selv ude om eventuelt at få et miserabelt liv.

Ikke sorte, men kærlige krav

Bertel Haarder, undervisningsminister (V)

Dejligt at læse den radikale politiske ordførers angreb her i bladet på min 'sorte skole'. Formen var kritisk, men reelt gjorde Morten Østergaard op med gamle radikale hellige køer. Han er for karakterer og test, blot ikke de nye fælles test (skønt de netop er tilpasset den enkelte i modsætning til almindelige test). Han er for skole-samarbejde med private virksomheder som Microsoft, IBM, Vestas med flere (som hele venstrefløjen tordner imod). Han vil tilbyde gymnasiale fag i folkeskolen, det vil sige niveaudeling, idet »alle skal løftes så langt som overhovedet muligt« (næsten ordret citat fra statsministerens afslutningstale i maj).

Han vil give skolerne endnu mere frihed. Herligt, det betyder vel også frihed til mere holddannelse. Ellers kan han ikke »udfordre eleverne på alle niveauer«, så »de, der er dygtige til matematik, skal blive så dygtige, som de overhovedet kan. De, der er bedre til sang og musik skal ikke sidde nede bagi og slå på trianglen sammen med andre tonedøve«! Læs det igen! Hvorfor alle de hårde ord, når han er mere enig med mig end med venstrefløjen? Den største uenighed vedrører såmænd hans forslag om at afskaffe det frie skolevalg! Hans forslag om at ansætte en socialrådgiver på hver skole (1.500 i alt!) og 'psykologscreene' alle flygtningsbørn kan diskuteres. Jeg har mere tillid til lærerne og vil hellere have undervisningsassistenter og mere intensiv danskundervisning. Og så vil jeg tilbyde erhvervsklasser og mesterlære til de skoletrætte.

Skolen er ikke sort. Den er kærlig, men der kunne godt stilles flere kærlige krav. Lærerne skal roses for, at eleverne nu læser lige så godt i 3. klasse som tidligere i 4. klasse Der er også stor fremgang for matematik og natur/teknik. Handlingsplanerne har virket! Frafaldet i erhvervsuddannelsernes grundforløb er faldet fra 21 til 16 procent. Hvad der mangler, er et stop for, at nogle 16-17-årige hverken arbejder eller uddanner sig - og et stop for, at over 18-årige unge uden uddannelse får penge for intet at foretage sig. De har brug for kærlige krav.

Israels regering er fredsfarlig

Finn Gunst, Brønshøj

Forleden tvangsflyttede israelske sikkerhedstropper to palæstinensiske familier i Østjerusalem. Deres huse blev overtaget af israelske nationalister. Israel har i årtier ført en lignende politik på den besatte vestbred.

Disse handlinger kan let skabe øget tilslutning til terrorisme. Israel er atomvåbenmagt. Landets nuværende regering fører en skræmmende politik. USA, EU og NATO kan standse Israels fremfærd, hvis de vil! Ord har været forsøgt længe. I sin tid standsede verden den sydafrikanske apartheid med handels- og våbenboykot.

Fogh bør ikke forhandle med terrorister

Marianne Forsberg, Kbh S

Man kan da ikke forhandle med terrorister, og Fogh bør derfor som ny generalsekretær for NATO afstå fra enhver forhandling med dette krigeriskeprimitive stammefolk, som hugger hovedet af deres medmennesker, og som p.t. har en amerikansk soldat i deres varetægt - hans skæbne er i disse timer uvis.

Talebanernes undertrykkelse især af den kvindelige del af befolkningen ved at nægte dem at færdes i det offentlige frirum uden den forhadte burka, og hvor enlige kvinder har endnu ringere livsbetingelser end deres kvindelige medsøstre, som i det mindste er 'heldige' at have mandlige familiemedlemmer - det er dybt foruroligende og bekymrende. Et så middelalderligt livssyn, hvor pigebørn fornægtes skolegang, så de må få undervisning i smug - det er dybt tragisk og umuliggør fremskridtet og demokratiet. Det er derfor pinlig uvidenhed at ville skabe en dialog med disse primitive mennesker, og den nye generalsekretær bør afholde sig fra enhver tilnærmelse.

Talebanerne skal nedkæmpes - alt andet vil være en hån mod alle de mange faldne soldater som har måttet lade livet for kampen for afghanernes frihed.

Smittefare

Kirsten Crabb, Thisted

Det har undret mig et stykke tid, at man midt i alle forberedelserne til at modtage en H1N1-epidemi overhovedet ikke kommer ind på en helt åbenlys risiko. Det er hele tiden plejepersonale etc., der er på tale. Det er naturligvis godt, at mennesker, der skal tage sig af svækkede medmennesker, ikke går ud og giver virus videre til klienterne.

Der er imidlertid en mulig kilde til smitte af langt flere personer. Jeg har ofte tænkt på, når jeg står i en kassekø i et supermarked og ser en forkølet medarbejder pudse næse, hoste med den ene hånd for munden og straks derefter befamle de varer, der skal scannes ind og give byttepenge retur, at her er der virkelig smittekim for alle pengene.

Det burde forbydes, at medarbejdere med en smitsom sygdom i så åbenlsyt udbrud kom i nærheden af en kasse. Hvis de var iført mundbind og handsker, ville smittefaren nedsættes, men der ville stadig være risiko. Men med den herskende hygiejneforståelse vil der desværre næppe være ret meget at gøre. Der skulle et forbud til, hvis ikke disse 'hverdagens helte' fortsat skal slæbe sig på arbejde og gavmildt dele ud af deres virus- og bakteriebeholdning.

Bak dem op

Stig Elliot Nyegaard, Holbæk

Vi var helt rystede, da vi så Ekstra Bladets plakater 'Han er ikke i fare' den 31.juli - vi tænkte, er det fordi Ekstra Bladet ønsker at øge oplaget fra medlemmer af det mest fremmedfjendske parti, vi nogensinde har haft i Danmark, Dansk Folkeparti?

Heldigvis kom så Anton Geist' fremragende artikel den 1. august i Information.

Anton Geist får stillet nogle meget relevante spørgsmål til Ekstrabladets chefredaktør Bent Falbert, der svarer utrolig vattet, Det er ekstremt pinligt.

Kære Informations læsere, bak om de, der har det helt forfærdeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer