Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
20. august 2009

Bankerne er grædekoner

Karsten Nielsen, Korsør

Mærkeligt, at man som borger og lønarbejder rammes af medfølelse, nu hvor det går bedre for bankerne. Der er noget sært grædekoneagtigt i argumentet for, at bankerne giver 200.000 kr. om måneden til en børsmægler. Jo, for ellers søger han andre steder hen, og det kan blive en katastrofe for bankerne, lyder det. Og samtidig siges det, at der ingen alternativer er. Det er så ynkværdigt, at man må sige: »Herre gud da!«

Men som ved andre krokodilletårer er dette forsøg på at manipulere. Selvfølgelig findes der alternativer til et økonomisk system, der dybest set bygger på krybdyrhjernens logik (groft sagt: jeg vil tjene penge på dig). Alternativet er ganske vist ikke udtænkt endnu, men vi ved da, at vores hjerner har udviklet unikke egenskaber siden krybdyrenes glansperiode. Er en parallel til den anstændige habilitetstanke mulig - at handlinger af væsentlig betydning for fællesskabet ikke påvirkes af personlige motiver? Det må betyde en fast, rimelig løn til mæglerne. Og hvis de rejser - jamen, så lad dem!

Et skridt til højre

Joachim Nielsen, Vanløse

Politisk kommentator Peter Mogensen hævder, at Lene Espersens (K) og Naser Khaders (K) udspil om henholdsvis undervisning i danske værdier og burkaforbud vil skubbe Dansk Folkeparti mod højre.

Det vil jeg godt afvise allerede her. Længere til højre findes nemlig nazisterne, og dem har >Dansk Folkeparti intet med at gøre. Intet. Intet!

NATO's valg

Carsten Kofoed, København N

I dag afholdes det såkaldte præsidentvalg i Afghanistan. Men under 100.000 vestlige besættelsestroppers støvler er det ikke et frit valg. Kandidater, stemmedeltagelse og resultat er bestemt i NATO-hovedkvarteret, som Taleban i en enorm magtdemonstration bombede forleden.

Efter otte års besættelse, massiv korruption i marionetstyret i Kabul samt stærkt stigende civile tab ved afghanerne godt, at 'præsidentvalget' skal legitimere NATO's afghanske lakajer, som er krigsherrer, narkobaroner og medbragte eksilafghanere. Det vil ikke stoppe den blodige, upopulære besættelse. De krigsplagede afghanere ønsker fred, sikkerhed og selvstændighed, og det leverede Taleban-regeringen fra 1996 til NATO's aggression i 2001.

Derfor støtter afghanerne nu mere end nogensinde talebanerne og modstandskampen, som har bragt en NATO-koalition på 50 lande så meget på hælene, at den nu tigger om fredsforhandlinger. Taleban ville i dag med lethed kunne vinde ethvert valg i Afghanistan, der var frit.

Mullah Mohammed Omar, Talebans leder, er Afghanistans reelle præsident.

Lær af Nigeria

Henning Wettendorff, Helsingør

Unge afrikaneres klimaworkshop på danske højskoler gav stof til eftertanke. Både det overordnede perspektiv og med hensyn til de særlige problemer forskellige lande syd for Sahara står med i forhold til klimaændringerne.

En kvinde fra Nigeria fortalte i sidste uge om den lov, der fra 2010 forbyder den såkaldte 'flaring' - afbrænding af naturgas fra boreplatformene i oljefelterne. Afbrændingen sviner enormt, og bidrager med store mængder CO2-udledning. Og så er den nærmest unødvendig.

Sådan en lov er ikke på vej i Danmark. Og det selv om Mærsk og DONG ikke har kunnet tage sig sammen til at begrænse gasafbrændingen, sådan som nordmændene ellers har kunnet finde ud af det i nabofelterne.

Det koster selvfølgelig lidt at blive svineriet kvit, og regeringen vil meget nødig stille krav om den slags til Mærsk og DONG. Men måske er tiden kommet til at lære af Nigeria?

Er Danmark stadig en retsstat?

Bjarne Troelsen, Skørping

De konservative vil nu - støttet af socialdemokraterne - forbyde at bære burka i det ak så skrøbelige og plagede 'offentlige rum'. Begrundelsen er, at burkaen er kvindeundertrykkende, og at forslaget således er en håndsrækning til de muslimske kvinders frigørelse.

Men så skulle forbudet vel ikke rette sig mod de stakkels undertrykte kvinder, der tvinges til at bære burka, men mod de slemme mænd, som tvinger dem? Man vil altså straffe ofrene i stedet for gerningsmændene. Samme princip i øvrigt, som man følger i islamistiske regimer, hvor man straffer kvinder, der har været udsat for voldtægt i stedet for voldtægtsforbryderne. Er Danmark stadig en retsstat?

Grundlovens paragraf 71

Paul Smith, Århus C

Formanden for Dansk Politiforbund, Peter Ibsen, advarer mod et burkaforbud, da det kan medføre gadekonfrontationer. Dog vil hans medlemmer loyalt håndhæve forbudet, hvis det indføres, siger han til TV2 (i går morges).

Det vil jeg stærkt fraråde hans medlemmer. Politiet bør sætte Grundloven højere end gallup-gale politikeres åbenlyse foragt for samme lovs paragraf 71, stk. 1:

»Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.«

Og så har jeg slet ikke sagt noget om samme lovs paragraf 67, som garanterer religionsfrihed.

Så snakker vi ikke mere om burka, tak

Henrik Jensen, Odense NV

Gid dog denne debat snart må ophøre. De konservative og socialdemokraterne går nu hånd i hånd i kampen mod 50-100 danske kvinders påklædning. Vel og mærke med hver deres argumentation. Den nu konservative Naser Khader mener, at han med et burkaforbud bekæmper islamisme, mens socialdemokraterne vil forbyde i kvindekampens navn.

Hvor absurd og umulig problemstillingen er, illustreres af følgende Khadercitat: »Nogle gange må religionsfriheden vige for den personlige frihed.«

Kære politikere: Vil I være venlige at passe jeres dont og løse landets reelle problemer i stedet for at spilde tiden med at lege Erasmus Montanus?

Forbyd burkaen

Kamma Ankjærø, Århus C

»Et smil er den korteste vej mellem mennesker,« sagde Viktor Borge. Men det er umuligt at praktisere over for en kvinde i burka. Hun kan i virkeligheden stå og række tunge ad den, hun taler med, når hendes ansigt er skjult bag tøj-visiret.

Hvis kvinder absolut vil bære burka, må det begrænses til hjemmet, for de skal vide, at åbenhed er et træk i dansk folkekarakter. Det kommer > for eksempel stærkt til udtryk i verselinjerne »...jeg fægted' med åben pande, for hvad jeg for alvor tror«.

En burka udstråler en uhyggelig lukkethed, som ikke hører hjemme i gadebilledet eller i det hele taget i det offentlige rum i Danmark. På danske småbørn kan disse formummede skikkelser, der ligner vandrende telte, virke direkte skræmmende, for børnene kan jo ikke vide, at der kan være en mor eller en bedstemor indeni. Danske småbørn skal under ingen omstændigheder udsættes for dette.

Var der for resten ikke engang en selvmordsbomber, der klædte sig ud som kvinde og brugte burkaen som bombeskjul?

I visse situationer kan det være nødvendigt at sige tingene, så det kan forstås: Der er ikke brug for mere politisk pølsesnak. Forbyd burkaen! Og dermed basta!

Forbyd solbriller

Ole Strandgaard, Asnæs

Kære Naser Khader.

Skal vi ikke tage solbrillerne med i samme lov? Man kan heller ikke se, hvem der gemmer sig bag dem. Slet ikke de spejlende af slagsen.

Danmarks dårlige ry

Per Jensen, Nordborg

Da jeg var på rejse i Europa lige inden Muhammedkrisen, fandt jeg ud af, at danskere ikke længere er populære. I Irland husker jeg et eksempel, hvor både lokale - og andre europæere - så skævt til os, da de fandt ud af, hvor vi kom fra. Men det, samt at turister i stigende grad fravælger Danmark, mens turismen stiger i vores nabolande og i stort set hele EU, skal helst ties ihjel i Danmark.

Vi er godt og grundigt upopulære, og det ændres ikke ved, at medierne ikke taler for meget om det.

Dobbelte standarder

Morten Bro, Broager

For et par uger siden frydede en gruppe betjente sig på Facebook over, at de endelig igen kom i slagsmål med fodboldfans. Noget tyder på, at politivold er på mode i andedammen.

Fremover skal danskere ikke pege fingre af amerikanske, kinesiske eller russiske >betjente, som smadrer folk, som ligger ned - eller endda er på vej væk! Det er dog glædeligt at læse, at der trods alt er mange (på nær højrefløjen naturligvis), som er bekymrede over tendensen. Og til Jer som mener, at man ikke må skære alle betjente over >én kam: Hvorfor ikke - det er da populært mht. til invandrere?!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu