Kronik

Niger - den svære vej til udvikling

Det regnes som et af verdens fattigste lande, men Niger er også et land med mange ressourcer og uendelige udfordringer. En egenrådig præsident, der udfordrer forfatningen med en folkeafstemning, har ikke kun fået det internationale samfund til at reagere, men har også skabt en indenrigspolitisk krise og sat det demokratiske system helt ud af funktion
Det regnes som et af verdens fattigste lande, men Niger er også et land med mange ressourcer og uendelige udfordringer. En egenrådig præsident, der udfordrer forfatningen med en folkeafstemning, har ikke kun fået det internationale samfund til at reagere, men har også skabt en indenrigspolitisk krise og sat det demokratiske system helt ud af funktion
17. august 2009

»Vi har været aktive dag og nat, vi har været i fængsel for at forsvare menneskerettighederne i vores land, vi er et eksempel for hele Vestafrika - men hvor er det internationale samfund, der skulle støtte os?«

Det er lørdag formiddag, og jeg har sat Ousseini Saumana, en af lederne i ANDDH, Nigers sammenslutning for Demokrati og Menneskerettigheder', stævne for at diskutere, hvad der foregår i Niger. Jeg er netop vendt tilbage til hovedstaden efter en rejse i den nordlige del af landet, hvor jeg har besøgt flere af ANDDH's klinikker, der yder juridisk bistand til befolkningen.

De fleste rynker panden let, når talen falder på Niger.

»Øhh, mener du Nigeria?« er den hyppigste reaktion. Niger, det sjettestørste land i Afrika med blot 13 millioner indbyggere, beliggende lige syd for Algeriet med det meste af arealet dækket af Saharas ørken. Et land, der i 2009 sammen med Nigeria blev ramt af en meningitisepidemi, der dræbte mere end 1.500 mennesker i løbet af årets 11 første uger, mens resten af verden talte om svineinfluenza. Og landet, der netop nu er kastet ud i en indenrigspolitisk krise forårsaget af præsidenten, der har sat det demokratiske system ud af funktion og gjort sig selv enerådende.

Præsidentens fremsatte i maj ønske om at fortsætte som præsident på trods af, hvad der var muligt ifølge Forfatningen. Det skabte straks kraftig modreaktion fra parlamentet, fra støttepartierne og fra det samlede civilsamfund.

Da det gik op for præsidenten, at han ikke kunne forvente støtte fra parlamentet, indførte han undtagelsestilstand den 12. juni. Herefter opløste han parlamentet og udstedte et dekret om udskrivning af folkeafstemning for en ny forfatning. Den skulle give ham mulighed for en forlængelse af mandatet, »så han lige kunne gøre nogle ting færdige«. Få dage efter erklærede Forfatningsdomstolen dette dekret ulovligt, hvorefter også Forfatningsdomstolen blev opløst.

Efter selv at have udpeget nye medlemmer til Forfatningsdomstolen, lykkedes det denne gang præsidenten at få sit dekret godkendt, og den 4. august var der folkeafstemning om den nye forfatning. Den sidste måned har fjernsynsskærmen flimret med masser af glade og syngende mennesker afbrudt af alvorlige mænd, der indtrængende har forklaret, hvorfor præsident Mamadou Tandja ønsker at efterkomme folkets ønske om, at han skal blive på sin post.

Kun præsidentens synspunkter har været at finde i de statslige medier. Oppositionens synspunkter kunne høres på Radio Television Dounia, en lille privat tv- og radiostation, der blev lukket umiddelbart efter, at præsidenten havde erklæret landet i undtagelsestilstand - angiveligt for at have opfordret til oprør. Det lykkedes dog efter en måned at få den åbnet igen, men under skarpt opsyn.

Gældslettelse og aftaler

Niger, der regnes for at være et af verdens fattigste lande, gennemlevede efter løsrivelsen fra Frankrig i 1960 tre militærkup, inden det lykkedes den demokratisk valgte præsident Tandja at skabe relativ fred og stabilitet igennem to femårige valgperioder fra 1999 til nu. Med gældslettelse fra den Internationale Valutafond som et stærkt gældstynget fattigt land kunne han igangsætte Præsident Tandjas Specialprogram. Et program, der især er kommet landbefolkningen til gode gennem forbedret adgang til vand og sundhedsservice, skolebyggerier og kreditmuligheder.

Generelt oplevede landet en rimelig demokratisk og økonomisk udvikling samt et styrket samarbejde med det internationale samfund med bidrag til udvikling. Niger blev dog ikke et af Danidas programlande. De har endnu ikke et institutionelt netværk, der kan håndtere modtagelsen af større midler. Men de modtager dog en årlig bevilling på ca. 75 mio. kr. Derudover opererer en lille håndfuld danske ngo'er i landet bl.a. til sikring af menneskerettigheder og demokrati gennem ANDDH.

Landet har verdens største uranreserve samt olie og mineraler, hvilket især Kina og Frankrig har haft øje for. Kineserne har især fået foden inden for olieindustrien, mens franskmændene igennem mange år har siddet på udvinding af uran.

I marts i år lykkedes det præsident Tandja at få underskrevet en ny aftale med franskmændene i forbindelse med åbning af en ny mine, denne gang med bedre indtægter til Niger. Med denne aftale slog han to smæk: han sikrede statskassen indtægter, og han kunne slutte fred i Agadez-regionen efter to års væbnet konflikt mellem regeringsstyrkerne og de lokale touareger. Konflikten var opstået, fordi touaregerne følte, at de ikke fik del i de værdifulde ressourcer, der blev udvundet netop i deres område. Nu kunne præsidenten tilbyde dem en større andel, hvorefter de selvsamme mennesker, som kort forinden var karakteriseret som de farligste terrorister, blev inviteret med til åbning af den nye mine.

Store udfordringer

Udover fattigdom og uran, har Niger også mange andre rekorder: de har bl.a. rekordhøj analfabetisme med 71 pct., og kvinderne har rekord i at føde børn, ca. otte børn i gnsn. Tilsammen danner de et billede af et land med mange ressourcer og med uendelige udfordringer. Indtil nu har landet levet i ubemærkethed, men i de seneste år er de kommet med på især EU's landkort pga. deres strategiske placering lige syd for Middelhavslandene. I årtusinder har ørkenen været handelsvej for karavaner fra syd til nord. I nyere tid er de fredelige handelsfolk afløst af væbnede banditter, der organiserer illegale transporter af mennesker, våben og narko gennem de store ubevogtede ørkenområder til Europa.

Tilbage hos ANDDH går bølgerne højt. En gruppe frivillige er stimlet sammen for at give deres bidrag til diskussionen. Faktisk, tænker jeg, er det overdrevet, når de siger, at det internationale samfund har glemt Niger.

De sidste uger har der været daglige besøg på præsidentpaladset fra både FN, Den afrikanske Union og den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union for at få præsidenten til at opgive sit forehavende om folkeafstemning. Nogle er blevet afvist, andre er det lykkedes at komme inden for, hvorefter præsidenten dog umiddelbart efter er fortsat på samme kurs. Det er allerede længe siden, at EU har indefrosset de første midler med trusler om yderligere sanktioner, hvis ikke de demokratiske spilleregler overholdes. Og Danida har netop tilkendegivet de samme hensigter.

Bortset fra Nigeria er de nærmeste naboer er påfaldende tavse. Der er måske flere, der kunne tænke sig at kopiere præsidentens strategi?

Befolkningen rammes

Det foreløbige resultatet af folkeafstemningen er en massiv tilslutning til præsidenten med 92,5 procent, der har stemt ja og med en valgdeltagelse på 68 procent. Modstanderne protesterer kraftigt mod gyldigheden af disse tal. I hovedstaden berettede de tidligt om øde valgsteder forårsaget af den omfattende boykot fra modstanderne. Der er ingen voldelige konfrontationer pt., men stemningen er spændt, ikke mindst efter den seneste fængsling af lederen af en organisation til fremme for demokrati.

Tilbage hos ANDDH er de frivillige menneskerettighedsforkæmpere synligt nervøse ved tanken om Verdenssamfundets reaktioner. De har hørt rygter om, at Belgien netop har lukket et drikkevandsprojekt i Niamey som sanktion.

Manden på den anden side af bordet rejser sig halvt op i stolen og læner sig ind over det brede bord:

»Kan du ikke se det? Lige så snart, at demokratiet er i fare, så smækker det internationale samfund pengekassen i og iværksætter sanktioner af landet. Men hvem er det, sanktionerne rammer? Præsidentens og hans støtter? Nej. Hvis alle fortsætter denne linje, så kan I komme igen om et år med jeres humanitære programmer. Vi er så fattige her, at I risikerer at fremkalde en humanitær katastrofe med sanktioner. Selv om præsidenten groft overtræder sine beføjelser nu og uden tvivl i stor stil benytter sig af korruption, så bliver vi trods alt ikke slået ihjel som i andre lande. Så fortæl jeres regering, at vi har brug for al den hjælp, vi kan få. Så vi kan fortsætte vores kamp for, at demokratiet kan blive genindført i vores land.«

Susanne Møller Andersen er programkoordinator i Caritas

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu