Kommentar

Nyrer til salg - en god idé?

Organhandel er ikke nødvendigvis en dårlig idé
22. august 2009

I sidste måned anhold politiet i New York en vis Levy-Izhak Rosenbaum, en forretningsmand fra Brooklyn, og sigtede ham for at være mellemmand for salg af en nyre til 160.000 dollar. Tilfældigvis vedtog Singapore samme dag en lov, som ifølge iagttagere reelt åbner op for organhandel i dette land. Sidste år blev den singaporeanske detailhandelmagnat, Tang Wee Sung, idømt fængselsstraf for at være gået ind på at købe en nyre illegalt. Siden fik han transplanteret en nyre fra en henrettet morder. Skønt lovligt må dette ret beset forekomme etisk mere tvivlsomt end at købe en nyre, da det skaber et incitament til at idømme og eksekvere flere dødsstraffe for særligt grov kriminalitet.

Nu har Singapore så gjort det lovligt at betale organdonorer. Officielt er disse betalinger blot godtgørelse for omkostningerne - at betale et beløb, som kan anses for 'upassende tilskyndelse' er fremdeles forbudt. Hvad der udgør 'upassende tilskyndelse', forbliver uklart.

Hvorom alting er, må denne udvikling give anledning til spørgsmålet om, hvorvidt salg af organer overhovedet skal være kriminaliseret. I USA alene får 100.000 personer om året en organtransplantation - heraf lykkes operationen blot i 23.000 tilfælde - mens 6.000 når at dø, før de kan få et organ.

I New York er ventetiden på at få en nyre oppe på ni år. Samtidig er mange fattige rede til at sælge en nyre for langt under 160.000 dollar. Skønt køb og salg af menneskelige organer er ulovligt i langt de fleste lande, anslår WHO, at 10 procent af alle de nyrer, der transplanteres, er købt på det sorte marked.

Fortrød salg af nyre

Den mest almindelige indvending imod organhandel er, at den udnytter fattige mennesker. Dette synspunkt bakkes op af en undersøgelsesrapport fra 2002 af 350 indere, som på ulovlig vis havde solgt en nyre. De fleste udtalte, at de havde solgt deres ene nyre for at kunne at betale deres gæld, men seks år senere havde tre fjerdedele af dem stadig gældsproblemer og fortrød at have solgt deres ene nyre.

Visse fortalere for det frie marked forkaster den opfattelse, at en statsmagt skal kunne bestemme, hvilke kropsdele individer må sælge - hår f.eks. og i USA: sæd og æg - og hvilke de ikke må. Da tv-dokumentarprogrammet Taboo satte fokus på organhandel, bragte det et indslag med en slumbeboer i Manila, som havde solgt sin ene nyre for at få råd til at købe en trehjulet motorcykeltaxi og således sikre en indtægtskilde for sin familie. Efter operationen så man donoren køre rundt i sin skinnende nye taxi. Hans ansigt strålede af lykke.

Burde han have været hindret i at træffe det valg? Nok viste programmet også fortrydelige organdonorer. Sådan er det jo, når man sælger noget - fortrydelige sælgere finder vi også på eksempelvis boligmarkedet.

Til dem, som fremfører det argument, at lovliggørelse af organsalg vil hjælpe de fattige, svarer Nancy Scheper-Hughes, stifter af ngo'en Organ Watch, sylespidst: »Måske skulle vi forsøge at udvikle bedre metoder til at hjælpe fattige end at skille dem ad i løsdele.«

Heri har hun utvivlsomt ret. Problemet er, at det gør vi bare ikke. Vores bistand til de fattige er smerteligt utilstrækkelig og efterlader en milliard af klodens indbyggere i dybeste fattigdom.

Organiseret salg

I en ideel verden ville der ikke være fattige mennesker, ligesom der vil være tilstrækkeligt mange altruistiske donorer til, at ingen skulle dø, imens de ventede på en nyre. Zell Kravinsky, en amerikaner, som har doneret sin ene nyre til en udlænding, pointerer, at vi kan redde et andet menneskes liv ved at donere en nyre, og at der kun er en 1:4.000 risiko for, at vi selv dør under operationen.

Ikke at donere en nyre, siger han, er udtryk for, at vi sætter vores eget livs værdi 4.000 gange højere end et medmenneskes - et misforhold, han betegner som »obskønt«. Alligevel foretrækker de fleste af os at beholde begge nyrer, samtidig med at knapheden på donornyrer varer ved på samme måde som fattigdomm varer ved blandt de medmennesker, vi undlader at hjælpe.

Vi må imidlertid skabe politiske løsninger for den virkelige verden, ikke for den ideelle. Ville et legaliseret marked for nyrer kunne reguleres, således at sælgere var fuldt informerede om alle aspekter af nyredonation, herunder de mulige risici for deres helbred? Ville dette være nok til at dække efterspørgslen efter nyrer? Og ville den ordning give acceptable resultater for sælgerne?

Svar på disse spørgsmål kan vi finde i et land, vi normalt ikke er vant til at betragte som førende inden for hverken afreguleringer af markedet eller sociale eksperimenter. Siden 1988 har Iran haft et statsfinansieret og statsreguleret system for salg af nyrer. En patientforening står for at arrangere transaktionen, som sker efter faste priser, som ingen - bortset fra sælgeren - tjener på.

Ifølge en undersøgelse foretaget af iranske nyrespecialister i 2006, har denne ordning fuldstændig udryddet ventelisten på nyrer i dette land og helt uden at give anledning til etiske problemer. Et tv-program fra BBC i 2006 viste, hvordan flere potentielle donorer blev afvist, fordi de ikke levede op til de strenge alderskriterier, mens andre fik påbudt først at konsultere en psykolog.

En mere systematisk undersøgelse af det iranske system er stadig påkrævet. I mellemtiden vil udviklingen i Singapore blev studeret med interesse, som retssagen mod Levy-Izhak Rosenbaum vil det.

Peter Singer er professor i bioetik

© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu