Klumme

Sommerens velsignede oplevelser

Når nyhedsforbrugeren i det store og hele er henvist til udenlandske publikationer og læser forskrækket om fædrelandet
Magasinet Der Spiegel mener, at den aktuelle stab af internationale organers ledere er præget af middelmådighed, hverken generalsekretæren for FN eller tidligere statsminister Fogh går ram forbi.

Magasinet Der Spiegel mener, at den aktuelle stab af internationale organers ledere er præget af middelmådighed, hverken generalsekretæren for FN eller tidligere statsminister Fogh går ram forbi.

15. august 2009

Sommerens udlændighed - bortset fra nettets nærvær som snor i det fjerne hjemland - henviser i håndgribelig forstand den rejsende til udenlandsk presse. Herald Tribune, Newsweek, Time Magazine og Der Spiegel kan fås de fleste steder. Verdens bedste nyhedsavis, plus tre gedigne magasiner; min sjæl hvad vil du mere. Madame læser ubesværet spansk og oversætter nådigt, når El Pais' rubrikker for den spansksprogede analfabet lige lader sig tyde og kræver mere. Men ellers er det de ovennævnte fire, der holder liv i rejsestalden.

Herald Tribune bidrager med vitaminfoderet. Hvad der står i den, er værd at vide. Klummistens gamle chefredaktør Hans Morten Rubin, selv en fremragende journalist og redaktør, beundrede Herald og slugte misundeligt bladet, når han kunne komme til det. På Færøerne, da vi andre sad og gabte over den rosafarvede udsigt fra det daværende Hotel Borg ud over det meste af Thorshavn, Nolsoyfjorden og Nolsoy i det fjerne med uklippede får som sætstykker i forgrunden og drivende skyer på himlen over Atlanten, snøvlede Rubin: »Sig mig engang, har de ingen morgenaviser her!« Han ville skide på udsigten og have sin Herald, det var den han mente, efter hans opfattelse den eneste avis i verden.

Middelmådighed

I snart forgangne sommer diverterede Time, Newsweek og Spiegel med hvert sit bidrag, der berørte Danmark på pinlig facon. Spiegel lagde i sit nummer 20.7 ud med en analyse af aktuelle internationale organers ledende folk og konstaterede at tendensen mod det middelmådige er påfaldende. Det tyske nyhedsmagasin konstaterer på baggrund af den vestlige verden - Europa mestendels - som er regeret af centrum-højre regimer, at disse åbenbart konsekvent lader middelmådigheder indtage de ledende overnationale stillinger. USA bidrager. Bush satte den højreideologiske fanatiker Paul Wolfowitz i spidsen for Verdensbanken. Flere års arbejde var spildt, Wolfowitz er i faglig forstand et nul for ikke at sige noget værre. Afløst blev han af Robert Zoellick, teknokrat uden visioner og strategi og uden evne til at inspirere andre. EU-Kommissionens formand JoséManuel Barroso, tidligere konservativ portugisisk statsminister, som udelukkende blev formand, fordi Angela Merkel så sit snit til at tilføje daværende kansler Gerhard Schröder et nederlag. Denne havde tænkt sig den langt bedre kvalificerede belgier Guy Verhofstadt som formand. Merkel mobiliserede de konservative venner i de europæiske hovedstæder, og det blev Barroso, hvis resultater er tynde som hans smil er bredt, og som intet effektivt har foretaget sig i finanskrisen. Engang var denne post besat af en Jacques Delors. Husk lige det. FN's generalsekretær er der knap nok nogen der ved, hvad hedder. Ban Ki-moon. Og hvad så? Ingenting. Kompromiskandidat og middelmådig uden visioner. Og så kommer det: Beskæmmende for de danske medier, der var så stolte af det med NATO-generalsekretæren, kalder Spiegel Fogh Rasmussen: Kleinster gemeinsamer Nenner. Laveste fælles nævner. Hvad har Fogh Rasmussen præsteret, spørger det tyske magasin? (Her kunne man være oprigtig og hviske: kreativ bogføring) Men Spiegel svarer selv: en konservativ politiker der har ført: ud-med-udlændige-politik (Ausländerraus-Politik) i et ellers liberalt land. (Her er Spiegel venlig mod DK). Men Fogh kunne man enes om, der Mann ohne Eigenschaften, den laveste fællesnævner. Men det burde have været en anden, skriver Spiegel mellem linjerne, Fogh har heller ikke de nødvendige militærfaglige kvalifikationer.

Uskønt åsyn

Time Magazine, 10.8. beskæftiger sig med truslen fra det yderste højre i det meste af Europa. Ikke mere et sekterisk fænomen, men et stadigt stærkere nyt, snart militant højre, hvis uskønne åsyn præger den politiske hverdag både nationalt og internationalt. Dette højre, der i nogle lande er på kanten af det korpsagtige, er præget af opfanatiseret neonationalisme solidt indstøbt i fremmedhad, især vendt mod folk af den muslimske tro. I mangt og meget minder det nye højres fobier om tidligere tiders antisemitisme, hvis forsøg på at retfærdiggøre sig lå i samme boldgade: at de fremmede med den afskyede tro kun var ude på at erobre os indefra og i sidste fase skære hovedet af os alle sammen. Fra badeforhæng, tørklæder og halal er der kun et kort skridt til magtovertagelsen. Derfor skal alt forbydes, alt der på mindste måde fremmer disse kulturtræk. Målet er den totale underkastelse af disse etniske minoriteter - etnisk udrensning. Muslimer skal bo i muslimland, og det er ikke her, som Mogens Camre her i landet så smagfuldt har udtrykt sig.

Den generelle islamforskrækkelse - og her ses bort fra underbygget religions- og kulturkritik - er imidlertid fatalt forfejlet. Det der bliver udtalt og skrevet, om det er den hollandske fanatiker Geert Wilders eller hans danske åndsfæller, er demagogisk vås. Newsweeks 20. juli nummer bragte en nøgtern undersøgelse af myten om Eurabia, altså at anden, tredje og fjerde generations europæere af islamisk tro skulle smede skumle planer om en magtovertagelse. Et af argumenterne er jo fødselsraten: de formerer sig som - Var det nu rotter eller kaniner? Her er entydige tal for at dét ikke passer. Selv med hårrejsende forestillinger om fertilitet vokser den islamiske del af Europa ikke over otte procent i 2025. Og det tal tager ikke højde for at fødselsraten i disse befolkningsgrupper over alt er ved at ligne stambefolkningernes. Så tallet svarer, stadig radikalt sat, til små fem procent i 2025. Her ligner det for visse landes vedkommende jødernes andel før Holocaust. Alligevel lykkes det i stigende grad at skræmme europæiske vælgere til at stemme på ledere med fremmefjendsk program som regeringsforudsætning, et gennemfalsk grundlag, ledere der altså kan ende med at blive generalsekretærer i NATO. Det er ikke første gang i verdenshistorien at usagligheden, populismen og demagogien vinder over de mere stilfærdige kendsgerninger, men det er sørgeligt.

Fædrelandsværdier

Politik er ikke tal og teknokrati, men i høj grad følelser. Det er der jo ikke noget i vejen med, tværtimod. Svend Auken sagde at man skulle føle efter hjertet i politik, og det er rigtigt. Men følelser må ikke udvikle sig til fordomme, og det er, hvad der er sket og sker i Europa, også ifølge Newsweek. Disse fordomme kædes sammen med fædrelandsværdier, som i overordnet forstand udstyres med et begreb som sammenhængskraften. Meget besnærende. Et sammensurium af udefineret sludder og vrøvl, som altid er nemt at stange ud, fordi det lyder fint, og hensigten helliger middel og magt og. Mere og mere føleligt glider vi ned i et fordommenes sorte hul. Endnu engang i Europas historie, takket være kynisme og forloren folkelighed, vinder dumheden over oplysningen. Der er altid flere stemmer i flere fordomme. Gøres disse nemme forklaringer til fælles eje og god tone (ny politisk korrekthed) og forlenes med de nationale værdier, har man neonationalismen i al dens farlighed.

Det er stadig fordomme og stadig en dødsensfarlig politisk vare, der ikke kan puttes tilbage i æsken. Nemme påstande om at blive spist af sammensvorne muslimer, uanset at muslimerne ikke på nogen måde udgør én politisk størrelse, er vanskeligere at have med at gøre end komplicerede, men rigtigere forklaringer om integrationsprocessers langsigtede og positive konsekvenser.

Sommer var det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

grete jørgensen

Spændende at få belyst andre landes syn på os. Og trist at få bekræftet, at det står så dårligt til, som man ind imellem frygter.
"Kynisme og forloren folkelighed". Ja.

Faktisk har jeg aldrig forstået hvad begrebet sammenhængskraft betyder. Det er jeg ikke ene om, tror jeg. Findes der en brugbar forklaring, eller er det en floskel man bruger for at stoppe en irriterende debat?

Det er en floskel, grete jørgensen, som den mere konforme del af befolkningen i de sidste 10 års tid har brugt til at ensrette andre og skabe en falsk 'national identitet' - ligesom små bange børn i skolen, der ikke vil stikke ud.
Der tales så meget om den store tillid i Danmark; men det er bestemt mit indtryk, at det snarere bygger på, at folk ikke ved, hvad tillid mellem mennesker betyder.
Mht. den sagnomspundne anarkistiske drift i danskerne, så er den forlængst blevet til en uhørt autoritetstro overfor arbejdsgivere og politikere. Danskerne er nogle sølle pjok, der ikke forventer andet af verden end håbløst og dybt kedsommeligt forbrug.

jens peter hansen

"Er gilt als tüchtiger und führungsstarker Politiker, der Worten Taten folgen lässt".
Sådan skriver Die Welt 3.august om Anders Fogh Rasmussen. Heri kan man naturligvis være uenig eller ej, men at Der Spiegels mening skulle være den eneste, er for den som er besat af den tidligere statsministers person, naturligvis overordentlig velkommen. Og som sædvanligt har den internationale journalist, Georg Metz fået det tyske galt i halsen. Der står "Als neuer Generalsekretär der Allianz wird ein anderer am nächsten Freitag beklatscht werden: Anders Fogh Rasmussen, 56, bislang Ministerpräsident Dänemarks, ein konservativer Politiker, der in diesem eigentlich liberalen Land eine Ausländerraus-Politik betrieb. Er war der kleinste gemeinsame Nenner, auf den sich alle einigen konnten. Dass der studierte Ökonom kein Militärexperte ist, stört nicht weiter.

" Kleinster gemeinsamer Nenner" skriver Metz., som har svært ved at skrive af.
Den rare journalist, der elsker at lufte sit kendskab til tysk og fransk, men som af uransagelige årsager altid skriver det forkert, skulle måske selv undlade at lave så megen kreativ sprogforvirring, som når han skriver: der Mann ohne Eigenschaften. Et udsagn han selv, ikke Der Spiegel bringer til torvs.
Hvad med at gå nye veje, så vi slipper for den tidligere tv-oplæsers idiosynkrasier??

Metz har virkelig ramt plet, når jph er nødt til at ty til forkerte adjektivendelser for at finde noget at kritisere.
Det er vigtigt igen og igen at få påpeget, hvilke konsekvenser for vores lands omdømme den nuværende småligtracistiske politik har.

Lasse Wörner

"Det er vigtigt igen og igen at få påpeget, hvilke konsekvenser for vores lands omdømme den nuværende småligtracistiske politik har."

Eskapisme par exellence - vi skriver 2009 og der er stadig folk der mener, at det handler om smålighed og racisme.

grete jørgensen

peter hansen
Mener du at sammenhængskraft skal forstås som ensretning? Det lyder ikke rart?

Er der andre der har bud på, hvordan man kan forstå begrebet: sammenhængskraft?

Og på hvordan det (mis)bruges overfor os?

Lasse Wörner: "vi skriver 2009 og der er stadig folk der mener, at det handler om smålighed og racisme."

Hvad handler det da ellers om, Wörner?

jens peter hansen

Per Vadmand. Jeg kommer jo med et eksempel på Die Welts ros af AFR. En ros der ligger langt fra Der Spiegels nedgøren. Jeg postulerer ikke at Der Spiegel ikke kan have ret, men i givet fald er Die Welt på gale veje. Metz vælger det han vil og fint nok, men mit bidrag giver altså en mulighed for at se på AFR på anden måde. Ikk? Spiegel skriver at Fogh er en konservativ politiker og det er jo lodret forkert, han tilhører jo ikke det konservative parti. Det kan godt være at hans politik er konservativ, men det gør ham jo ikke til konservativ. Så kunne man med lige så stor ret klade Blair konservativ. Udtrykket " ein Mann ohne Eigenschaften", er Metz eget kaudervældske tysk og ikke noget der står i Der Spiegel, men Metz lader som om at det tyske magasin også har skrevet det. Det er vel det man kan kalde kreativ skrivning. Og endelig synes jeg at det er intellektuel dovenskab når man gang på gang citerer forkert, fejlskriver og meddigter.
Man kan ved gud have mange meninger om Anders Fogh Rasmussen, men Metz mani er efter min mening helt ude i hampen og svækker hans dømmekraft.

Til Jens Peter Hansen
Når du skriver, at Georg Metz har svært ved at skrive af, bliver jeg nødt til at fortælle dig, at "omafskrivningen" er grammatisk korrekt, i hvert fald på tysk :-)
Venlig hilsen fra
en 1½-generationsindvandrer