Kommentar

Statens ret til øjenkontakt

Undskyld min uvidenhed - men hvor i min samfundskontrakt er obligatorisk øjenkontakt indført? Jeg burde ikke længere blive overrasket. Jeg ved, jeg burde vide bedre, men enten er jeg for optimistisk og godtroende på mine medmenneskers vegne, eller også er jeg bare generelt ude af trit med min omverden...
Debat
21. august 2009

Undskyld min uvidenhed - men hvor i min samfundskontrakt er obligatorisk øjenkontakt indført?

Jeg burde ikke længere blive overrasket. Jeg ved, jeg burde vide bedre, men enten er jeg for optimistisk og godtroende på mine medmenneskers vegne, eller også er jeg bare generelt ude af trit med min omverden. Hver gang jeg tror, at politikkeres populisme har nået nye højder af himmelråbende idioti, kan jeg efterfølgende se i medierne, at flertallet af befolkningen støtter op om det.

Senest skyldtes min oprigtige overraskelse forslaget om et Burka-forbud, der som bekendt blev stillet under henvisning til såvel ligestilling som trafiksikkerhed.

Jeg kan, for god ordens skyld, sagtens unde halvtreds undertrykte kvinder emancipation. Dét er i sig selv et glimrende projekt, men et forbud svarer ikke blot til at skyde gråspurve med kanoner. At tvinge folk ud af tvang virker bagvendt på mig.

Obligatorisk øjenkontakt

Den eneste forklaring, jeg kan se på flertallets uforbeholdne tilslutning, må være, at de ikke rigtigt har haft tid, lyst eller energi til at gennemtænke tanken. For det handler ikke bare om, at staten nu skal bestemme, hvordan vi går klædt, selv om det lyder slemt nok i mine ører. Det handler også om, at samfundet skulle have et naturgivent krav på at se mig i øjnene - ikke når jeg søger arbejde eller pas eller buskort, men hver gang jeg uforsigtigt vover mig ud på gaden. Og undskyld min uvidenhed, men hvor i min samfundskontrakt er obligatorisk øjenkontakt indført? Har jeg overset den paragraf, der siger, at jeg skal give fri og lige adgang til mit inderste væsen?

Hvis det lyder misantropisk og asocialt, så nok en gang undskyld! Jeg er givetvis ikke et sundt samfundsdyr, men jeg vil ikke desto mindre påråbe mig retten til selv at bestemme, hvem, hvor og hvornår, jeg har øjenkontakt med folk. Sådan er det nu en gang med den forbandede frie vilje: Hvad enten flertallet bifalder det eller ej, så er det mit valg!

At alsidighed er noget bøvl, modsiger hverken jeg eller George Orwell. Det kan være både skræmmende og helt igennem træls, at andre mennesker ikke tænker eller handler som jeg. Men deres frihed er nu en gang prisen for min egen, og dét må jeg så leve med.

I den igangværende debat proklamerede Pia Kærs-

gaard straks, at det da er helt naturligt med et burka-forbud. I et land som Danmark med danske værdier, går man bare ikke sådan kldt. Sådan er det! Dermed forfaldt hun, nok engang, til det letteste argument af alle: Dét, hvor man ubesværet går fra, er til bør. Det kaldes, hvis ikke jeg husker galt, for Den naturalistiske Fejlslutning. Problemet med det er, at det ikke er så simpelt. At vi lever i et samfund, der for tiden sætter sin lid til en utilitaristisk nul-tolerance-tankegang, betyder ikke automatisk, at det af den grund bør være sådan.

Det er selvfølgelig ikke første gang, at forskellige politikere har prøvet at gelejde afvigende elementer på plads. En let-definérbar befolkning er nu en gang mere praktisk end alt det pluralistiske pladder, man ser på gader og stræder. Således foreslog Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, for et par år siden, at piercede og på anden vis outrerede unge skulle kunne udelukkes af kontanthjælpssystemet, med den begrundelse at de ikke stod til fuld rådighed for arbejdsmarkedet. Det blev, heldigvis, ikke til noget.

Sært forudsigeligt

Dét, der kan skræmme, er sådan set ikke, at en liberal politikker foreslår et burka-forbud. Det er måske lidt selvmodsigende, men dog efterhånden sært forudsigeligt. Dét, der indgyder både skræk og skam i mig, er derimod, at den danske befolkning tager så helhjertet imod det. Det havde jeg ikke ventet, selv om jeg, som sagt, burde. For jeg kan jo godt se, at det er tiltalende at få standardiseret de danske værdier. Det ville immervæk være så meget lettere, hvis vi alle kunne være symmetriske, hel-laminerede og sociodynamiske. Hvis ikke vi skulle døje med alle de sweaterklædte, hashrygende højskoleelever, med de langhårede mænd og de unaturligt korthårede kvinder, så ville vi blot mangle at få indøvet en passende marchrytme. Og så kan I tro, at det ville glide gelinde og friktionsløst i det offentlige rum.

Anders L.Hoberg er forfatter, maler og kontanthjælpsmodtager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for en god artikel, der samtidig sætter en stor fed streg under det groteske i det konservative forslag.
Du rammer hovedet på sømmet, når du skriver, at man hver gang bliver (unødvendigt) overrasket over folkestemningen i det her land. Og at mange heller ikke tænker argumentationen i gennem, det er så absolut også sandt.

Er sikker på, at hvis DR eller (nok bedre) TV2 startede en form for reality-konkurrence i syning, så kunne vi snart nok få syet "Den Danske Uniform" - tøjet, der matcher det danske folkesind (mørke farver ville nok dominere).

Politikerne fra højre kæmper aktivt imod det pluralistiske samfund, som, om vi vil det eller ej, bliver virkeligheden i en globaliseret verden. Enhver politiker eller opinionsdanner, der udtaler sig imod denne tendens, lever i fortiden og må vel i grunden betragtes som visionsløs? - Mig får du i hvert fald ikke til at stemme på folk, hvis idé om den perfekte fremtid er fortiden.

Jeg er overbevist om, at man i tresserne kunne have gejlet folkestemningen op til et forbud mod langt hår. Forskellen er blot, at dengang havde politikerne tilstrækkeligt is i maven til ikke at hoppe på den slags demagogi.
De fleste af dem i hvert fald.

Med landets hastigt indsnævrende rammer for normalitet og acceptabel adfærd ligner Danmark mere og mere en overdimensioneret, uordentlighedsangst kolonihaveforening. En forening beboet af spidsborgere, der i egen selvforståelse er verdensmestre i demokrati og frisind, men som reelt søger at genfinde en diffus national identitet gennem voksende afsmag for det mindste anderledes.

Opfattelsen af, hvad der er 'truende', er under konstant forandring, og tærsklen for, hvad bestemmes som 'kulturelt fjendtligt', bliver tilsyneladende aldrig hævet, kun sænket.