At det ville ske, vidste man. At det virkelig er sket, opleves først for alvor, når tavsheden breder sig.
Svend Auken var ikke alene en stor magtpolitiker, der blandt sine bedrifter skabte det formidable miljøministerium, som Fogh Rasmussen i fryd over at kunne ramme den højt begavede modstander lagde i ruiner, Auken var også en stor oppositionspolitiker. Helt ind i marven var han sig sine oppositionelle opinionsskabende evner og sit ansvar for at forvalte dem aktivt bevidst.
En strøm af artikler flød fra hans pc, og som mundtlig formidler var han døgnet rundt skudklar med underbyggede kommentarer.
Et anstændigt frisindet, kulturradikalt inspireret menneskesyn drev ham til på det sidste at appellere til det fremmefjendske flertal om dog at udvise nåde over for de afviste martrede asylsøgere. Som kristen, hvad Auken jo i høj grad også var, henviste han til Den Barmhjertige Samaritan, den Kristi lignelse som på den mest uhyrlige, smagløse og uhæderlige facon er urimeligt teologisk rundbarberet af Søren Krarup til bekvemmelighed for Dansk Folkepartis egoistiske, forkvaklede og menneskeforagtende moralopfattelse.
Medmenneskelighed
Den kynisme og råhed, der blev dansk politik kendemærke under de seneste to Rasmussen'er, hamret fast med forhammer af DF's fladtrådte flok, kunne og ville Svend Auken ikke acceptere.
At Aukens henvendelser i offentligheden til det sidste angående lige netop spørgsmålet om anstændighed i udlændingepolitikken også kunne have en adresse til Socialdemokraterne og i partiets skrumpede bagland, forekommer som en slet skjult hemmelighed.
Nu er der stille, Lange Svend er så tavs, så tavs, så helt igennem unaturlig tavs, at han jo kun kan være død. Det ved vi, at han er. Man skal nu vænne sig til at være den høje støjende store umulige uundværlige mand foruden. Det bliver svært.
I Aukens fodspor øjner man ikke umiddelbart en efterfølger. Ikke nogen rigtigt med noget på hjerte andet end bedre vilkår for brugen af kuglegrill. Ikke mange yngre politikere med samme meningsdannende entusiasme eller samme ægte indignation på de svages, de forfulgtes og de tilsidesattes vegne. Jo, én eller to, som nu for alvor - Mette Frederiksen! må træde i karakter og tage den utaknemmelige og ofte forhånede byrde på sig.
Og så er der jo Pia Kjærsgaard, der igen var ude med rivejernet. Hun føler sig som de tilsidesattes talerør tilsidesat. Og mobbet af den kunst og af de udtryk af den abstrakte art, hun på vegne af vælgerne sætter en ære i ikke at begribe.
Straf hvad Pia ikke døjer
Nu vil Kjærsgaard gerne være kulturminister, meddeler hun, og det er, som mandaterne falder, ikke uden for mulighedens grænser. Som minister vil Kjærsgaard bruge sin magt og tilintetgøre, hvad hun føler sig trådt for nær af og derfor afskyr.
Der er meget, Pia Kjærsgaard ikke kan udstå. Først og fremmest Klaus Rifbjerg. Og så den kunst skabt af kunstnere, der angiveligt ikke bryder sig om hende og DF. Kunstnerne skal lave kunst og lade Kjærsgaard om at lave politik; Rifbjerg skal nærmest korporligt afstraffes, forstår man af formandindens udtalelser. I hvert fald ydmyges offentligt, for han hader ifølge Kjærsgaard DF, og det skulle være årsag nok.
Den naturalistiske gode folkelige danske kunst skal efter disse småting er ordnet op på museernes vægge. Nå, nej, det er heller ikke sådan; Kjærsgaard lader sig ikke fange. Det er kun fordi der er for meget af billeder, der ikke forestiller brølende kronhjorte ved skovsøen. Det vil sige: at man skal inddrage støtten til, hvad Pia Kjærsgaard syntes mindst om, så bliver der mere af det andet.
Og de kunstnere der får Statens Kunstfonds støtte, skal ikke mere have noget, heller ikke bibliotekspengene, ikke hvis de taler ondt om DF, eller der bliver malet for få brølende kronhjorte. Ja, man tror det er løgn, men dette er meningen i udtalelserne, hvor det atter lykkes Kjærsgaard at fremstille sig som repræsentanten for de forfulgte, de tilsidesatte og foragtede, uden at nogen af dem hun overfalder vist har tilsidesat, eller forfulgt eller foragtet; ikke ret meget.
Eller lykkes og lykkes. Det lykkes vel for Pia Kjærsgaard at fremstille sig som det danske folks valkyrie der slår sit uegennyttige slag for trivialkunsten, som ingen i virkeligheden gider anfægte, og som ikke er truet af andet end banalitetens ubønhørlige nedslidning.
Men det lykkes kun over for de folk, der i forvejen sympatiserer med DF's overskuelige verdensbillede. I den parlamentariske virkelighed - hvor regeringen æder, hvad det skal være, blandt andet fordi statsministeren åbenbart er enig, men ikke udtrykker sig bastant og primitivt som P. Kjærsgaard, kan udfaldet eller overfaldet på de sagligt baserede kunststøtteordninger imidlertid sagtens gå hen og få effekt. Og som sagt: at P. Kjærsgaard kan blive kulturminister, er ikke så umuligt, som det i retsindige personers sanseapparat kan forekomme.
Autoritær kunst
Det mest forbløffende ved udtalelserne - og skræmmende - er at man ikke bliver forbløffet. Her står i interviewet i Politiken højt og tydeligt at Pia Kjærsgaard vil de kunstnere til livs, der ikke taler pænt om hende og DF.
Gik man rundt og havde sine anelser om at der i DF var autoritære tendenser, så gik man rundt og havde ret i sine anelser. Og skrev man i en romanbog - med eller uden kunststøtte - ordret, det Pia Kjærsgaard har udtalt, ville ens forlægger pænt bede én om at tage en lille ferie og komme tilbage med manus i soigneret form. Men sådan er det jo så tit: Virkeligheden overgår fiktionen.
Når vi nu er ved det, har Kjærsgaard og partiets unge håb, EU-parlamentsmedlem, Morten Messerschmidt i sommerens løb ladet sig indrykke som annonce i flere lokalblade, hvor de takker for alle de rare stemmer, det lykkedes Messerschmidt at score på det mest tåbelige slagord af alle: Giv os Danmark tilbage!
Der burde være en paragraf i Grundloven der fratog folk deres ytringsfrihed på forlænget livstid for den slags vås. Oven over de to stærkt forskønnede politikeres glade hoveder er anbragt syv stjerner og midt i billedet et nærmest fallisk Christiansborg-tårn (Her kan man tale om uforståelig moderne kunst).
Manden fra Mars ville her tro at dette var en mor med søn i et usundt forhold, der efter afsløringen henvender sig til offentligheden med tak for medfølelsen med dem begge. De kun syv stjerner er sikkert ment som noget helligt og antyder måske samtidig at DF ikke i det ydre længere ønsker at fremstå lige så fanatisk imod EU som før. Denne mere modererede holdning, hvis den forsigtige teori er rigtig, er nemlig forudsætningen for at DF kan komme i regering med V og K, og Pia Kjærsgaard dermed få opfyldt sin ambition om at blive kulturminister så hun kan sparke alle der taler grimt om hende i en vis legemsdel.
Hvor man dog allerede savner Lange Svend.
Tak - Georg Metz - bedre og mere præcist kan det ikke udtrykkes.
Der er så stille nu.
Der er intet så beroligende, trygt og uforanderligt som at vende hjem fra en lang udlandsrejse og igen læse Georg Metz: Intet er ændret, ingen nye tanker tænkt, intet emne så perifert, at han ikke kan fortsætte sin dødsdans med Pia som fast partner, låst i hans faste passion. Uden hende er han den evige bænkevarmer. Han er
ikke truet af andet end banalitetens ubønhørlige nedslidning.
Det mest forbløffende ved udtalelserne - og skræmmende - er at man ikke bliver forbløffet.
- åh, nej, det er jo Georgs egne ord om Pia!
Det er faktisk synd, at Svend Aukens død (det er vel en nekrolog, ikke sandt?) skal bruges som endnu en inklination til Georgs fortsatte danse macabre med Pia.
Lange Svend fik faktisk af og til en ny ide.
Georg Metz:
”Et anstændigt frisindet, kulturradikalt inspireret menneskesyn drev ham til på det sidste at appellere til det fremmefjendske flertal om dog at udvise nåde over for de afviste martrede asylsøgere (,,.) At Aukens henvendelser i offentligheden til det sidste angående lige netop spørgsmålet om anstændighed i udlændingepolitikken også kunne have en adresse til Socialdemokraterne og i partiets skrumpede bagland, forekommer som en slet skjult hemmelighed.”
Et faktum som vi underligt nok ikke har hørt ret meget om i alle mindeordene og nekrologerne.
Tak til Georg Metz for at minde os om, at noget af det sidste Svend Auken gjorde i sit politiske liv, var at give sin uforbeholdne støtte til de mænd, kvinder og børn der nu på tredje måned sidder i Brorsons Kirke og frygter for deres liv og velfærd.
Noget af det sidste Lange Svend offentligt ytrede sig om, var hvilke to emner som han anså for nationens (og Socialdemokratiet) vigtigste politiske emner. Nemlig nytænkning af hved velfærd bør og skal være, og gennemførelse af en stærkt tiltrængt demokratireform.
Som så ofte før, tænkte Svend klarere og mere visionært, end hans politiker-kolleger. At håbe på, at nogle politikere tager handsken op, er - desværre - temmeligt naivt. Ikke desto mindre - tak for diagnosen og skitsen til en handlingsplan, Svend.
"Gik man rundt og havde sine anelser om at der i DF var autoritære tendenser, så gik man rundt og havde ret i sine anelser."
Man kan godt have anelser om at der i DF er tendenser, der er mere dystre og vidtrækkende end almindelige autoritære tendenser.
Efter Europa-parlament valget blev Mogens Camrer interviewet om Morten Messerschmidts talenter. Morten Messerschmidt havde før omtalt Mogens Camrer som hans læremester, hvortil Camrer sagde, at Messerschmidt ikke havde brug for en læremester. Han var den mest talentfulde mand, han havde mødt. Han sagde "Er der noget, den mand ikke kan?"
Jeg grundede en del over det, for det var som om, jeg havde hørt det før.
Det havde jeg også.
I Star Wars Episode II. Scene 36:
Anakin Skywalker (som bliver til Darthwader) befinder sig i samtale med Senator Palpatine (der i virkeligheden er den store darthlord.), på dennes kontor.
Palpatine: And so, my young Padawan, they finally given you an assignment. You patience has paid off.
Anakin: Your guidance more than my patience.
Palpatin: You don't need guidance, Anakin. In time you will learn to trust your feelings. Then you will be invincecible. I have said it many times, you are the most gifted Jedi I have ever met.
Er Morten Messerschmidt Anakin Skywalker aka. Darthwader? Der er flere ligheder. Begge er de charmerende unge mænd, hvor hadet og vreden syder og bobler lige under overfladen. Begge befinder de sig i magtens centrum. Begge har de et forhold til en kvinde ældre end dem selv.
Er DF's mål ikke blot en autoritær nationalistisk stat, men i virkeligheden at underlægge sig hele vore gallaxe.?
Lærte noget i går om informationen fra en
hanne Christensen
og jeg må sige, at hun har ret
Her tror man, at man skal læse en seriøs artikel om det store TAB af Svend Auken
og over halvdelen af artiklen handler om Pia Kjærsgaard og HENDES FORBANDEDE PARTI
TAG JER DOG SAMMEN
MENNESKER !!!
Lidt fantastisk at en artikel om Svend Auken kan føre debatten over til at handle om hans modstandere i DF.
Vi får se hvad historikerne skriver om lange Svend om føje år - når vor umiddelbare sorg er ovre.
Mit bidrag om Pia skal være at historieskriverne sikkert vil bruge noget der ligner bandeord, når de skal beskrive Pia's politiske gerninger under VK perioden. Betingelsen for at de anvender de nævnte bandeord, vil være at Danmark er tilbage på "sporet" og at Pia's ånd og bogstav ikke har sejret - for har den det, så vil Pia stå som en samfundsfornyer der prises af folket og som bærer af de gyldne laurbær, udsat for folkets hyldest..
"Der burde være en paragraf i Grundloven der fratog folk deres ytringsfrihed på forlænget livstid for den slags vås"
Nu er hr. Metz da vist helt ude i det totalitære. Det er jo rendyrket stalinisme.
Kære Georg.
Du har ret i dine mange betragtninger.
Men Hvorfor blande hestepærer ind i en nekrolog om et FINT FYRTÅRN?
Hun kan altid få af nedstrygeren. Synes bare, at vi skal hylde Svend. Græd, selvom jeg vidste hvad vej det gik.
Og den lille Pia er ikke værd en så fin placering. Neglicer konen - men hun er osse min idiosynkrasi. Vi forsager........
Lad os ikke provokeres af en nullerkone,.
Venlig hilsen Lars EGE
Kynisme og råhed, kendetegnet for de sidste to Rasmussener, skriver Metz. Mon ikke Auken af alle blev fladtråt og udsat for kynisme og råhed af Nyrup RASMUSSEN og The smiling Killer, Helweg Petersen, to politikere der konstant beder om anstændighed, men hvis kynisme og stræben efter magt får de to andre til at ligne et par håbløse amatører. Den kynisme de to pæne politikere har udøvet er altså glemt. Det var dem der knækkede Auken. De to venstremænd skulle han såmænd nok selv ordne. Kniven var i hans eget parti og udleveret af en humanistisk radikal. Glem ikke det, hvis socialdemokratiet skal på benene igen.
En nekrolog om Svend Auken glider over i en tirade om en politisk modstander.
Dette er vel en mani i udbrud.
For at imødekomme eventuel tvivl om indholdet af Georg Metz' indlæg, skal tilføjes at "Intermetzo" er en ugentlig klumme i hvilken skribenten giver udtryk for egne holdninger. Der er således ikke tale om en nekrolog.
Informations nekrolog over Svend Auken er skrevet af Lasse Ellegaard, og blev bragt i avisen 5. august. Den kan læses her:
http://www.information.dk/199286
Debatvært
Espen Fyhrie
Jeg kan dårligt forestille mig noget mere passende end at sammenkæde ordene ”Det store tab” hæftet på Svend Auken, med hans modstandere fra DF og deres politik.
Nu er der stille, nu hvor Svend Auken er væk. Hvilken politiker skal nu føre arven videre og tale kynismen og brutaliteten i DF midt imod?
Heldigvis har vi Georg Metz, som på disse sider utrættelig sætter tingene op mod hinanden, så kontrasterne ikke er til at overse.
Inger Sundsvald:
”Nu er der stille, nu hvor Svend Auken er væk. Hvilken politiker skal nu føre arven videre og tale kynismen og brutaliteten i DF midt imod?”
Det er både rigtigt og logisk når Georg Metz nævner Svend Aukens død og dansk Folkeparti i samme intermezzo.
Med Svend Aukens død er den sidste forhindring forsvundet for Helle Thorning Schmidt og Henrik Sass Larsen i deres fælles projekt om at gøre Socialdemokratiet til en kopi af Dansk Folkeparti.
Per Thomsen
Georg Metz nævner jo:
”Mette Frederiksen! må træde i karakter og tage den utaknemmelige og ofte forhånede byrde på sig”.
Måske er selv Metz for naiv. Men man kunne jo godt tage sig i at håbe. Èt er sikkert - vi får ikke forandringer før Helle Thorning Schmidt og Henrik Sass Larsen skifter kurs eller er ude af billedet. Det sidste er nok nødvendigt. Men hvem har tro på det?
Det var Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helweg Petersen som " myrdede" Svend Auken. Med Hjælp af Lykketoft.
Pia K. ikke var Aukens hovedmodstander, det var hans egne kammerater. Det tjener ham til ære at han var den ENESTE der forsvarede Sass Larsen, da han blev undsagt af ledende partifolk. Mon ikke han huskede sin egen henrettelse??
Pia K. har han mig bekendt aldrig brugt megen tid på. I modsætning til klummeskriveren.
Inger Sundsvald:
””Mette Frederiksen! må træde i karakter og tage den utaknemmelige og ofte forhånede byrde på sig”. Måske er selv Metz for naiv”
Inger er fuldkommen, ikke engang Georg Metz. Det er tydeligvis gået hen over hovedet på den gode Metz, at Mette Frederiksen for nyligt fremsatte et forslag om at indvandrere skal fratages deres forældremyndigheden, hvis de nægter at lade deres børn gå i vuggestue og børnehave.
Dermed har Mette Frederiksen for stedse mistet sin troværdighed. Hun kan ikke bruges til noget.
Til gegæld er der stadigvæk personer i kulissen som Frank Jensen og Orla Hav der måske på lidt længere sigt vil være i stand til at løfte arven efter Svend Auken.
Der kommer ikke nogen centrumvenstre-regering, så længe Helle Thorning er i front. Indse det dog, kære socialdemokrater.
Per Thomsen:
"Dermed har Mette Frederiksen for stedse mistet sin troværdighed. Hun kan ikke bruges til noget."
Ganske enig. Det er besynderligt at Georg Metz kan have forhåbninger om det modsatte. Og endnu mere besynderlig, at Mette Frederiksen under den velmenende og veltalende facade, tydeligvis sværmer for den totalitære velfærdstat...
Det bliver interessant at se hvordan Pia Kjærsgaard, Uffe Ellemann-Jensen, Poul Schlütter eller Poul Nyrup Rasmussen vil blive beskrevet når de engang stiller træskoene.
Jeg holdt meget af at se Tv-avisen sidst i 70´erne og starten af 80´erne hvor Georg Metz var nyhedsoplæser. I dag synes jeg dog han bruger alt (alt) for mange ord.
Artiklen er simpelthen for lang og unødvendig. Hvor mange ord skal der til for at beskrive en ting eller en holdning??
Kommer til at tænke på engang Marianne Jelved var i diskussion med Kristian Thulesen Dahl. Han er jo ret god til at tale mange ord om et emne. Efter at Jelved havde hørt på ham i ca. et minut siger hun; Det er mange ord om en enkelt ting.....(hvilket det også var).
Jeg kom da igennem Georg Metz´s indlæg. Men jeg synes godt nok det kunne havde været forkortet. Det virker som om han nyder at sidde og se hvad han skriver. Det er jo så også fint nok når man kan leve af det.
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg har en stor respekt for Metz, og jeg mener at hans stemme er tiltrængt.
Der er desværre to omstændigheder ved denne artikel som jeg synes er ærgelige. For det første, som andre har påpeget, er det trist at artiklen kommer til at handle om DF. Jeg ville være mere interesseret i en indsigtsfuld hyldest til Auken end en optagenhed af dennes fjender.
For det andet mener jeg at han fejlbedømmer Kjærsgaards udtalelse om at være kulturminister. Jeg mener simpelthen, at der er tale om at hun ønsker at sætte dagsordnen i en tid hvor de fleste politikere er gået på sommerferie. Og det er da lykkedes meget godt. Men, som sagt: Jeg tvivler virtkelig på at hun vil sætte det som krav om end overhovedet nævne det i forbindelse med dannelsen af en ny regering.
Okay, glemte lige en sidste ting: (For det tredje): Jeg mener at Metz i sin søgen efter en "oppositionel og antiautoritær" skikkelse kommer til at koncentrere sig udelukkende eller i for høj grad om Socialdemokratiet. Herved implicerer han at Socialdemokratiet anno 2009 kan sammenlignes med det ophav som Auken kom fra. Metz burde snarere lede efter en arvefølger i SF eller Enhedslisten, hvis politik minder mere om den som Auken var fortalere for i hans storhedstid. Jeg vil personligt pege på Johanne Schmidt-Nielsen som en kandidat.
Mht. til Pia's meninger om kunsten, så minder det uhyre meget om, at det har hun ikke forstand på. Kun os på parnasset ved det. Hvor vover en hjemmehjælper, at forholde sig til kunsten og dens mangfoldige udtryksformer. Uhyre frækt. Hun og hendes proselytter burde kende deres plads og ikke anfægte andres akademiske evner for kunst.
Det vender du på hovedet, Alfred Holgersen. Ingen ville blive mere glade for en hjemmehjælper, der forholder sig til kunsten end den danske venstrefløj - og de findes, de hjemmehjælpere.
Hvad vi alle derimod kun kan have noget imod, er den dovne holdning, at 'kunsten skal tale til mig forudsætningsløse'. Hvis man ikke gider sætte sig ind i den sammenhæng, hvori en udvikling foregår, kommer der kun en ignorant og i bedste fald ligegyldig, i værste fald skadelig, påvirkning ud af det. Som det eneste synes kravet til kunsten at være, at den skal være absolut ligefremt forståelig - og i modsætning til det meste er det præcis det krav, kunsten hverken kan eller skal indfri, hvis den skal have saft og kraft.
Ved at nævne to SÅ forskellige politikertyper i samme artikel, formår Metz at få os til, for alvor, at forstå hvilket tab det er for dansk politik at Svend Auken er væk. Han turde være et menneske med dyder og mangler og viste os at menneske OG politiker kan forenes i en og samme person. Han glædede sig over sine sejre, men erkendte også sine fejl. Det sidste kan mange politikere lære rigtig meget af. Det ville højne troværdigheden.
"Eller lykkes og lykkes. Det lykkes vel for Pia Kjærsgaard at fremstille sig som det danske folks valkyrie der slår sit uegennyttige slag for trivialkunsten, som ingen i virkeligheden gider anfægte, og som ikke er truet af andet end banalitetens ubønhørlige nedslidning.
Men det lykkes kun over for de folk, der i forvejen sympatiserer med DF's overskuelige verdensbillede. "
Jusr det!
Just det!
Mette Frederiksen? Mette "tvangsfjern indvandrerbørn" Frederiksen?