Det værste og det bedste i Kina

Kinarejser koster jo hverken i tid eller penge, hvad de gjorde for bare en generation siden, så jeg får efterhånden en hel del danske gæster under mit årlige fem måneders ophold i Chengdu i det sydvestlige Kina.

Jeg har lavet en slags selskabsleg med gæsterne. Når vi spiser middag sammen deres sidste aften her, beder jeg dem fortælle mig, hvad der for dem har været det værste og det bedste i Kina.

Med hensyn til det værste kommer der svar som: »Det er forfærdeligt med den sorte røg fra fabrikkerne midt i en storby«. »Jeg var lige ved at blive kørt over i en fodgængerovergang. De stopper jo ikke for rødt lys!«. Eller »Vi viste dem parløren, men de forstod alligevel ikke et ord. Hvorfor er der ingen, der kan tale engelsk i dette land?«.

Og hvad det bedste angår, er det bemærkninger som: »Vi fik gjort det klart, at vi skulle med toget. Hun fulgte os faktisk hele vejen til stationen«. »Den her håndtaske er en ægte mærkevare. Den kostede under en femtedel af, hvad den koster i København«. Eller »Det er fantastisk at se hvor megen fremgang, der har været i Kina siden vores sidste besøg«.

Jeg prøver at samle de mange svar lidt systematisk. For det værste er det blevet til forurening, trafik og sprogforbistring. For det bedste kineserne selv, priserne og den økonomiske fremgang.

Forureningen er slem. Den rangerer fra børnenes laven både stort og småt på gader og stræder, spytteri i lange baner og til verdens højeste CO2-udslip, efter at Kina nu har slået den amerikanske rekord. Børnene bruger ikke ble, spytterne bruger ikke lommetørklæder, og fabrikkerne bruger ikke filtre. Kina sigter først og fremmest på økonomisk vækst. Forureningen omtales som beklagelig, men alle er enige om, at afhjælpningen af den ikke må hindre væksten. Pudsigt nok diskuterer mine kinesiske venner aldrig forureningen, selv om partiet faktisk opfordrer til debat om problemet. De har for travlt med at tjene flere penge og er glade for fremgangen, forurening eller ej.

Situationen er alvorlig, men nabolandet Japan er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at forbedre miljøet. Luft og vand er rent i Japan, efter at Japan under sin lange vækstperiode havde lige så meget forurening, som man ser i Kina i dag. Jorden har det ikke helt så godt i Japan, hvor man af politiske grunde har smidt penge ud til inddæmning af elve og floder og til broer og veje, der bogstavelig talt ikke fører nogen steder hen. Men altså: Det kan lade sig gøre at rense op. Problemet i Kina er, at dimensionerne er 10 gange Japans, og Kina kan have ødelagt miljøet med klimaforandring, inden det lykkes at kontrollere CO2-udslippet.

Kinas stærkt stigende antal bilister respekterer hverken fodgængerovergange eller trafiklys. Sekssporede motorveje i Peking er nu helt fyldte. Antallet af cyklister er hastigt faldende. Kinas tog er altid overfyldte. Kina har verdens højeste antal trafikdrab, selv om manddrab ved spritkørsel ligefrem kan medføre en dødsdom.

For mange mennesker

Men det virkelige problem er ikke den stigende trafik som sådan. Problemet er, at der er for mange mennesker i Kina. Man kan derfor kun glæde sig over, at regeringen er gået drastisk til værks for at stoppe befolkningstilvæksten. Det drejer sig om den omstridte etbarnspolitik, som dog i virkeligheden tillader, at mere end halvdelen af Kinas kvinder får to eller flere børn, når blot fødselsraten alt i alt forbliver under to. Befolkningstilvæksten vil stoppe om en snes år, og befolkningstallet vil begynde at falde. Og det vil så afhjælpe trafikproblemerne.

Så er der sprogforbistringen. Kinesisk er sammen med japansk, der også bruger kinesiske skrifttegn, verdens vanskeligste sprog. De færreste voksne udlændinge formår at lære kinesisk. Det er svært selv for kineserne, der bruger mere end dobbelt så lang tid på at lære deres modersmål, som vi gør med vores indoeuropæiske sprog. Det drejer sig for det kinesiske barn om fem timer om dagen, seks dage om ugen i ni år. Man kunne mene, at så svært et sprog ville være hæmmende for udviklingen, men jeg mener, at det faktisk forholder sig modsat. De mange timers indlæring skærper hukommelsen, udholdenheden og disciplinen, som alle er vigtige elementer i den økonomiske udvikling.

Det bedste er så kineserne selv, priserne og den økonomiske fremgang.

En af mine danske gæster sagde, at kineserne er de venligste og mest uhøflige mennesker i verden! De er altid hjælpsomme, når det kniber, men drejer det sig blot om at komme op i en bus eller et tog, kunne ingen finde på at stå i kø. Man maser bare på. Helt modsat japanerne, som utvivlsomt er verdens høfligste mennesker. Som PEW's holdsningsanalyser viser, er kineserne nok i dag de gladeste mennesker i verden. De får det bedre dag for dag, glæder sig over bedre lejligheder, bedre mad og bedre arbejde.

Verdens laveste priser

Priserne er utvivlsomt verdens laveste. Så for læsere, som endnu ikke har været i Kina, er det nu, man skal tage af sted og opleve priser, der er langt under halvdelen af, hvad vi betaler i Danmark for tilsvarende ydelser. Ja, hvad mad og tøj angår, er man nede på vel en femtedel til en tiendedel af danske priser. Frokost for fem kroner. Middag for fire med alt, hvad dertil hører for 150 kroner. Silkesokker for en tier.

Turisterne er glade, men de kinesiske priser er faktisk i en verdensøkonomisk sammenhæng for lave. Det kunne der nemt laves om på ved at gøre de kinesiske penge dyrere, altså en opskrivning af renminbien. Amerikanerne har presset på i den retning i mange år med en revaluering på ca. 20 procent som resultat. Men der er stadig langt igen, før kinesiske priser vil forekomme normale for os andre. De lave priser sikrer den kinesiske eksport, mens vi til gengæld har sværere ved at eksportere til Kina, fordi vore kroner er for dyre.

Den økonomiske vækst har fået hen ved en halv milliard kinesere op på en rimelig levestandard. Det svarer til EU's samlede befolkning. Jeg betragter det som verdenshistoriens største bedrift. Som vi har set, er det gået ud over miljøet, og på langt sigt er den kinesiske vækst ikke bæredygtig. Det ved kineserne godt, men de vil op på noget, der ligner vores niveau, før de vil gøre noget alvorligt ved det. Det kan man ikke fortænke dem i. De kinesiske gennemsnitsindtægter er stadig kun en tiendedel af de danske.

Verdensmagten

Det var mine gæsters betragtninger. Hvad der ikke bliver umiddelbart klart, når man går på gaderne i Chengdu, er det måske allervigtigste spørgsmål for den globale udvikling, nemlig: Hvordan bliver Kina som verdensmagt? I gamle dage talte man om den gule fare. Men bortset fra det miljømæssige er der ingen fare ved, hvad der foregår i Kina. Landet satser stærkt på en harmonisk og stabil udvikling, der vil sikre freden og dermed Kinas uafvendelige opstigning som verdensmagt.

Kineserne betragter os vesterlændinge som barbarer. Udtrykket er ikke helt så dramatisk på kinesisk, men ideen er klar: Verden uden for Kina kommer egentlig ikke Kina ved, så længe den er fredelig og villig til at handle med Kina, altså så længe Kina kan købe eller stjæle alt det nyttige, der er opfundet hos os i Vesten. Vesten og især USA har derimod et moralsk formål med at blande sig på verdensplan, nemlig at sikre demokrati og menneskerettigheder. En sådan holdning ligger Kina fjernt. Kina blander sig kun for at sikre kinesiske interesser. Og de er i dag fredelige.

Verdenskrisen har gjort det klart, at der egentlig kun er to magter, der bestemmer den globale udvikling. Vi har oplevet de store lande slå sig sammen i G7, G8 og G20. Fremover bliver det nemmere. Vi kan nøjes med G2: USA og Kina.

Sven Burmester er forfatter og udforsker