Kommentar

Barmhjertighed for bombemænd

Løsladelsen af Lockerbie-terroristen har aktualiseret et gammelt moralsk spørgsmål: Hvornår bør vi tilgive lovbrydere og vise syndere nåde?
8. september 2009

Den nylige frigivelse af Abdel Basset Ali al-Megrahi – den eneste person, som er dømt for at have sprængt Pan Am Flight 103 i luften over Lockerbie, Skotland, i 1988 – har vakt furore. Omtrent på samme tid gav det amerikanske football-hold The Philadelphia Eagles sin eksstjerne Michael Vick, som var dømt for at organisere spil på hundekampe, hvor de tabende kamphunde blev pint og dræbt, en chance til. Og få dage efter brød William Calley, som havde befalingen over den deling, som massakrerede hundredvis af civile vietnamesere i landsbyen My Lai i 1968, sin mangeårige medietavshed, da han stod frem og undskyldte.
Hvornår bør vil tilgive lovbrydere og vise syndere nåde? Mange samfund straffer grusomhed mod dyr for mildt, men Vick sad dog 23 måneder i fængsel. Ud over fængslingen gik han også glip af to års spillerkarriere og millioner af dollar i indtjening. At udelukke Vick fra spille igen ville være at pålægge ham en urimelig tillægsstraf.
Vick har desuden udtrykt anger, og hvad der er mere afgørende: Han har handlet derefter ved at arbejde som frivillig, dels på et dyreinternat, dels i ngo’en Humane Society of The United
States, der kæmper imod hundekampe. Det er svært at se, hvilket formål det skulle tjene ikke at lade ham at gennemføre sin rehabilitering og vende tilbage til den profession, han behersker bedst.
Megrahi blev kendt skyldig i mord på 270 mennesker og idømt livsvarigt fængsel. Han havde imidlertid kun sonet syv år, da den skotske justitsminister, Kenny
MacAskill, lod ham løslade med henvisning til en lægelig diagnose, ifølge hvilke
Megrahi har kræft i sidste stadie og kun tre måneder tilbage at leve i. Spørgsmålet om samvittighedsnag kom ikke på tale, da Megrahi aldrig har indrømmet skyld og først appellerede dommen umiddelbart før sin frigivelse.
Forbrydelsens karakter
I mellemtiden er der rejst tvivl om, hvorvidt Megrahi nu virkelig også er døden nær. Det er tilsyneladende kun fængselslægen, der har sagt, at han kun har tre måneder tilbage at leve i, mens fire specialister afviser at udtale sig om dette spørgsmål. Der har ligeledes været spekulationer om, hvorvidt Megrahis løsladelse havde sammenhæng med forhandlinger om oliekontrakter mellem Storbritannien og Libyen. Endelig betvivler flere, at Megrahi overhovedet var den reelle gerningsmand – en tvivl, der kan have spillet ind på MacAskills beslutning (om end det i så fald havde været bedre så at lade domstolene se på sagen igen).
Hvis vi går ud fra, at Megrahi var skyldig, og at han blev løsladt, fordi han kun havde kort tid tilbage at leve i, kan en fanges dødelige sygdom så virkelig retfærdig­gøre, at han løslades af barmhjertighedsgrunde?
Svaret må afhænge af forbrydelsens karakter, fængselsdommens længde, og hvor stor en del af den, det står tilbage at sone. For en lommetyv, som har siddet to et halvt år, ville det være urimeligt hårdt at insistere på, at han skal sone sine fulde straf, hvis det indebærer, at han skal dø i fængslet snarere end sammen med sin familie. Men at frigive en mand, som kun har sonet syv år af en livstidsdom for massemord er noget ganske andet. Som ofrenes efterladte har påpeget, udviste Megrahi ingen barmhjertighed, da han planlagde sin forbrydelse, så hvorfor skal vi nu vise ham barmhjertighed?
Ingen nåde
I den erklæring, som
MacAskill fremsagde i det skotske parlament for at forsvare sin beslutning, afstod han fra at citere fra den engelske litteraturs mest berømte tale om nåde – Portias replik i Shakespeares
Købmanden i Venedig, som ellers ville have understøttet hans argument perfekt. Portia indrømmer, at Shylock på ingen måde er forpligtet til at udvise Antonio nåde, da denne har svigtet sit løfte til ham, men, siger hun, nåde udvises ikke af pligt:
»Nåden falder som mild regn fra himlen – den er dobbelt velsignet, fordi den velsigner den, som gi’r og den, som får. Den er mægtigst blandt de mægtige. Den klæ’r den kronede monark bedre end hans krone – dens magt er større end den, som spir og scepter viser. Og jordisk magt kan ligne Guds, når nåde går for ret«
Tilsvarende indrømmede MacAskill, at Megrahi ikke selv udviste nogen nåde, men påpegede så med rette, at dette ikke er nok i sig selv til at nægte ham nåde i hans sidste dage. Han appellerede herefter til medmenneskelighed, barmhjertighed og nåde som »de trossætninger, vi forsøger at leve efter« og hævdede, at hans beslutning i den forstand var i tråd med »skotske værdier«.
Villige til at tilgive
Vi kan være uenige med
MacAskills beslutning, men vi bør i det mindste anerkende – medmindre der stikker mere under i denne sag – at han var motiveret af de ædleste værdier. Og hvis vi ikke mener, at Megrahi blev straffet hårdt nok for sin forbrydelse, hvad skal vi så mene om den tidligere løjtnant William Calleys skæbne?
I 1971 blev Calley dømt for at have myrdet »ikke færre end 22 vietnamesere af uvis alder og køn«. Han blev også dømt for overfald mod et
vietnamesisk barn med
morderisk forsæt. Alligevel gik der kun tre dage – ja, tre dage – efter domsafsigelsen, før Richard Nixon gav ordre til, at han skulle løslades fra fængslet og sone sin dom i
et komfortabelt hus med to soveværelser. Her boede han så med sin livsledsagerske og tjenestefolk, der kunne assistere ham. Efter tre års forløb blev han tilmed også løsladt herfra.
Calley hævdede, at han blot adlød ordrer. Kaptajn Ernest Medina, hans overordnede, havde beordret ham til at nedbrænde landsbyen og forgifte dens brønde, men der var ingen klare beviser på, at ordren også omfattede drab på civile, og dersom en sådan ordre vitterlig var givet, skulle den ikke have været fulgt (Medina blev for øvrigt frikendt).
Efter at have nægtet at udtale sig i årtier, indrømmede den i dag 66-årige Calley, at »der går ikke en dag«, hvor han ikke føler samvittighedsnag »over det, som skete den dag i My Lai«. Man kan så spekulere på, om familien til dem, som blev myrdet i My Lai, er mere villige til at tilgive Calley end Lockerbie-ofrenes efterladte er til at tilgive Megrahi.
debat@information.dk

Peter Singer er professor i bioetik ved Harvard University
© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hver eneste sag må bedømmes på sine egne præmisser -at blande Calley og Vick m v ind i sagen er reelt "tankesnyd".

Tager man forsætligt sagesløse menneskers liv, så er man det rene skidt, og bør behandles derefter.

Det gælder f eks også forhandlere af narko og menneskehandlere - de stjæler livet fra andre mennesker.