»Hvorfor skulle Thor fjernes?« spørger Information på forsiden 18. september, og henviser til et spædbarn, som blev bortført af sine forældre i sommer. Artiklen fortæller Informations udlægning af sandheden om Thor og hans forældre, og alle er på anklagebænken: Socialrådgiveren for at være for langsom til at undersøge, for hurtig til at konkludere og forkert i valget af konklusion. Hospitalet for at fejldiagnosticere og dermed fejlbehandle Thor. Og pressen for at overdrive vildt, og kalde forældrene narkomaner og Thor for abstinent, når det ikke var det, der var tilfældet. Dagen efter denne artikel er bragt, hopper hele tre eksperter i sociallovgivning lige i fælden i en ny artikel, hvor de giver Information ret i, at Thors anbringelse var en fejl.
Tommelen ned
Dette er historien om de barske vilkår, som det vanskelige arbejde med socialt udsatte børn og familier er underlagt. Historierne fra det virkelige liv i svært dysfunktionelle familier rummer alle elementer af en 'god historie' i pressemæssig forstand. Der sættes billede og lyd til en hverdag, som de færreste af os kan identificere os med, og som vi derfor kan betragte med både nysgerrighed og vantro. De små gys over, at 'nogen kan finde på det', er den direkte anledning til afsky og forargelse, som vi alle er dejligt fri for at rette mod os selv (vi kunne aldrig finde på at være sådan). Næste skridt er nemt. Vi spørger om, hvorfor der dog ikke er nogen, der gør noget? Og lige så snart der er nogen, der gør det, vender den uindviede folkedomstol tommelen op eller ned til de trufne beslutninger.
Det, folkedomstolen, i dette tilfælde Information, glemmer, er, at der i disse sager, hvor børns trivsel og udvikling er i fare, ofte skal handles akut. Der findes sjældent én rigtig løsning, men det fritager os ikke fra at handle, og efter bedste evne lade tvivlen komme barnet til gode. Sommetider på et usikkert grundlag, hvilket der er taget højde for i loven. Men de beslutninger, der tages i sagerne, er - når pressen får nys om dem - til fri debat for alverdens bagkloge eksperter og lægmænd, som har dejligt lov til at mene lige, hvad de vil, de har nemlig ikke noget ansvar.
Bagklogskab
I dette tilfælde er det Information og tre udvalgte eksperter, der vender tommelen ned til anbringelsen af lille Thor og vurderer, at grundlaget ikke var til stede. Her er jo tilsyneladende tale om to omsorgsfulde nybagte forældre, som har haft nogle problemer javel, men de vil deres barn det bedste, og de bør have chancen. Og loven siger jo »mindst indgribende foranstaltning ...«
Jeg skal nok afholde mig fra også at spille (bag)klog i den konkrete sag. Jeg ved nemlig lige så lidt som Information og de tre eksperter om, hvad der var op og ned på det tidspunkt, hvor de vanskelige beslutninger måtte træffes. Der er i alle denne type sager tale om et fagligt skøn på baggrund af aktuel viden, og om professionelt mod til at træffe en akut beslutning, man ikke kan være 100 pct. sikker på, er den rigtige. Hvordan kan Information så vide, at det var soleklart på tidspunktet for beslutningen om anbringelse, at det var i Thors tarv at undlade at anbringe ham?
Det eneste konstruktive ved Informations artikler om Thorsagen er, at de giver anledning til at grave et spadestik dybere i den aktuelle debat om 'Barnets reform'. Den erklærede hensigt med reformen er nemlig at sikre, at lovgivningen på børne- familieområdet skrues sammen således, at hensynet til barnet altid prioriteres over hensynet til forældrene. Med eksemplet om Thor får vi stof til at tage flere nuancer med i overvejelserne om, hvad 'barnets tarv' så er. Det er nemlig ikke nogen enkel størrelse at definere - bl.a. fordi barnets tarv er vanskeligt at skille fra forældrene(s). Bagklogskaben kan vi kun bruge fremadrettet til at sikre, at vi hele tiden bliver bedre til at gøre det rigtige. Men lad os blive fri for at den bruges til at slå dem, der påtager sig den svære opgave i hovedet med bagefter, når vi ved alt det, vi ikke vidste dengang, de var nødt til at træffe beslutningen.
Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening
I det forløb, som Information har beskrevet, er det imidlertid klart, at der må have været mange tvivlsmomenter. Moderen havde aldrig været narkoman, som man ellers fik udbasuneret i medierne. Det kunne myndighederne måske selv have fundet ud af?
Og moderen havde SELV henvendt sig til kommunen om hjælp og støtte. Hvad ville der have været i vejen for at give denne støtte, forsøgsvis, og så se, hvordan det gik?
Hele forløbet, som det først sprang ud i medierne og som nu dokumenteret af Ulrik Dahlin, vidner om, at myndighederne må være gået i panik.
Og så meget ret Bettina Post end har i, at det kan være meget vanskeligt at gennemskue den slags sager, kan det ikke være rigtigt af myndighederne at gå i baglås eller panik. Det er ikke tilgiveligt og må i andre forældres øjne udløse et "hvad nu, hvis det var mig"-scenario. Det skal da nok gøre nogle mennesker tilbageholdende med at spørge kommunen om hjælp, i hvert fald hvis de bor i Tønder.
Carsten Agger
Man skal heller ikke bortse fra, at moderen tilsyneladende er af grønlandsk afstamning og således hører til en etnisk minoritet (og vi ved jo allesammen hvad sådan nogle kan finde på)*
*sarkasme
Der må være blidere måder at agere ansvarligt overfor barnet, end ved at fjerne/hjemsende moderen straks efter fødsel. Næsten uanset hvad og hvordan moderen opfører sig, må man kunne have en form for superviseret løsning med moder og barn sammen, indtil myndighederne har bare et gran af fakta at forholde sig til.
En blidere måde? Ja, mon ikke!
Moderen søger hjælp hos kommunen. Hvis kommunen har mistanke om misbrug eller stærk psykisk inhabilitet i forhold til barnet, har der været rigelig tid til at undersøge dette inden fødslen.
Først efter fødslen får forældrene besked på at barnet skal tvangsfjernes. Efterfølgende hænges forældrene ud i alle medier for at være narkomaner. Det viser sig ikke at være tilfældet.
Så vidt jeg har forstået, så er det en kontormand i Tønder kommunes top, der træffer beslutningen om tvangsfjernelse (?!) – måske for at være på den sikre side.
Hvad i alverden er det for en lemfældig sagsbehandling?
Til Bettina Post.
Tor skulle ikke anbringes alene af den grund, at adskillelse fra forældre altid i sig selv er et overgreb, som kun skal komme til udførelse i alleryderste tilfælde, hvor barnet er i fare/lider overlast. Familien skulle have været tilbudt hjælp.
Det er ulovligt at tvangsfjerne et barn fra hospitalet, hvor det burde være i gode hænder. At det ikke viste sig at være tilfældet her, berettiger ikke til yderligere overgreb.
Som det naturligvis er Bettina Post bekendt, siger al erfaring samt al forskning, at anbragte og tidligere anbragte havner på samfundets absolutte bund, syge, kriminelle,uden uddannelse. Altså i det hele taget gør anbringelse generelt børnene mere skade end gavn. Barnets familie går også i hundene ved samme lejlighed med mere social elendighed til følge.
Desuden dræner alle de halsløse anbringelser kommunekasserne, så folk i nød ikke længere kan påregne hjælp. Det være sig fattige børn, syge eller døende. "Normalområdet" er stærkt nødlidende, så selv gode skoler er ved at være et særsyn.
Baby Tor har allerede været anbragt 5 steder og haft en hærskare af "omsorgspersoner" at "knytte " sig til.
Hvis kommunen allerede havde nok på familien til at ødelægge såvel den som barnet, hvortil skulle så løgnen tjene?
Hvorfor skulle forældrene oveni stemples som håbløse narkomaner og potentielle barnemordere?
Hvorfor skulle politiet bebyrdes med at jagte et barn, der blev plejet bedre end på hospitalet eller i kommunens varetægt? Det politi, der angiveligt har så travlt, at det ikke har tid til at tage sig at sager, hvor folks liv udsættes for overhængende fare? Så travl, at det nægter at tage mod anmeldelser endsige svare på henvendelser.
Hvornår skal dine medlemmer i det hele taget begynde at udvise lovlig, ansvarlig og sømmelig adfærd?
Ifølge socialarbejderes etiske regler er I ansat som klienternes beskyttere og advokater. Hvornår er det blevet ønskeligt, at I optræder som vore værste fjender og misbrugere af samfundets midler?
Jeg behøver vel ikke at belære dig om, at et barn i Danmark netop har den retssikkerhed, som forældrene kan skaffe det. Forfølg en familie, og barnet lider mest. Fratag et barn dets familie, og det er prisgivet - lovligt bytte for enhver skrupelløs personage.
Med de børneværnssager der har udspillet sig i tiden efetr at børneværnet blev nedlagt bliver man kun mere og mere bekymret.
man mangler den specialviden som medarbejderne i de gamle børneværn havde.
Når jeg tænker tilbage på de sager, som jeg ved mit arbejde i socialforvaltningen i københavn har oplevet både før og efter nedlæggelsen, så er barnets trv slet ikek tilgodeset nu til dags.
Men jeg har også oplevet mange sager, hvor man for længst burde have fjernet børnene, men hvor kommunernes embedsfok ikke har magtet sagen.
At tage en enkelt sag op kræver stor indsigt i sagsbehandlingen, lovgivningen samt kendskab til børnepsykologi.
Og så lige den detalje, at børneområdet ikek får tilstrækkeligt med midler i de allerfleste kommuner.
Og efter kommunalreformen står det endda mere sløjt til
Kære Mona Blenstrp.
Jeg er helt enig med dig.
Jeg har desværre efterhånden set mange børnesager. Til min undren synes barnet at være en irriterende biting. Helt fraværende med hensyn til mening, behov og trivsel.
Familien findes også kun som prugelknabe, der helst skal undgås.
Helt grotesk bliver det da, når man tvangsfjerner børn, som bude blive hjemme med en smule støtte under henvisning til Tøndersagen og lignende kommunale svigt.
Som om det ene overgreb opvejer og undskylder det andet.
Fabrin har ret. En tilfældig sagsbehandler skal ikke have magt til at skalte og valte med vore liv og vore børn. Mange af dem har ikke begreb om, hvor mange ulykker de afstedkommer i godhedens navn.
Nu har jeg genlæst den oprindelige featureartikel om Thor og hans forældre,og jeg kan faktisk ikke få øje på at Ulrik Dahlin tager stilling for eller imod tvangsfjernelsen.
Derimod belyser han en skræmmende række eksempler på manglende professionalisme hos kommune, politi, hospital og medier.
I første omgang er jeg ikke i tvivl om at kommune og hospitals lemfældighed er stærkt medvirkende til at sagen ender i en bortførelse af Thor, - havde jeg selv været igennem det, så ville jeg sandsynligvis også få en dårlig smag af Kafka i munden, og miste enhver tro på at det ville kunne betale sig at anke ad de normale veje. Men ikke engang en solidaritetserklæring af denne slags slipper igennem Ulrik Dahlins personlige objektivitetsfilter.
Og da vi så når til politi og mediers behandling af sagen, så ender det selvfølgelig i den rene parodi, og at EBs journalist senere påklager dette overfor Information i et ubehjælpsom og selvudleverende replik-indlæg, får det hele til at slutte på det surrealistiske overdrev.
Jeg lægger normalt ikke mærke til journalisters navne (med vilje, for ikke at blive forudindtaget til alt hvad jeg læser i avisen), så jeg kan ikke sige om jeg generelt opfatter ham som en dygtig journalist.
Men denne artikel er så absolut i topklasse af den gamle skole og burde ophøjes til undervisningsmateriale. Han undgår overdrevent hulk og føleri, han er objektiv og rapporterende og han overlader konklussionen til læseren ... en sand professionel!
Mona
Jeg må sige, at jeg er helt uenig i din opfattelse af det tidligere ”børneværn”.
Jeg håber, at det er betydeligt bedre i dag, end det var engang. Intet tyder dog på det.
Til almindelig orientering har Ankestyrelsen den 29. september givet Tønder Kommune medhold i, at kommunen handlede korrekt ved at tvangsfjerne Thor umiddelbart efter fødslen.
Forældrene kan få sagen genoptaget tidligst om et år.
Imens skal Thor blive hos sine plejeforældre på et sted, som hans forældre ikke kender til, da man frygter at de vil bortføre drengen igen.
Kommunen skal nu udarbejde en forældre-evneundersøgelse, hvilket er standardprocedure i alle tvangsfjernelsessager. Samtidig får forældrene lov til at se Thor lidt oftere.
Jeg har forgæves ledt på Information.dk og i Infomedia for at se Informations omtale af Ankestyrelsens afgørelse.
Umiddelbart håber jeg, at jeg har overset noget. For ellers er det svært at fastholde opfattelsen af Information som et seriøst medie, når man husker bladets stort opsatte artikel om Thorsagen.
Jeg skal understrege, at jeg ikke fremkommer med ovennævnte oplysninger for at tage stilling til, hvorvidt Ankestyrelsens afgørelse er korrekt eller ej. Jeg har ikke grundlag for at vurdere, om Thor burde være tvangsfjernet.
Dette indlæg skal udelukkende ses i forlængelse af min tidligere fremsendte kritik af journalist Ulrik Dahlins meget tendentiøse journalistik i sagen, hvor vigtige oplysninger blev tilbageholdt efter aftale med forældrene.
Indlægget er lagt i samtlige debatter om Thorsagen.
Claus Jessen
Journalist
Ekstra Bladet