Besat af rav

Jeg vågner en mørk nat i februar måned. Det er iskoldt, og jeg kan ikke sove mere, det snurrer i kroppen, knoglerne giver sig, der er galskab i blikket, ravgalskab.

Jeg drages ... står uroligt op, tager lag på lag på af tøj og venter på, at lyset kommer, at det bliver dag. Men jeg kan ikke vente, jeg tager hjelmen, på, uldne sokker, gummistøvler, de tykke handsker, den røde, vindtætte jakke og så op på kick-starteren på knallerten en halv times tid, før den reagerer. På bagagebæreren i kurven et bræt til at stille knallerten på ude i sandet, en spray til tændhætten og selvfølgelig tasken, man er vel et kvindemenneske!

Husene ligger mørke hen med lukkede øjne, der er kun få lys til morgen. Knallertens lygter bruges til at lede i drusen neden for Rindby Strand.

Og så begynder jagten på rav ...

Jeg har været fascineret af rav, lige siden jeg var seks år. Min mor stammer fra Fanø, og jeg var så heldig at komme derover ofte for at besøge min mormor og lærte hurtigt: Først tager man ravet, så tager ravet dig!

Det meste rav ligger i 'druserne', som er havets opskyl fra højvandet. Det skal gerne have blæst eller stormet godt fra sydvest - og efter et par dage skal vinden helst gå over i vest og til sidst øst for at presse havet ud og blotte skattene. Druserne ligger ofte i flere lag og består af sort, forkullet træ, småskaller og åbne muslinger, Derfor er der tit fugle ved druserne, der fouragerer, og dem kan man navigere efter. Hvor der er fugle, er der som regel også rav.

De professionelle ravsamlere finder også rav om natten, de bruger stærke lygter, som reflekterer ravet, nogle bruger net til at opsamle stykkerne, jeg har altid kun brugt mine hænder til at fange ravet i vandet.

Der er cirka seks en kvart time mellem højvande og lavvande, og det er meget vigtigt at vide, når man skal finde rav. Man skal helst gå ud på faldende vand cirka fire timer før højvande og gardere sig, hvis man går langt ud over flere revler, at man har tid til at komme ind, inden havet stiger, for dér, hvor man går, kan der være tørt og fint, men på vej ind kan man ikke komme over for strømninger og stigende vand - og kan i værste fald blive fanget. Så bør man blive stående på revlen, til vandet falder igen. Det er ikke ufarligt at være langt ude!

Stranden er aldrig ens. Når knivmuslingerne ligger strøet overalt med de slimede kroppe ude af skallerne, er der så glat som en rutsjebane, og det stinker af forrådnelse, man går mellem alle havfuglene, som mæsker sig. Og det syn, der møder en, når der ligger knaldblå vandmænd langs hele stranden, er fantastisk, somme tider ligger der krabber med udkrængede orange og lilla maver. Naturen har mange farver.

Nogle gange, kan man opleve, at ved niptide, mellem lav- og højvande, så synger havet sommetider en forunderlig sang, og nogle gange kører havet rundt, som om nogen rører i en gryde. Lige før flod stiger vandet lidt - og omvendt.

Det er en slags galskab, en sindssyge, der rammer dem, der drages af ravet, man er i stand til at aflyse selv bryllupper, hvis det er 'ravvejr'. Aftaler aflyses, for ravet ligger jo derude og venter, og vælger du alligevel at dukke op til dine aftaler i den sindstilstand, er du fjern i blikket, rastløs, og ravstykkerne på druserne flimrer forbi dit indre syn.

Man kan sagtens finde rav, selv om alle faktorerne ikke er til stede og det modsatte, alle tegn er der, men ravet gemmer sig. Hvis man bare kan finde ravet så let, så er det ikke så stort, når det sker. Man skal have ydmyghed over at finde rav, det er en gave fra fortiden. Det er det første møde mellem mennesker og rav. Ravet blev til for ca 25.000.000 år siden i store, harpikssvedende lærkefyr-skove, i slutningen af dinosaurtiden, hvor der ikke levede mennesker på jorden. Der kom klimaændringer, og harpiksen forstenede, insekter blev fanget af dråber, blev foreviget i et ravstykke og kan ses med nysgerrighed af et menneske, måske 50.000.000 år efter. Fantastisk!

Tidligere, ja, for bare en fem år siden, var det godt at finde rav på Søren Jessens Sand lidt nord for Fanø Vesterhavsbad. Der var dybe revner, ravet kunne lande i, men det er nu for det meste sandet til, og stedet er flyttet til helt nordpå nær Grønningen.

Fanø har 17 km strand. Jeg plejer at køre ned ved Rindby Strand, hvor der er et godt sted lidt til højre for nedkørslen, og sydpå er de gode steder: badesti 15 og 21, Pælebjerg, og ud for bunkeren kort før sønderho, hvor øen slår et knæk.

Og så er der Galge Rev, som ligger i fugleflugtslinie cirka to kilometer ud for Odense Feriekoloni, som er mit pejlemærke.

Der skal manøvreres forsigtigt frem og tilbage mellem render og vand, faktisk som nålesving på et bjerg, ud til den yderste revle. Der er forunderligt og mærkbart koldt selv på varme dage og lidt uhyggeligt, mytisk. Her har jeg fundet mine to største stykker, det ene måtte jeg kaste både knallert og mig selv over, inden en galoperende tysk dame ville tage det fra mig.

Der er en historie om mit største stykke. Jeg var ved at besvime og vidste ikke, hvilket ben jeg skulle stå på, ravet lå helt alene og synligt uden for drusen. Næste dag tog jeg derud samme sted med en ung mand. Han og hans kone havde lige mistet et barn. Det døde i maven og skulle fødes. Mine børnebørn og jeg havde set billederne af den døde baby.

Men på samme sted - dagen efter, jeg fandt mit største stykke - fandt jeg et lidt mindre stykke, formet som et hjerte. Jeg vidste, at jeg burde give det til ham, det var så symbolsk, det var ligesom indlysende, men jeg måtte slås med mig selv et stykke tid, før jeg gav ham det. Det var trods alt mit næststørste stykke rav. Det ligger nu foran billedet af lille, døde Lucas, og det unge par har nu fået tvillingepiger, så forunderligt ...

Rav kan se meget forskelligt ud. Fra helt hvidt til næsten sort, selv blåt og grønt. Der er mælkerav og blodrav. Ravet på Fanø er mere gennemsigtigt end f.eks jordrav og østersørav. Rav har til alle tider fascineret mennesker, og det er brugt til f.eks. piber, knapper til Fanødragten og især til smykker.

I Skt Petersborg i Zarernes vinterpalads er en sal dækket totalt af rav. Herhjemme har vi ravmuseer i Esbjerg og Varde.

Jeg selv har slidt otte knallerter op på mine ravsamler-ture, mange gange har jeg siddet fast eller er landet i et hul, eller bare gået i stå på grund af vandet mellem revlerne. Så kommer Falck og siger:

»Er det nu dig igen,« og vi bliver kørt hjem, knallerten og mig. Min mekaniker sagde: »Tror du, det er en undervandsbåd, du kører rundt på?«

Hvis jeg går i stå i turistsæsonen, står de tyske turister i en ring uden om mig, de tror, det er en event til ære for dem, en tyk kone, der tramper på kickstarteren, rød i hovedet og hidsig.

Denne februar morgen står solen op, rød, glødende over klitterne. Mine lommer er fulde af gode stykker rav, mine briller er i sandhed sandslebne, fingrene er stive og følelsesløse, ansigtet en maske af koncentration og sand i alle furer, tøjet gennemblødt ind til marven.

Jeg tager ind på Nanas Stue, og med sand i tænderne og olietilsølede gummistøvler bestiller jeg varm kakao med flødeskum og får lidt varme inden hjemturen.

Så kører jeg ad cykelstien til Rindby. Lige dér, hvor plantagen ender, dufter dermere eller mindre af vild timian hele året, som slår ind i sanserne. Vel hjemme stiller jeg knallerten uden for, går på vaklende knæ ind i mit hus, tænder op i brændeovnen, giver kattene mad, sætter vand over til kaffe, går i bad og får tørt tøj på, lægger ravstykkerne i den lyseblå glasskål og nyder synet. Så breder varmen sig, så spinder kattene, og så spinder jeg også.

Lena Krogh Bertram er forfatter og oversætter - og holder desuden foredrag om rav