Kronik

Civil ulydighed er en pligt

Den civile ulydighed har været grundlaget for nogle af historiens vigtigste vendepunkter. Gandhi brugte den mod englænderne, Martin Luther King i kampen mod diskriminationen, og i dag anvendes den mod den danske flygtningepolitik
I 1975 besatte den tyske anti-atombevægelsen en byggeplads i byen Wyhl i Tyskland, hvor der skulle opføres et atomkraftværk. Selv om politiet flere gange forsøgte at fjerne aktivisterne, resulterede den civile ulydighed i, at værket aldrig blev opført

I 1975 besatte den tyske anti-atombevægelsen en byggeplads i byen Wyhl i Tyskland, hvor der skulle opføres et atomkraftværk. Selv om politiet flere gange forsøgte at fjerne aktivisterne, resulterede den civile ulydighed i, at værket aldrig blev opført

Creative Commons

Debat
30. september 2009

Med den seneste tids aktioner i forbindelse med tvangshjemsendelserne af asylafviste irakere, er der et begreb, der er kommet stadig mere i fokus, nemlig civil ulydighed. Begrebet indebærer, at man vælger at bryde loven for at følge sin samvittighed.

I 1983 blev jeg selv for første gang konfronteret med dette begreb. Det skete, da jeg fik mulighed for at overvære en retssag i Minneapolis mod en stor gruppe aktivister, der havde blokeret for indgangen til en fabrik, der fremstillede dele til atomvåben.

Retssagen gjorde et stort indtryk på mig. I retssalen kunne man høre, hvordan den ene efter den anden af de anklagede forsvarede deres lovovertrædelse med argumentet om, at de var nødt til at følge deres samvittighed. De mente, at atomvåben udgjorde en skræmmende trussel mod menneskeheden.

Men samtidig med at jeg lyttede til dem, kunne jeg fornemme, at de trak på en lang historisk tradition i USA i deres argumentation.

Alt dette var nyt for mig, og jeg gik derfor - efter min hjemkomst fra USA - i gang med at sætte mig ind i, hvad man kunne kalde for den civile ulydighedshistorie, hvilket resulterede i min bog Fra Gandhi til Greenham Common med undertitlen Om civil ulydighed og ikke-vold, som udkom i 1987.

Henry Thoreau

Selve begrebet civil ulydighed går tilbage til den amerikanske forfatter Henry Thoreau, der i 1849 udgav essayet On Civil Disobedience oversat til dansk med titlen Civil lydighedsnægtelse. Hans hovedtanke er, at respekten for retten står over respekten for loven, når det drejer sig om grundlæggende værdier, og at man har både ret og pligt til at følge sin samvittighed og bryde uretfærdige love. Selv nægtede han at betale skat i protest mod USA's erobringskrig mod Mexico og mod slaveriet.

Henry Thoreaus protest var imidlertid en individuel handling, og det blev Mahatma Gandhi, der som den første anvendte civil ulydighed kollektivt i Indien i 1920'erne og 1930'erne i kampen mod englænderne for Indiens uafhængighed. Senere i 1960'erne blev civil ulydighed også taget i anvendelse i de sortes borgerrettighedsbevægelse med Martin Luther King i spidsen i deres kamp mod diskrimination og ulighed. Det samme var tilfældet i bevægelsen mod Vietnam-krigen, i bevægelsen mod atomoprustningen og til dels i nogle af bevægelserne mod naturødelæggelser.

De fælles træk

Karakteristisk for denne aktionsform, hvor folk bevidst vælger at bryde loven og risikere fængsel, er, at det ikke drejer sig om snævre gruppeinteresserer, men derimod om nogle grundlæggende værdier, som man anser for at være truede, og hvor man føler, at de mere traditionelle måder at påvirke beslutningstagerne på er blevet udtømte.

Den amerikanske historiker Howard Zinn har beskrevet civil ulydighed som: »det bevidst afgrænsede brud på loven til fordel for et vitalt socialt gode«.

Desuden er det vigtigt at fremhæve, at civile ulydighedsaktioner altid er ikke-voldelige, og at man handler helt åbent. Det er således en aktionsform, som et mindretal tager i brug for på denne måde at forsøge at fortælle flertallet og magthaverne, at i denne sag er der nogle grundlæggende værdier, der står på spil. Derfor foregår civile ulydighedsaktioner som sagt i fuld åbenhed, idet formålet jo netop er at rette folks opmærksomhed mod et vigtigt problem.

I Danmark har vi ikke nogen lang tradition for civil ulydighed som f.eks. i USA, og det skal vi ikke beklage. Civil ulydighed er ikke noget, man skal kaste sig ud i, fordi det forekommer spændende og dramatisk, men derimod noget folk griber til, når det forekommer dem uafvendeligt nødvendigt.

Men ellers må den danske tradition, når det drejer sig om at forsøge at ændre på forhold, man er utilfreds med, siges at være den seje, udramatiske og folkeoplysende. Tænk bare på, hvad Organisationen til Oplysning og Atomkrafts (OOA) mangeårige, stædige arbejde har betydet for, at vi ikke har fået atomkraft herhjemme i modsætning til landene omkring os, Sverige og Tyskland.

Flygtninge

Det er nok ikke tilfældigt, at de forholdsvis få eksempler på civil ulydighed, vi har fra nyere tid, alle sammen har noget med flygtninge at gøre. Det skyldes utvivlsomt, at de mange forgæves forsøg på at påvirke den offentlige mening og ændre den umenneskelige flygtningepolitik hver gang rammer ind i den uigennemtrængelige betonmur, der hedder at kunne tælle til 90 i Folketinget.

Helt konkret tænker jeg på tre aktioner indenfor den seneste halve snes år.

Den første fandt sted for omkring ti år siden og gik ud på at forhindre en gruppe serbere i at blive sendt tilbage til Østslavonien på grund af den fare, de ville blive udsat for. Her var Lyngby-præsten Leif Bork Hansen en helt central person. Gennem hans og mange frivilliges uselviske arbejde i flere år, hvor serberne blev holdt skjult og underholdt, lykkedes aktionen til sidst, idet de fik opholdstilladelse og arbejde på Færøerne, hvor de i dag er velintegrerede.

Så fulgte Luk-lejren-aktionen sidste efterår. Og selv om det i medierne kom til at tage sig meget dramatisk, for ikke at sige voldeligt ud, fulgte de, der stod bag aktionen, principperne for civil ulydighed ved at meddele i forvejen, hvad man agtede at foretage sig og indskærpe, at det skulle foregå ikke-voldeligt.

Og nu har vi så aktionen i forbindelse med Brorson-kirken, hvor de unge aktivister modigt og uden vold forsøgte at forhindre, at bussen kørte bort med irakerne. Samtidigt fik vi mulighed for at se, hvor brutalt de, der sidder inde med magtmidlerne, kan reagere.

Her var det interessant at læse et interview med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i Politiken den 18. august. Overskriften lød: »Præster og bedstemødre støtter gadens parlament.«

Integrationsministeren taler her blandt andet om »udenomsparlamentariske voldelige kræfter godt støttet af bedstemødre og nogle præster, der nu jager imod, at gadens parlament skal til at bestemme i stedet for Folketinget i Danmark,« (i parentes bemærket hedder gruppen, hun hentyder, til Bedsteforældre for Asyl).

Og på interviewerens bemærkning om, at aktionen jo netop var ikke-voldelig, svarer Birthe Rønn Hornbech, at det er vold, »når man overtræder straffeloven ved at stoppe trafikken og har fået at vide, at man skal gå masser af gange.«

Og det er præcis de to ting, som hun og andre fremtrædende politikere forsøger at kæde civil ulydighed sammen med - nemlig vold og lovløshed.

Men hertil er der kun at sige, at et af de helt grundlæggende principper i civil ulydighed jo netop er ikke-volden.

Og hvad lovløsheden angår, så betyder dette, at man begår »et bevidst afgrænset lovbrud« som sagt ikke, at man generelt sætter spørgsmålstegn ved retsstaten og folkestyret som sådan.

Om at bryde loven

På det seneste er civil ulydighed desuden kommet yderligere i fokus i forbindelse med BT's interview med Brorson-præsten Per Ramsdal den 4. september, hvor journalisten udgav sig for at være én, der var interesseret i at hjælpe med at skjule de afviste irakere. Det har efterfølgende medført en politianmeldelse af Per Ramsdal samt en samtale med biskoppen, der derefter sendte ham på tre ugers ferie.

Hele dette forløb har imidlertid fået mange præster, adskillige folketingsmedlemmer og mange andre til at udtale, at stod de overfor et menneske i nød, ville de også være parate til at bryde loven for at følge deres samvittighed og herefter tage de konsekvenser, som dette måtte medføre.

Så det er sikkert ikke de sidste civile ulydighedsaktioner, vi har set i forbindelse med regeringens brutale politik overfor de afviste irakere, der er både fysisk og psykisk nedbrudte efter årelange ophold i danske asylcentre.

Man kan kun håbe på, at modstanden fra stadig flere grupper mod denne kyniske og umenneskelige politik vil fortsætte med at vokse i styrke, så vi kan få Danmark tilbage.

Toni Liversage, forfatter og mag.art. i slavisk filologi, har skrevet en række kvindehistoriske bøger og oversætter desuden fra serbisk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så kan der jo passende tages stilling til civil ulydighed af en dansker, som også er overbevist i troen og forsøger at benytte sin ytringsfrihed til at overbevise andre. Nazileder Jonni Hansen har spredt propaganda via løbesedler og fra nazisternes hjemmeside, hvilket Rigsadvokaten nu har rejst en principiel sag mod.

Det er, i henhold til mange ovenståendes meninger, civil ulydighed. Manden er overbevist om sin sag. Skal han ikke have lov til at bruge sin ytringsfrihed?

Holder Uriasposten ferielukket - for deres stamgæster er flyttet her over...
Det er ret besværligt at deltage i en debat, hvor indlæggene forsvinder og rettes. Det er også besværligt, når diverse deltagere ikke viser nogen interesse i en afklaring af emnet, men blot i at provokere dumheder frem.

Men OK, som @Alfred Larsen skriver har også nazister ytringsfrihed, og derfor har jeg ved flere lejligheder støttet deres ret til at sende idiotisk radio. Umiddelbart har det bare intet at gøre med Civil Ulydighed.

Forbindelsen kunne komme, når staten nægter dem retten til fx at dele løbesedler ud, og de så gør det alligevel.
Men meningen med Civil Ulydighed har altid været at udvide friheden, ikke at indskrænke den. Og nazisternes lyst til at udrense andre mennesker fra landet, at indskrænke udvalgte befolkningsgruppers rettigheder, kan aldrig blive Civil Ulydighed. Mål og midler skal hænge sammen.

Spørgsmålet drejer sig i stedet om det eneste i værdikampen, som reelt har betydning, nemlig forsøgene på at kapre positive begreber, og vende dem på hovedet.
Det bliver kaldt Frihed at begrænse andres ret til at gå klædt, som de lyster. Det bliver kaldt Frihed at begrænse andres ret til at udøve deres religion.
Mønsteret er nu at bruge Frihedsbegrebet negativt, til at begrænse andres rettigheder, i stedet for til udvidet Frihed for alle.

Nazisters og andres hang til voldelig kamp er ikke Civil Ulydighed. Fordomsfrit set er begrebet Civil Ulydighed et rummelig begreb, men trusler om drab indgår ikke i nogen af de definitioner, jeg nogensinde har set. Og jeg har læst mange.

De kulørte revolutioner i diverse Østlande foregik ikkevoldeligt gennem åben folkelig modstand mod et uretfærdigt styre, og var dermed Civil Ulydighed (hvem der så trak i trådene bag kulisserne er et helt andet problem).

At politiet lammetæver demonstranter er en del af spillet, men det øjeblik, hvor demonstranterne slår igen - kaster brosten mm - er "kontrakten" om Civil Ulydighed ophævet. Så er vi ovre i den militaristiske genre, hvor jeg aktivt ville bekæmpe begge parters vold. I min optik er der dog fortsat en gabende afgrund mellem brosten og maskinpistoler, mellem hjernedøde kaoter og SA-tropper.

@Mezzano Montagna forsøger at inddrage AntiFascistisk Aktion, selv om disse mig bekendt aldrig har arbejdet med Civil Ulydighed. Hans egen sværtede beskrivelse af gruppen gør den også malplaceret i denne debat, så det er blot endnu et dumt forsøg på at forvirre begreberne.

Når vi nu her er i gang med at fluekneppe begrebet er det korrekt, at både tilhængere og modstandere misbruger udtrykket Civil Ulydighed. En stor indsat som at gemme flygtninge er fx ikke Civil Ulydighed. Men det er Civil Ulydighed offentligt at erklære sig rede til at gøre det. Forskellen ligger i offentligheden om den ulovlige handling.

Olav Bo Hessellund

Blot en korrektion til en i øvrigt god artikel.

Når Toni liversage skriver, at ”Selve begrebet civil ulydighed går tilbage til den amerikanske forfatter Henry Thoreau, der i 1849 udgav essayet On Civil Disobedience ….”, så er det vigtigt at være opmærksom på, at begrebet kan spores meget længere tilbage i vores historie.

Civil ulydighed var et begreb, som blev diskuteret allerede i antikken omend under andre betegnelser, fx tyranmord. Sofokles’ drama Antigone handler netop herom. Filosofisk blev det diskuteret af bl.a. Platon, Aristoteles, Zenon fra Cypern og Cicero. I middelalderen udformede Thomas Aquinas med basis i græsk naturrettstænkning en teori om, hvornår det kunne være berettiget at gøre oprør mod en fyrste, der forsynder sig imod naturretten. Næsten alle senere vigtige filosoffer som Hume, Hobbes, Locke, Rousseau og i nutiden John Rawls har beskæftiget sig med begreberne naturret og civil ulydighed. Den amerikanske uafhængighedserklæring taler om befolkningens ret til at sætte sig op imod et styre, der krænker ”de grundsætninger ... som synes bedst egnet til at sikre tryghed og lykke».

Historisk har civil ulydighed dermed solide rødder i vestlig civilisation. Det er faktisk først i nyere tid fra beg. af 1900-tallet, at det er blevet anfægtet af de såkaldte retspositivister, herhjemme anført af professor Alf Ross, som i en menneskealder dominerede tænkning og undervisning om disse ting herhjemme – og gør det endnu, eftersom mange jurister stadig er dybt præget af hans ideer.

Via Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg er naturretten dog vendt tilbage af bagvejen så at sige. Det betyder, at stater kan blive dømt for at have vedtaget og administrere love, som strider imod de grundlæggende menneskerettigheder. Danmark har allerede fået næsen i klemme i forskellige sager - sidst i forb.m. udvisningen af en syg, torturramt iraker, der netop er blevet udvist. For vistnok første gang er Danmark nu blevet anklaget for at have udøvet tortur.

Civil lydighedsnægtelse kan derfor undertiden være retligt velbegrundet, fordi en stat kan blive stillet til regnskab for overgreb, den har begået overfor sine borgere.

Kenneth Krabat

http://www.information.dk/203774
demokrati er ikke synonym med humanisme

Søren Kristensen

Civil ulydighed er bedre end ulydighed i uniform.

Civil ulydighed er ikkenoget for anarkister, for ulydighed forudsætter, at man almindeligvis er lydig, men heller ikke noget for liberalister, for ulydgihed er en følge af personlig frihed, og slet ikke for de lovlydige konservative, for hvem retten er selv loven, og lov er både magt og ret. Derom kan man læse i indlæggene i Berlingske og Jyllandsposten.

Karsten Johansen

Sivil ulydighet er ikke "en plikt". Det er det rene moralistvrøvl, og Gandhi snakket aldri på denne søvnige og hovne måten til folk.

Sivil ulydighet er en reaksjon av sunn fornuft, dvs. elementær overlevelsesinteresse og livs-interesse. Belært av erfaringen fra historien vil den bruke ikke-voldelige metoder for å nå sine mål.

"At times non-cooperation becomes as much a duty as cooperation."
Skrevet af søvnige og hovne Mohandas Gandhi i 1937.

Gandhi er en god inspiration, men han vrøvlede en del og modsagde sig selv gennem årene - som vi allesammen forhåbentlig gør. Men du kan da godt plukke din yndlings-Gandhi, og insistere på ham.

Til gengæld kan jeg godt lide din helt egen definition på civil ulydighed!

Karsten Johansen

“At times non-cooperation becomes as much a duty as cooperation.” Sitatet fra Gandhi må jo plasseres i sin (antakelig taktiske) sammenheng. Det sier omtrent det samme som det velkjente tyske ordtaket: "Wo Recht zu Unrecht wird, wird Widerstand zu Pflicht."

Det rokker ikke ved det forhold,at Gandhis holdning i sin kjerne var noe a la det jeg prøvde å formulere med fattige ord: han prøvde å få okkupantene til å forstå at det var håpløst for dem å bli i India, ved å bygge på massenes vilje til egenmobilisering og kamp ved sin styrke: antallet, hjemstavnsretten og viljen som kommer av en rettferdig kamp. Dette var uttrykk for det som i Danmark i 1848 ble uttrykt som "fortvilelsens selvhjelp." Dessverre falt selvsagt Gandhi som offer for sine samtidiges tilkortkommenhet og sine metoders svake sider. Men ingen i nåtiden rekker ham eller forsåvidt Churchill eller Rosa Luxemburg til bare midt på skosålene. Det er et bemerkelsesverdig paradoks, at mens menneskeheten har est ut til snart sju milliarder, er kvaliteten av dens ledere sunket ned mot Stalins drabanter og medløpere: det Capek beskrev som kvekkende salamandre. Selv Lenin med alle sine groteske feil fremstår i forhold til vår tids ryggradsløse kritikere av ham (uten å ha lest en stavelse selvsagt, det er de høyt hevet over) som en person med høy integritet. Han nektet f.eks. kategorisk sentralkomiteen å feire hans femtiårsdag, og kjempet forgjeves mot den dyrkelsen av ham som hans egen politikks store feiltakelser fikk som uintendert konsekvens.

Ordet plikt har i vår kristen-pietistiske dobbeltmoralske verden av hule menn fått en trist klang av lønnsarbeidets monotoni og hverdagens evighet, samt den klamme sosiale løgnen som kveler alt og alle og f.eks. det ene øyeblikk moraliserer over at folk krever for mye i lønn og det neste over at de konsumerer for lite. En slikt klang hadde ordet neppe ennå fått på Gandhis tid i hans verden og situasjon, der folk jo i India var lykkelig fri for TV og Storebrors formaningtaler i alt fra nyhetssendinger over reklamer for tannpasta og "sunnhet" til de evinnelige søtladne amerikanske såpesentimentale seriene. De slapp dette bortsett fra fra sine voldelige føydalherrer, situasjonen var her klar, men disse føydalherrene trengte seg ikke inn under dekke av verdensfrelsende humanitet og
"menneskerettigheter" som falsk varebetegnelse. De var hva de var.

I dagens verden foregår tortur, folkemord og forberedelsen av den endelige klimatiske og martiale løsning av menneskespørsmålet under dekke av Holocausterindringsplikt og fredsapostolske jagerflykampanjer.

Ord, ord, ord ...

Uden en massiv civil ulydighed var DDR-Muren ikke faldet for 20 år siden og Tyskland ikke genforenet, hvilket de fejrer dernede i dag.

Lad bare alle disse klaphatte fra Tyendepartiet og deres meningsfæller snakke om, at love skal følges, petitburgøjserne med deres underhundsmentalitet har ikke fattet en hujende fis - de der kommer for sent straffer historien ...

Karsten Johansen

Weis: "Uden en massiv civil ulydighed var DDR-Muren ikke faldet for 20 år siden og Tyskland ikke genforenet, hvilket de fejrer dernede i dag."

"Murens fall" - eller snarere virkeligheten bak denne mytologiske liberalstalinistiske symbol"begivenhet" og selvfeiringsanledning i Vestens medier - var ikke så mye en følge av sivil ulydighet som av at det statskapitalistiske byråkratiets mer intelligente deler rundt Gorbatsjov hadde forstått, at dette måtte til "reform" dersom de skulle beholde makta, æren og ikke minst kapitalen, og øke den. Derfor iscenesatte de denne symbolbegivenheten med start i Ungarn, etter lang tids planlegging og i godt samarbeid med Vestens makthavere, som som belønning hadde lovet de samarbeidende en god luns, hva de jo også har fått - bare se på nomenklaturaen og finasoligarkene i Russland: de er idag langt rikere enn de kunne drømt om under Gorbie og hans mer senile forgjengere.

For mannen i gaten er situasjonen derimot denne velkjente: "Meet the new boss. Same as the old boss." Også kjent fra "change" i USA. Det er knapt blitt til loose change mellom all grønnvaskende menneskerettsretorikk som skalkeskjul for forsterket militarisme og ekspanderende israelske etniske rensingsprosjekter samt sjølsagt oljeboring i Nordpolbassenget osv. osv.

Naturlovene er de eneste som i dag viser ulydighet, i sterk kontrast til en menneskehet som mentalt synes å ha avgått ved kvelningsdøden i liberalstalinistisk/-fascistisk medioti og konsumistisk virkelighetsflukt. Men til gjengjeld er naturlovenes egensindighet uovervinnelig. De gir blanke faen i alt medievrøvlet fra hyperoverklassens klovner og yppersteprester.

"Aktiv lydighet er total. Passiv motstand er uovervinnelig" (B. Gracian, 1653).

Lars Peter Simonsen

"Eksemplerne vi har fra Danmark har fortrinsvis givet sympati til politiet og ikke til aktivisternes sag"
Jeg kender mange, der ikke har denne sympati, og det er helt almindelige mennesker, som på ingen måde kan siges at tilhøre "ekstremistiske grupperinger" eller noget...
Følgende digt af Martin Niemüller advokerer glimrende for civil ulydighed, selv om det er skrevet i en anden tid i 30'ernes Tyskland:
Først kom de for at hente kommunisterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at hente socialdemokraterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke socialdemokrat.
Så kom de for at hente fagforeningslederne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsleder.
Så kom de for at hente jøderne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde.
Da de kom for at hente mig,
var der ingen tilbage til at protestere.

Meget interessant oplysning!
Som der står skrevet så er der ikke tradition for civil ulydighed i Danmark og det var først sidste forår jeg blev bekendt med den form for aktionsform, - som jeg var lettet over at kunne tilslutte mig!

Sider