Kronik

At forhandle med Iran er som at dyrke sex med en, der hader dig

Hvad ligger der bag Irans pludselige forhandlingsvilje og Washingtons tilnærmelser til præstestyret?
26. september 2009

At være borger i Den Islamiske Republik er, skrev Azar Nafisi i sin bog At læse Lolita i Teheran, »som at have sex med en mand, man afskyr.« Denne vurdering har kun vundet ekstra vægt i de forløbne år, efterhånden som stadig flere iranske kvinder er blevet stenet, hængt, pryglet, voldtaget og gjort tavse. For nylig kom det frem, at også iranske mænd nu voldtages i de iranske fængsler, alene fordi de gjorde brug af deres stemmeret. Og nu er USA's regering så kommet til det punkt, hvor det må spørge sig selv: Hvordan er det at skulle indlede forhandlinger med en mand, som hader Amerika, og som hver fredag holder offentlige bønnemøder, hvori han ønsker død over Amerika?

Obama-regeringen har accepteret et udspil fra Teheran om 'at forhandle uden forhåndsbetingelser', og det lyder da udmærket. Vi bør efter min mening tilbyde Iran hjælp på en række områder, frem for alt til at sikre deres hovedstad imod et kommende jordskælv, der kan blive altødelæggende. Vi kan også have klare fordele af et samarbejde imod vore fælles fjender, Taleban og al-Qaeda. Men situationen har ændret sig noget, siden Obama først signalerede ny amerikansk forhandlingsvilje - det var under primærvalgkampen. For det første står det nu klart, at Irans uranberigelsesanlæg har bragt landet inden for målelig afstand at kunne bestykke sine missiler med atomare sprænghoveder. For det andet er det blevet skammeligt indlysende, at det iranske teokrati er rede til at regere ved rå magt alene og tage tilflugt til det hæsligste forholdsregler for at fastholde sin magt uden mindste illusion om folkeligt mandat.

Hvad bliver effekten?

Det ville derfor være rart at vide, om USA's regering - uanset at den altså er gået med på ikke at sætte 'forhåndsbetingelser' - har gjort sin position klar på to punkter. For det første: Forventer vi virkelig, at Den Islamiske Republik vil forhandle i god tro om sit nukleare program? For det andet: Har vi gjort os nogen forestilling om, hvad effekten af disse forhandlinger vil blive på den iranske oppositions moral og ledelse?

Man må tro, at Ahmadinejad-regimet har haft sine egne grunde til at affyre et femsiders dokument, der tilbyder at forhandle med USA - og inkluderer Storbritannien, Frankrig, Rusland, Tyskland og Kina i dette tilbud. Brevet fra Teheran kom på samme tidspunkt, som den russiske regering erklærede, at den ville gå imod alle yderligere sanktioner imod Iran for manglende samarbejdsvilje, mens Ahmadinejad samtidig forsikrede for, at Iran aldrig vil opgive at udvikle sin egen atombrændselsproduktion.

Kunne dette udspil - tilgiv min kynisme - være blot det seneste forsøg fra Teheran på at vinde tid?

Samtidig er det i høj grad tilfældet, at mindst to af de seks lande, der er inviteret, må se sig nødsaget til at forhandle under et vist pres. I en utilgivelig krænkelse af den diplomatiske immunitet er ansatte på Frankrigs og Storbritanniens ambassader i Teheran blevet arresteret og har måttet stille op i de skueprocesser, vi har set løbe hen over de iranske tv-skærme siden Revolutionsgardens de facto kup i juni. Uden at overbetone, hvad man skal lægge i 'forhåndsbetingelser' var det måske ikke urimeligt at forlange af det iranske regime, at det undlod at sende indbydelser til lande, hvis statsborgere eller lokale diplomatiske ansatte, det holder som gidsler.

Ikke betryggende

Med hensyn til det større spørgsmål om Irans overtrædelse af alle forpligtelser i forhold til åbenhed om atomprogrammet og det forbløffende fravær i dets diplomatiske note af enhver reference til omtalte program, var det ikke alt for betryggende at høre Susan Rice, USA's FN-ambassadør erklære, at USA's regering ikke vil pålægge Ahmadinejad »kunstige tidsfrister«. Hvorfor var det ikke betryggende? Fordi det simpelt hen ikke er til at sige, hvad hun i grunden mener med 'kunstige tidsfrister'. Ville 'ægte tidsfrister' ikke være at foretrække? F.eks. en frist, hvor Iran inden den og den dato blev pålagt at overholde Sikkerhedsrådets resolutioner om atomvåbenspredning - der findes en hel buket af disse - eller også blive mødt med udvidede FN-sanktioner? Jo, det ville det sikkert, men øjensynlig var det ikke sådan, ambassadør Rice så på sagen.

Efter alt at dømme står vi altså blot over for endnu et forhalingskneb fra mullahernes side. Og har USA's udenrigsministerium og CIA måske forhørt sig blandt lederne af det iranske civilsamfund mener om den pludselige iranske 'forhandlingsvilje'? Her er, hvad professor Abbas Milani, leder af Iranske Studier på Stanford University mener om sagen:

»Når man læser det iranske brev og indser, hvor tomt det er for oprigtige forhandlingspositioner, nødsages man til at konkludere, at iranerne forlader sig på, at deres allierede, Putins Rusland, vil nedlægge veto imod enhver resolution imod dem. Men for at russerne skal kunne foregive at være seriøse i argumentation for, hvorfor der ikke er brug for at lægge stærkere pres på regimet, må Teheran først foregive seriøs forhandlingsvilje.«

Denne analyse ser ud til at være i overensstemmelse med alle kendsgerningerne, som disse foreligger for os. Og det minder unægtelig lidt for meget om at have sex med en person, der afskyr dig.

© New York Times Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis det lykkedes for obama at få russerne til at opgive deres tåbelige hjælp til det iranske diktatur ang. udvikling af atomvåben, tvinges præstestyret til forhandling.

De vil således ikke kunne vifte med atomvåben fi forsøg på at få verden til at danse efter deres vandpibe.

Det er svært at tro at russerne virkelig ønsker iran som atommagt, så måske...?

Når alt kommer til alt er der flere kulturelle ligheder mellem rusland og vesten.

Og så skal man ikke glemme de herboende iraners demokratiske frihedskamp. I er bare de bedste ;-)

Denne kronik er bare med til at slå fast at endnu én ikke forstår hvad det er Iran har at forhandle med. Det går ikke op for Christopher Hitchens (C.H.) at stille sig selv spørgsmålet, mon Obama ikke gøre alt hvad han kan for at lukke disse reaktorer? Eller prøver C.H. at hentyde til at man fra USA's regering har en skjul dagsorden at hjælpe Iran? Til dette må min kommentar være; latterligt!

Hvis C.H. føler sig forvirret og "voldtaget", skyldes det kun at den politik Iran fører er ret smart. Havde man forventet at Iran ikke ville bruge diplomatiske strategier? Det kan godt være at C.H. har "lige" opdaget at Iranerne BEVIDST prøver at fortælle omverdenen at tidsplaner ikke betyder noget for dem, men havde han taget sig sammen og læst nogle analyser, ville det have være klart for ham for 2 år siden. Hvis C.H. føler en slags frustation må det kun være pga. hans egen uvidenhed. Vi har alle læst hvordan deadlinen var et sted sidst i september og senest 1. oktober, hvad angik Irans "svar" mht. atompolitik. Denne deadline var slået fast siden juni. Men man kunne læse i går at dette er blevet udvidet til december. Mon ikke Irans diplomati og strategi er effektiv? Mon de ikke har gentagende gange bevist at vestens retorik ikke er andet end propaganda?

- Arash

Mikkel Sørensen

Arash,

Der er ingen god grund til at laese Christopher Hypocritchens "analyser", endsige at tage dem alvorligt (... han skriver for "Vanity Fair"...). Han er en stakkels fortabt propagandist hvis stoerste nummer var at stoette George Bush II og hans mange forbrydelser.

Enough said.

Det er trist for de betalende abonnenter at A/S Dagbladet Information bruger deres penge paa mandens sludder. Den eneste mulige troest er at han bruger en hel del af overskuddet paa god whisky.

Mikkel:
Han er en stakkels fortabt propagandist hvis stoerste nummer var at stoette George Bush II og hans mange forbrydelser.

Helt korrekt. Men Hitchens kan godt være god for noget gedigen underholdning; denne artikel er noget under hans standard.

I øvrigt er han bedst live. Jeg så ham på amerkansk TV, hvor han plørefuld sad og svinede Jesus til og alle, der var stupide nok til at tro på ham. Studeværten sad nærmest bare med hængende underkæbe ved synet af Hitchens, der med krøllet tøj, sprut-opsvulmet ansigt, røde øjne og sløret stemme lå mageligt henslægt i sin lænestol mens han med uforstyrrelig ro og højengelsk arrogance piskede publikum op i en lynch-stemning.