Kommentar

Gammelt fjendskab ruster ikke

Forholdet mellem Syrien og Irak er ved at blive lige så ondt som i Saddams dage
Den terrorbekæmpelse der er foregået i Storbritannien, og som forhindrede en række påtænkte terrorhandlinger, vil samtidig med at den lykkedes så storartet, betyde en yderlige skærpelse af terrorens metoder.

Den terrorbekæmpelse der er foregået i Storbritannien, og som forhindrede en række påtænkte terrorhandlinger, vil samtidig med at den lykkedes så storartet, betyde en yderlige skærpelse af terrorens metoder.

Andy Rain

Debat
19. september 2009

I Damaskus og Bagdad føles det helt som i gamle dage. Det fyger med gensidige skældsord og beskyldninger. Ambassadører tilbagekaldes, og det er måske kun et spørgsmål om tid, før de to lande afbryder deres diplomatiske forbindelser. Iraks premierminister, Nouri al-Maliki, forlanger et internationalt tribunal, fordi Syrien ikke vil udlevere to irakiske baathister, han beskylder for at stå bag selvmordsbombeangreb i Bagdad, der har kostet mindst 100 civile livet. Syrien svarer igen, at det altid har været tilflugtssted for »mennesker, der er uretfærdigt forfulgt«.

For 20 år siden sendte Saddam Hussein og Hafez el-Assad bombemænd til Damaskus og Bagdad for at sprænge hinandens byer i luften. Nu er det så Nouri al-Maliki og Hafez' søn, Bashar, der angriber hinanden. Trods stammeslægtskab, historiske relationer og broderlig kærlighed til arabisk enhed - Syrien kalde gerne sig selv for 'panarabismens bankende hjerte' - tyder alt på, at de to naboer vil fortsætte deres hæderkronede tradition for at svine hinanden til.

Begges hykleri

I Saddams og Hafez' æra hængte de hinandens bombemænd i fuld offentlighed. Syriske agenter dinglede blidt i brisen på Bagdads offentlige pladser, og Saddams drabsmænd fik samme behandling i Damaskus. Nu til dags går det mere civiliseret til, ja, irakerne fanger faktisk ikke bombemænd i dag - disse har allerede blæst sig selv til atomer. Men de påkalder sig international lov, mens syrerne poserer som Mellemøstens ly for flygtninge.

Syrien har dog den bedste hukommelse. I de gode gamle dage med gensidigt fjendtlige syrisk-irakisk baathisme søgte både al-Maliki og Jalal Talabani, Iraks nuværende præsident, i ly i Damaskus for at undfly Saddam-regimets vrede. Begge var taknemmelige - eller sagde, at de var - over, at Hafez havde forbarmet sig over deres sjæle og budt dem velkommen i 'den arabiske nations moderland'. I dag har syrerne da også været hurtigt til at minde parret om hin generøse handling - og påpege begges hykleri.

Oprigtig bestræbelse

»Syrien udleverede aldrig mennesker, som søgte beskyttelse imod trusler, uretfærdighed, vilkårlige handlinger og døden,« forkyndte den officielle avis, Al-Thawra. »Al-Maliki og Talebani burde tænke over, hvilken skæbne de havde fået, hvis ikke Syrien havde haft så høj politisk moral.« Syrerne har ikke benægtet, at Mohamed al-Younis - et højtstående medlem af Baathpartiet under Saddam - og Satam Farhan er i Damaskus, men kræver beviser på deres involvering i bombeattentaterne i Bagdad. Noget Damaskus forventer (med rette), at irakerne får svært ved at stille med.

Men det hykleri, som Syrien fordømmer, trives også hos syrerne selv. Jeg mødte den syriske general, som står for at bygge grænsehegn og vagttårne langs den syrisk-irakiske grænse i, hvad han tydeligvis anser for at være en oprigtig bestræbelse for at hindre oprøreres indtrængning i Irak. Men sidste gang, jeg mødte familien til en selvmordsbomber i Irak - han angreb et amerikansk vogntog i det vestlige Irak, tæt på den syriske grænse - fik jeg af hans onkel at vide, at han var taget til Irak, fordi det var lettere at krydse den syriske grænse for at angribe amerikanske soldater, end at krydse den libanesiske grænse for at angribe den israelske fjende.

Sige ét - gøre andet

Der har sandt at sige altid eksisteret et råt, men også nøgternt og undertiden forstående forhold mellem baathisterne i Irak og Syrien, selv da Saddam herskede. Grundlæggeren af partiet, Michel Aflaq, var en syrisk kristen, som endte sine dage i Irak. Ifølge Aflaqs familie blev hans grav slemt medtaget under den amerikanske invasion i 2003 - den ligger i, hvad der nu er den amerikansk kontrollerede Grønne Zone. Som baathister er al-Yonis og Farhan altså på en måde 'brødre', som utvivlsomt kan føje vigtige informationer til syrernes allerede store viden om amerikansk militærstrategi og al-Malikis styrker i Irak.

Men Al-Thawras lovprisning af Syriens politiske integritet bør læses med et sideblik på historien. Syrien har aldrig udleveret dødstruede, hedder det. Men hør nu her. Var der ikke engang en kurdisk guerillaleder ved navn Abdullah Öcalan, som blev bygget op og støttet af syrerne, men truet af tyrkerne? Og som pludselig fik besked på at forlade Damaskus, da tyrkerne truede med militæraktion imod Assad-regimet? Og endte han, efter at have flakket rundt i Afrika ikke i armene på Tyrkiets hemmelige politi? Åh jo, og han vansmægter den dag i dag i en tyrkisk celle.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her