Kronik

Gud, kunst og fædreland

Vi må nuancere debatten om relationen mellem kunst og kapital, mellem værdi, smag og dannelse. Vi skal være skeptiske, når f.eks. politikere taler om kunstens anvendelighed, formål og funktion. Vi må se kritisk på, hvilke institutioner, der blåstempler og udvælger noget kunst som bedre end andet og sætter de værker i evigt kredsløb i den voksende museumsindustri
Vi må nuancere debatten om relationen mellem kunst og kapital, mellem værdi, smag og dannelse. Vi skal være skeptiske, når f.eks. politikere taler om kunstens anvendelighed, formål og funktion. Vi må se kritisk på, hvilke institutioner, der blåstempler og udvælger noget kunst som bedre end andet og sætter de værker i evigt kredsløb i den voksende museumsindustri
19. september 2009

Vi forsager markedet og alle dets transaktioner og institutioner
Vi tror på kunsten, den rene, universelle
Og på dens ensomme spartanske skaber
Vi tror på værkets uudgrundelige ophøjethed
Kunstværket der pines og tilsmudses under oplevelsesøkonomiens instrumentalisering af livsverdenen
Og som adskillige gange er erklæret død og begravet
Kun for hver gang at genopstå i nye skikkelser og i nye sammenhænge
Og vi tror på Kunstmuseet der skal dømme Kunst fra ikke kunst, koncept fra parole, subtile dybder fra overfladisk lommefilosofi og triviel weltschmerz
Den andægtige almindelige hvide kube
De indviedes indforståethed, Kunstens dannende virkning, Materialitetens åndelighed
Og værkernes evige liv i vores fælles nationale kulturarv.
Amen

I en tid hvor det eneste normative krav til kunsten netop er kravet om fornyelse, hvor idé er vigtigere end håndværk og koncept vigtigere end materiale, afhænger værdien af kunst – ikke blot den målbare økonomiske værdi, men ligeledes den æstetiske, kulturelle og symbolske værdi – i høj grad af hvordan, af hvem, hvor og hvornår værket skabes, hvordan og hvor det vises for hvem og i hvilken sammenhæng.

Anerkendelse residerer ikke i absolutte kvaliteter men i udveksling og netværk, kort sagt i de relationer værket indgår i. Og netop disse sammenhænge eller relationer udgør da også ofte selve kernen i samtidskunstværker: Det er mødet med beskueren, der udgør værket.

Kunstneren har, ofte indenfor veldefinerede institutionelle rammer, iscenesat, faciliteret eller inviteret til mødet, men der skal jo to til et møde og kvaliteten af det kan således ikke alene bestemmes af den ene part, men må nødvendigvis være en subjektiv vurdering, der beror på ens egen deltagelse, indlevelse og engagement i mødet. Fraværet af fælles standarder, manglen på autoritative kvalitetsparametre og vanskeligheden ved at skelne det enkelte værk fra en udstillings overordnede kuratoriske koncept behøver selvfølgelig ikke betyde noget for den enkelte beskuers eller kritikers oplevelse, men gør det forståeligt nok svært for samtidskunstkritikeren at påberåbe sig nogen særlig autoritet, hvormed han på læseværdig vis kan fælde sin smagsdom, som bl.a. Informations leder den 22. juni efterlyser – nu bakket op af bl.a. Nicolai Wallner og Henriette Bretton-Meyers udtalelser i kunstkritikartiklerne den 16. september.

Samme debat i Norge

I Norge har udspillet sig en lignende debat om kunstkritik. Her er kritikere blevet kritiseret for at være personlige og berettende i deres bestræbelser på at dele deres individuelle oplevelser.
Problemet synes blandt andet at være, at det også i Norge forekommer læsere at være useriøst, når pindemadderne og gæstelisten til ferniseringen indgår i en beskrivelse af den samlede oplevelse af en udstilling.

Men nu er det jo ofte kunstnerne selv, der netop opfordrer til at have øje for og forholde sig kritisk til de institutionelle rammer om kunstmødet, så ville det vel være en misforståelse, hvis ikke kritikerne fulgte denne opfordring?

Sagt på en anden måde har mange kunstnere længe selv været meget beskæftigede med at undersøge kunstens institutioner, relationer og strukturer og dermed udfordret et mere traditionelt værkbegreb med en fast rollefordeling mellem kunstner, værk og beskuer/kritiker.

Dette skift må naturligvis afspejles i en aktuel kritik, som må formidle indsigt i og viden ikke udelukkende om de enkelte værker, men også om deres økonomiske, politiske, sociale og kulturelle forudsætninger; kunstscenen eller kunstmarkedet, om man vil. Men det vil ’man’ (i nærværende sammenhæng forstået som de Tordenskjolds soldater, der inviteres i DR2 og Information som repræsentanter for kunstverdenen) helst ikke – altså snakke om kunstmarkedet og om den værdi og magt, der her forhandles af udvalgte institutioner og personer. Der er fra kunstinstitutionernes side tilsyneladende en massiv modstand mod og afsmag for at tale om økonomi, produktion og politik i samme sætning som kunst.

Kunstscenens tilstand

Måske af frygt for at skulle ende i en triviel diskussion af, hvordan kunsten bedst muligt kan spændes for den ene eller den anden vogn f.eks. klimavognen som kulturminister Carina Christensen ironisk nok opfordrer til i denne avis (den 16. september »Kom kunsten ind i klimakampen«) som for anden gang inden for få måneder rydder forsiden for at begræde den danske kunstscenes tilstand.

At være skeptisk for indgå i diskussioner af kunstens anvendelighed, formål og funktion er måske en naturlig reaktion mod de tilsyneladende utrættelige forsøg på at reducere den til et nyt pædagogisk eller markedsføringsmæssigt redskab.

Men det retfærdiggør ikke at undlade en diskussion af hvordan og hvorfor der er noget, vi bliver præsenteret for som kunst, og hvordan og af hvem og med hvilke institutioners blåstempling noget af denne kunst fremhæves og udvælges som bedre end andet og sættes i evigt kredsløb i den voksende museumsindustri.

Udvælgelsesprocessen ignoreres i en grad, der gør, at det er lige før man kunne gå hen og glemme, at de kunstnere og værker vi kender kun udgør en forsvindende lille del af det samlede felt, og at de værker, spektakulære projekter og selviscenesættende mediebegivenheder, der finder vej til dagspressen og via gallerierne til samlerne og museerne osv. ikke nødvendigvis er det eneste interessante. Der eksisterer adskillige parallelle kunstscener med forskellige trends, temaer og internationale startists og for hver af disse funklende kunstkometer eksisterer der et hav af aldrig kendte, men ikke desto mindre reflekterende, praktiserende og producerende kunstnere i både Danmark, New York, Mumbai, Havana og Port Moresby.

Kunst og kapital

Det problematiske ved at undlade en diskussion, debat og kritik, der går ud over selve de enkelte værker, er den naivitet, hvormed det tilsyneladende tages for givet, at vi alle er enige om, at vores forestillede fælles opfattelse af hvad kunst er, skal og kan er rigtig, universel og god. Hvilke interesser et dominerende kunstsyn forsvarer, hvilke kategoriseringer mellem kunst og ikke kunst, mellem vestlig og ikke-vestlig kunst og mellem velfærdsstatsstøttet, museumsanerkendt kunst og kunst, der må klare sig på markedsvilkår, fordi det er produceret i en sammenhæng, hvor staten prioriterer sine midler anderledes, og hvor museer rimer på imperialistisk kolonial belæring, kan en kunstkritik baseret på forestillingen om et tavst indforstået kunstfællesskab ikke rigtigt stille spørgsmål ved, idet det jo netop tages for givet, at der findes én rigtig definition af, hvad kunst er og med hvilke intentioner den skabes. Og denne rigtige definition er så tilfældigvis, heldigvis vores.

Jeg synes, det er vigtigt at give plads til en diskussion af kunst, som ikke nødvendigvis bekender sig til den indledningsvist formulerede trosbekendelse, men som i stedet netop forholder sig kritisk og spørgende til, hvordan begrebet kunst konstant forhandles og redefineres, hvem der har en stemme i denne forhandling, hvordan og hvorfor.

Derved kan vi måske få nuanceret debatten om relationen mellem kunst og kapital, mellem værdi, smag og dannelse og få bedre redskaber til at forstå og anerkende den kunst, der ikke produceres i demokratiske rige velfærdsstater, men dog af kunstnere der også er på Facebook, abonnerer på ArtForum og October og er lige så velinformerede om Da­mien Hirsts og Olafur Eliassons seneste mediestunts og blockbusters som nogen dansk kunstner.

Nina Poulsen er antropolog og Ph.d. studerende på CBS hvor hun laver en sammenlignende undersøgelse af vilkårene for at lave og udstille kunst i Køben­havn og Hyderabad i Indien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu