Dansk Folkepartis svar på en snakkende skærveknuser, tidligere chefpropagandist i partiet, nu folketingsflertallets mest arrogant ihærdigt forhånende modstander af rimelige indvendinger, MF Søren Espersen, der efter eget udsagn altid og med skældsordet i sin magt går efter manden frem for bolden, kaldte i TV 2 News Tøger Seidenfaden en skurk. Tre gange: skurk, skurk, skurk. Måske ikke den store variation i ukvemsytringerne, men i fuld overensstemmelse med denne politiske grovvares tofarvede verdensbillede.
Espersen anser ligesom sit parti Grundloven af 1953 på linje med Jellinge-stenen og Folkekirken for i den grad hellig og uforanderlig. Ingen skal vove på så meget som at tænke på at overveje en drøftelse af ændringer af den. Ytringsfriheden er juvelen i dette nationale klenodie, og ytringsfriheden er absolut. Ganske særligt når man anvender sprogets værste gloser mod etniske minoriteter og islam. Til gengæld ikke helt så meget, når det gælder visse andre forhold.
Et par detaljer i en meget omtalt bog, hvis i øvrigt beskedne indhold på disse punkter vistnok og ifølge en noget vaklende instans i fogedretten kan have karakter af militære hemmeligheder, var for længst, og længe før Politiken og Seidenfaden trådte til, lagt ud på nettet. Bogen er som sagt ikke noget særligt, ikke just skrevet af jægersoldaternes Schopenhauer, men den giver dog en slags indblik i danske soldaters hverdag på en slagmark, vi ellers ikke ser og hører ret meget til. Ikke i konkret forstand, hvor man som borger måske kunne ønske sig en chance for at følge med i hvad der sker, hvorfor, og om indsatsen er ræsonnabel eller det glade pip. Man har vist aldrig set noget officielt overslag over for eksempel hvor mange dræbte fjender der er succeskriteriet. Og om et sådant overhovedet findes eller hænger sammen med kampmetoderne.
Militæret - det gælder ikke kun det danske - har efterhånden lært at håndtere pressen under væbnede konflikter. Krigens modbydelighed, dens frygtelige fejltagelser, dens vilkårlighed og ufattelige brutalitet, dens totale uundskyldelige vanvid, der som grundlæggende princip ikke kan retfærdiggøres, rationeres over for befolkningen her i landet til billeder af besøgende statsministre i ørkenstøvler og skudsikker vest med Dannebrog i baggrunden og lutter glade ansigter i kredsen omkring. Gud ved om soldaterne ligefrem får ordre til at se ud, som om de morer sig, når fotografen smiler til dem?
En anden slags billeder, billeder af lemlæstede dræbte og sårede soldater, slipper af en eller anden grund ikke ud. Heller ikke af omkomne civile. Og det skønt vi hører nu og da om disse hovsa-angreb, hvor lige i farten der ryger et bryllupsselskab eller nogle dusin sagesløse. Mange våben er jo godt nok af den smarte slags, men ikke så smarte at de kan skelne ven fra fjende; eller Taleban fra en almindelig afghansk bonderøv i langt skæg og hvide underbukser. Det kan soldaterne for den sags skyld heller ikke altid, og så knækkes jo nogle æg, når man nu laver omelet surprise.
Er 26 acceptabelt?
For at sige det som det er, så aner offentligheden ikke hvad der rigtigt foregår. Ikke andet end at der af og til sidder en trist udseende i øvrigt ret sympatisk forsvarsminister blandt efterladte sørgende ved en hjemvendt soldaterkiste. Det er nu sket 26 gange. 26 gange plus det løse i sårede og kvæstede. Det er dog noget i dansk sammenhæng, når man betænker at kampene den 9. april 40 kostede 16 dræbte og 23 sårede. Dette var et nogenlunde forhåndskalkuleret tab som en relativ acceptabel pris for en symbolske neutralitetshævdelse ved et angreb fra overmagten.
I Afghanistans tilfælde har vist endnu ingen dansk politiker og slet ikke DF's krigskoleriker givet noget slag på tasken. Men hvad er et acceptabelt tabstal for? Ja, 26 må jo være acceptabelt, siden ingen har reageret. Men er så det dobbelte også acceptabelt? Eller er det dobbelte af det dobbelte acceptabelt? Hvor mange cifre? Bare sig stop!
Hvad fanden er det for noget!
Selve debatten om krigen foregår i uvirkelige vendinger, når det fremgår, at de allierede NATO-styrker skal opholde sig i dette knudrede land, som vel at mærke ingen udefrakommende magt har kunnet stille noget op med i et kvart århundrede. For resten fremgår det også, og også af kompetente amerikanske vurderinger, at en sejr, hvad en sejr så i denne sammenhæng overhovedet betyder, er tvivlsom grænsende til det illusoriske.
Ikke således forlangt at nogen i en så kompliceret og flertydig situation, kan have et forgyldt og entydigt svar på sådanne indvendinger. Men hvad med redelig oplysning om selve krigen. Hvad sker der?
Hensynet til soldaterne
Søren Espersens og andre endog mindre brovtende folks modvilje mod at kritisere grundlaget og detaljerne forklares med hensynet til vore soldater. Vi skal stå hundred procent bag dem, andre er nærmest landsforrædere, eller som Seidenfaden skurke. Skurken, landsforræderen er måske snarere den, der som en anden Søren Espersen forklæder det fordækte i falske og uigennemskuelige hensyn og kalder opposition for kulturradikal jammer, eller hvad det er for stupide fjendebilleder, der så yndefuldt opmales.
I radioen var den udenrigspolitiske ordfører heller ikke meget for at holde de danske styrker fast på de internationale konventioner, som i hans partiformands øjne er den rene spændetrøje for Danmarks frihed. Man bør snarere vise soldaterne tillid, mente Søren Espersen, stole på soldaterne, der har det svært. Det har jo soldaterne. Det har alle soldater til alle tider. Det havde de i Vietnam og på Falklandsøerne. Og til alle tider har soldater overskredet krigens love og grænser. Soldaters håndværk er modbydeligt, nu og da måske nødvendigt for at holde fred, det kan diskuteres, men soldatens gerning bliver ikke mindre modbydelig af forbehold over for modbydeligheden. De som mener noget andet, ved ikke hvad de taler om.
På grund af denne iboende modbydelighed har man de internationale konventioner. For at alle soldater skal have en fælles rettesnor, og for at de ikke skal gå amok i situationer, hvor mænd mister deres menneskelige fodfæste, lader to og fem være lige og i frygteligste fald myrder løs. Fordi de er ved at dø af rædsel, eller deres bagland er afstumpet og giver dem fripas - eller for at være på den sikre side. Eller de udleverer fanger til tortur og død. Det sker jo, har man læst om. For folk som Espersen, hvis dømmekraft er deponeret i berettigede mindreværdskomplekser, helliger den dunkle hensigt alle midler. Også de tvivlsomme blot Dannebrog blafrer i vinden, og det koster så mange muslimer livet som muligt.
En alvorlig affære
Måske har jægersoldatens bog gjort en form for nytte, det kan man håbe. At der på baggrund af dens beskrivelser, som i øvrigt er holdt på det selvbenovede plan, rejser sig et nyt krav til regering og presse om at oplyse, som pressen før har oplyst, om kriges gang. Afdække hvad der sker og ikke kun fortælle om hensigterne og begræde de døde i flagsvøbte kister.
Clausewitz skrev at man skal holde sig fra krig, hvis man ikke klart kan vinde. Machiavelli (denne tillagt) sagde at man begynder en krig, når man vil, men afslutter den ikke, når man vil. Clemenceau mente, at krig er en alt for alvorlig affære at overlade militæret.
Krig er også en for alvorlig affære at overlade visse politikere. Gæt hvem.
Nic P
Chr. d. 4. gjorde vist hvad han kunne, med de midler og evner han havde til rådighed.
Din tanke om at DK bare skal stå og kikke passivt til på sidelinen er da unægteligt i god tråd med den danske folkesjæl siden 1864, men selv lande, der normalt elsker at betegne sig som neutrale; som Sverige, Finland og Østrig, er nået til den erkendelse, at man ikke kan melde sig ud af den globaliserede verden , og har alle i dag soldater på jorden i Afghanistan.
Lever vi i samme verden? USA er totalt dominerende miltært og økonomisk. Er det den der bette krise, du hentyder til.
Bette krise? Gid det var så vel!
Det er forbandet vanskeligt at holde en totalt dominerende stormagt kørende på gældsbeviser og seddelpresse i længere tid!
Bare spørg i i England!
USA har en lillebitte statsgæld sammenlignet med langt de fleste europæiske lande. Landet har iøvrigt været gældsat siden borgerkrigen, hvilket jo ikke har forhindret det i at blive den totalt dominerende supermagt. Der var vist under Indianerbekæmperen Andrew Jackson, de sidst havde nul statsgæld.
Ja Peter, gamle Christian gjorde netop, hvad han kunne!
Hvis han havde forholdt sig på sidelinien, havde vi med nogen sandsynlighed stadig haft Skåne, Halland, Blekinge og Slesvig som del af Danmark!
Det var overlegen produktionsevne, som gjorde England stort!
Den overlegenhed tabte de til USA!
Det var overlegen produktionsevne, som gjorde USA stort!
Den havde de!
Konkluder selv!
Hold da op for en gang krigspropaganda og imperialist-snak og morder-fantasier.
Paa ottende (niende?) aar er "vi" i en selvvalgt kolonikrig som bare bliver ved og vaerre og uden ende i sigte. Som naturligvis kan faa katastrofale virkninger, f.eks. i Danmark. Selvfoelgelig skal alle ansvarlige mennesker hurtigst muligt afslutte lortet.
Danmark ud af Afghanistan.
Og sir Humphrey: "Danmark er pisket nødt til at være randstat for enten USA’s empirie, eller Ruslands (før: Sovjetunionens). Danmarks geografiske placering udelukker neutralitet."
Hvorimod det fjerne Sveriges placering passer til neutralitet? Gud fader i skuret...
Hvis man tror paa smaating saasom demokrati - saa kan man VAELGE hvordan man reagerer. Og lige nu er det godt at vaelge MINDRE militaristisk. At REDUCERE deltagelsen i et haabloest foretagende som lige fra starten var en statslig forbrydelse.
Forresten ser jeg ikke noget specielt vidunderligt i maalet "at overleve som selvstændig nation", d.v.s. stat. Med mindre at denne organisation, det saakaldte "Danmark", undlader selvvalgte angrebs- og kolonikrige o.m.a. forbrydelser.
Det er langtfra en given ting, at Kina overhaler USA. Dels er der rigtig lang vej endnu, dels er der rigtigt mange interne problemer i landet. Vi har før set asiatiske tigerøkonomier, der fik sig en slem overraskelse.
I postmoderne tid er det heller ikke sikkert, at produktionsevne alene gør det. Den teknologiske innovation ligger ikke i Kina.
Der er ikke noget alternativ, Mikkel. Sverige var altid en del af det vestlige militære samarbejde. Det var neutralitet på skrømt.
Det er iøvrigt sikkerhedspolitikken i den stat, du pisser på, der garanterer dig dine borgerrettigheder.
Mikkel Sørensen:
"Hvorimod det fjerne Sveriges placering passer til neutralitet? Gud fader i skuret…"
Det interessante her, er adgangen til Det Baltiske Hav, som er hvor Ruslands krigsflåde befinder sig. I tilfælde af krig er adgang til verdenshavene afgørende, og dette sker gennem dansk territorial-farvand.
Sverige har kyst ud til Øresund, og Øresund er bestemt også den mest oplagte sejlrute. Men der er andre sejlruter end Øresund, hvis Sverige skulle finde på at beskytte deres par kilometre af strædet.
Sverige er geografisk set temmeligt ligegyldigt. Danmark er det oplagte sted at minere og at smide bomber mod fartøjer der sejler gennem.
Uanset hvilken part Danmark havde været randstat for, ville vi sikkert blive bombet lystigt af begge parter. Deres interesse er ikke danernes velbefindende, med muligheden for sejle i farvandene eller ej.
Nu er vi meget tæt på at være enige, Kim!
Det er ganske rigtigt ikke givet, at Kina overhaler USA, men USAs fortsatte dominans er heller ikke givet!
Mht. den tekniske innovation, så plejer de, der står med produktionen også at komme med de praktiske opfindelser!
Og ingen kan vel beskylde kineserne for ikke at kunne finde på ting? Krudt, penge, bogtryk, pasta, Sun Tzu....?
Og hvad angår deres håndtering af interne problemer, så forekommer de altså ret kompetente i fuld overensstemmelse med "at træde igennem", hvilket vi også er enige om!
Jeg har aldrig sagt, at USA vil være eneste supermagt til evig tid. De er dog meget optagede af, at sikre deres position. Umiddelbart ser jeg ikke den store ændring de næste mange år, og så længe de varme krige som følge af det store spil kun foregår i den tredje verden, skal vi prise os lykkelige.
Enig Kim!
Store ændringer kan dog komme meget pludseligt, hvilket jeg har set i min tid!
Kim,
den der sikkerhedspolitik, som du altid snakker om: sikkerhed i forhold til hvem?
Svenskerne? Nordmændene? Tyskerne? Englænderne?
Det var så alle vore allierede, du nævnte. For vores vedkommende primært i forhold til Rusland.
Hvad f.... skal vi bruge en alliance i forhold til Rusland til?
I de tider, hvor de ikke har været besat af de røde, har de sgu da aldrig gjort andet end at redde vores røv i forhold til både svenskere og prøjsere!
Ja, selv da de var røde, var det dem, der gjorde det grove arbejde med at tæve tyskerne!
Tyskerne tog Sønderjylland, svenskerne tog Skåneland, nordmændene tog olien, englænderne tog flåden! Hvad har russerne engentlig gjort os?
Nic P
Du er igen galt på den.
Det var Frederik den 3. der måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge - og IKKE som du siger: Christian. den 4.
Mikkel S.
Som jeg allerede har nævnt, er Sverige slet ikke længere neutralt - og har iøvrigt aldrig været det reelt.
Når du hævder, det er en koloni-krig, vi deltager i, må jeg desværre skuffe dig med at du hverken behøver at sætte næsen op efter at blive Generalguvernør eller Vice-Konge, da dette ikke er formålet.
Indsatsen har derimod bla. det sikkerhedspolitiske sigte, som er skitseret ovenfor.
Kim er somme tider for nem ... jeg undlod bevidst at nævne Rusland.
Og nøjedes med at nævne lande, som Danmark i historiens løb virkelig har haft kontroverser med. Ja, Norge falder godt nok lidt udenfor, indrømmet.
Heinrich Jørgensen,
Du skriver "Danmark er pisket nødt til at være randstat for enten USA’s empirie, eller Ruslands (før: Sovjetunionens). Danmarks geografiske placering udelukker neutralitet."
Nå, hvad er da Damark har som Sverige ikke har? Jeg har svært ved at se hvorfor det skulle være stort bedre, at kunne sejle fra Skagen end fra Göteborg, den svenske industri og deres militær er langt mere interessant at få fingrene i, end det tilsvarende danske, og sidst men ikke mindst er det strategiske rum og jernmalmen i Sverige vel langt mere interessant end en masse spredte øer.
Peter,
nej, jeg er ikke galt på den! Jeg er ganske klar over, at Fr. 3 måtte indgå freden i Roskilde, men uden Chr IVs indblandingssyge var hele begivenhedsrækken og Danmarks nedgang ikke startet, hvilket også er grunden til, at jeg inkluderer Slesvig, som jo heller ikke har nogen direkte sammenhæng!
Undskyld mig, men du ser tingene fra skyttehulsperspektiv!
Alle i kloge hoveder her... Tak for gennemgang af forrige årtusinds strategiske problemstillinger.
Er der nogen, der har et bud på hvem vi egentligt er i krig med i AFG? Og måske hvad, denne hvem, har som mål?
Asger,
du har ret! den røg lidt af sporet, men det kan jo også være interessant!
Den udmærkede amerikanske general Petreus har, så vidt jeg ved, stillet samme spørgsmål uden at få et klart svar fra de højere politiske magter!
Og derudover har Kim Vibe ret! Vi følger amerikanerne, så vi må håbe, at de ved, hvad de gør!
Asger
Ja, det præcist, har jeg forsøgt at forklare på side 1.
Hvis man tager et historisk tilbageblik, så har der været tider, hvor amerikanerne ikke fulgte amerikanerne.
Jeg tænker selvfølgelig på Vietnamkrigens dage.
Peter,
Hvis jeg forstår dig rigtigt, Al Q er den egentlige fjende og grunden til at vi er AFG er at Taleban da de havde magten i AFG var allieret med AlQ som så havde et helt land som base. Af folkeretlige grunde kan vi, så ikke nøjes med, at slås med dem, men er nødt til at tage hele overbygningen med statsdannelse osv med i købet.
AlQ er jo ikke bare en lille samling terrorister a la RAF. Det er en bevægelse som nyder en vis (uhyggelig stor) udbredelse og sympati blandt (sunni) muslimer over hele den muslimske verden, og for den sags skyld også blandt muslimer der lever udenfor den muslimske verden.
Der næst: Hvad er deres strategisk mål?
Ivar Jørgensen:
"Nå, hvad er da Damark har som Sverige ikke har? "
Danmark ER adgangen til Det Baltiske Hav. Det har direkte militær betydning.
Både Danmark og Sverige har naturressourcer, der også kan være interessante. Navnligt Sveriges. Det er sekundært.
Danmark er proppen i Østersøen. Man kommer ikke ind eller ud uden. Hovedparten af den russiske værftskapacitet og oversøiske handel ligger der. Iøvrigt har svenskerne aldrig været rigtigt neutrale. de har altid haft en underhåndsaftale med USA og NATO.
Asger,
Du nævnte vist krigen i Algeriet på et tidspunkt. Og det er rigtigt at Frankrig trak sig ud. Det skete primært på grund af den franske befolknings forargelse over hærens opførsel i landet.
Det er derfor, den krig er interessant, da det netop er hovedargumentet for den valgte strategi i Afghanistan.
Sider