Kommentar

Hvordan slipper vi af med de unyttige?

Det er horribelt, at Lone Nørgaard begrunder aktiv dødshjælp med behovet for at spare offentlige omkostninger
3. september 2009

»Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.«

Sådan afslutter lektor Lone Nørgaard sin påtale (Inf. 1. september) om, hvordan indvandring dræner statskassen.

Kære Lone Nørgaard. Jeg har kræft, og i næste uge skal jeg skannes igen, og hvis lægerne siger til mig: »Der er intet, vi kan gøre. Vi har forsøgt alle mulige behandlingsformer for dig, og nu er det slut. Du vil dø inden for nogle måneder.«

Skal de så også fortælle mig - når dit forslag er vedtaget - at 'du ved jo, at du kan søge om aktiv dødshjælp. Det vil jo spare det offentlige for mange omkostninger til at pleje dig den sidste tid'.

Respekt for liv

At begrunde aktiv dødshjælp med behovet for at spare offentlige omkostninger er horribelt. Ja, jeg har svært ved at finde ord.

Dit forslag fortæller, at de mange tusinde mennesker, som hører lægen sige:

»Der er ikke noget at gøre,« skal overveje selvmord for at reducere statens omkostninger.

Jeg ved kun alt for godt, at nogle politikere og meningsdannere betragter mig som 'en omkostning' og en 'belastning for velfærdssamfundet'. Velfærdsskrot!

Du går videre og foreslår, at den type unyttige og belastende omkostninger må staten gøre sig fri af. Du kræver dog ikke, at vi direkte likvideres. Nej, vi skal selv tage beslutningen og lade os aflive.

Lige nu, mens jeg skriver, har jeg meget svært ved at styre mine følelser. Min vrede og min forfærdelige tristhed. Opgivelse næsten.

Dit forslag viser en forfærdende mangel på respekt for menneskeliv. For det enkelte menneskes liv.

Er vi nået så langt ud, at vi skal overveje, om det kan betale sig at holde visse mennesker i live? At myndighederne skal overveje, hvilke typer mennesker, der har ret til at leve, selv om de koster samfundet penge?

Mener du virkelig, at politikere nu skal begynde at diskutere, hvilke mennesker myndighederne skal tilbyde - og dermed indirekte opfordre til at begå selvmord, kaldet aktiv dødshjælp.

Jeg håber det ikke. Frygter det ganske vist med den forråelse af den politiske debat, der foregår netop nu. En debat som i stigende grad viser, at respekten for menneskeliv er faldet til nye dybder.

Er vi blevet så resistente over for etisk overvejelse, at et menneskes død kun mødes med et skuldertræk, at et menneskes liv er reduceret til ét blandt flere elementer i en økonomisk kalkule?

Engang var det dyrebart.

Flemming Flyvholm er journalist, kræftpatient og forfatter til bogen 'På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har i ingen humoristisk sans ?

Først snakker hun om at CEPOS har hyret et "uafhængigt" analyseinstitut (tsk tsk).

Så kommer en massiv omgang "hate-speech" med folk af anden etnisk herkomst.

Til sidst løsningen: "Aktiv dødshjælp" (das Endlosung).

Hun må da være ved at dø af grin over, at nogen har taget det alvorligt.

Michael Skaarup

Tak til Flemming Flyvholm for at god artikel. Jeg føler med dig, og selvom jeg har livet foran mig, vil ikke accpetere det menneskesyn som Lone Nørgaard præsentere.

For jeg er enig med Flemming, at man ikke blot kan reducere et menneske igennem en cost-benefit analyse, og på den baggrund afgøre hvorvidt det kan betale sig for samfundet, om mennesket skal fortsætte med at leve, når momentære udgiftforholdet er større end indtjeningsforholdet, i registreringsøjeblikket.

Det er den samme syg tanke, som var populærvidenskablig i Tyskland 1941 og frem til nazi-vanviddets anslunting.
Forskellen er blot. Hvor nazisterne var konsekvente og selv stod for aflivningen, af omkostnings tunge medborgere. - Så er Lone Nørgaard vag og inkonsekvens, som et lille barn, der ikke tør tage ansvar for sine ugerninger, og beskidte tanker, og vil give "de andre" ansvaret for hendes sygelige forestillinger , og tage konsekventen af Lone Nørgaards mindreværd, og slå sig selv ihjel.

grete jørgensen

Flemming Flyvholm
Tak for din relevante kommentar. Hvad enten det er Lone Nørgårds ilde anbragte spøg eller - endnu værre - hendes virkelige mening, så må hun kræves til ansvar for den udtalelse.
En sådan udtalelse kan ikke gå upåagtet hen, så jeg forventer at man fra politisk og fra journalistisk side går videre med det.
HVIS det er et alvorligt ment forslag, at man med aktiv dødshjælp kan spare plejepersonale, så står det meget værre til i Danmark, end jeg havde forestillet mig.
Endnu engang: tak fordi du skrev dit indlæg.

Steen Rasmussen

De vestlige demokratier har for længst identificeret muligheden for den ultimative lykke for flest muligt med forestillingen markedet, som det der sikrer de bedst egnedes sejr, altså vor egen, som vi igen identificerer med fremskridtets sejr. Ideologifabrikker fra Dr. Paul Joseph Goebbels propagandamaskine til tænketanken Cepos har i overensstemmelse med den socialdarwinistiske ideologi forsøgt at identificere og legitimere de heldiges held med alles held. Jøderne og taberne på markedet har stået for afsløringen af ideologien som propaganda og løgn. De heldiges held er nødvendigvis ikke andet end de heldiges held. De sejrende er ikke nødvendigvis de bedst egnede. Men det fremstår som en del af kampen for overlevelse, at kunne beskrive sit eget held som udtryk for udviklingen mod det bedre. De privilegerede, vinderne på markedet beskriver sig selv som dem der repræsenterer udviklingen, som om deres held var alles held. Det eneste man kan være sikker på, er at en stor del af deres held afhænger af, at taberne bøjer sig for de sejrendes selvbeskrivelse og bidrager til den.

”De mindre egnede” bliver muligvis ikke bare skudt her hos os i dag, men de skal heller ikke være trendsættere, og med privatiseringen af sundhedsvæsenet afslører det sig, hvor lavt prioriteret deres overlevelse er. De holdes i live i periferien af det centrale, hvor de sejrendes livsstil hersker og bruger taberne til at danne kontrasten til sig selv, som den levende baggrund hvorpå de sejrendes storsind og tolerance kan projiceres op på. For at fungere i beskrivelsen af de sejrendes storhed skal taberne opretholdes i mængder og i en standard, som sætter kontrasten til det de sejrende i disses forsøg at forstå sig selv som de udvalgte.
arbejdsforskning.dk/pdf/art-67.pdf

Vi må af alle kræfter kæmpe imod de tendenser til kynisme og afstumpethed, der kom til udtryk i gårdsdagens artikel af Lone Nørgaard, og som desværre efterhånden er blevet legitime under den nyværende regering - især i forhold til folk af "anden etnisk herkomt ".

Og derfor vil jeg takke Flemming Flyvholm for hans indlæg i dagens Information. Godt gået.

grete jørgensen

Jeg håber der kommer rigtig mange kommentarer til det! Mange må føle sig hårdt ramt. Både syge og pårørende - og alle andre som tror at vi lever i et humanistisk samfund.

grete jørgensen

Åse Lindau
Ja, vi må kæmpe imod. Du har ret. men hvordan gør vi det bedst.
Jeg er altid usikker på, om sådanne indlæg som vi laver her, overhovedet har nogen effekt?
Hvordan har du det med dét?

Til Grete Jørgensen
Jeg tror desværre du har ret i, at effekten af at skrive i Informations debatforum er begrænset.
Når jeg skriver, er det ud fra et behov for at få luft for min afsky, eller give støtte til dem, der siger noget imod afskyvækkende udtalelser.

Og så må vi derudover deltage i debatten der, hvor vi iøvrigt færdes - for at modvirke at kampen mod et umenneskeligt samfund dør ud.

Heinrich R. Jørgensen

Flemming Flyholm har ganske ret i, at Lone Nørgaards umenneskelige betragtninger, er dybt modbydelige.

At hun forsøger at argumentere for eutanasi vha. en påstået samfundsmæssig rationalitet, er naturligvis det mest vanvittige udsagn i hendes oprindelige indlæg.

Det er sørgeligt, at Lone Nørgaard skriver sig ind i den historiske tradition, der har givet eutanasi et uhyre dårligt rygte. Men sådan må det være - enhver der drømmer om det totalitære, fascistoide samfund, har naturligvis eutanasi øverst på listen over deres våde drømme.

Eutanasi kan dog også ses i anden sammenhæng, som en totalitær stats yndlingsværktøj til social kontrol. Det kunne jo også ses som en basal menneskeret, at bestemme over eget liv, herunder om dets ophør eventuelt skal ske fremrykkes lidt, ifht. hvor naturen, lægevidenskaben eller lægen ellers måtte vælge at sige stop.

Engang var der en mand er sang en lille sang hvis omkvæd var det her:

Der er kun brug for de driftssikre hjul/i en pengestyret samfundsmaksine/

Og tænk, det passer stadigvæk.

Der er kun brug for stærke, raske, sunde mennesker, som kan hjælpe konkurrence-staten Danmark med at konkurrere med andre stater. Den tankegang lå bag nazisternes menneskesyn; samme tankegang på bag stalinismens menneskesyn. Mennesker er kun noget værd, hvis staten kan og skal bruge dem til noget f.eks. til at konkurrere med andre stater.

Og her nytter det altså ikke, at dybt syge mennesker
tager resurserne fra de andre; ej heller at mennesker med f.eks. Down's syndrom eller psykisk syge mennesker som f.eks. har schizofreni* tager resurserne fra de mennesker, som er vigtige. De stærke, de sunde og de raske.

*Et dansk forskerhold har lige fået 30 millioner tilat forske i, hvordan man bedst opdager anlæg for psykiske sygdomme, f.eks. schizofreni så tidligt som muligt i fostertilstanden, så de her fostre kan blive aborteret - og samfundet/staten derved spare en masse penge til diagnosticering og behandling.
Upåagtet at f.eks. både Grundtvig, H.C. Andersen og Churchhill måske led af hvad psykiaterne i dag ville kalde for 'vrangforestillinger'. Og hvad gjorde de ved det? De skrev og de skrev og de skrev; for Churchhill vedkommende malede han også temmelig meget - for at komme i sjælelig ro og balance.

Det er som om man har et ideal af et menneske, som er perfekt, er sund og rask igennem hele livet. Og hvis mennesket ikke lever op til dette perfekte smukke ideal, man har opstillet, er det menneskets skyld, ikke selve idealet, det er galt med.

Alle samfund og stater der har haft idealet om perfektion, enten på menneske eller individ-niveau, er jo før eller siden gået til grunde. Idealet holdt simpelthen ikke i mødet med virkeligheden.

Før vi spørger om, hvad det koster fællesskabet at holde syge mennesker i live, bør vi se på hvad det koster fællesskabet at holde raske mennesker i live.

I USA er der mennesker, der dagligt sætter sig ind i et privat jetfly og flyver til og fra arbejde.

MR-scannerens ressourceforbrug er intet i sammenligning med.

grete jørgensen

Åse Lindau
Jeg er helt enig. Jeg skriver også for at udtrykke afsky - og vrede. Og så skriver jeg for at støtte - i denne sag Flemming Flyvkjær, som åbnede debatten. Men har samtidig et stort ønske om, at disse meningstilkendegivelser blev læst af andre end "os". Og det er her min usikkerhed er.

grete jørgensen

At diskutere aktiv dødshjælp er væsentligt. Og at diskutere den enkeltes ret til at bestemme over eget liv er vigtigt. Men at argumentere FOR aktiv dødshjælp med den begrundelse at spare samfundet for ressourcer, er det mest foragtelige jeg har læst.
Mon det er muligt at Lone Nørgård kommer med en forklaring?

grete jørgensen

Åse Lindau
Jeg er helt enig. Jeg skriver også for at udtrykke afsky - og vrede. Og så skriver jeg for at støtte - i denne sag Flemming Flyvkjær, som åbnede debatten. Men har samtidig et stort ønske om, at disse meningstilkendegivelser blev læst af andre end "os". Og det er her min usikkerhed er.

I stille stunder om aftenen funderer jeg ofte over, hvordan jeg ville handle, hvis jeg fik at vide, at jeg var uhelbredeligt syg.

Jeg tænker på, om jeg ville kunne finde modet til at gennemføre sygdoms- og dødsprocessen, eller om jeg ville kunne finde modet til at ende livet for egen hånd.

Specielt i disse stunder bliver det klart for mig, at jeg gerne ville have aktiv dødshjælp som en valgmulighed, som det er muligt i andre lande. Hermed ikke være sagt, at jeg med sikkerhed ville kunne finde modet til at gennemføre det. Men jeg ville gerne have valget.

Men eutanasi skal være en frihed, naturligvis ikke noget som nogen som helst andre skal bestemme. Jeg er derfor enig med Heinrich R. Jørgensen, når han taler om "basal menneskeret".

Ingen af os bliver spurgt, om vi vil fødes ind i denne verden. Måske kunne vi udvises den barmhjertighed det er selv at kunne bestemme, hvordan vi måtte ønske at komme herfra.

@Gorm Petersen
Har i ingen humoristisk sans ?

De holdninger som Lone Nørgaard lufter, er absolut ikke grinagtige.

Det er sådanne holdninger, luftet af højre-eliten, der danner grundlag for den brede opbakning til Dansk Folkeparti. Denne bevidste holdningsbearbejdningen af de naive tabloid-hjerner, som refleksmæssigt stemmer på DF, er det reelle regeringsfundament i Danmark.

JF:
"Ingen af os bliver spurgt, om vi vil fødes ind i denne verden"

GP:
Jeg kan hverken be eller afkræfte din påstand. Jeg kan simpelthen ikke huske det.

Bortset fra det, er passiv dødshjælp lovligt (hvor noget så simpelt som at lade være med at drikke vand - i kombination med at plejepersonale har PLIGT til ikke at give terminalpatienter væskedrop) virker ganske effektivt.

Det lyder plausibelt at den, der virkelig ønsker at begå selvmord, skal have lov til det. Desværre sætter hjerneforskningen begrebet "vilje" under pres.

Jeg kan godt forestille mig en pille, som dels gør patienten tillidsfuld i forhold til det ukendte - og samtidig giver dårlig samvittighed over at være til besvær for andre.

Det ville være uheldigt hvis hjerneforskerne sendte en sådan pille på markedet FØR hjerneforskningen var trængt så langt ind i bevidsthedens gåde, at den klart kunne besvare spørgsmålet:

Ved hvilken grad af lidelse på en skala fra 0-10 er det mest fordelagtigt for PATIENTEN (ikke for plejepersonalet) at aktivere dødshjælp ?

Hvis man googler "aktiv dødshjælp" på nettet, så er det utroligt så mange artikler og indlæg, der er på nær sagt alle sprog.

Det er noget, som ubestrideligt seriøse filosoffer og tænkere beskæftiger sig med, og argumenterne er gode "both ways" - jeg vil selv sætte pris på at få muligheden, hvis jeg skulle føle behov for den p g a f eks sygdom.

Jeg foretrækker at se Lone Nørgaards økonomiske betragtning som en provokation på linje med Swifts berømte essay fra 1700 tallet om at spise fattige børn i Irland. ( Eller mener hun det virkelig ??? Der var også nogen der tog Swift alvorligt ???)

Der er ingen tvivl om at Nørgaards arbejde for ”reducere behovet for plejepersonale” som svar på fremtidig mangel på hænder og hjerner ikke er ment som en spøg.
Artiklen er i det hele taget ikke andet end gammel gylp. Men det er ingen god grund til at blive vred. Heller ikke, når der kommer en opfølger med flere økonomiske betragtninger om salg af organerne, som den helt store eksport fidus.

grete jørgensen

Hvad enten Lone Nørgårds indlæg er en spøg eller en provokation, så viser det en persons totale mangel på næstekærlighed og menneskelig forståelse. Et så stort og alvorligt emne bør ikke bruges til hverken spøg eller provokation.

Hvis det var en joke, så er den meget gammel. Så snarere en provokation. Det er vigtigt at kunne skabe en ophidset stemning. Vrede sælger godt, men skader dog dem som bider på, imens ophavsmænd, medier og partier deler fortjenesten. Prøv eventuelt at betragte Nørgaard som en skjult buddhistisk læremester, der giver lektioner for viderekomne i tålmodighed og medfølelse.

Det er mangel på situationsfornemmelse - og jeg tror heller ikke hun er spor glad over, at en kræftpatient, der lever fra scanning til scanning tog til genmæle.

På den anden side - jeg kan simpelthen ikke greje den artikel.

I den danske film "Festen" siger folk: "Det er vel nok en skidt knægt, der kan holde tale og sige sådan nogen grimme ting"

M.a.o. tilfører hun ondskab og kynisme - eller påviser hun bare noget, der allerede er der - og som vi med større eller mindre held fortrænger ?

Det var jo heller ikke Nietzsche der indførte gudløshed, umoral og overmenneske-teorier. Han påviste bare hykleri og hvad andre fortrængte. Ausschwitch var formentlig kommet alligevel.

Jeg opfattede indlæget i gårdsdagens artikel af Lone Nørgaard, som et forslag til at yde aktiv dødshjælp, til uhelbredeligt syge, som et frivilligt tilbud til dødssyge mennesker. Det foregår, mig bekendt, allerede i Holland og Schweitz. Efter min mening må syge mennesker selv bestemmer over deres liv og død. Flemming Flyvholm har udlagt en enkel sætning til man skal myrde syge mennesker for at spere penge. Informationen kan nu også udlægges på andre måder.

Lone Nørgård er som bekendt et fremtrædende meldem af kredsen omkring Lars Hedegård og Trykkefrihedsselskabet, og her gives der ingen pardon. Miløjet domineres af intolerance og fremmedhad, og hendes nye påfund falder smukt ind i det ulrahøjre tankegods, der trives i Hedegård-banden. Jeg er ikke spor forbavset for Nørgård er slet ikke færdig.

Miløjet omkring Lars Hedegård og Trykkefrihedsselskabet domineres af intolerance og fremmedhad

og had til mennesker der ikke opfører sig efter de forventninger liberalisterne har til Homo economicus.

De fine liberalistiske teorier om, virksomhedsstrukturer der rystes og må gennemgå reformer, forbrugsbehov der opstår og forsvinder, råvareknaphed og prisfluktuationer, dem bilder liberalismens økonomer os ind, at de har styr på, men Homo economicus der lever i hundrede år, vil ikke affinde sig med de samme markedsmæssige rystelser som tildeles jord og kapital. Homo economicus er i nær familie med homo sapiens og kræver stabilitet og indflydelse efter hoveder og ikke høveder- det kan få enhver liberalistist til at kræve dødshjælp...

grete jørgensen

alfred larsen
Nej, Lone Nørgårds inlæg om aktiv dødshjælp kan ikke tolkes på anden måde, end Flemming Flyvholm har gjort.
Når hendes begrundelse er, at aktiv dødshjælp kan spare personale, så lægger hun er umenneskeligt pres på både den syge og de pårørende. Så er det ikke et frivilligt, barmhjertigt tilbud til den syge, så er det kynisk beregning: lad os nu skære igennem og slippe for alle de besværlige medborgere, som koster landet dyrt. Vi har alligevel ikke noget at bruge dem til.
Sådan skal hendes indlæg læses.
Jeg forstår godt Flemming Flyvholms vrede.

grete jørgensen

Alfred Andersen.
Lone Nørgårds indlæg kan kun forstås på den måde, som Flemming Flyvholm gør.
Hendes begrundelse for aktiv dødshjælp er ikke udsprungen af barmhjertighed, men af kynisk beregning. Når et menneske bliver gammelt, sygt og ikke mere kan bidrage til dette samfund, så kan vi lige så godt skille os af med det. Der er jo bare udgifter med et sådant menneske, hvad enten han er hvid, sort eller brun.
Aktiv dødshjælp kan bestemt diskuteres, men at begrundelsen skal være, at den syge dermed sparer samfundet for udgifter, det er den mest kyniske betragtning jeg er stødt på længe.

grete jørgensen

Alfred Andersen.
Lone Nørgårds indlæg kan kun forstås på den måde, som Flemming Flyvholm gør.
Hendes begrundelse for aktiv dødshjælp er ikke udsprungen af barmhjertighed, men af kynisk beregning. Når et menneske bliver gammelt, sygt og ikke mere kan bidrage til dette samfund, så kan vi lige så godt skille os af med det. Der er jo bare udgifter med et sådant menneske, hvad enten han er hvid, sort eller brun.
Aktiv dødshjælp kan bestemt diskuteres, men at begrundelsen skal være, at den syge dermed sparer samfundet for udgifter, det er den mest kyniske betragtning jeg er stødt på længe.